Viser opslag med etiketten Rally champion kursus. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Rally champion kursus. Vis alle opslag

lørdag den 9. juni 2012

Kick Ass Champ Class


I dag var Megan. Lille Bjørn og jeg på rally champion kursus hos Johanna; vi var et lille eksklusivt selskab på 6 førere, heraf 4 nørder (Amanda, Anita, Charlotte og mig). Johanna kender os alle rigtigt godt, og selv om det var et generelt kursus tog jeg alligevel hjem med den rigtigt gode følelse, at kurset var skræddersyet til mig – og den følelse tror jeg også flere andre af deltagerne har. Og det er for mig virkelig kendetegnet på et godt kursus.

Jeg havde troet at Megan ikke holdt hele dagen, og havde derfor Lille Bjørn med, så han kunne deltage i nogle af delene, men han kom stort set ikke på, for Megan var da frisk til det sidste, og tog sig nogle fornuftige hvil undervejs. Men hun er godt nok helt færdig her til aften :-)

Dagens program:
  • En fuld rallybane med åben feedback. Det gik fuldstændig som til en prøve. Megan dæmpede fra start, jeg startede om (det var jo træning) og jeg begyndte at forstærke undervejs.
  • Derefter skulle vi gå en halv bane (jeg skulle selvfølgelig gå starten), hvor vi så arbejdede med opvarmning og det at gå ind på banen. Opvarmningen bestod i rallyøvelser og tricks, så vi var præcis klar til at gå ind på banen, når dommeren spurgte om vi var klar. Det gav en dramatisk forskel i performance. Mere om det senere.
  • Sideløbende med foregående var der en række højrehandlingøvelser vi kunne arbejde med.
  • Derefter blev vi opdelt i to grupper, og i hver gruppe skulle vi gå en minibane, som de andre havde lavet, med tre hadeskilte. Amanda, Charlotte og jeg havde 1) springvand, bakke på højre side, fremsending til kegle, 2) dobbeltslalom, højrespiral og bakning, alt sammen på højre side og 3) springvand, højrebakning, ind foran og bakke væk. Rørende enighed om højrebakning :-)
  • Endvidere skulle vi planlægge en bane, baseret på en opstilling med skilteholdere, hvor der kun stod numre på. Vi skulle så dirigere de andre igennem banen, så de fik at vide hvilket nummerskilt de skulle gå til og hvilken øvelse der skulle udføres, efterhånden som de gik igennem banen. Dvs. dirigenten skulle time beskrivelsen af øvelserne, og førerne skulle have fokus på både at udføre øvelser og høre efter, hvor de skulle hen og hvad de skulle udføre. Fokus og koncentration var nøgleord, og vi oplevede nogle fantastiske banegennemgange.
  • Efter 15 minutters frokostpause (man spilder aldrig tiden hos Johanna), gik vi i gang med en runde, hvor vi hver havde fokus på en championøvelse. Mit fokus blev opvarmning og at gå ind på banen. Hvis jeg bruger 20-30 sekunder på at lave øvelser med Megan uden for ringen, timede klarmelding med at dommer er klar, så kan vi lave nogle fantastiske starter på rallybanerne. Megan dæmpede tydeligt når Johanna gik for tæt på, så vi skal nu arbejde fokuseret med starter og med stigende mængde forstyrrelser i form af dommere der skriver mv.
  • Sideløbende kunne vi træne ”husk hvilke øvelser de andre har udført, udfør det samme og læg en til”, dels i en mindre kegleskov (den fik Lille Bjørn fornøjelse af) og på en bane med blanke skilte (den sprang vi over). Keglebanen afsluttede vi med dobbeltslalom, fristende ottetal, højre spiral, fristende ottetal, højre spiral og fremsending; fuldt fokus fra Lille Bjørn!
  • Endelig sluttede vi med en bane, som vi skulle gennemføre parvis på tid. Reglen var at vi skulle ind på banen via en port, hver af de to par på et hold skulle udføre mindst 4 korrekte skilte, og hvis der blev udført fejl ved et skilt, skulle der byttes ekvipage. Sjov leg, men med masser af realisme i form af stress, når der skulle skiftes ekvipage (tiden tikkede), taktiske overvejelser pga. reglen med mindst 4 skilte, og en dommer der dømte BYT for alle fejl.
Jeg har fået en masse konkrete tips til diverse øvelser, men først og fremmest har jeg nu en skræddersyet strategi for hvordan jeg kan arbejde med at løse mit hovedproblem med Megan, den manglende motivation, når hun kommer ind på banen. Det var åbenlyst at hun kan og vil, når jeg gør mit førerarbejde ordentligt, og belønner fornuftigt. Efter sådan en dag vender energien til at arbejde med Megan igen tilbage – og det var hvad jeg havde håbet på og drømt om!

Tak til Johanna for endnu et fantastisk kursus, og til de øvrige deltagere for hyggeligt og inspirerende selskab.

torsdag den 17. februar 2011

Hvad er kvalitet?

ISO’s definition af kvalitet ”the degree to which a set of inherent characteristics fulfills requirements” [Den grad et sæt af iboende karakteristika opfylder krav].
Jeg har haft fornøjelsen at arbejde med begrebet kvalitet i mange forskellige sammenhænge, og definitionen kan lyde kryptisk. Det basale er at Kvalitet måles (eller konstateres) i forhold til krav.
Når jeg synes noget er godt eller skidt er det ud fra nogle krav (forventninger), og min personlige oplevelse af, i hvor høj grad ”noget” har opfyldt mine ”krav”.
Så hvis jeg synes noget er godt, som en anden synes er skidt, vil det som udgangspunkt være at vi vurderer ud fra nogle forskellige krav. Kvalitet kan være subjektiv – og er det ofte i daglig tale – og kan være objektiv.
Jeg har flere gange i ugens løb været konfronteret med begrebet kvalitet.
I mandags så jeg på TV3 ”Kniven for struben”, fordi jeg vidste det handlede om ”Meson Gourmet” i Køge, som er omtalt et par gange i min blog. Kirsten og jeg har spist der flere gange med stor fornøjelse, og havde senest den 5. februar i år et arrangement dér i forbindelse med Kirstens fødselsdag. Vi valgte stedet som nødløsning fordi vores foretrukne restaurant Brasserie 33 er lukket. Meson Gourmet blev valgt fordi de serverer nogle gode råvarer til en meget fair pris, og vi har haft nogle gode madoplevelser hos dem. Vi synes det er godt. Ikke ukritisk, for betjeningen halter lidt – den er venlig mere end professionel og vi synes ikke det er charmerende at værtinden står og ryger udenfor hver gang vi kommer.
Bo Bech fik på meget flot vis konfronteret indehaverne med stedets svagheder. Alle råvarerne er perfekte, men de er færdigkøbte og sælges videre med begrænset fortjeneste. Han prøvede at lære dem at tilberede nogle retter fra bunden, så de kunne sælge med betydeligt bedre fortjeneste. Men de kunne simpelthen ikke lave de mest enkle retter selv.
Vi oplevede bagsiden af et udmærket spisested i form af en forretning som bare satte penge til på hvert eneste måltid. Så hvis ejernes ambition er at de skal kunne leve af stedet, er det rigtig dårlig kvalitet.
Da vi spiste der den 5. februar havde de skiftet navn til ”Den Franske Bistro & Delikatesse” og ændret lidt i konceptet. Men vi giver dem ikke lang levetid.
For det allermest afslørende i Bo Bechs udsendelse var, at de simpelthen mangler entusiasmen – viljen til at gøre stedet til en succes. De har en drøm om et spisested, men hverken viljen eller evnerne til at realisere den.
I tirsdags oplevede vi nærmest den diametrale modsætning da vi var til vores første middag i denne runde af Copenhagen Dining Week. Vi fik en skøn 3-retters menu på Les Trois Cochons (en del af Cofoco-kæden). Først tre små retter: brandade, vildsvin og rødbede, så coq au vin med svampe og røget flæsk, kartoffelmos og marinerede bønner og endelig tre små desserter: crème brulée, profiteroles samt sorbet af passionsfrugt. Vi blev også fristet af en kir royal og en vinmenu. Et fantastisk måltid – og prisen svarede til to udstillingsgebyrer!
Vi har spist flere gange på Les Trois Cochons, og inderst inde tænkte vi, at de måske ville slække lidt på niveauet i forbindelse med dette arrangement – men nej, det var på topniveau som altid, og med det helt sikre resultat at vi kommer igen. Og igen.
Onsdag havde Susanne Jervin lokket mig til at træne på Hasselgaard med hende og Camilla Kiørboe. Susanne og Maddie arbejdede med LP2, Camilla og Frodo med LP1, og Megan og jeg skulle arbejde med rallychampion. Træningen gik supergodt for os alle. Vi havde hver især vores kriterier, og mine var vist de mindst skarpe … Susanne synes ikke hun er helt klar med Maddie til LP2, men det synes jeg – de kan sagtens få en 1. præmie, og de kan sagtens gå flere gange i LP2 for at få mere rutine. Men der er ikke fundamentale problemer. Camilla og Frodo fik 1. præmie 12. september sidste år ved deres første LP-prøve, og vil arbejde lidt mere med LP1 for at få prøverutine. Camilla havde William på 2 måneder med, og det har givet nogle naturlige afbræk i træningen – skulle man tro. Men ud fra træningen vil jeg tippe til en pæn 1. præmie hvis de gik op nu.
Megan havde det lidt sværere. Jeg har bestemt ikke styr på kommandoerne jeg vil bruge, og nogle gange kan man undre sig over hvordan hun finder ud af hvad det egentlig er jeg vil have hende til. Så Susanne gav mig stort set samme feedback som Conni på rallychampionkurset 6. februar: ro på, tydeligere signaler, giv signalerne i god tid inden skiltet …
Onsdag aften var der så træning i Sydkystens Hundeskole. Jeg håber det bliver opfattet positivt, men jeg vil altså vide præcis hvad det er for kriterier, deltagerne går efter, når de træner. Så nogle gange går der noget tid, inden jeg får set fx en fri ved fod, fordi jeg vil vide hvad føreren forventer – og tit får jeg også klikkeren, og så skal jeg jo vide, hvad jeg skal klikke for. På LP stjerneholdet er der i ekstrem grad bevidsthed om, hvad der trænes. Så det kan fx være en fri ved fod, hvor det eneste kriterium er at jeg går tæt ved føreren hele tiden, og hunden performer som ”hjemme”. Eller at hunden ikke skal løbe i to spor. Eller at hunden følger føreren i første skridt. Eller …
Og ud over alt det andet, at dette er et ”fremmed” område, med fantastisk duft af heste og løbske tæver og masser af andre hunde – og generalisering er alfa og omega, også i hundetræning!
I dag havde jeg ikke planlagt til noget hundemæssigt, men det ændrede sig fra morgenstunden. Jyske lydighedsudøvere har fået etableret en InnDog-hal, hvor de kan træne indendørs hele året, og yndlingstræningsmakkeren har fået den gode idé, at det skal vi også kunne på Sjælland. Så om formiddagen blev jeg lokket til en hundeluftetur i Ringsted før vi skulle se en hal dér, og om eftermiddagen var vi i Roskilde for at se en hal dér. Indimellem klarede Camilla at se en hal i Havdrup samt et byggemøde. Det er godt vi er selvstændige, så vi har tid til den slags :-)
Camilla vil skrive nærmere om de tre haller, priser og muligheder, men konceptet er kort fortalt:

  • Vi lejer en hal mindst et år
  • Man kan købe et årskort til hallen, og kan så – efter nærmere fastsatte regler – bruge hallen til træning efter behov
  • Hallen kan udlejes på timebasis og på heldagsbasis, til personer der bare har brug for at træne, og til klubber og foreninger der har brug for træningsrammer eller skal afholde en prøve
Det er i bund og grund enkelt. Men når vi taler om lejeudgifter på mindst 150.000 kr. om året er der en masse formalia der skal på plads, før nogen kan indgå en aftale, for det ER mange penge.
Og i den sammenhæng bliver ordet kvalitet også meget relevant - for nu skal de enkelte interesserede forholde sig til, hvad stedet er værd for dem, bogstaveligt talt. Vil jeg betale x kr. for at have de muligheder? Hvor går grænsen? Hvis tilstrækkeligt mange vil betale nok, så kan drømmen realiseres, ellers ikke.

søndag den 6. februar 2011

Rallychampionkursus

Deltagerne i dagens rallychampionkursus (foto: Conni Hansen)
Takket være omhyggelig planlægning lykkedes det i dag for mig at deltage i det meste af Conni Hansens Rallychampionkursus :-) Sydkystens Hundeskole har lokket Conni til at afholde et par kurser, og jeg var naturligvis med på det første – indpasset i fødselsdagsaktiviteter med Kirsten. Først morgenbrød og gaver, så hundekursus og så en lækker middag på Nimb Brasserie.
Jeg har tidligere deltaget i kurset, se omtalen her.
Jeg lærte en masse i dag og fik genopfrisket nogle fundamentale forhold vedr. træning:
  • Hunden skal være ordentligt varmet op – Megan var totalt hyperaktiv da vi gik i gang, fordi jeg slet ikke havde varmet hende op, da vi kom 2 timer ind i kurset.
  • Jeg skal sætte tempoet ned/afbryde, når Megan er i ikke-træningsegnet mode. I modsætning til at blive febrilsk.
  • Jeg skal have håndtegnene gjort meget mindre.
  • Jeg skal overveje mine håndtegn og kommandoer generelt. For jeg har en masse upræcise signaler, fordi jeg har introduceret en række nye i forhold til HTM og i rallychampion (specielt højrehandling). Og sjovt nok er der en del overlap, som jeg godt kunne blive lidt skarpere på.
Og først og fremmest fik jeg endnu engang bekræftet, at Megan er totalt dejlig at arbejde med. Hun tilbyder så meget adfærd - jeg skal bare sørge for at få den under stimuluskontrol, så når vi vores mål!

lørdag den 25. september 2010

Rally champion kursus

Foto: Conni Hansen

Megan og jeg var på rally champion kursus hos Oldfruen i dag. Kurset blev afholdt på Hasselgaard Træningscenter, og deltagerne var som nævnt et lille luksusnørdhold med Anita & Django, Amanda & Osseau, Mette & O’Malley samt undertegnede Megan.
Championklasse er for … rallychampions, og det skulle Megan jo gerne blive :-) Og så må vi være forberedte!
Championklasse indeholder 8 nye øvelser:
  • Tunnel
  • Hund snur rundt
  • Send over 2 spring
  • Dæk fra gang - Gå rundt
  • STOP – gå fra – Indkald
  • STOP - send fremad – Stå
  • Indkald under gang
  • Stå foran – Bak - Fremad.
Så er der fire øvelser hvor hunden skifter position fra venstre til højre side eller modsat:
  • Skift side foran
  • Skift side bagved
  • Springvand
  • Tulipan
Og endelig skal stort set alle andre rallyøvelser kunne udføres med hunden på højre side.
Vi nåede rigtigt meget i løbet af de 6 timer:
  • Vi fik arbejdet rigtigt meget med højrehandling af de kendte rallyskilte. Mange af skiltene skal lige vendes nogle gange i hovedet, for at forstå hvordan øvelsen skal udføres med højrehandling. Men da vi først kom i gang føltes det ret naturligt. Kl. 10.40 sagde jeg ”Det er jo nemt!”. Selvfølgelig skal der arbejdes med det, men vi er kommet rigtigt godt i gang.
  • Så blev der arbejdet med sideskift, hvor hunden flydende skifter side i forhold til føreren.
  • Vi skulle to og to designe en championbane, som vi alle skulle igennem til afslutningen.
  • Vi skulle arbejde med nogle af de helt nye øvelser: Specielt tunnelen havde jeg lidt problemer med, fordi Megan da der kom knæk på flere gange sprang op på tunnelen :-)
  • Og som afslutning skulle vi alle fire gennemføre hver af de to championbaner. Selvfølgelig var det træning, og selvfølgelig belønnede vi undervejs, og lokkede efter behov specielt i de nye øvelser, men det gik rigtigt flot for alle.
Hundene var rigtigt meget på. Der var lidt morgenmad og introduktion, et par pauser formiddag og eftermiddag, og en frokost, men ellers blev der trænet, trænet, trænet. Der blev belønnet intensivt, men der var ingen træthedstegn af betydning, da de fire hunde skulle gennemføre banerne til sidst.
Tak for Conni for et velplanlagt og velgennemført kursus, med masser af energi og læring, tak til de andre deltagere for meget hyggeligt samvær, og en stor tak til Megan, som nu er helt færdig (og nej, hun fik ikke aftensmad!), og som var rigtigt veloplagt hele dagen!!!