Jeg har haft fornøjelsen at arbejde med begrebet kvalitet i mange forskellige sammenhænge, og definitionen kan lyde kryptisk. Det basale er at Kvalitet måles (eller konstateres) i forhold til krav.
Når jeg synes noget er godt eller skidt er det ud fra nogle krav (forventninger), og min personlige oplevelse af, i hvor høj grad ”noget” har opfyldt mine ”krav”.
Så hvis jeg synes noget er godt, som en anden synes er skidt, vil det som udgangspunkt være at vi vurderer ud fra nogle forskellige krav. Kvalitet kan være subjektiv – og er det ofte i daglig tale – og kan være objektiv.
Jeg har flere gange i ugens løb været konfronteret med begrebet kvalitet.
I mandags så jeg på TV3 ”Kniven for struben”, fordi jeg vidste det handlede om ”Meson Gourmet” i Køge, som er omtalt et par gange i min blog. Kirsten og jeg har spist der flere gange med stor fornøjelse, og havde senest den 5. februar i år et arrangement dér i forbindelse med Kirstens fødselsdag. Vi valgte stedet som nødløsning fordi vores foretrukne restaurant Brasserie 33 er lukket. Meson Gourmet blev valgt fordi de serverer nogle gode råvarer til en meget fair pris, og vi har haft nogle gode madoplevelser hos dem. Vi synes det er godt. Ikke ukritisk, for betjeningen halter lidt – den er venlig mere end professionel og vi synes ikke det er charmerende at værtinden står og ryger udenfor hver gang vi kommer.
Bo Bech fik på meget flot vis konfronteret indehaverne med stedets svagheder. Alle råvarerne er perfekte, men de er færdigkøbte og sælges videre med begrænset fortjeneste. Han prøvede at lære dem at tilberede nogle retter fra bunden, så de kunne sælge med betydeligt bedre fortjeneste. Men de kunne simpelthen ikke lave de mest enkle retter selv.
Vi oplevede bagsiden af et udmærket spisested i form af en forretning som bare satte penge til på hvert eneste måltid. Så hvis ejernes ambition er at de skal kunne leve af stedet, er det rigtig dårlig kvalitet.
Da vi spiste der den 5. februar havde de skiftet navn til ”Den Franske Bistro & Delikatesse” og ændret lidt i konceptet. Men vi giver dem ikke lang levetid.
For det allermest afslørende i Bo Bechs udsendelse var, at de simpelthen mangler entusiasmen – viljen til at gøre stedet til en succes. De har en drøm om et spisested, men hverken viljen eller evnerne til at realisere den.
I tirsdags oplevede vi nærmest den diametrale modsætning da vi var til vores første middag i denne runde af Copenhagen Dining Week. Vi fik en skøn 3-retters menu på Les Trois Cochons (en del af Cofoco-kæden). Først tre små retter: brandade, vildsvin og rødbede, så coq au vin med svampe og røget flæsk, kartoffelmos og marinerede bønner og endelig tre små desserter: crème brulée, profiteroles samt sorbet af passionsfrugt. Vi blev også fristet af en kir royal og en vinmenu. Et fantastisk måltid – og prisen svarede til to udstillingsgebyrer!
Vi har spist flere gange på Les Trois Cochons, og inderst inde tænkte vi, at de måske ville slække lidt på niveauet i forbindelse med dette arrangement – men nej, det var på topniveau som altid, og med det helt sikre resultat at vi kommer igen. Og igen.
Onsdag havde Susanne Jervin lokket mig til at træne på Hasselgaard med hende og Camilla Kiørboe. Susanne og Maddie arbejdede med LP2, Camilla og Frodo med LP1, og Megan og jeg skulle arbejde med rallychampion. Træningen gik supergodt for os alle. Vi havde hver især vores kriterier, og mine var vist de mindst skarpe … Susanne synes ikke hun er helt klar med Maddie til LP2, men det synes jeg – de kan sagtens få en 1. præmie, og de kan sagtens gå flere gange i LP2 for at få mere rutine. Men der er ikke fundamentale problemer. Camilla og Frodo fik 1. præmie 12. september sidste år ved deres første LP-prøve, og vil arbejde lidt mere med LP1 for at få prøverutine. Camilla havde William på 2 måneder med, og det har givet nogle naturlige afbræk i træningen – skulle man tro. Men ud fra træningen vil jeg tippe til en pæn 1. præmie hvis de gik op nu.
Megan havde det lidt sværere. Jeg har bestemt ikke styr på kommandoerne jeg vil bruge, og nogle gange kan man undre sig over hvordan hun finder ud af hvad det egentlig er jeg vil have hende til. Så Susanne gav mig stort set samme feedback som Conni på rallychampionkurset 6. februar: ro på, tydeligere signaler, giv signalerne i god tid inden skiltet …
Onsdag aften var der så træning i Sydkystens Hundeskole. Jeg håber det bliver opfattet positivt, men jeg vil altså vide præcis hvad det er for kriterier, deltagerne går efter, når de træner. Så nogle gange går der noget tid, inden jeg får set fx en fri ved fod, fordi jeg vil vide hvad føreren forventer – og tit får jeg også klikkeren, og så skal jeg jo vide, hvad jeg skal klikke for. På LP stjerneholdet er der i ekstrem grad bevidsthed om, hvad der trænes. Så det kan fx være en fri ved fod, hvor det eneste kriterium er at jeg går tæt ved føreren hele tiden, og hunden performer som ”hjemme”. Eller at hunden ikke skal løbe i to spor. Eller at hunden følger føreren i første skridt. Eller …
Og ud over alt det andet, at dette er et ”fremmed” område, med fantastisk duft af heste og løbske tæver og masser af andre hunde – og generalisering er alfa og omega, også i hundetræning!
I dag havde jeg ikke planlagt til noget hundemæssigt, men det ændrede sig fra morgenstunden. Jyske lydighedsudøvere har fået etableret en InnDog-hal, hvor de kan træne indendørs hele året, og yndlingstræningsmakkeren har fået den gode idé, at det skal vi også kunne på Sjælland. Så om formiddagen blev jeg lokket til en hundeluftetur i Ringsted før vi skulle se en hal dér, og om eftermiddagen var vi i Roskilde for at se en hal dér. Indimellem klarede Camilla at se en hal i Havdrup samt et byggemøde. Det er godt vi er selvstændige, så vi har tid til den slags :-)
Camilla vil skrive nærmere om de tre haller, priser og muligheder, men konceptet er kort fortalt:
- Vi lejer en hal mindst et år
- Man kan købe et årskort til hallen, og kan så – efter nærmere fastsatte regler – bruge hallen til træning efter behov
- Hallen kan udlejes på timebasis og på heldagsbasis, til personer der bare har brug for at træne, og til klubber og foreninger der har brug for træningsrammer eller skal afholde en prøve
Og i den sammenhæng bliver ordet kvalitet også meget relevant - for nu skal de enkelte interesserede forholde sig til, hvad stedet er værd for dem, bogstaveligt talt. Vil jeg betale x kr. for at have de muligheder? Hvor går grænsen? Hvis tilstrækkeligt mange vil betale nok, så kan drømmen realiseres, ellers ikke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar