Viser opslag med etiketten FS2. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten FS2. Vis alle opslag

lørdag den 5. september 2020

Skuffelser og glæder


I dag gik Max og jeg vores FS2-program for tredje gang til en officiel prøve. Efter at have bestået 2 gange sidste år havde jeg gode forhåbninger om at bestå igen, men sådan gik det langtfra. Videoen kan ses for oven (tak Louise/Henrik).

Jeg havde en ok følelse da jeg kom ud, men var også bevidst om nogle elementer, der ikke lykkedes, dels afstandsarbejdet (bakningen), dels hands-up-sekvensen. Jeg talte med Liv umiddelbart efter, og gennemgik prøven verbalt, og den lød bedre end min umiddelbare fornemmelse.


Dommernes kommentarer her:

Udførelse:
Anita 5,9
Camilla 6,1 En del fint arbejde, men jeg savner med skarphed ift den lave sværhedsgrad
Emmy 6,3 Tydelige håndsignaler næsten hele vejen. Opmærksomt samarbejde.

Indhold og sværhedsgrad
Anita 5,8
Camilla 5,8 OK, men savner en del afstandsarbejde eller lignende. Det bliver for lidt
Emmy 5,5 Tænk over udnyttelse af ringen. I er i midten af ringen hele tiden. Jeg mangler lidt indhold/variation for klassen

Fortolkning
Anita 6,0
Camilla 6,3 OK
Emmy 5,3 Jeg mangler sammenhæng mellem musik og historie.

Hundens velfærd
Anita 3,0
Camilla 3,0
Emmy 3,0

Samlet 20,67 point og ikke bestået.

Ja, jeg var da skuffet. Vi kan gøre det bedre, men spørgsmålet er om det ville have været nok? Jeg giver FS2 en chance til på Samsø, og ellers er jeg klar til at fokusere på Rally og NW med Max 😊

Jeg fik udnyttet tiden på Vilhelmsborg til at tjekke areal til rally DM i morgen, og tale med Signe og Hanne om diverse praktik. Det ser ud om et meget fint areal, med gode vilkår for udøvere, dommere og øvrige officials, det skal nok blive godt.

Vi er indlogeret på Scandic Aarhus Vest, deres restaurant er lukket i weekenden, så jeg var ”nødt til” at tage ud og spise, og det blev til et genbesøg af Pondus, og igen en stor kulinarisk oplevelse.




Jeg nøjes her med foto af spisekortet, den sprøde jomfruhummer og den tilhørende vin 😊

fredag den 4. september 2020

Max, Otto og Hund i Fokus



I weekenden afholdes Hund i Fokus på Vilhelmsborg, med DM i Agility, HTM/FS, LP og Rally. Jeg har taget fri i dag, for at kunne gøre de sidste forberedelser i ro og mag, og i øvrigt bare slappe af.


I går kom der styr på præmiesiden af DM i rally. Et dygtigt sponsorudvalg (Mette, Stine, Charlotte, Birgitte, Karina) har været fantastiske til at samle præmier, og som det kan ses på fotoet, var der virkelig meget (og mere på gulvet). Kæmpetak til S.K.J. Maskinudlejning og Mette, fordi vi har måtte bruge deres lokaler til at samle præmierne. 101+ poser med præmier, det er meget flot, og der er fine præmier til alle. Det fylder også en del, for at sige det pænt, men med lidt fleksibilitet og specielt en masse plads i Amandas bil, så skulle det hele gerne ende på Vilhelmsborg søndag morgen.

Efter præmiepakningen var jeg omkring Charlotte Lia og hente rosetterne, som Sydkystens Hundeskole sponsorer til nr. 4-10 i hver klasse, og dem jeg sponsorer til dommerens favorit i de indledende runder. De er bare FLOTTE.

Jeg nåede lige hjem og vende inden turen gik til Albertslund med Otto, og anden runde af rally øvet holdet hos Lise. Det er bare SÅ godt, lige hvad jeg havde drømt om, og jeg får alle de tilbagemeldinger jeg kunne ønske mig, om områder vi skal arbejde med. Og jeg synes også allerede jeg man se udviklingen hos Otto.

Jeg tager færgen Odden-Århus i morgen 8:45, fordi jeg er tilmeldt FS2 med Max på Vilhelmsborg. Takket være stor fleksibilitet fra arrangørerne (tak Emmy!!!) er FS2 placeret, så vi ikke behøver at stresse, for at nå frem.

Jeg har længe luret på en mulighed for at gå op i FS2, men alle muligheder har været sammenfaldende med rally, så prøven i morgen er vores første mulighed i år.

Jeg har tjekket, og vi debuterede i FS1 28. marts 2016, musikken var en forkortet udgave af Beatles’ When I’m 64.

Vi debuterede i FS2 6. april 2019, og musikken var den samme, bare den fulde udgave. Og det er den stadig.


Vi har gået nummeret fire gange tidligere. Udover debuten som hvid hund ved det første DM 9. november 2019, den 20. oktober 2019 på Samsø og den 17. december ved juleafslutningen hos Aktivt Hundecenter/ Bluewyle K9

Så i morgen bliver det vores tredje officielle prøve og altså den første i år. Jeg har trænet lidt, men faktisk ikke ret meget, for da jeg først kom i gang, kunne jeg godt mærke, at vi havde godt styr på programmet.

Louise så det i fredags, vi fik talt om positioner i forhold til dommerne og nogle mindre forbedringer af programmet. Mandag så Liv den fulde udgave, og det var det bedste vi har vist, og vi blev enige om, at der ikke skulle trænes mere inden vi går op. Sådan er det blevet.

Jeg er blevet mere og mere vild med musikken. Det er sjovt, at jeg kan huske, at der er en masse detaljer, der direkte kan henføres til input jeg har fået i træningssituationer. Louise i starten og timinger af nogle cues, nogle placeringer af hænder. Johanna nogle overgange, og det med hands-up. Sonja nogle detaljer i forbindelse med bakningen. Anita nogle detaljer ved afslutningen. Og der er sikkert flere, der dukker op, jeg ved både Lonni og Liv også har givet input.

Hvis vi består i morgen, tilmelder vi DM på søndag. Vi er også tilmeldt på Samsø. Det bliver formentlig afslutningen på Max’ og min FS-karriere.

Nu skal de sidste ting gøres klar til weekenden. Pøj pøj til alle der er med, og jeg glæder mig til at hilse på en masse jer og dømme DM for første gang 😊

tirsdag den 1. september 2020

Magiske træninger og skæbnens ironi

Otto lader op til Nose Work træning
Jeg starter med det ”negative”.

Samtidig med jeg i Sydkystens Hundeskole har aftalt, at jeg trækker mig ud af den praktiske afvikling af rallyprøver, for at kunne fokusere på mine egne hunde, står jeg som ansvarlig for det første DKK DM i rally …

Rally i Covid-19-kontekst er det muliges kunst, og jeg vil godt undskylde overfor alle dem, der synes jeg virker som om, jeg er i mindre kontrol end normalt, og at der lidt for mange løse ender.

De har ret i begge dele. Jeg har det bestemt ikke godt med det, men sådan er situationen lige nu, og jeg må virkelig øve mig i at tage det, som det kommer …

Jeg er rigtigt ked af at, der er mange der får et ”nej desværre” til at tage ledsagere/hjælpere med til DM, men jeg står som ansvarlig for at vi holder os under grænsen på 100 personer, og med 78 deltagere, 10 hjælpere og 3 ledsagere til juniorer ligger vi meget tæt på grænsen.

Jeg gider ikke være den der bliver konfronteret med, at vi er over 100, at der uddeles bøder til alle, og DM i rally bliver stoppet undervejs.

Jeg siger ikke nej, fordi det er hvad jeg ønsker, jeg siger nej, fordi det er nødvendigt.

Ærligt talt, så bliver jeg også ked af det, hvis jeg bliver skældt ud for noget, som jeg ikke selv styrer, men bare administrerer. Der kommer en del kommunikation ud om DM i de forskellige discipliner næste weekend, og noget af den, er ikke 100 % koordineret, men vi gør det efter bedste evne, og I må bære over med, at vi kun er mennesker.

Nu jeg er i gang med DM, så skal jeg på torsdag mødes med det fantastiske sponsorudvalg, som har samlet præmier til rallydeltagerne til DM. De har gjort et ekstremt godt arbejde, og jeg kan garantere, at alle får noget med hjem, udover de officielle gaver fra DKK 😊

***

Jeg har haft nogle skønne træninger i går og i dag.

I går mødtes jeg med Liv i Roskilde til et par skønne træningstimer. Jeg havde kun Max med, for det eneste jeg ønskede, var at træne vores FS2-program.

Jeg fortalte Liv om præmisserne: ét forsøg, fokus på at håndtere alt uønsket som noget ønsket = acceptere der, der tilbydes.

Max og jeg gik ind og lavede et blændende FS2, hvor timingen af alle mulige detaljer lykkedes og jeg havde den fedeste følelse. Hvis færgen til Århus vil, så skal vi vise programmet på lørdag på Vilhelmsborg 😊

I dag har jeg været til Nose Work træning med Otto og Max, og de var begge på i den grad.

Merete havde som sædvanlig tilrettelagt en masse gode søg, og både Otto og Max arbejde flot med dem alle. Det er tydeligt, at Max er meget mere erfaren, og dermed bedre til problemløsning, men Otto er bestemt ikke tabt bag en vogn.

Det var træning, hvor jeg bare fik den boblende følelse, som jeg gør, når træningen er allerbedst.

Jeg kan konstatere, at min mentale træning virker i alle sammenhænge, og træning og konkurrence glider over i hinanden, og giver den ene fantastiske oplevelse efter den anden. Hvilket er det, det hele handler om 😊

onsdag den 19. august 2020

Detaljer og kuriosa


Mandag trænede jeg rally i Osted med Liv. Vi havde hver især nogle detaljer, vi ville have fokus på.

Med Max var det sideskift om kegle med start på højre side. Det var lærerigt som i rigtigt meget! Jeg gav Max en forkert kommando søndag, fandt jeg ud af 🥵, så det var derfor han gik forkert om keglen. Jeg blev anspændt under træningen og det gik helt i fisk og jeg trænede noget andet. Da jeg slappede af, og Liv fik mig til tænke over, hvad jeg gjorde, var alt godt ... jeg var begyndt at se på Max i stedet for på keglen, og lige så snart jeg gjorde rigtigt, løb han den rigtige vej.

Vi trænede også 321 med ståer og ståer, og ingen fejl dér.

Med Otto havde jeg fokus på højreposition og stå foran. Og venstreposition. Alt sammen uden line.

Jeg gennemgik også min læring fra de to sidste prøver, og har studeret videoerne nøje. Så linen bliver udskiftet med én, der er cirka 30 cm længere, og jeg øver mig i at gå lidt langsommere 😀

Fed træning og hyggelig analyse/eftersnak. Liv har mindet mig om ALDRIG at glemme, at Otto har det mest vidunderlige fokus og den skønneste attitude, og det samarbejde han og jeg har etableret må jeg aldrig, aldrig, aldrig gå på kompromis med!!!

Jeg må også indrømme, at beslutningen om at Otto bliver i begynderklasse indtil DM 2021, gør det hele meget nemmere. Jeg skal ikke bevise noget i forhold til at gå i de højere klasser; jeg skal udbygge vores samarbejde, øge præcisionen, vi skal bare blive bedre uden noget pres.


I går stod der Nose Work ved Mosede Fort på programmet. Otto var ikke på toppen. Jeg kan ikke give varmen skylden, men måske det store kødben, som han hyggede sig med i mange timer inden træningen? Han virkede træt, men kom godt igen til sidst.

Max er ikke lige så ihærdig med kødben og han var i topform til NW, og havde bl.a. nogle superflotte markeringer på klasse 2 søgende og næsten ingen lyd!

I dag har jeg tørtrænet Max og mit FS2-nummer. Jeg måtte tilbage til 6.4.2019 for at finde en video af programmet, det var allerførste udgave. Jeg har gået det nogle gange, og det har jeg ret godt styr på. I morgen kommer Max med.

Vi skal nok få opfrisket til 5.9, hvor vi forhåbentlig når frem til Vilhelmsborg, så vi kan vise programmet; tidsplanen er lidt stram, fordi vi ankommer med færgen til Århus kl. 10:00, og prøven starter 9:30, men vi krydser fingre for, at vi når det.

Hvis vi består, har vi kvalificeret os til DM dagen efter; det kan vi ikke bruge til noget, da jeg er ansvarlig for og dømmer DM i rally den dag og dermed ikke kan nå at komme op i FS2. Men det er da sjovt, hvis vi kunne kvalificere os 😊

Til aften var Kirsten og jeg til bootcamp. Der bliver trænet igennem og vi bliver godt brugt hver gang, men det føles skønt fysisk og mentalt.

Jeg skal ærligt indrømme, at min vægt var skredet lidt for meget de sidste 5 måneder og jeg var ret træt af mig selv. Det blev der gjort noget ved! Jeg gjorde for en lille måned siden det, som jeg beskrev i Livsstilsomlægning og jeg er nu nede på 77,5 kg. (tilfredsstillende) og går efter 75 kg. Der var nogle af punkterne, jeg havde sløset lidt for meget med ☹

Det synes jeg er ret god læring også i forhold til hundetræningen. Hvis man ikke fastholder fokus, så begynder tingene at skride.

søndag den 20. oktober 2019

Dejlig dag på Samsø


Turen til Samsø i går morges var helt problemfri. Der var næsten ingen med færgen. Over morgenkaffen klarede Anita, Amanda og jeg bl.a. alt muligt vedrørende NM i rally næste weekend og detaljer om dagens programmer.

Max, Otto og jeg kørte nordpå og stoppede på en parkeringsplads ved Havvejen, gik ned til stranden og hundene hyggede på den mennesketomme strand.


Næste stop var Smagen af Øen i Nordby. Jeg købte forskellige øl fra Samsø Bryghus, lokale specialiteter og spiste frokost: et bræt med et udvalg af delikatesser fra øen.

Derefter gik turen til Samsø Idrætshal, hvor Samsø går i hundene afvikles.

Inden frokostpausen overrakte jeg med lokalpressens bevågenhed Sydkystens Hundeskoles Hundepris 2018 til Samsø Hundesport: Rikke Holm, Lotte Hansen, Tove Skrædder og Inge Echwald samt Johanna Allanach og Anja Christiansen.

Efter frokost blev det Max og min tur. Efter den rette opvarmning lavede vi dette FS2-program link til Facebook.

Det føltes virkelig godt, jeg støttede som jeg skulle, jeg slappede af og Max logrede. 

Dommere var Jette, Camilla og Anja. Vi bestod med 22,4 point og blev 2. vinder og fik 4 Q point, så vi nu er oppe på 7.

Udførsel
6,2. Fint. Lidt tøven og usikkerhed indimellem.
6,8 En del rigtigt pænt arbejde
6,9 Rigtigt fine øvelser. Rolig og støttende fører 

Sværhedsgrad
6,0
6,5 ok for klassen men første halvdel er meget præget af HTM og de samme tre øvelser
6,1 ok. Mere brug af ringen er ønskværdig

Musik og fortolkning
6,3
6,4 ok
7 Fin brug af musikken. Rigtig flot timing af mange af clues'ene.

Sikkerhed og velfærd
3,0
3,0
3,0

Hurtig omklædning og så blev det Ottos tur. Jeg havde ham i hallen inden, og forberedelserne var som de skulle være.

Her er vores debut på den store scene i sandkasseklassen Link til Facebook.

Det føltes fantastisk 😍

Dommerkommentarer:

Jette: Flot kontakt og samarbejde. Han har 100 % fokus på dig hele vejen, og interesserer sig slet ikke for andet omkring ham. Helt upåvirket af hallen 😀

Camilla: Dejlig lille hund. Han virker som en der er klar til at bestille noget. Han arbejder rigtigt pænt alderen taget i betragtning. I får vist mange fine ting. Tillykke med første tur i ringen. Bliver spændende at følge jer fremover.

Anja: Modig lille fyr! Dejlig udstråling og var glad og tryg i ringen godt støttet af fører. Rigtigt fine øvelser som han var glad for. ❤ 

Det var bare så vidunderligt med to dejlige runder i ringen 😀

Jeg var omkring Nordgården pension og tjekke ind og vendte hurtigt tilbage til hallen og så de sidste programmer og var med til præmieoverrækkelsen.


Aftenen blev afsluttet på Restaurant SAK i Ballen med Anita, Amanda, Louise og Henrik. Dejlig mad og vin og det bedst mulige selskab, en perfekt afslutning på en dejlig dag.

fredag den 11. oktober 2019

Træning = konkurrence

Max og far slapper af (foto: Anita)
Når jeg taler om træning mod konkurrence i forbindelse med rallyinstruktøruddannelsen, handler det bl.a. om at sørge for at få træningen til at nærme sig konkurrencesituationen mest muligt, så hunden ikke oplever konkurrencen som anderledes (og typisk meget sværere) end træningen.

Det havde jeg så glemt alt om i starten af dagens træning i Gadstrup, hvor Anita og jeg trænede en sidste gang inden prøverne på lørdag på Samsø.

Max gik rigtigt godt, og så var der nogle små smuttere, som virkelig gik mig på, fuldstændigt latterligt og urimeligt. Så er det virkelig dejligt med en træningsmakker, der kender mig ud og ind, og kan få mig tilbage på sporet!

Nummeret har fået et gevaldig løft siden vi debuterede 6. april i år – som også var sidst vi var til prøve. En bedre og mere kontrolleret start, nogle mere flydende overgange, bedre variation af tricks, ændring af tricks, så de passer bedre til Max, og en udvidet afslutning.

Det jeg først og fremmest fik anledning til at tænke over, var Anitas kommentar om, at jeg skal også skal træne at træne, så jeg har den samme konstruktive tilgang til træningen, som jeg har opnået til prøver, hvor jeg håndterer fejlene positivt.

Vi fik også talt om fortolkning, og specielt hvad lommeuret bidrager til i fortællingen, og hvor meget det påvirker Max, når jeg tager uret op af en lomme, som ligeså godt kunne indeholde en godbid … Det er en sværhedsgrad, som vi slet ikke har trænet ordentligt, så den helt oplagte løsning var at eliminere uret.

Det endte med at blive en meget givende træningstime på en noget anden måde end jeg havde forventet på forhånd.

Et godt glas vin (foto: Kirsten)
Efter træningen slappede jeg lidt af hjemme, inden Kirsten og jeg tog til Køge og fik en lækker middag på Bistroen, som kører Smag på Køge for fulde huse. Et fantastisk måltid og nogle dejlige vine.

God træning og dejlig mad og vin, det er da en skøn start på weekenden 😊

fredag den 27. september 2019

FS-træning, rallyprøve og jubilæer

Fra vores debut i FS2 6. april 2019

I eftermiddags havde Anita og jeg aftalt en times træning i Powerdogs hal i Gadstrup. Der er kun tre uger til vi skal til prøve på Samsø, så det var bestemt nyttigt at arbejde lidt med vores programmer. For Anitas vedkommende seniorklasse (HTM) med Osseau, for mit FS2 med Max.

Ingen af os træner specielt meget kan jeg vis godt tillade mig at sige, men både Osseau og Max er meget erfarne og når grundtræningen er i orden, så er det ikke så svært endda.

Max skal op på Samsø og siden som hvid hund til DM 9. november.

Jeg har udvidet When I’m 64 lidt og har tænkt over justeringer af programmet. I dag skulle det så prøves af med Max. Jeg tørtrænede lidt, gik et fuldt program med Max til musik, og til sidst tog vi en runde til, med nogle forbedringer.

Jeg tror det var vores bedste FS nogensinde 😊 Jeg har omhyggeligt sørget for at sværhedsgraden ikke giver problemer, eller rettere, det er ikke sværhedsgraden, der skal være udfordringen. Det vigtige for mig er at Max er glad, og at vi får leget os igennem programmet. Så jeg har på ingen måder tænkt på noget med resultater. Det er to skønne træningsmuligheder, som vi vil udnytte så godt vi kan.

Der er lidt overgange, som vi skal træne lidt mere, men sidste generalprøve i dag var meget tæt på det, jeg tror vi kan præstere på Samsø, og som jeg vil være meget tilfreds med.

I morgen har jeg fornøjelsen at være den ene af to dommere (Conni er den anden) til Hornsherred HTM Klubs dobbelte rallyprøve i Osted, til støtte for det første DM i HTM/FS. Det bliver en dejlig dag, og første gang jeg skal dømme en fuld prøve med de ”nye” skilte,

Det behøver ikke at trække meget længe ud, for jeg har en aftale kl. 18:00 på l’Education Nationale i København. Vi er 5 der har en aftale, 5 personer der mødtes første gang den 1. september 1959 på Sank Knud Lavards Skole i Lyngby, da vi startede i 1. klasse. Et 60-års jubilæum, det er noget ganske særligt.

Søndag har Kirsten og jeg 40-års bryllupsdag. Vi har valgt ikke at markere det på nogen måde, men mon ikke vi finder et godt sted at få et lækkert måltid, og fejre dagen😉

torsdag den 19. september 2019

Max til DM i Freestyle 2

En pragtfuld start på dagen

Den 6. april 2019 var en dag med blandede følelser, som jeg beskrev i You say Goodbye and I say Hello.

Det var Lille Bjørns allersidste prøve, en fin optræden i seniorklasse i HTM.

Det var også Max’ debut i FS2, jeg havde på forhånd besluttet, at det skulle være vores sidste prøve i FS. Men som man kan læse i blogindlægget, gik det ganske fint, så jeg besluttede at fortsætte. Og alligevel ikke, det har kørt lidt frem og tilbage i mit hoved. Jeg tilmeldte for længe siden Max i FS2 på Samsø til oktober, og besluttede i forbindelse med FS-holdet hos Johanne henover sommeren, at det skulle være for sjov.

Men, men … beslutninger kan jo omgøres, og det blev denne også. Max skal op i FS2 for alvor den 19. oktober på Samsø. I dag kom der en ganske uventet invitation:
Jeg vidst godt, at Max og jeg med vores 3. vinder 6. april havde fået point til DM-kvalifikationen, og lå som nr. 7 på den endelige liste. Men at der ligefrem skulle komme et afbud, så vi får lov at deltage, det var bestemt en overraskelse af de store og glædelige 😊

Jeg har sagt ja tak, og har også fået aftaler på plads, så det er muligt at deltage.

For der er finaler i Årets Hund i rally samme dag, i Ringsted, 25 minutters kørsel fra Lille Skensved. Jeg er ansvarlig for Årets Hund, og både Lille Bjørn og Max skal op i juniorklasse med Mathilde. Men alt er ordnet, så Majbrit og jeg sammen dækker hele Årets Hund, og jeg kan være væk, og deltage i DM, undervejs. Win-win, når jeg nu ikke kunne (ønskede) at vælge DM fra!

FS2-nummeret kørte en del gange i hovedet under eftermiddagsturen med Max. Det er stadig When I’m 64, men lidt udvidet (!), og det bliver i en udgave, hvor Max og jeg ikke skal prøve grænser af, men satser på det sikre, og får en fed oplevelse sammen. Både til træning, på Samsø og til DM.

De sidste dage har virkelig givet masser af energi. Fantastiske Nose Work oplevelser søndag, mandag og tirsdag, en skøn Foundation-runde i går og så denne invitation. Medvind, så det vil noget, og den skal udnyttes.

Lige nu ser jeg frem til en hyggelig weekend i Ballerup i rallyens tegn. Max og jeg skal op i nordisk klasse lørdag og championklasse begge dage. Mathilde skal op med ham i juniorklasse begge dage. Jeg skal dømme ekspertklasse lørdag (de gamle skilte!) og nordisk klasse søndag. Efter søndagens prøver er det også tid til at gøre de endelige kvalifikationslister klar til Årets Hund-finalerne og Landsholdet til NM skal annonceres.

En superspændende weekend på mange måder.

lørdag den 6. april 2019

You say Goodbye and I say Hello


Lille Bjørn i seniorklasse (video: Louise)

I dag gik turen til LAZI-hallen i Roskilde, hvor Hornsherred HTM Klub havde arrangeret HTM/FS-prøver.

Udstyr til dagens prøver
 
Jeg mødte topforberedt med Lille Bjørn, som skulle op for sidste gang til en prøve med mig, i HTM seniorklasse, og Max, som skulle debutere i Freestyle 2.

Begge dele gik rigtigt godt! Jeg synes i al ubeskedenhed at jeg kom med den helt rigtige attitude og var en god fører for begge hunde.

Lille Bjørns program gik ”ok” – det var mit svar til den første der spurgte. Jeg ændrede det derefter til ”fint”. Men sandheden er, at Lille Bjørn gik på niveau, og jeg hæftede mig ved nogle små detaljer, som ikke var så skarpe, som jeg havde regnet med. Og jeg lagde mærke til nogle træthedstegn.

Men hvis jeg fokuserer på det vigtige, som jeg kan og bør: Lille Bjørn gik supergodt, halen kørte, og selvom jeg kunne have ønsket mig lidt mere energi, så gav han alt, som han altid har gjort.

Jeg ved godt det har kørt i baghovedet et stykke tid, men det var først da jeg talte med Anja, et stykke tid efter prøven, at det gik op for mig for alvor, at det var Lille Bjørns sidste prøve med mig, og jeg begyndte at græde.

Jeg elsker Lille Bjørn helt vildt, og det var bare så mærkeligt bagefter at tænke på, at det var vores sidste prøve.

Jeg er stolt ud over alle grænser over det vi har opnået sammen, og jeg er glad for at jeg fik en flot afsked med konkurrencer med ham.

Lille Bjørns præmier

Dommernes kommentarer

Seniorklase, dommere Mia Rasmussen, Mette Andreassen og Helle Larssen

Samlet 24,03 point, bestået, 1. vinder af 2.

Udførelse
6,2 Gladeste Lille Bjørn. Kig op og nyd ”turen”. Lidt misforståelser og skæve positioner, mens ellers fint
6,8 Lidt flagren i nogen positioner. Savner lidt ageren fra din side.
7,5 Enkelte misforståelser i P3/P7, Lidt uparallelt i sidelæns. Måske lidt kortere skridt i P10, han ser ud som om han hænger lidt. MEN FLOT! Dejlig glad hund.

Sværhedsgrad
7,1 Fint for klassen
7,0 Meget fint
7,1 Rigtig fin variation i positioner. Mange dog kun i en retning

Musik og fortolkning
7,0 Dejlig stemning
6,4 Så søde I er
8,0 God musik og godt tempo til jer

Dyrevelfærd og sikkerhed
3,0
3,0
3,0

Max skulle debutere i FS2 efter lang tids tilløb. Vores opvarmning osv. var som planlagt, han var lidt trykket i starten af programmet, men jeg var virkelig på dupperne og støttede ham supergodt.


Max’ debut I FS2 (video: Louise)

Max' præmier

Dommernes kommentarer

Freestyele 2 , dommere Jette Porter, Camilla Kikkeborg og Helle Larssen

Samlet 22,23 point, bestået, 3. vinder af 6.

Udførelse
6,0 Lidt tøven, ellers fint. Fint fokus, godt førerarbejde.
6,4 En Max der generelt arbejdede rigtigt fint. Der var lidt tøven af og til men ellers ok for klasse 2
6,0 Lidt misforståelser til tider, hvor han bliver lidt passiv. Du støtter ham godt.

Sværhedsgrad
5,8
6,6 Savner lidt mere sværhedsgrad i form af at arbejde med ryg mod fører eller med afstand. Men ellers en del forskellige tricks.
6,3 God variation og flere søde tricks der passer godt til jer og programmet.

Musik og fortolkning
6,9 Fint
6,7
7,0 Fint til jer 😊

Dyrevelfærd og sikkerhed
3,0
3,0
3,0

Hvad så?

Jeg siger tak, fordi jeg fik det privilegium selv at vælge Lille Bjørns sidste prøve. Han er stadig frisk, og vi kunne helt sikkert gå flere fine prøver. Men jeg synes jeg vil være en dårlig fører, hvis jeg forlangte mere af ham. Han har været min tro følgesvend på trods af alt muligt mærkelig adfærd fra min side, og jeg synes han er fantastisk!!! Nu skal han nyde sit otium, kun med lidt rally juniorklasse og sikkert noget Nose Work.

Med Max siger jeg også tak. Jeg var 100 % sikker på at jeg ville pensionere ham fra FS efter i dag. Men ganske usædvanligt har jeg set videoen fra i dag flere gange, og det ser da ganske pænt ud. Jeg har derfor besluttet at vi fortsætter. Vi er tilmeldt et HTM/FS-hold hos Johanna, og der er sådan set ingen undskyldning for ikke at fortsætte lidt i FS2.

Jeg gik umiddelbart efter at have været oppe med Max, hjem til Frasse og Christian og Kirsten.


Frasse fik gået sin første rallybane med Max og farfar, og Frasse og jeg var 1½ time sammen på stranden. Vi fik en hyggelig grillmiddag.

Det har været en meget dejlig dag.

lørdag den 2. marts 2019

FS2 – og masser af positiv forstærkning


Det har på flere områder være været en virkelig god uge, også hundetræningsmæssigt. Tirsdag Nose Work med Max hos Merete Forandringens vinde, onsdag Heelwork med Lille Bjørn og Max hos Anja Fri ved fod nørderi og i går Tricks og freestyle med Max hos Johanna.

I dag var vi syv, der havde sat hinanden stævne i Stestrup WorkingPaws fra 9-12 for at træne HTM/FS. Konceptet er enkelt og smart: 8 ekvipager, 7 minutter til hver i 3 runder, 5 minutter til klargøring og 7 minutter til oprydning, så er de 3 timer fyldt ud. Opgaven som DJ/tidtager gik på skift, og så kørte vi ellers derudaf.

Jeg havde valgt ”kun” at tage Max med og træne det nye FS-program, inkl. de nye overgange fra i går, og en bakke rundt om fører, som pludselig dukkede op i går, og som Max udfører flot og lynende hurtigt. Jeg valgte i begge runder at bruge tiden, hvor den foregående ekvipage var på banen, til at hente Max i bilen og varme ham lidt op udenfor ringen.

I første omgang kørte vi det fulde program to gange. De gik begge fint, der var kun lidt tøven og lidt usikkerhed - det var fordi bl.a. overgangene kun er trænet meget lidt, og lidt manglende førerskarphed – men generelt var jeg supertilfreds. Max var virkelig på og jeg følte at de syv minutter var på niveau med vores bedste FS-træning nogensinde.

Anden omgang var cirka kl. 11 (første kl. 10), opvarmningen gik fint, og i ringen gik det nogenlunde, men Max var helt tydeligt ikke så meget på længere, der var nogle passager jeg måtte korte af, og bakningen blev i en ganske begrænset version. Han var træt.

Jeg besluttede at droppe den tredje omgang, og jeg kunne godt regne ud, at et program som det ovenstående plus de mange motionsture, måske godt kan forklare, at både Max og jeg trænger til at holde lidt træningsfri 

Det var meget spændende at se de andre arbejde med deres programmer, lige fra helt nye programmer med uerfarne hunde, til stjerneevkipager med fantastiske programmer.

Jeg kørte hjem med mange rigtigt gode følelser indeni, og topmotiveret til at arbejde videre med FS2-programmet.

En ganske dejlig uge med masser af fin hundetræning, og bekræftelser af:
  • At Lille Bjørn bestemt stadig er i fin form, topmotiveret og klar til -her en uge før sin 12-års fødselsdag - at arbejde videre i HTM
  • At Max arbejder flot, koncentreret og motiveret i Nose Work og Freestyle
  • At jeg selv hele tiden har fokus på Max’ motivation, og får en masse gode bekræftelser af, at vi er på rette spor
Jeg har på det sidste oplevet en masse små tilkendegivelser, hvor mit samarbejde med specielt Max er blevet rost. Jeg labber det hele i mig, og glæder mig hver eneste gang over at det bliver bemærket, at det bliver kommenteret og at jeg godt véd, at de har fuldstændig ret ;-) Jeg glemmer mig selv nogle af gangene, som ved Anja træningen, hvor jeg efter et af passene sagde højt, ”Hold da op hvor er han bare god” om Max, og Anja direkte kommenterede ”I er gode”.

Den måske allerstørste ros fik jeg ganske uventet på arbejde. Et møde startede ikke helt som jeg havde regnet med, jeg kan ikke beskrive de nærmere omstændigheder, men der var lidt spænding i luften; jeg stoppede min præsentation (lukkede låget på pc’en), tog dialogen med direkte øjenkontakt og vi blev enige om, hvordan vi skulle komme videre. Det virkede fantastisk. Efter mødet kom en af deltagerne hen til mig og sagde med direkte henvisning til den omtalte situation: ”Hvor er du god og rummelig!”. Jeg kan garantere for at jeg svævede ovenpå den ros (og jeg huskede naturligvis at sige tak!!).

PS: Talje Hofte Ratio 1,03 (mål 1,00). Vægt 78,5 kg. (mål 77,0 kg.). Vægtmålet bliver stående, men når jeg når det bliver næste mål sat til 75,0 kg.

fredag den 1. marts 2019

Tricks og Freestyle

En tidlig udgave af FS1-programmet

Max var med god grund lidt frustreret flere gange under dagens tricktræning hos Johanna. For der var virkelig noget føreren skulle tænke over, og så blev Max nok ladt lidt i stikken.

I første runde blev vi introduceret til tre forskellige (svære) øvelser, som vi skulle arbejde med. De tre øvelser:
  • Cirkle 2 gange omkring et A4-ark, som lå på gulvet, på én kommando
  • Sætte snuden ind i et krus, som føreren holdt i den ene hånd, og på kommando flytte snuden over i krus i førerens anden hånd
  • Klappe kage: fører lægge hånd, hund lægge pote ovenpå, fører lægge anden hånd, hunden lægge anden pote, fører flytte nederste hånd og lægge øverst, hund ditto med nederste pote osv.
Ingen af opgaverne er trivielle, så der skulle virkelig tænkes og planlægges over startindlæringen og de næste trin derefter.

I anden runde havde vi individuel tid, og mit fokus var på to overgange i FS-programmet. Jeg har tidligere skrevet om, at jeg træner programmet på godt 2½ minut i sekvenser af cirka 30 sekunder. Ved prøven 17.2 gik det op for mig, at der var nogle overgange mellem sekvenserne som ikke kom af sig til, og det fik jeg gode løsningsforslag til i eftermiddags.

Først var der overgangen fra Max har sit hoved på min hånd på venstre side, hvor jeg ligger på knæ, og Max skal ind foran og bakke. Efter lidt tørtræning fik jeg styr på motorikken, så jeg fjerner hånd, sætter højre fod, så Max kan komme under låret, moveon, slalom, ind foran og stå. Og vupti er Max på elegant vis kommet ind foran og vi har drejet 90 grader, så han kan bakke med siden til dommerne.

Dernæst var der overgangen fra hvor Max står med hands-up af mig og skal ende med at cirkle rundt om mig, hvor jeg sidder. Der skal ske ret meget, derfor skal Max væk fra mig, så jeg kan komme i position. Så: hands-up bag på mig, spin, så han med et snur kommer væk fra mig, spring mellem mine ben, en vending og en bakning, så har jeg tid til at komme ned i position, og Max kan komme tilbage og cirkle.

Jeg har testet det med musikken bagefter og der skal justeres lidt. Men det giver de to overgange et gevaldigt løft, og det bliver rigtigt godt. Jeg prøver det af i morgen tidlig, Anita og jeg har arrangeret HTM-selvtræning i Stestrup-hallen, med i alt 8 ekvipager, så jeg har tre runder med musik (og jeg har husket FS2-udgaven af When I’m 64) og det bliver fedt at prøve af.

Max var træt til sidst, det var jeg også, men han var tilfreds med mit førerarbejde trods alt ;-)

torsdag den 27. december 2018

Flow

Grøn rute i dag
 
I ferien er den daglige rytme kommet ind i et godt flow. Det er kun 10 dage siden jeg fik bekræftet, at jeg ligger på kanten af diabetes 2, det er også 10 dage siden jeg startede hos fitness coach. Men de ændringer i livsstil, som jeg satte mig for er nu allerede næsten ubevidste. Morgenturen på ½ time, en længere (størrelsesorden 1 time) midt på dagen tur, og ½ times eftermiddagstur. Træningsprogram hver anden dag, i dag med 3 gange hvert af de 5 momenter (som indeholder 10 gentagelser hver), dvs. + 50 % i forhold til det program, jeg fik.

Lagunen set fra strandsiden

Bevidstheden om hvad jeg spiser og drikke er stor, så slik er stort set bandlyst, øl og vin næsten væk og alt det småspiseri indimellem væk. Jeg elsker god mad, øl og vin, og jeg bliver bestemt ikke asketisk, men lige nu har jeg brug for at gå planken ud, og viser overfor mig selv at jeg vil og kan.

Turene midt på dagen bliver planlagt spontant. I morges havde jeg været hos Camilla og hente gavekort, og i SuperBrugsen i Havdrup og købe Champagne, og så kørte jeg med Kirsten op og handle i Solrød Centret, hun overtog bilen og jeg gik den grønne tur med Max.

Vi fulgte stadig den grønne her :-)

Jeg troede jeg kunne turen udenad, men da vi kom til det korte stræk langs volden mod motorvejen begyndte det bare at flyde, tankerne kørte og jeg slappede helt af, og pludselig opdagede jeg, at vi var kommet alt for langt.

Uglegårdsskolen, ikke en del af grøn rute!

Vi kringlede os tilbage til vi ramte turen igen, men det endte med en noget længere tur end de 2½ km på selve ruten og turen hjem.

Dagens administrative opgaver:
  • Overføre penge fra indsamlingen i Pias navn til HMC, fantastisk flotte 25.330 kr. Jeg er sikker på at det ville glæde Pia, at pengene bliver brugt til bekæmpelse af kræft i stedet for buketter og kranse.
  • Lave det sidste papirarbejde til 31.12.
  • Rydde op i rallyskilteholdere i garagen, og heldigvis er to af tre sæt afsat internt i Sydkystens Hundeskole.
  • Tjekke mulige svenske rallyprøver, og forsøge at lokke Amanda med. To datoer er i spil.
Jeg fik også gået HTM3- og FS2-programmet ved skrivebordet (med musik, papir og kuglepen) og lavet nogle justeringer. I morgen skal de begge gennemføres med musik uden hund, træningsplanerne bliver opdaterede – der er bl.a. nye momenter i begge programmer – og så klør vi på med træningen.

Jeg har besluttet at skippe den defensive tilgang (ja, der er stadig lidt mentalt at kæmpe imod), så 17. februar i Ringsted skal jeg både debutere med Max i FS2 og med Lille Bjørn i HTM3 – Lille Bjørn har gået HTM3, så det bliver debut med nyt program, ingen Paddington men en kuffert 😉


Aftensmaden var delvis baseret på noget vi havde, delvis nogle helt friske muslinger Kirsten fandt i SuperBrugsen i Solrød. Så klassisk rejecocktail i vores version og dampede muslinger, noget af det bedste jeg kan forestille mig. Dertil Kirstens nybagte foccacia brød.

Babylon Berlin, næstsidste afsnit, vildt spændende, og vi har besluttet at nære os, så vi gemmer det sidste afsnit til i morgen aften.

tirsdag den 25. december 2018

Motion og minder

Blå rute ...

Jeg vågnede først lidt over 8, meget usædvanlig og ganske rart. Hundene protesterede ikke, så morgenturen lå usædvanligt sent. Efter morgenmaden læste jeg Politiken, bl.a. et interview med Anders Matthesen om arbejdsmoral og arbejdspas på 33 minutter og 33 sekunder. Interessant, han planlægger simpelthen det kreative arbejde i perioder på præcis 33:33.

Jeg ville i dag gå den blå tur (5 km) på Kløverstierne, som starter på stranden lige ned for Fuglesangsvej. Solen skinnede og det blev om formiddagen, Kirsten og Lille Bjørn var med noget af turen. Jeg besluttede ikke at tænke på HTM-programmer, som ellers kunne være fristende at arbejde med på turen, men mindes.


Den tur er virkelig gennem vores nærmeste nabolag. Vi har boet i Solrød over 39 år, og der er naturligvis utallige minder. Selve stranden, hvor jeg går tur med hundene stort set hver dag året rundt, forbi rækkehusene, hvor Strandkroen lå før – Strandkroen hvor vi har fejret så meget, bl.a. min 40 års og 60 års fødselsdag, da Christian blev færdig som ingeniør og receptionen, da ja startede som selvstændig. Videre op til Solrød Centret, turen gik lige forbi Mellemvang, hvor vi boede 1979-1984. Biblioteket, som vi har brugt rigtigt meget, de senere år dog mest mig i forbindelse med arrangementer i Sydkystens Hundeskole. Svømmehallen, den brugte jeg meget for år tilbage. Uglegårdsskolen, hvor Christian har gået og jeg har siddet i skolebestyrelsen. SFO’en. Videre til Parkvej, hvor DKK ligger. Det sidste stykke af strandstien, der kan jeg bl.a. mindes skattelege fra børnefødselsdage i 1980’erne. Turen tog 75 minutter og jeg fik genopfrisket en masse af mit liv.

En hurtig frokost og så en disciplineret periode med tre punkter: 1. Lille Bjørns HTM3-program, 2. Træningspas. 3. Max’ FS2-program.

Jeg havde en masse noter til Lille Bjørns program, nu er de skrevet sammen, og jeg har noget der ligner et sammenhængende program. Det skal afprøves i praksis, uden ham, så jeg kan afpasse mine bevægelser til kufferten. Der skal tænkes en del over links ved kufferten, men jeg er kommet et helt afgørende skridt videre.

Det samme med Max’ FS-program. Jeg fandt en beskrivelse – meget gammel - af klasse 2-programmet med stok, og det var bare at erstatte den højre del med mine bevægelser og kommandoer og Max’ adfærd. Der er nogle enkelte nye momenter, der skal indlæres. Men for første gang står jeg med noget, som jeg tænker ligner et færdigt FS2-program. Ja, jeg véd, der kommer til at ske mange justeringer, men det LIGNER noget 😊


Aftensmaden: Mandefavoritten, igen fra Salattøsen.