Viser opslag med etiketten Pia van Acker. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Pia van Acker. Vis alle opslag

søndag den 28. april 2019

Rally i Lund – debut i Mästarklass

Prøven hos Lena (video: Pia van Acker)

Lille Bjørn og Max (og jeg) debuterede i svensk rally 10. december 2017 i Skanör-Falsterbo BK, hvor de begge bestod Nybörjar klass. Det er før i dag blevet til 16 svenske prøver, og begge hunde har opnået titlerne RLD-N (SE) og RLD-F (SE).

Søndag morgen 06:24

Fra 1. januar 2019 har danske rallychampions kunne starte i Mästarklass i Sverige, og jeg havde lokket Amanda med til en 3-dobbeltprøve i Mästarklass i Lunds Brukshundklubb i dag. Pia van Acker deltog også, så vi var en fin dansk delegation, der debuterede i dag.

Vi kan ikke prale med de store resultater, ingen certifikater i dag, men vi havde det fantastisk hyggeligt, vi lærte en masse og vi var rørende enige om at to ud af tre prøver var rigeligt, for både vi og vores hunde var trætte efter en dobbeltprøve i Nakskov i går.

Lenas bane

Pia filmede Max og mig i vores debut på en bane designet af Lena Sundlöf. Max var lidt snusende i starten (5x1), der var en førerfejl til 3 point og så to 10’ere: En synkronvending hvor Max kom forkert ind, og en vending, hvor der kom en dobbeltsit.

Max var virkeligt fint på efter den lidt tøvende start, hans fører havde det lidt sværere. Det var træningsmæssigt fantastisk, for jeg skulle tænke over ret mange af skiltene, der var flere skilte, som vi måtte have gennemgået detaljeret, og der var én øvelse, hvor Pia ved et tilfælde lige inden jeg gik på banen, opdagede, at vi havde opfattet det forkert.

Absolut tilfredsstillende.

Idas bane

Ida Lindgrens bane var skidelækker, det sagde jeg til hende (jeg kender hende!), sjov og udfordrende og bestemt ikke nem. Der var bl.a. den specielle svenske øvelse, hvor hund og fører stopper, fører giver hund genstand i munden, teamet går 5 meter, fører tager genstand fra hund under gang og skjuler den. Vi har trænet med apport, Max er ikke vild med den, og under opvarmningen ville han ikke gå mere end et par skridt med den. I sidste øjeblik lavede jeg det om til at en næseprøvepind, som jeg fik af Pia, og den ville han godt gå med. Der var også en fremsending til kegle, hvor keglen var den fjerde af keglerne fra en slalom, og hunden skulle forbi en meget større kegle fra fristende ottetal :-)


Prøven hos Ida (Video: Pia van Acker)

Max var tydeligt langt fra fokuseret da vi gik på banen. Fra start var han i snus, vi fik 7x1 på de første tre skilte, og skilt 2 (sit, stå, gå fra) mistede vi helt. Vi arbejdede videre og endte med beskedne 39 point, 11x1 og 5x10. Men følelsen var virkelig god. Max ville i gamle dage have forladt ringen, men han blev hos mig, og den sidste del af banen gik fantastisk. Vi fik bl.a. apporteringsøvelsen, og snur ind mod fører, og vores udgang var perfekt!

Så det var bestemt en dejlig dag!

Det har været en hård weekend :-)

Der var ikke så meget diskussion: Det ville ikke være fair overfor hundene at tage en tredje prøve, så jeg meldte 4 hunde fra på en gang og vi kom fornuftigt tidligt hjem.

Tak til dommere og arrangører (Beatrice Palm mfl.) for fint arrangement og Pia og Amanda for superhyggeligt selskab!

Amanda og jeg har aftalt, at vi vender tilbage :-)

søndag den 29. juli 2018

HMC- og SBH-rally

Championbanen lørdag
 
Jeg har i weekenden haft fornøjelsen at dømme to rallyprøver. Jeg må indrømme at det har været rart, at jeg ikke skulle op med hunde selv til nogen af arrangementerne, men ”bare” har kunnet holde fokus på at dømme, og forhåbentlig bidrage til at give deltagerne en god oplevelse i rallyringen.

I går Havde Gitte Fischer og Johanna arrangeret en dobbeltprøve til støtte for Hundesport mod Cancer på Garbogaard. Amanda dømte den ene prøve, jeg den anden.

Det var et virkelig flot arrangement, med to fyldte prøver, masser af fine sponsorpræmier, flotte rosetter, super god stemning og en masse flot førerarbejde. Dommerne fik meget fin forplejning først og fremmest masser af koldt vand, lækre hjemmesmurte sandwiches og jordbærisen om eftermiddagen var et kæmpehit!

Der var, som jeg godt kan lide det, brug for det meste af pointskalaen i alle mine klasser, det tager jeg som udtryk for at de ikke er for nemme og ikke for svære.

Hvad lagde jeg specielt mærke til? Poul og evigt glade Rosa, som vandt championklasse, Susanne og Annesine som debuterede i championklasse (med 69 point), Camilla og Cassi som fik det sidste certifikat, og Camilla blev da blev ret glad 😊, dog overgået af Pia, da Tess fik sidste pind og blev RØM! Sonja og Lemon som dansede sig igennem øvet klasse og fik velfortjente 100 point. Og så var der en fantastisk begynderklasse med 4 x 100 og Birgitte og Hector med en overlækker banegennemgang og vindere på tid.

Nå ja, og så gav arrangementet 14.050,20 kr. til HMC, og det er da helt vildt flot!

Championbanen søndag

I dag gik turen til Lyderslev (ved St. Heddinge), hvor jeg skulle dømme for Specialklubben for Belgiske Hyrdehunde Kreds 6. Pia van Acker har været den store drivkraft i dette arrangement, og det kan hun godt være meget stolt af. Prøven var fyldt, og jeg synes specielt det var lækkert med en begynderklasse med 19 hunde, heraf flere der skulle op for første gang.

Der var flotte præmier til alle, og der var superflotte rosetter, med glimmer og det hele, og ekstra store rosetter til belgiere, der blev bedst placeret i klassen og dermed Danmarksmestre.

Vi startede med Junior og kørte opefter.

Mathilde og Boogie var eneste junior og vandt med 100 point. Hun skulle naturligvis også have feedback, og det skal være superpræcist, for hun er helt bevidst om, hvor hun mener der er noget at trække for, så jeg forklarede hvorfor jeg ikke havde trukket i en bestemt situation. I øvrigt beundrede jeg den måde hun håndterer linen på, så den aldrig blive stram, selv om der kommer små udfald fra Boogie.

I begynderklassen kom hele karakterskalaen i brug fra start med en IB og en på 100 point. Heldigvis var der flest i den gode ende, og igen endte jeg med 4 x 100 point, og det er da hyggeligt, selvom Pia var lidt bekymret for, at hun løb tør for RBM-rosetter …

Der var nogle superflotte præstationer i både øvet klasse (2 x 100) og i ekspertklasse (3 certer), men det jeg helt sikkert vil huske dagen for var 5. vinder med 82 point i championklasse: Susanne og Annesine. De gik så flot! De mistede sit under gang på højre side også i ommeren (minus 13 point) og derudover kun 5 x 1 for småtterier. Susannes glæde er der mange udøvere der kan lære af, det havde intet med placering at gøre, men bare det at gennemføre en bane og bestå! De skal nok nå langt i championklassen. Det er i øvrigt den mest jævnbyrdige championklasse jeg har dømt, 6 ekvipager med point fra 80 til 91.

Forplejningen var lige som jeg ville have den: masser af vand og en lækker flæskestegssandwich, dommergaven omfattede bl.a. en flaske Barolo, og så véd jeg at arrangørerne kender min smag i vin. Jeg siger tak til Pia og Co. for en dejlig dag.

Jeg kan godt mærke jeg er lidt træt i hovedet efter to dage i solen og have stået rigtigt meget op. Men hold da op hvor er det skønt at være en del af denne sport. Og hvor er det dejligt at entusiastiske hundefolk vil stå for disse arrangementer, så vi andre kan gå til prøve.