1. september 1959 startede jeg i 1. klasse på Sankt Knud Lavard skole i Lyngby. Jeg skiftede skole efter 5. klasse.
I forbindelse med skolens 50 års jubilæum 2004 satte jeg mig for at komme i kontakt med mine gamle klassekammerater og det lykkedes over al forventning – jeg fik kontakt til alle de levende samt information om den ene, som ikke levede længere.
Mange af os mødtes til skolens jubilæum og flere af os mødes årligt, i år kun 4, men det blev det ikke mindre hyggeligt af. Vi spiste – efterhånden traditionelt – på l’Education Nationale – og vi havde en dejlig aften Vibeke, Bente, Preben og jeg.
Naturligvis talte vi om gamle dage, men absolut mest om vore dage. Det er hver gang lige fantastisk,. Den lagde periode, hvor vi ikke har set hinanden, er bare forsvundet og vi taler som sammen som om vi har kendt hinanden altid. Hvad vi næsten også har.
Preben plejer ikke at være med, så nogle af de historier som vi andre har helt styr på, skulle lige genopfriskes. Bl.a. den sørgelige historie om Lisbeth. Dengang jeg satte gang i eftersøgningen af klassen var der flere der mente at hun vistnok var død. Det, måtte jeg naturligvis finde ud af. Det er en rigtigt spændende historie hvordan jeg fandt ud af det, men den korte historie er, at Lisbeth døde lige før hun blev 22 år, hun havde lige født sin datter og nåede aldrig at opfatte det. Da denne sørgelige historie kom frem var Maria og jeg på klassens vegne på kirkegården og lægge en blomst på hendes grav.
Det viste sig at Preben, ligesom jeg og flere andre i klassen, havde været forelsket Lisbeth. Fandt vi ud af så mange år efter. Hun har virkelig gjort indtryk på os.
Jeg bliver også indimellem sentimental, når jeg ser hvordan hundene bliver ældre. Megan 11 ¼, Lille Bjørn 7 ½ og Max 3 ¼. 22 år i alt, og Kirsten synes det er passende at vi afvikler menageriet i takt med at hundene dør. Hvilket vi bestemt ikke er enige om, men det får mig til at tænke på, at tiden nærmer sig, hvor det at anskaffe en ny hund ikke er en mulighed længere.
Megan er blevet udskiftet med Max til et par kommende rallyprøver – hun skal kun op til DKK- eller DKK kredsprøver fremover. Jeg kan godt mærke, at tidspunktet hvor hun skal sendes på pension er ved at nærme sig. Måske burde det være nu, men jeg synes ikke vi skal ende karrieren med 2 IB’er.
Og jeg tror der er masser af krudt i Muggen endnu.
Men når hun bliver pensioneret, så skal det nok give anledning til en masse sentimentalitet.
I forbindelse med skolens 50 års jubilæum 2004 satte jeg mig for at komme i kontakt med mine gamle klassekammerater og det lykkedes over al forventning – jeg fik kontakt til alle de levende samt information om den ene, som ikke levede længere.
Mange af os mødtes til skolens jubilæum og flere af os mødes årligt, i år kun 4, men det blev det ikke mindre hyggeligt af. Vi spiste – efterhånden traditionelt – på l’Education Nationale – og vi havde en dejlig aften Vibeke, Bente, Preben og jeg.
Naturligvis talte vi om gamle dage, men absolut mest om vore dage. Det er hver gang lige fantastisk,. Den lagde periode, hvor vi ikke har set hinanden, er bare forsvundet og vi taler som sammen som om vi har kendt hinanden altid. Hvad vi næsten også har.
Preben plejer ikke at være med, så nogle af de historier som vi andre har helt styr på, skulle lige genopfriskes. Bl.a. den sørgelige historie om Lisbeth. Dengang jeg satte gang i eftersøgningen af klassen var der flere der mente at hun vistnok var død. Det, måtte jeg naturligvis finde ud af. Det er en rigtigt spændende historie hvordan jeg fandt ud af det, men den korte historie er, at Lisbeth døde lige før hun blev 22 år, hun havde lige født sin datter og nåede aldrig at opfatte det. Da denne sørgelige historie kom frem var Maria og jeg på klassens vegne på kirkegården og lægge en blomst på hendes grav.
Det viste sig at Preben, ligesom jeg og flere andre i klassen, havde været forelsket Lisbeth. Fandt vi ud af så mange år efter. Hun har virkelig gjort indtryk på os.
Jeg bliver også indimellem sentimental, når jeg ser hvordan hundene bliver ældre. Megan 11 ¼, Lille Bjørn 7 ½ og Max 3 ¼. 22 år i alt, og Kirsten synes det er passende at vi afvikler menageriet i takt med at hundene dør. Hvilket vi bestemt ikke er enige om, men det får mig til at tænke på, at tiden nærmer sig, hvor det at anskaffe en ny hund ikke er en mulighed længere.
Megan er blevet udskiftet med Max til et par kommende rallyprøver – hun skal kun op til DKK- eller DKK kredsprøver fremover. Jeg kan godt mærke, at tidspunktet hvor hun skal sendes på pension er ved at nærme sig. Måske burde det være nu, men jeg synes ikke vi skal ende karrieren med 2 IB’er.
Og jeg tror der er masser af krudt i Muggen endnu.
Men når hun bliver pensioneret, så skal det nok give anledning til en masse sentimentalitet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar