Max glæde 💓

For præcis 13 år siden blev Megan lydighedschampion

I går nåede jeg et mål, som jeg slet ikke havde været bevidst om var et mål for mig. Jeg gik en perfekt bane med Max.

I mit blogindlæg i går har jeg forsøgt at sætte ord på, men ord slår slet ikke til. Jeg er blevet spurgt om prøven er filmet, og det er den ikke. Ikke desværre, den er bare ikke filmet.

Jeg vågnede i nat, kunne ikke falde i søvn igen, og det er ikke en dum joke, når jeg siger at jeg kan gå den bane i søvne, for det kan jeg. Jeg gjorde det flere gange i nat (altså mens jeg var vågen) og sørme om den ikke også blev gået, mens jeg lå planke til fitness til aften. Jeg har så præcis en erindring om den bane, og det er måske først i dag gået op for mig, hvor meget den betyder for mig.

Det var ikke point eller placering der var vigtige, det var følelsen, det at jeg virkelig i den grad kunne mærke, at Max og jeg var sammen før, under og efter. Det var en prøve på et niveau jeg næsten ikke kunne forestille mig jeg skulle opleve, og så var den der!!!

Jeg har fået rigtigt mange dejlige kommentarer, jeg kan garantere at jeg har glædet mig over dem alle sammen, og har knebet en del tårer. Max blev 10 år i juni, vi har gået over 300 rallyprøver sammen, den i går var nr. 161 i championklasse, så det er bestemt ikke noget, der er kommet af sig selv, at gå en prøve som i går.

Selvfølgelig har vi styr på alle de tekniske detaljer ved at gå en prøve, men det mentale, som jeg har arbejdet målrettet med i mange år, er det sidste års tid rykket op på et niveau, hvor det er åbenlyst for mig selv, og tydeligvis også for mange andre, at jeg er en helt anden fører end jeg var før.

Og, big surprice, det slår 100 % igennem på hundene. Jeg kunne ikke have gået sådan en prøve for to år siden, muligvis for et år siden, men i år har Max og jeg ligget på et fornuftigt niveau hele året, og med prøven i går fået vores 4. bronzepind. Vi går bare på et andet niveau nu.

Mine følelser i går og i dag kan jeg ikke sætte fornuftige ord på, uden at det kommer til at lyde banalt. Jeg kunne næsten ikke rumme al glæden. Jeg kunne næsten flyve. Jeg kunne tude lidt. Jeg kunne gå rundt med et fjoget grin. Måske den samme følelse, som når man er nyforelsket, og intet i verden kan ændre på, at man har fundet den eneste ene …

Jeg har også prøvet at analysere prøven. Jeg har tænkt på en masse elementer, der i ”gamle dage” kunne have generet mig, men som i går intet betød – og det er virkelig den mentale træning der virker!!! Jeg ved bare, at min tanke fra jeg hentede Max i bilen, til vi havde leget efter prøven, var, at jeg ville være den bedste fører for ham. Jeg er sikker på, at Max, hvis han fik lov at sidde ved tastaturet nu, ville give mig ret: Jeg var den bedste fører han nogen sinde har haft med på banen (undskyld Mathilde, din og Max’ prøve til 100 får kun en 2. plads 😉).

Jeg har ærgret mig over, at jeg ikke trak Otto, og er blevet mindet om, at det altså bare en yderligere erfaring, og Otto bærer heller ikke nag.

Som bonus, og det er seriøst noget, der først er dukket op bagefter, kan jeg konstatere at Max og jeg med 198 point ligger til en ret sikker kvalifikation til DM 2022 – helt vildt i forhold til hvor meget vi tidligere har måtte kæmpe for at komme med. Og med en 2. vinder i går skulle vi også være ret sikre på at komme til Årets Hund finalen, som Otto i forvejen var sikker på at kvalificere sig til. Det er dejligt, men altså ganske sekundært for mig.

Jeg går ikke til prøverne, for at kvalificere mig til DM eller ÅH. Jeg går til prøverne for at opleve samarbejdet med hundene, og med milepælen i går, og de ekstraordinære følelser den har udløst i mig, véd jeg, hvad jeg drømmer om at opnå igen.

Jeg ved altså heller ikke hvordan jeg skal håndtere det mentalt, hvis jeg skal gå til en prøve og tænke på, at jeg skal have mindst 99 point for at forbedre mine point til DM?! Det giver ingen mening for mig at tænke sådan.

Jeg skal gå på banen til en masse prøver der tæller til DM eller ÅH, og jeg gør det med det mål, at få den samme fede oplevelse som går. Jeg skrev til en god ven: ”Og DET er enormt motiverende. At gå efter at genskabe følelsen da jeg gik i dag, for hulen det er værd at arbejde for. Og det gode er, at jeg ved præcis hvordan jeg skal gøre 😊”

Hvorefter jeg skrev: ”Og det er følelserne der betød og betyder alt! DM og ÅH er sekundære, hvis jeg kan gå en prøve som i dag igen, og få den følelse igen, så er jeg lykkelig!”

Jeg kunne mærke lidt mathed i dag, hvordan kommer vi videre herfra? Det er vist meget naturligt, hvis jeg tænker mig om 😊 Jeg vandt lige VM (sådan føles det!) og det må godt bundfælde sig, men der skal selvfølgelig hurtigt nye mål på.

Kuren var nem 😊 Jeg tog til Jersie med Max og Otto efter arbejdstid og trænede med dem begge. Med begge hunde de seks fokusøvelser på Johannas Rally Skills hold i morgen, se mine scorer på billedet (5 = perfekt, 0=har det noget med rally at gøre?).

Derefter trænede jeg forskellige momenter med Otto og vi sluttede som altid med leg. Fed træning og lidt trætte hunde, inden Kirsten og jeg tog til fitness-træning.

Årets sidste tur til Bornholm

1. vinder i Championklasse (foto: Ditte)

I går gik turen for fjerde gang i år til Bornholm. Vi holdt sommerferie med svenskerne den sidste uge i juni, jeg var til rally 12. juli og 8.-9. august, begge gange som både udøver og dommer. I går var det igen i rallysammenhæng, men ”kun” som udøver, en super hyggelig tur med Lonni.

Jeg kørte hjemmefra 6:25 og hentede Lonni ved DKK. Da vi kom til Ystad lidt i 8 var bilerne allerede ved at køre af færgen, og inden der var gået 5 minutter, var vi ombord.

Da vi kom til Rønne kørte vi til Kanondalen, og hundelufteturen gik ned til stranden. Vi havde god tid, for pga. Covid-19-tidsplanen måtte vi først komme til parkeringspladsen ved Hønsehuset 10:50.

Der var i alt 7 hunde i championklasse, de første 3 havde været oppe, før vi ankom.

Max var på som nr. 3 af de sidste 4, opvarmningen var som den skulle være, og jeg havde den rigtige følelse indeni. Der var lidt træghed i starten, men Ditte sagde i sin feedback, at Max’ hale var kommet op, da vi var kommet forbi første kegle i første øvelse - 8-tal med sideskift – og derefter var der ingen problemer. Vi måtte lave anden øvelse om - sideskift om kegle fra højre side – fordi Max fokuserede så meget på mig, at han ikke reagerede på min kommando, ellers kørte det fint. Næstsidste øvelse – hund snur rundt på højre side - skulle udføres tæt på et spring, og jeg trak væk fra det, men blev lidt for anspændt og gav min kommando for sent, så det blev også en ommer. Netto endte vi med 2 ommere og 4 1’ere (snus og skæv), i alt 90 point og en rigtig god følelse, som ikke blev dårligere af Dittes fine feedback.

Præmieoverrækkelsen blev en ekstra bonus, sørme om de 90 point ikke rakte til en 1. vinder ud af 7. Det er bestemt ikke hverdagskost for os at vinde den klasse, under frokosten bad Lonni min tjekke, og ja, det er kun fjerde gang på 140 championprøver Max har vundet, forrige gange var 9. februar 2019 (hvor han vandt to gange). Fed fornemmelse 😊

Lonni og Morgan blev nr. 5 med 80 point, meget flot gået. De var ikke oppe i rally 2018, 3 gange i 2019 og så i går 😉

Perfekt selskab til en skøn frokost :-)

Da vi selvfølgelig skulle hurtigt afsted, så de næste deltagere kunne komme til, kørte vi til Rønne, hvor jeg havde bestilt bord på Det Røde Pakhus. Vi kunne parkerede lige overfor, så vi kunne se bilen fra restauranten, og vi fik en virkelig skøn frokost. Et dejligt overskueligt frokostkort med omkring 10 forskellige stykker smørrebrød. Lonni valgte et stykke med mørksej og et stykke med kyllingesalat.

En udsøgt sildemad!

Jeg valgt sild med ingefær/soya og æg samt tatar. For at fejre førstepræmien 😊 skulle vi naturligvis have en Svaneke julebryg til. Et fantastisk lækkert måltid og masser af ros til Ivan for fin betjening. Vi kan anbefale Det Røde Pakhus på det allervarmeste. Jeg kommer helt sikkert igen.

Efter frokost gik vi en tur ned til vandet og langs Nordre Kystvej, forbi Griffen og tilbage ad Store Torvegade. Klokken var blevet omkring halv tre, men vi måtte først komme tilbage til Hønsehuset halv fire, så vi kørte til Torvehal Bornholm, og derfra lidt rundt. Pludselig var vi i Hasle og kørte derfra til Hønsehuset.

Heldigvis var vi kun fire i begynderklasse, så Lonni måtte komme med ind og kunne holde Otto under banegennemgangen. Vi skulle starte som nr. 1, der var lidt snus i starten, vi måtte lave sit om (han var på vej ned i dæk, måske ikke helt nede, men jeg valgte at lave øvelsen om alligevel), og ellers var han ok på.

Det var tydeligt, at han cirka halvvejs begyndte at blive lidt frustreret (manglende belønning), det er noteret, at vi skal træne mere systematisk at variere belønningen i forhold til tid.

Vi endte med 90 point, der var ommere, 4 x snus og 3 x 1 som jeg ikke kan huske hvad var for. Men først og fremmest en rigtig god følelse 😊 Otto var på hele vejen, og at der var lidt snus, kan jeg dårligt fortænke ham i ved hans første besøg overhovedet i hallen.

Vi havde været hjemmefra i over 9 timer, han havde været i bilen det meste af tiden, og det var ikke lang tid vi havde varmet op. Det var supersejt arbejdet af Otto!!!

De 90 point rakte til en 4. vinder på dagen.

Tak til DKK Kreds 8 med Birgitte Lous i spidsen for et virkeligt flot arrangement, hvor der under de besværlige vilkår alligevel kom et fornuftigt flow i prøverne. Og tak til Ditte for nogle fine baner, ikke mindst en finurlig championbane, og god feedback.

Rønne By Night (foto: Lonni)

Rønne Havn (foto: Lonni)

Mindesmærket for faldne søfolk under 2. verdenskrig (foto: Lonni)

Der var et par timer til færgen skulle sejle, så vi kørte til Rønne og parkerede på Kirkepladsen ved Sankt Nicolai Kirke, og gik en tur og nød det skønne, kølige vejr, og hundene fik snuset af.

Hjemturen var uden problemer, selvom vi undrede os over, at der var SÅ lidt trafik. Vi landede ved DKK 21:20 og jeg var hjemme fem minutter efter.

15 timer hjemmefra, for at gå 3 rallyprøver, der tilsammen varede under 7 minutter. Som alle hundenørder ved, kan regnskabet slet ikke gøres op på den måde 😉 Det var en superhyggelig dag. Lonni og jeg fik talt om alt mellem himmel og jord, bl.a. fik jeg genopfrisket hele mit hundeliv fra Terry til Otto den anden, og tiden fløj afsted. Tak Lonni for det allerbedste og hyggeligste selskab!

Aftenen blev rundet af med denne øl fra Det Lille Bryggeri.