torsdag den 18. august 2011

Erfaring og engagement

Max nyder frokost i det grønne
Det er bestemt ikke gået ubemærket hen at Max er flyttet ind hos os. Også hos kunden, hvor jeg i øjeblikket har min gang i forbindelse med deres flytteprojekt, er der blevet plaget om at jeg tog Max med på arbejde. Og i tirsdags var det så dagen. Han blev afleveret inkl. alt udstyr hos Rikke (en af hvor tidligere hvalpekøbere), og hun havde helt styr på ham resten af dagen. Han er blevet kælet og kysset af et utal af mennesker, og har taget det hele med ophøjet ro. Frokosten blev indtaget i det grønne i det fine vejr, og der blev lavet lidt søgearbejde :-)
Tirsdag aften afholdt Sydkystens Hundeskole et foredrag om Kamp- og muskelhunde ved Sussi Frisch, Amagerlands Træning og Adfærd. Foredraget var oprindeligt arrangeret, fordi instruktørerne i Sydkystens Hundeskole har ønsket mere specifik viden om håndtering af disse racer i forhold til vores almindelige hold – ikke fordi vi ser mange af dem, men viden skader jo ikke ligefrem.
Sussi gav en masse spændende input på en meget engageret måde. Hun véd en masse om hundene, og har arbejdet med træning af dem i praksis i mange år. Og erfaring og engagement er en rigtig god cocktail.
Jeg hæftede mig specielt ved Sussi Frischs beskrivelse af kamphundes begrænsede sprog i forhold til andre hunde, og at de ikke gør meget for at forstå modparten (”normalt” hundesprog). Dette og mange andre forhold gør, at man som fører og instruktør, skal være ekstra opmærksom på håndtering af disse racer.

I går havde jeg sat Susanne Jervin stævne i Jersie til noget eftermiddagstræning, og vupti stod vi 4 nørder og trænede. Lisa og Susanne bedømte Lille Bjørn og mig i en LP2, og som Lisa sagde, de havde ikke været venlige i bedømmelserne :-) Hvad vi bestemt heller ikke ønsker. Jeg var mere end tilfreds med Lille Bjørn, som fik følgende bedømmelser:

  • Fællesdæk (0), rejste sig efter 50 sekunder, blev dækket to gange yderligere, men blev på pladsen til jeg kom tilbage.
  • Fri ved fod (7½), lidt hæng og flere skæve pladser og langsomme sitter
  • Frem- og tilbagespring (9½), skæv plads
  • Apportering (8), ekstra pladskommando og smider apport
  • Stå-sid (8), ekstra kommandoer (bliv ved tilbagegang), følger lidt hurtigt
  • Fremsending (7½), ekstra kommandoer til fremsending og ekstra til indkald
  • Stillingsskift (8), ekstra stå og rykker lidt frem
  • Indkald (7), rejser sig ved andet drej
  • Næseprøve (0), tager den forkerte
  • Helhedsindtryk (8)
Samlet 142½ og en 3. pr.
Derefter bedømte jeg Susanne og Maddie i en LP2 og Lisa og Louie i en LP3, inden jeg og Kellie og jeg og Megan gik en rallybane. Herlig og hyggelig træning.

Om aftenen var jeg af Erik Ussing blevet lokket til Sorø, hvor jeg blev valgt til dirigent på Border Collie Klubbens generalforsamling. Det var bestemt en af de allermest fredsommelige generalforsamlinger jeg har oplevet, og det var helt rart.
Efter generalforsamlingen holdt Christina Ingerslev et foredrag om typiske adfærdsproblemer hos Border Collien. Christina er meget vidende, meget erfaren og meget engageret, og jeg synes det var et ualmindeligt spændende foredrag hun holdt. Meget koncentreret, der var stof til mange foredrag i det materiale, og det kan jeg godt lide :-) Jeg skal absolut ikke prøve at gengive noget af foredraget, men jeg hæftede mig specielt ved at en række af de problemer i forbindelse med Border Collien, som blev præsenteret og diskuteret, bliver samlet i en form, så den kan gøres tilgængelig på klubbens hjemmeside; opdrættere og andre kan så henvise til beskrivelsen, så potentielle Border Collie ejere får bedre viden om nogle af de sider af racen, som de måske umiddelbart tænker på. Godt og seriøst.

Ingen kommentarer: