Viser opslag med etiketten FS-træning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten FS-træning. Vis alle opslag

onsdag den 11. september 2024

Nørderi

Jacobshavn

Otto er som bekendt rykket i ekspertklasse i rally, og min tilgang til træningen er blevet som den var ”i gamle dage”, struktureret og systematisk med refleksion, planlægning, udførelse og opfølgning/refleksion (think, plan, do).

Vi træner selvfølgelig både specifik adfærd og kombinationer af adfærd, som samlet udgør øvelserne i ekspertklasse og championklasse. OG mere generelle dele, hvor en del er tværgående i forhold til øvelserne (fx præcision i venstre- og højreposition), en anden del handler om alt muligt andet, specifikt udholdenhed og miljøer. Jeg træner mest alene med Otto, men har også faste enetimer hos Karina, og mere løser aftaler med andre.

Nu hvor FCI-rally øvelsesmæssigt er en delmængde af DKK-rally, er det også naturligt at begynde på noget træning under overskriften FCI-træning, men ærligt talt er det jo bare som at træne championklasse, bare lidt nemmere 😊 Sagt helt uden ironi! Udførelsen er tæt på den danske – med manglende mulighed for ommere som en meget væsentlig forskel – og bedømmelsen ikke meget forskellig fra den danske, med det vi for tiden ved.

Ret spontant besluttede jeg for nyligt at starte med et Freestyle-nummer med Otto, vi er tilmeldt en træningskonkurrence 26. oktober og en officiel prøve 27. oktober. Jeg må indrømme at jeg selv blev overrasket over, hvor tændt jeg blev på at arbejde med nummeret, og jeg kan godt mærke at der er en del erfaring af trække på, selvom det er nogle år siden Max og Lille Bjørn var aktive i HTM/FS.

Noget af det, jeg har tænkt en del over, er:
  • at holde det nede på jorden,
  • bruge noget adfærd vi kan, eller let kan indlære,
  • skabe flow og rytme, der passer til musikken og
  • holde længden på et fornuftigt niveau (kortere end en rallybane).
Musikken er de første cirka 1½ minut af Ulven Peter med Peter Belli og Les Rivals, og jeg synes FS-nummeret ser meget lovende efter ganske kort tids træning.

Nu jeg er inde på hundedelen, er der fire andre ting jeg har lyst til at nævne:
  • Selvom Max er næsten pensioneret (det bliver han først officielt efter Årets Hund finalen 28. september), træner han selvfølgelig stadig med, men i mere begrænset omfang. Han er også tilmeldt flere prøver, fordi vi stadig hygger os sammen med prøverne, og nu er det nemmere, fordi der helt sikkert ikke er resultatmål.
  • Jeg har stået for en officiel evaluering af DM i rally, hvor officials er spurgt direkte, og ”alle” er spurgt via DKK’s Rallygruppe på Facebook. Denne officielle evaluering er færdiggjort i dag og sendt til de relevante parter. Det jeg gerne vil nævne, og som har gjort mig virkelig glad, er at der udover en masse ros også er kommet en masse konstruktive forslag til forbedringer; som i seriøst konstruktive. Der har ikke være sure opstød eller andet negativt, blot nøgterne forslag til forbedringer. Det gør det endnu sjovere at skulle opdatere drejebogen for DM.
  • Jeg tjekkede mit dommerkort forleden og ærligt talt så det lidt slidt ud ... Jeg har fået et nyt, men jeg nænner ikke at kassere det gamle :-)
  • Jeg dømte for Rhodesian Ridgeback klubben i lørdags og ret spontant fik Carsten Grøn og jeg i forbindelse med præmieoverrækkelsen arrangeret, at vi ønskede Annette Hansen tillykke med den flotte 3. plads ved DM, hvor hun og Rafiq blev nr. 3 i seniorklasse.

Forrige tirsdag startede niveau 2 af sommelieruddannelsen, som slutter med eksamen 25. februar 2025.

Niveau 1 var 8 dage, niveau 2 13 dage, og vi kommer naturligt meget dybere ind på mange områder, som er berørt eller slet ikke nævnt på niveau 1. Første dag drejede sig om vindruens udviklingsfaser, sygdomme i vinmarken, beskæringsmetoder, opbindingsmetoder, vækstbetingelser – klima, topografi, hav/søer/floder, jordbund - gær og indholdet af vindruen.

Anden dag gik vi i dybden med Italien og fik udvidet det smageskema, som vi har brugt i del 1.

Jeg er totalt vildt med smageskemaet, fordi det giver en 100 % struktureret tilgang til det at beskrive og bedømme en vin.

Det nye på niveau 2 er, at vi på en fast skala skal vurdere vinens kvalitet og potentiale.

Vinens kvalitet er baseret på en vurdering af 4 faktorer (BLIK): Balance, Længde, Intensitet og Kompleksitet, og en ”objektiv” vurdering baseret på de forskellige elementer i analysen af vinen. Ens egne præferencer indgår ikke!

Potentiale er en vurdering af, om det er en vin der bør lagres, er drikkelig men har yderligere potentiale, er på toppen (som kan være en lang periode) uden at blive bedre eller er for gammel. Der er præcis de fire muligheder.

Jeg bliver ikke så sjældent spurgt, hvorfor jeg er tilmeldt uddannelsen, når jeg ikke skal arbejde med vin professionelt. Det helt korte svar er, at jeg har ønsket at lære at forstå vin i dybden, så jeg var i stand til at sætte ord på vinoplevelsen, vurdere vinen og argumentere for vurderingen.

Det bliver fuldt ud opfyldt.

For at kunne opfylde mit ønske er man nødt til at vide en masse om ”alt” i processen, for det glas vin, jeg sidder og nyder på et givent tidspunkt, er et udtryk for et langt og komplekst forløb. Viden om de elementer der indgår i forløbet, kan gøre at jeg forstår vinen bedre og kan sætte den i perspektiv. Ja, man kan også nyde vinen uden den viden, men for mig gør det nydelsen meget meget større, når jeg kan sætte det enkelte glas vin ind i en kontekst.

Jeg har netop foræret mig selv en for-fødselsdagsgave. Hvis det havde været indenfor hundeverdenen, kunne det have fx have været et kursus i fri ved fod eller alt muligt i andet. Nu er jeg i vinverdenen og her er omtalen, som jeg straks faldt for:

Kom med til årets masterclass: The Geology of Burgundy's Côte d’Or

Nu har du muligheden for at nørde helt ned i det komplekse terroir bag nogle af verdens mest eftertragtede vine. Den 13. november byder Vinakademiet på en dybdegående masterclass med den anerkendte geolog Francoise Vannier-Petit og vinskribent samt underviser på sommelieruddannelsen René Langdahl.

Du bliver bl.a. klogere på:
  • Geologien, terroir, climats og lieu-dits i Côte d’Or
  • Case-studier: Jordbundsvariationer, soleksponeringer og vindretninger samt deres betydning for vinene i Santenay og Chambolle-Musigny
  • Fremtidsperspektiverne for Côte d’Or.
Undervejs vil du smage minimum 14 vine, der eksemplificerer de teoretiske pointer.

Meget avanceret, med nørdet og lige mig 😊

PS: Mere nørderi - den meget korte version :-) Jeg havde købt en flaske Champagne som gave. Jeg er typen der læser al information på flasken nøje. Der stod på forsiden Blanc de Blancs (Chardonnay), på bagsiden Blanc de Noirs (Pinot Noir). Det er 100 % modstridende så jeg skrev til Champagnehuset og til butikken, hvor flasken er købt. Resultat: Tak fordi jeg gjorde opmærksom på det, og i dag modtog jeg to flasker Champagne (den ene en 2014) som "kompensation". Jeg siger tak for topprofessionel service. Kirstens kommentar: Du er garanteret den eneste der har lagt mærke til det.

fredag den 22. november 2019

Rockin' around the Christmas tree…

To bordere, der hygger
”Er du fan af julehygge, julesange og HTM/FS, og vil du samtidig gerne støtte Hundesport mod Cancer, så læs med her: D.15.december 2019 afholder vi LUCKY DIP X-MAS EDITION – UOFFICIEL HTM/FS-KONKURRENCE til fordel for HMC.”

Jeg meldte straks til, og det gjorde Anita også. Der er ingen af os der træner HTM/FS fast, og vi blev enige om at lidt træning op til 15. december kunne være gavnlig, og det blev til to træningsaftaler, hvor den første var i eftermiddags i Gadstrup. Præmisserne for træningen var enkle: Den 15. december skal vi lave et program til noget julemusik, som vi får oplyst lige inden vi skal varme op. Så træningen bestod i, at vi på skift skulle gå et nummer til noget julemusik.

Det var rigtigt spændende!

Anita og Osseau gik deres livs HTM til Rockin' around the Christmas tree (mener jeg det var), en del genbrug fra deres seniornummer, men en exceptionelt opmærksom Osseau, som helt tydeligt var nødt til at holde øje med Anita, som ikke var, som hun plejede at være. Jeg genbrugte en masse fra mit FS-nummer, men primært var det HTM-positioner, der blev genopfrisket. Og for at starte med det sidste, så har Max bestemt ikke glemt noget 😊 Et svagt øjeblik drømte jeg om at genoptage HTM …

Konklusionen var ikke overraskende, at jeg primært skal have fokus på HTM-positioner, og så krydre lidt med tricks. Vi er helt klar 😉

Desværre ser det ud til, at jeg slet ikke kan deltage i arrangementet den 15. december, fordi vores traditionelle danske jul med svenskerne er blevet rykket fra 21.-22. til 14.-15. ”Juleaften” den 14. og julefrokost den 15., selvfølgelig bliver det prioriteret!


Jeg var omkring Meny på vej hjem, og købte 12 østers og 6 jomfruhummerhaler, som supplement til de to flotte bøffer Kirsten havde købt.

Vi fik et superluksus aftensmåltid med udsøgt vin til. En fed start på weekenden!

fredag den 8. november 2019

En festdag i vente – og et par syrlige drops

Skål for en fantastisk weekend :-)
I morgen bliver en festdag af de store både for HTM/FS-udøvere og for rallyudøvere.

Liv, Tine og Sandie = Hornsherred HTM Klub, har gjort et gigantisk arbejde for at stable det første DM i HTM/FS på benene. Det afholdes i Lille Skensved. De har sat alle sejl til, for at det skal blive et uforglemmeligt DM, og ærligt talt er jeg lidt ked af, at jeg ikke når at opleve andet end et lille brudstykke af det.


DKKs Rallyudvalg (i denne sammenhæng Lonni og mig) har gjort, som vi plejer, og sørget for at rammerne er på plads for Årets Hund finalen i Sjællands Agility Center i Ringsted.

Det er ikke med min gode vilje, at de to store DKK-arrangementer ligger samme dag. Jeg har argumenteret i DKK for det uhensigtsmæssige i det, men det var sådan det endte, og der blev krydset fingre for, at der ikke var nogen udøvere, der kom i klemme. Jeg må blankt erkende, at jeg ikke drømte om at det kunne blive mig selv, og ikke andre, der ville blive ramt af dette, men det blev det. Og ”heldigvis” kun mig selv!

Men, som det blev aftalt dengang, med Jens Glavind (direktør i DKK) og begge udvalg, så kunne det nok lade sig gøre at deltage i begge dele, hvis der var fleksibilitet fra begge sider, og det har der været 100 % fra Hornsherred HTM Klub 😊

Max og jeg mødte en kat
For mig starter hundedelen af dagen med Lille Bjørn og Max i Sjællands Agility Center, hvor jeg er ansvarlig for Årets Hund i rally, næst efter NM og DM årets tredje stor finale for rallyudøvere i Danmark. 12 kvalifikationsprøver, mindst to tællende resultater (top-10 placeringer) og rigtigt mange om buddet. Det er ikke nemt at komme i finalen, skal jeg hilse og sige.

Lille Bjørn og Max er helt klar efter tre træninger på en uge med Mathilde, og de skal begge op for anden gang til Årets Hund i juniorklasse, ligesom de har været til DM de sidste to år med Mathilde.

Jeg glæder mig til at følge dem, og samtidig til Lille Bjørns officielle farvel til rally på konkurrenceniveau.

Lige en sidebemærkning: Mathilde skal også op med Boogie i øvet klasse …

Derefter skal jeg hjem med Lille Bjørn og Max, klæde om, og have en hurtig frokost. Og så går turen til Lille Skensved med Max. Vi skal op som hvid hund i FS2, og hold da fest, hvor jeg glæder mig. Vi stod som 2. reserve på kvalifikationslisten baseret på én prøve, vi rykkede op som 1. reserve, og det udløste retten til at starte som Hvid Hund, før de 5 ekvipager, der skal kæmpe om DM i FS2.

Programmet har vi senest gået på Samsø, det var første gang efter vores debut, som altså resulterede i kvalifikationen til DM. Vi har trænet med Anita og Osseau i eftermiddags, og det gik ret godt. Jeg har visualiseret nummeret en del gange i går aftes, og vi er så klar, som vi kan blive.

Efter DM går turen tilbage til Sjællands Agility Center, hvor Max og jeg skal op som sidste ekvipage i championklasse. Det glæder jeg mig ualmindeligt meget til!

Jeg har virkelig kæmpet for at kvalificere mig til ÅH-finalen, og marginalerne var ikke lige på min side. At blive nr. 11, når der er point til top-10, er ikke spændende. At blive nr. 7 med 99 point var en fed prøve, men i forhold til ÅH-kvalifikation ikke interessant.

Men vi rykkede op og fik invitationen i onsdags.

Jeg glæder mig VILDT over at skulle op i begge dele.

Skønt aftensmad fredag aften
Begge dele er for sjov. Jeg er ikke under bedømmelse som Hvid Hund, og kan have endnu mere fokus end jeg måske ellers ville have på at støtte Max.

Rallyen er også for sjov. Max og jeg er naturligt nummer 15 inden start, og selv hvis ALT flasker sig kan vi ikke nå op i nummer 10. Jeg har en stram tidsplan, hvis jeg skal nå banegennemgangen til championklasse, og hvis jeg ikke gør, så må jeg gå banen uden at have fået banegennemgang, og så tager vi det i endnu højere grad som træning.

Det bliver en skøn weekend.

Min største fjende er som altid mig selv. Der skete noget i går, som jeg slet ikke havde forventet. Jeg vendte det med Kirsten og hun gentog, hvad hun har sagt mange gange før, at jeg er alt for flink og fleksibel, og når det ikke bliver gengældt, så bliver jeg skuffet.

Og det er selvfølgelig meget præcist udtrykt!

Så er DET parkeret og jeg kan genoptage glæden over det flotte program i morgen: Mathilde og Lille Bjørn i rally juniorklasse, Mathilde og Max i rally juniorklasse, Max og jeg i FS2 og Max og jeg i championklasse.

Sidst, men allervigtigst! Jeg ønsker alle, der skal op i rally til Årets Hund i morgen og alle, der skal op til HTM/FS i morgen, at det får alle deres drømme opfyldt! Det er stort at være kommet så langt, så NYD hvert øjeblik, det kan ingen tage fra jer.

fredag den 11. oktober 2019

Træning = konkurrence

Max og far slapper af (foto: Anita)
Når jeg taler om træning mod konkurrence i forbindelse med rallyinstruktøruddannelsen, handler det bl.a. om at sørge for at få træningen til at nærme sig konkurrencesituationen mest muligt, så hunden ikke oplever konkurrencen som anderledes (og typisk meget sværere) end træningen.

Det havde jeg så glemt alt om i starten af dagens træning i Gadstrup, hvor Anita og jeg trænede en sidste gang inden prøverne på lørdag på Samsø.

Max gik rigtigt godt, og så var der nogle små smuttere, som virkelig gik mig på, fuldstændigt latterligt og urimeligt. Så er det virkelig dejligt med en træningsmakker, der kender mig ud og ind, og kan få mig tilbage på sporet!

Nummeret har fået et gevaldig løft siden vi debuterede 6. april i år – som også var sidst vi var til prøve. En bedre og mere kontrolleret start, nogle mere flydende overgange, bedre variation af tricks, ændring af tricks, så de passer bedre til Max, og en udvidet afslutning.

Det jeg først og fremmest fik anledning til at tænke over, var Anitas kommentar om, at jeg skal også skal træne at træne, så jeg har den samme konstruktive tilgang til træningen, som jeg har opnået til prøver, hvor jeg håndterer fejlene positivt.

Vi fik også talt om fortolkning, og specielt hvad lommeuret bidrager til i fortællingen, og hvor meget det påvirker Max, når jeg tager uret op af en lomme, som ligeså godt kunne indeholde en godbid … Det er en sværhedsgrad, som vi slet ikke har trænet ordentligt, så den helt oplagte løsning var at eliminere uret.

Det endte med at blive en meget givende træningstime på en noget anden måde end jeg havde forventet på forhånd.

Et godt glas vin (foto: Kirsten)
Efter træningen slappede jeg lidt af hjemme, inden Kirsten og jeg tog til Køge og fik en lækker middag på Bistroen, som kører Smag på Køge for fulde huse. Et fantastisk måltid og nogle dejlige vine.

God træning og dejlig mad og vin, det er da en skøn start på weekenden 😊

fredag den 27. september 2019

FS-træning, rallyprøve og jubilæer

Fra vores debut i FS2 6. april 2019

I eftermiddags havde Anita og jeg aftalt en times træning i Powerdogs hal i Gadstrup. Der er kun tre uger til vi skal til prøve på Samsø, så det var bestemt nyttigt at arbejde lidt med vores programmer. For Anitas vedkommende seniorklasse (HTM) med Osseau, for mit FS2 med Max.

Ingen af os træner specielt meget kan jeg vis godt tillade mig at sige, men både Osseau og Max er meget erfarne og når grundtræningen er i orden, så er det ikke så svært endda.

Max skal op på Samsø og siden som hvid hund til DM 9. november.

Jeg har udvidet When I’m 64 lidt og har tænkt over justeringer af programmet. I dag skulle det så prøves af med Max. Jeg tørtrænede lidt, gik et fuldt program med Max til musik, og til sidst tog vi en runde til, med nogle forbedringer.

Jeg tror det var vores bedste FS nogensinde 😊 Jeg har omhyggeligt sørget for at sværhedsgraden ikke giver problemer, eller rettere, det er ikke sværhedsgraden, der skal være udfordringen. Det vigtige for mig er at Max er glad, og at vi får leget os igennem programmet. Så jeg har på ingen måder tænkt på noget med resultater. Det er to skønne træningsmuligheder, som vi vil udnytte så godt vi kan.

Der er lidt overgange, som vi skal træne lidt mere, men sidste generalprøve i dag var meget tæt på det, jeg tror vi kan præstere på Samsø, og som jeg vil være meget tilfreds med.

I morgen har jeg fornøjelsen at være den ene af to dommere (Conni er den anden) til Hornsherred HTM Klubs dobbelte rallyprøve i Osted, til støtte for det første DM i HTM/FS. Det bliver en dejlig dag, og første gang jeg skal dømme en fuld prøve med de ”nye” skilte,

Det behøver ikke at trække meget længe ud, for jeg har en aftale kl. 18:00 på l’Education Nationale i København. Vi er 5 der har en aftale, 5 personer der mødtes første gang den 1. september 1959 på Sank Knud Lavards Skole i Lyngby, da vi startede i 1. klasse. Et 60-års jubilæum, det er noget ganske særligt.

Søndag har Kirsten og jeg 40-års bryllupsdag. Vi har valgt ikke at markere det på nogen måde, men mon ikke vi finder et godt sted at få et lækkert måltid, og fejre dagen😉

fredag den 12. juli 2019

Freestyle og hvorfor?

Max og Leah

I dag var Max og jeg til sidste runde af Johannas Freestylehold.

For mig var formålet med at deltage på holdet at få ideer til og træning af tricks, for at udvikle vores FS2-program, så vi på Samsø kunne gå et endnu bedre program end ved debuten 6. april.

Der er sket rigtigt meget siden vi startede på holdet, herunder har jeg seriøst overvejet at pensionere Max fra FS, for at holde fokus på Rally og Nose Work.

Jeg har fået alle mine ønsker mere end opfyldt, og har masser af ideer til – og fået trænet en del af det også 😊 – til programmet.

Men inderst inde har jeg godt kunne mærke, at hjertet ikke har været helt med …


I dag havde Max og jeg fokus på sidelæns bevægelse til højre og venstre, startindlæring på bræt. Vi fik arbejdet med en del anden adfærd også, og da den første time var gået var Max (og jeg) godt brugt …

Så kom den individuelle runde , hvor jeg ærligt talt ikke havde så meget at byde ind med.

Så er det godt at gå hos Johanna!

Jeg fortalte om mit FS2-program, og hvordan jeg brugte de forskellige ideer til at udvikle programmet, og at jeg skulle gå det 19. oktober på Samsø.

Så drejede Johanna fokus over på hvorfor jeg gik FS og hvad jeg ville opnå. Havde jeg overvejet om jeg ville belønne undervejs på Samsø? Havde jeg overvejet, hvad jeg ville overhovedet med at konkurrere? Sådan blev det ikke formuleret, men det var sådan jeg opfattede det, og det er jo rasende gode spørgsmål.

Det ultimative mål er at Max og jeg sammen har en fest, når vi går i ringen. Johanna talte om belønningsstrategi, både generelt og i forhold til mig, og det selvmodsigende i at belønne udenfor ringen, når vi i bund og grund ønsker at hunden skal synes det er sjovest at være i ringen.

Med mindre vi er ekstremt dygtige til at træne, så hunden tror at vi er til prøve, er det eneste oplagte sted at træne det til rigtige prøver.

Bedst at hvile på ...

Masser af godt input til den videre træning, og til anvendelse af de kommende prøver.

For ja, FS er ikke noget jeg brænder for med Max, så Samsø-prøven er en glimrende anledning til at gå til prøve med belønninger.

En dejlig træningsrunde og masser at arbejde med, både specifik adfærd og mentalt 😊

Dagens mousserende

I vandet med Frasse!

En skøn morgen

fredag den 21. juni 2019

Max og Makker

Der kommer flere og flere ord på stregerne for oven :-)

I Max i topform skrev jeg om det tætte program for resten af juni. Jeg er heldigvis blevet klogere (!) og kunne godt se, at der var vildt i forhold til Max. Vi er et makkerpar, og det betyder at det skal være fair overfor os begge. Vi trænede Nose Work tirsdag og rally onsdag. Var det så også vigtigt at træne rally torsdag, i forbindelse med at jeg skulle undervise i nordisk sammen med Amanda … Næh, det var det bestemt ikke, så jeg meldte Max fra.

I dag havde vi tredje runde af fire på Johannas FS-hold, og jeg har endnu ikke været der alle 3 timer 😊 I dag var ingen undtagelse, jeg tog den første time med Max, og droppede de sidste to timer med individuel tid, fordi jeg – på forhånd – havde besluttet, at Max og jeg havde brug for afslapning inden en lang weekend hjemmefra.

Til gengæld var vi et totalt godt makkerpar den time, vi var der! Vi arbejde med forskellige tricks med ”lommeur” (en parkeringsmønt i en stump ledning) og fik i den individuelle tid talt om forskellige variationer af anvendelse af mønten i snoren.

Jeg har lagt en plan for udvikling af nummeret, hvor vi træner forskellige stumper isoleret og får dem helt skarpe, inden vi sætter dem sammen. Der er en ny indledning i forhold til When I’m 64, men da musikken starter er det samme forløb, bare med udskiftning af nogle af tricksene. Det bliver rigtigt godt!

Vi havde kun fokus på at have det sjovt. Udover ovenstående arbejdede vi med rallyøvelser, herunder lidt starter med Louise og Cherie som forstyrrelse. Og det gik rigtigt godt.

Ingen tvivl om at Max er blevet meget gladere og mere rolig det sidste halve år, og jeg har forsikret ham om, at der intet sker i weekenden, som vil ændre på vores gode makkerskab, vi er kommet for at have det sjovt og ikke andet.

fredag den 14. juni 2019

To træninger, to fødselsdage og en weekend

 

Træning 1 – nordisk træning

I går aftes var der nordisk træning i Jersie. Sidste uge måtte Amanda og jeg aflyse med kort varsel på grund af voldsom regn og torden, så det var erstatningsrunden. Amanda havde lavet en lidt kringlet men sjov bane, og jeg havde genbrugt min bane fra IF 1.6. Jeg var først på hos Amanda, og jeg havde den helt rigtige følelse, da vi gik banen. Jeg gik for hurtigt, men Max var på. Der var lidt misforståelser undervejs, men i bund og grund havde jeg den rigtigt gode følelse hele vejen.

Pointene fulgte ikke helt med 😊 • Sit foran, et skridt stå blev til en sit • Cirkel rundt om fører, havde jeg for korte skridt? • Jeg var for langt fremme da vi stoppede ved springet • I fristende 8-tal kom Max forkert om den ene fristelse • I en 90 grader vending fik jeg laver for stor en vending • Jeg løb for stærkt, så vi mistede en 90 graders vending • Max rejste sig i dæk under gang • Jeg glemte at stoppe efter stå under gang

Så minus 80 point plus det løse, ja sådan kan det gå – men det vigtige var også følelsen 😊

Efter træningen fik Amanda og jeg talt om prøverne på søndag, eller rettere hun fik givet mig nogen formaninger. Jeg skal jo både op med Max og dømme, og hun sagde jeg ikke måtte blive sur … på mig selv. Så det gav lige stof til eftertanke.

Fødselsdag 1 – Sydkystens Hundeskole

I dag er det 10 år siden Sydkystens Hundeskole havde stiftende generalforsamling. Det er for at sige det pænt, ikke noget vi gør meget ud af, men mit forslag om en fejring for bestyrelse og instruktører blev meget positivt modtaget, og sørme om det ikke lykkedes at finde en dato hvor alle 9 kan deltage!!! Der er booket bord til frokost på Støvlet Katrines Hus, og det skal nok blive fornøjeligt 😊

Fødselsdag 2 – Max

I dag fylder Max 8 år.

Vi har haft 8 fantastiske år sammen indtil nu og vi har udviklet os fantastisk sammen. Vi er først i år nået til til et punkt, hvor jeg synes jeg har udviklet mig langt nok til at kunne være en ordentlig fører for Max.

8 år …

Der er masser vi skal arbejde med endnu, men vi har lagt et godt fundament, og jeg er sikker på, at vores samarbejde vil udvikle sig over de kommende år, og resultaterne vil komme i halen på det.

Vi vil fortsat have rally som absolut hovedfokus, jeg véd bare, at vi kan være med i toppen af den disciplin, og det går vi målrettet efter!

Nose Work kommer ind på en helt klar anden plads. Vi skal snart debutere i klasse 2, og der er meget vi skal lære, men jeg er sikker på, at det er en disciplin, som vi holder fast i.

Så er der Freestyle …

Træning 2 – freestyle og alt sådan noget

I eftermiddags var Max og jeg til træning hos Johanna på et FS/HTM-hold. Vi havde kage med i anledning af Max’ fødselsdag, og vi havde aftalt, at vi kun var med den første time, da jeg havde lovet at være tidligt hjemme.

Det var en meget inspirerende, lærerig og tankevækkende time.

I første runde skulle vi arbejde med starten på en challenge til 5. juli, hvor vi liggende på ryggen skulle sende hund fra A til B, får den til at cirkle om os, og få den til at udføre en stationær adfærd. Jeg startede frisk med fremsending til kegle fra liggende, og det var helt klart, at Max ikke havde en fornemmelse af, hvad jeg forsøgte. Et helt nyt setup.

Johanna fik nævnt noget med at sætte kriterier, og ja, det var nok en fornuftig fremgangsmåde, efter at have testet at Max ikke bare løb ud i første forsøg.

Jeg fik indimellem trænet starten på FS2-programmet. Max mellem mine ben, forpoterne på mine fødder, dreje 90 grader til højre, dreje 90 grader til venstre (til tikkende ur), og derefter kom en snor med legetøj frem, som han hurtigt lærte at gå rundt om (pole), det ender med at være et lommeur. Jeg var tro mod mine løfter, og vi får den del af nummeret selvstændigt på plads. De andre dele arbejder vi med selvstændigt.

I anden runde skulle de seks ekvipager på holdet stå i en cirkel, og på skift udføre 1/2/3/4/5 adfærd flydende uden forstærkning. Jeg havde setup, spin foran, bakke rundt om fører, move on, slalom.

Det var svært! Det var helt tydeligt at Max var påvirket af opsætningen, men blev bedre og bedre undervejs, og jeg sørgede naturligvis for at støtte ham under de ”mærkelige” omstændigheder.

Johanna beskrev det som træning under konkurrencelignende forhold. Vi skulle optræde foran de andre, og med hunde og førere der kiggede på os, blev det helt klart en situation, som mindede om at gå i ringen til en konkurrence.

I sidste runde skulle vi først vise en adfærd, som vi udviklede på, dernæst en adfærd som sad lige i skabet. Jeg startede med pole om legetøj, Max’ hale var ikke nede, men heller ikke oppe bemærkede Johanna, men Max udførte adfærden. Som den sikre valgte vi bakke på venstre side, halen kom direkte op og Max var knivskarp!

Læring … Max og jeg HAR udviklet os enormt, jeg støtter Max meget bedre end tidligere og han er mentalt blevet meget stærkere.

Som bonus har jeg fået inspiration til at gå videre med FS2-træningen; jeg havde ellers overvejet at stoppe, men det er altså svært, når jeg har fået en god start til vores nye nummer og inspiration til resten. Nå ja, jeg er også tilmeldt FS2 på Samsø, så jeg vil da gerne have et godt program klar.

Weekend

Weekenden kommer som ikke nogen overraskelse til at stå i rallyens tegn. I morgen skal jeg give en introduktion til rally i Schæferhundeklubben, og på søndag står den på dobbelt rallyprøve i DKK Kreds 2 på Tuse Næs, hvor Max skal op i to gange championklasse, og jeg skal dømme Ekspert (herunder min ekvipage nr. 700) og Øvet (herunder min ekvipage nr. 600).

Det bliver en dejlig weekend.

fredag den 10. maj 2019

2001 – revitalisering og store forventninger

God weekend :-)

Det er bestemt ikke hverdagskost, at jeg melder fra hundetræning, men det var så tæt på, at jeg havde meldt fra til første runde af FS/HTM-træningen i dag hos Johanna. Max har været til træning tirsdag (NW), onsdag (rally), torsdag (rally), han skal op i championklasse, nordisk klasse og juniorklasse i weekenden i Roskilde hvor jeg skal være prøveleder/dommer. En fredag eftermiddag med træning var måske ikke så oplagt.

Jeg vendte situationen med Amanda i går, da vi talte om forberedelser til weekenden, og den oplagte idé, som jeg så ikke lige havde set, var at droppe den første del af træningen i dag (1 times fællestræning) og bare tage mine 20 minutter i den individuelle runde.

Jeg fik aftalt det med Johanna, og det var bare så perfekt!

Jeg kom, fik luftet Max, og varmede op i hallen med lidt rallyøvelser. Max kom ud i bilen, og ind igen, da der var ca. 5 minutter til vi skulle på. Lidt mere rally, og så var det vores tur.

Vi startede med at vise vores FS2-nummer, som vi gik 6. april, og ikke har beskæftiget os med siden. Man kunne godt se, det var lidt rustent. Derefter kom Max i bilen, og så var jeg klar til at modtage input fra Johanna og de andre kursister.

Nu vil jeg bestemt ikke afsløre alle detaljer, men en kort opsummering vil jeg da ikke undlade:
  • der er mange rigtigt gode passager i nummeret
  • Jeg skal gennemgå nummeret og notere for hver passage hvilket niveau den er på (klasse 1, 2, 3) og stræbe efter at løfte, dem, der står til klasse 1
  • Symmetri – at starte og slutte med noget, der ligner hinanden, binder enderne sammen
  • Rekvisitter, som vil give mange flere muligheder for at variere adfærd, og vil kunne bruges til at støtte Max tæt på, og måske ligefrem være belønninger (spring), fremfor at arbejde med øvelser på afstand, som han tydeligvis ikke bryder sig om
  • Jeg kan bruge kropsdele som rekvisitter, fx cirkle om arm, når jeg sidder
  • Eksempler på rekvisitter:
    • Avis (handy, nem at have på sig)
    • Pibe
    • Monokel
    • Lommeur (When I’m 64 handler om noget med alder/tid)
    • Stok
  • Anvendelse af pauser, som vil være en særlig pointe i et nummer, hvor tid er et tema
Summa summarum: jeg tog vildt inspireret hjem. Jeg har fået så mange ideer at arbejde med, og jeg kan igen begynde at opbygge et nyt program. Der er over et halvt år til næste FS-prøve, så jeg har al mulig anledning til at planlægge og træne programmet ordentligt, og stille med et flot nummer på Samsø.

Der er så meget potentiale i det, og det skal der arbejdes på at udvikle.


Weekenden står i rallyens tegn. Lille Bjørn, Max og jeg er at finde på Roskilde Dyreskueplads de næste to dage. Der er masser at glæde sig til og jeg skal nok sørge for at få det maksimale ud af weekenden.

Jeg glæder mig især til at møde en masse skønne rallyentusiaster, til de største championklasser nogensinde og til de to første kvalifikationsprøver til det nordiske mesterskab.

lørdag den 30. marts 2019

Perfekt træning

Alle fotos taget af Anita

I morges mødtes Anita, Conni, Louise og jeg i hallen i Steestrup til HTM-/FS-træning, for mit vedkommende perfekt timet i forhold til prøverne næste lørdag.

Vi havde runder à 10 minutter, jeg startede og havde min tredje og sidste runde lige omkring kl. 10, hvorefter jeg skulle afsted. Det er var bare perfekt træning i hver eneste af de tre runder.


I første runde gik Max og jeg FS, og det var ærligt talt det bedste vi har gået nogensinde. Langt de fleste detaljer var, som de skulle være, og jeg fik rigtig god feedback der, hvor det ikke kørte helt så skarpt. Fx at huske at belønne, når det sværeste lykkes (bakke væk og twiste) fremfor det nemme. Hjælpe lidt mere i bakke rundt om. Timingen i afslutningen. Det fik vi arbejdet lidt med, og jeg skal nu bare have de sidste detaljer plads i hovedet, så er vi helt klar til lørdag.


Jeg fik også en række ideer til forbedring af programmet, de er parkeret til efter lørdag!


I anden runde gik Lille Bjørn og jeg HTM. Der var masser af fine positioner, hans højre er blevet lidt bedre synes jeg. Der var også overgange med lidt kludder, hvor jeg fik bekræftet af det er en rigtig fornuftig beslutning at pensionere ham fra HTM, for det bliver noget rod når jeg skal blive kropssprog og håndtegn for at guide ham. Hans arbejdsiver er helt i top, og det er en stor fornøjelse at gå med ham, men det giver ikke mening at arbejde med at løfte programmet yderligere.


I sidste runde efterlyste jeg en autoriseret rallydommer og Conni slog Anita med et splitsekund 😊 Jeg ville godt arbejde med indgange på banen, starter og have max fokus fra Max hele forløbet. Sandheden, hvor nørdet det end lyder, er, at jeg vågnede forleden og tænkte på mine starter i rally, og at jeg vist ikke siger noget til Max. Det er ved indgangen og lige i starten at han har allermest brug for støtte, så det er jo rigtigt dumt ikke at gøre det. Det fik vi arbejdet intensivt med, herunder også min afgivelse af kommandoer, de kommer meget hurtigt, så Max ikke altid kan nå at reagere.

Jeg har et nyt startritual på plads! Nu mangler jeg bare nogle rallyprøver 😊

Tak til Anita, Conni og Louise for super duper træning!!!

lørdag den 2. marts 2019

FS2 – og masser af positiv forstærkning


Det har på flere områder være været en virkelig god uge, også hundetræningsmæssigt. Tirsdag Nose Work med Max hos Merete Forandringens vinde, onsdag Heelwork med Lille Bjørn og Max hos Anja Fri ved fod nørderi og i går Tricks og freestyle med Max hos Johanna.

I dag var vi syv, der havde sat hinanden stævne i Stestrup WorkingPaws fra 9-12 for at træne HTM/FS. Konceptet er enkelt og smart: 8 ekvipager, 7 minutter til hver i 3 runder, 5 minutter til klargøring og 7 minutter til oprydning, så er de 3 timer fyldt ud. Opgaven som DJ/tidtager gik på skift, og så kørte vi ellers derudaf.

Jeg havde valgt ”kun” at tage Max med og træne det nye FS-program, inkl. de nye overgange fra i går, og en bakke rundt om fører, som pludselig dukkede op i går, og som Max udfører flot og lynende hurtigt. Jeg valgte i begge runder at bruge tiden, hvor den foregående ekvipage var på banen, til at hente Max i bilen og varme ham lidt op udenfor ringen.

I første omgang kørte vi det fulde program to gange. De gik begge fint, der var kun lidt tøven og lidt usikkerhed - det var fordi bl.a. overgangene kun er trænet meget lidt, og lidt manglende førerskarphed – men generelt var jeg supertilfreds. Max var virkelig på og jeg følte at de syv minutter var på niveau med vores bedste FS-træning nogensinde.

Anden omgang var cirka kl. 11 (første kl. 10), opvarmningen gik fint, og i ringen gik det nogenlunde, men Max var helt tydeligt ikke så meget på længere, der var nogle passager jeg måtte korte af, og bakningen blev i en ganske begrænset version. Han var træt.

Jeg besluttede at droppe den tredje omgang, og jeg kunne godt regne ud, at et program som det ovenstående plus de mange motionsture, måske godt kan forklare, at både Max og jeg trænger til at holde lidt træningsfri 

Det var meget spændende at se de andre arbejde med deres programmer, lige fra helt nye programmer med uerfarne hunde, til stjerneevkipager med fantastiske programmer.

Jeg kørte hjem med mange rigtigt gode følelser indeni, og topmotiveret til at arbejde videre med FS2-programmet.

En ganske dejlig uge med masser af fin hundetræning, og bekræftelser af:
  • At Lille Bjørn bestemt stadig er i fin form, topmotiveret og klar til -her en uge før sin 12-års fødselsdag - at arbejde videre i HTM
  • At Max arbejder flot, koncentreret og motiveret i Nose Work og Freestyle
  • At jeg selv hele tiden har fokus på Max’ motivation, og får en masse gode bekræftelser af, at vi er på rette spor
Jeg har på det sidste oplevet en masse små tilkendegivelser, hvor mit samarbejde med specielt Max er blevet rost. Jeg labber det hele i mig, og glæder mig hver eneste gang over at det bliver bemærket, at det bliver kommenteret og at jeg godt véd, at de har fuldstændig ret ;-) Jeg glemmer mig selv nogle af gangene, som ved Anja træningen, hvor jeg efter et af passene sagde højt, ”Hold da op hvor er han bare god” om Max, og Anja direkte kommenterede ”I er gode”.

Den måske allerstørste ros fik jeg ganske uventet på arbejde. Et møde startede ikke helt som jeg havde regnet med, jeg kan ikke beskrive de nærmere omstændigheder, men der var lidt spænding i luften; jeg stoppede min præsentation (lukkede låget på pc’en), tog dialogen med direkte øjenkontakt og vi blev enige om, hvordan vi skulle komme videre. Det virkede fantastisk. Efter mødet kom en af deltagerne hen til mig og sagde med direkte henvisning til den omtalte situation: ”Hvor er du god og rummelig!”. Jeg kan garantere for at jeg svævede ovenpå den ros (og jeg huskede naturligvis at sige tak!!).

PS: Talje Hofte Ratio 1,03 (mål 1,00). Vægt 78,5 kg. (mål 77,0 kg.). Vægtmålet bliver stående, men når jeg når det bliver næste mål sat til 75,0 kg.

torsdag den 14. februar 2019

The Sky's the Limit



Da jeg slog Fly Me to the Moon op i mandags skrev jeg “Når noget jeg ikke har drømt om kunne ske, hvad kan det så ikke blive til, når jeg sætter ord på drømmene, planlægger og gør drømmene til virkelighed? Max og jeg kan flyve hvorhen det skal være!!!

Det mentale boost jeg har fået de sidste to måneder er et fremkragende afsæt for at drømme stort, og det er jeg i fuld gang med. Jeg har skitseret nogen planer i hovedet, jeg arbejder videre med dem og jeg har en coaching-aftale om en uge, hvor jeg skal sætte ord på drømmene.

Lige nu er fokus på de to vigitste prøver med Lille Bjørn og Max, nemlig de to på søndag. Anita og jeg havde aftalt at mødes i dag i Viby for at finpudse formen, eller hvad man nu skal kalde det, når i hvert fald jeg, ikke har trænet meget andet end mentalt, og nogle små detaljer med Max, og slet intet med Lille Bjørn 😊

Jeg havde først Lille Bjørn på, lidt opvarmning og så et fuldt Paddington i HTM-seniorudgaven. Det føltes generelt ret godt. Ja, der er lidt manglende præcision her og der, ja, der kommet lidt lyd, men Lille Bjørn er på, og det føles fantastisk – jeg kan ikke lade være med at smile, når jeg går med ham 😊 Prøven på søndag bliver hans fjortende officielle prøve siden debuten for præcis 16 måneder siden på Samsø, og det skal nok blive godt. Jeg sagde til Anita, at det er helt poetisk, at Lille Bjørn og Osseau, som vi har trænet så meget sammen i LP og HTM, nu skal konkurrere i seniorklasse. To ældre herrer, ingen af dem kan høre, men deres grundtræning er i top, og de elsker begge at performe.

Max og jeg kørte for første og eneste gang inden søndag fuld udgave af 2:29-udgaven af When I’m 64. Jeg synes ærligt talt det gik ret godt. Der var lidt timing, der smuttede, men generelt var Max flot på, og der var rigtigt godt flow i programmet. Anita havde nogle tips til min del af programmet, som er noteret, og vi er så klar som vi kan blive.

Med to syge trænere har både Nose Work og fitness ligget stille et par uger, men i dag var Tina frisk igen, og jeg fik en skøn træningstime, inden jeg kørte til Viby for at træne med hundene. Videoen for oven var en nye øvelse.

fredag den 28. december 2018

Detaljer

En Bjørn i en kuffert

Morgenturen lå noget tidligere end sædvanligt, for jeg havde en træningsaftale med Amanda i Viby 8:30.

Vi havde aftalt at træne rally, jeg havde foreslået en af mine nydesignede baner, endnu ikke brugt i praksis, og det viste sig at være en usædvanligt god idé. Der var en lækker sekvens med løb, langsom gang, 270o til venstre, 360o til venstre …, hvor Amanda mente at almindelig gang manglede, og det havde hun helt ret i. Banen er rettet!

Det endte med at vi hver især varmede op, og så gik banen, som det nu passede.

Programmet er med

Jeg varmede Lille Bjørn op med starten af HTM-nummeret med kufferten, der er masser af muligheder, men først og fremmest skal jeg havde noget grundadfærd på plads: blive siddende, også når jeg gør underlige ting, komme ud præcis på kommando, blive stående, når jeg lukker kufferten, og så gøre forskellige ting, når vi passerer kufferten.

Derefter gik vi rallybanen, og det gik sådan set meget godt, og halen kørte som den skulle. Men Lille Bjørn var godt nok tændt, og så holder han ikke sine positioner, specielt højre, ret godt og der kommer lyd på.

Er han ikke pensioneret fra rally kan jeg høre nogen spørge? Jo da, men derfor kan vi godt træne, og han skal nok op i Sverige, så helt pensioneret er han ikke. Nå ja, Mathilde skal da også gå med ham.

Efter banen trænede vi lidt mere omkring og med kufferten, og jeg fik noteret et par ideer til links.

Max blev varmet op med lidt FS, og så gik vi en superflot rallybane. En enkelt gang snus, en enkelt ommer, og fuldt fokus med en fører helt i ro. Lidt længere henne i træningen gennemførte vi banen med højre start, og det gik næsten endnu bedre.

FS sker der en masse med. Jeg prøver at få mere adfærd på afstand, jeg prøver at få noget cirkel om fører på afstand, og så variationer af moveon, herunder en, hvor han skal under mine knæhaser, når jeg sidder – det lærte han hurtigt, han skal bare helt ned og kravle. Hands up op ad mig gik også fint, da han først fik overført adfærden fra væggen til mig; vi skal lige have den forstærket lidt mere, så gør han det på ryggen af mig, og når jeg står, mens jeg går rundt 😊

Fed træning!
Udsigt sydpå fra sidste bro
 
Det lyder da godt!
 
Vi endte på blå rute
 
Jeg skulle skrive en vigtig mail, den brugte jeg fornuftigt noget af eftermiddagsturen med Max til at overveje. Vi gik helt ned til Strandengene og lidt rundt dér, og tilbage af stien på indersiden af lagunen.

Mailen blev udarbejdet, kvalitetssikret og så sendt.

En anden vigtig opgave var at oprettet Facebook-gruppen til næste runde af Rallyinstruktøruddannelsen, som løber af stablen 13. januar.

Overdådige østers

Vi havde købt ind ud fra en forventning om at vi skulle til Sverige i morgen (hakket oksekød, brugerboller, pølser og pølsebrød), men ak, Sandra er ikke helt rask, så i stedet for kylling i dag blev vi enige om hotdogs, og jeg får som forret østers.

Hotdog classic

Dagens dilemma: skal jeg have champagne til?

Det blev løst på allerbedste vis:

Kir Royal

Vi åbnede champagnen, vi fik et glas Kir Royal før maden, jeg fik østers og champagne og så er der også et glas til Babylon Berlin sidste afsnit om lidt :-)

fredag den 14. december 2018

Rundt om Nordiske mesterskaber i Rally 2019 og FS1 med Max

Præmieoverrækkelse 5. juni 2015, vores
debut i HTM (foto: Laila Stender Bonde)

Fredag den 13. juli 2018 var bestemt ikke en skæbnesvanger dag. Det var dagen hvor Beatrice Palm (Sverige), Iiris Harju (Finland), Solveig Therese Zetterstrøm (Norge) og jeg havde det første møde i NKUs rallyudvalg. Mødet blev afholdt hos DKK i Solrød Strand og må stå som en milepæl i rallysporten i Nordens historie.

Vi var meget på bølgelængde, og for at gøre en lang historie kort er det endt med at vi i dag – i alle fire lande – har kunnet annoncere at det første nordiske mesterskab (NM) i Rally nogensinde afholdes i Danmark den 26.-27. oktober 2019 i Sjællands Agility Center i Ringsted. Reglerne skal godkendes i NKUs bestyrelse i februar 2019, men vi håber, at det ikke giver anledning til problemer.

Jeg må indrømme, at de mange positive reaktioner i dag har overvældet mig. Jamen, det var lige præcis det vi drømte om! En overbygning på rally i alle de nordiske lande, noget at stræbe efter for topekvipagerne i alle lande, og forhåbentlig grundlaget for et endnu mere omfattende internationalt samarbejde i rallysporten.

I udvalget har vi været enige om, at de det var op til hver nation, at fastlægge sine egne udtagelsesregler. De tre andre lande har besluttet at bruge de nationale mesterskaber som udtagelseskonkurrencer.

Nu kommer der nogen afsløringer, som I endelig ikke må lade gå videre!!! Mit oplæg til det danske rallyudvalg var, at vi brugte DKKs 6 prøver i championklasse i 2019 som udtagelseskonkurrencer. Pointopgørelse som til Årets Hund, de bedste tre resultater, og ikke så meget pjat.

Amanda Haue Jakobsson og Karina Green – resten af udvalget - borede lidt i det oplæg. Nordisk klasse, som vi kalder den klasse, man skal gå i til NM, er ikke den samme som championklasse, hvorfor er der ikke kvalifikationsprøver i den samme klasse, som bruges ved NM? Jeg var ikke ret længde om at erkende, at de havde ret og at en nordisk klasse som udtagelseskonkurrence naturligvis var den bedste løsning – der er nogle praktiske udfordringer, men dem finder vi ud af at håndtere.

Det betyder, at ved de 6 DKK-prøver i 2019 bliver der UD OVER de officielle klasser, en uofficiel Nordisk Klasse, og det er den, og den alene, der kan give kvalifikationspoint til landsholdet.

Der er en masse praktiske opgave inden NM, men dem skal vi nok håndtere. Det er en vigtig milepæl at kunne annoncere, at der bliver et NM, og jeg er meget stolt af at være en del af det udvalg, som står bag.

* * *

Det er i dag min første feriedag af 24 😊

Dagen startede på Lægehuset, med en ekstra blodprøve. Jeg får resultatet mandag morgen, og dermed véd jeg, om jeg er i farezonen i forhold til diabetes 2.

Jeg var først på eftermiddagen omkring Nets for at hente min julegave, og derefter kørte jeg videre til Undinehallen, Lonni havde inviteret mig med til træning.

Vi startede med at tale arbejde: NM, hvad hvis der melder sig rigtigt mange til Nordisk Klasse??? Vi ser på det, og har skitseret nogle nødplaner.

Jeg fik fornøjelsen at se Lonni og Morgans FS2-program (hvor vi kun så starten på Garbogaard) og deres HTM3 i en ganske tidlig udgave.

Vi fik talt om Max’ næste musik til FS1, Goldfinger-temaet med Shirley Bassey, The Way You Look Tonight med Fred Astaire, Waterloo Sunset med Kinks og den fulde udgave af When I’m 64. Det endte med at valget faldt på det sidste. Vi fik talt om mulige historier, andre tricks Max kan og Lonni havde en del forbedringsforslag til den nuværende udgave.

Jeg kan godt se, at jeg er lidt for defensiv med Max i FS. Han kan en del mere, end jeg tror han kan, og hvis jeg træner nogle af de nye elementer, så bliver der en god og varieret sammenhæng i forløbet.

Jeg skal nedskrive et program inden min næste træning på tirsdag.

Nå ja, og hvorfor står der så Rundt om i overskriften?

Jeg skulle vise Lonni Max’ pole omkring en imaginær stang. Min kommando: Rundt

Så skulle jeg vise bakke rundt om fører, diskret (NOT!) kropssignal og Rundt.

Så skulle Max og jeg gå det fulde FS1 nummer, og pludselig kom vi til cirkel rundt om fører fra højre. Min kommando … Rundt Okay, endnu en grund til at Max kan virke lidt forvirret, med en fører der bruger samme signal til tre forskellige adfærd …


* * *
Fotoet er fra vores debut i HTM. Den fandt sted i Undinehallen. Der er sket ufatteligt meget siden da.
I dag bliver Max i øvrigt 7½ år :-)

mandag den 3. december 2018

Fed generalprøve – og noget om signalgivning

Foto: Louise

Anita & Osseau, Louise & Cherie og jeg med Lille Bjørn og Max havde aftalt at mødes til to timers træning på Garbogaard i eftermiddags. Det var perfekt, en rigtig god generalprøve med begge hunde, og fin mulighed for at de fik vænnet sig lidt til underlaget.

Foto: Louise

Jeg startede med Max. Vildt meget snus, som jeg afbrød og afbrød, inden jeg gik første omgang af nummeret uden musik. Louise kommenterede sjovt nok, at jeg belønnede for lidt i starten … Ok opvarmning.

Foto: Louise

Derefter gik vi det fulde nummer med musik (When I'm 64), dvs. starten lavede vi om, fordi Max ikke var med. Så skete der noget. Jeg ændrede kriterierne for udførelsen ved at tænke meget lidt på at holde os synkrone med musikken, meget mere på at holde øje med Max og hans adfærd, og belønne det meget flotte han lavede. Vi fik et fint og flydende nummer, et stykke fra det jeg havde i tankerne, og meget meget bedre!!!

I næste runde endnu et fuldt nummer, nu styrede Louise belønningerne, og endnu et fedt nummer. Max fik en mase muligheder for at præstere uden at blive presset, og det var en lækker fornemmelse at jeg kunne tage det helt afslappet.

Foto: Anita

Lille Bjørn snusede forbløffende meget under opvarmningen, og vi fik en lidt haltende start på programmet. Han var med, men ikke rigtigt på den gode måde. Vi gik et hæderligt program, men det var ikke sådan at jeg jublede. Louise spurgte, hvorfor jeg ikke gav verbale kommandoer, ja det kunne jeg jo også spørge mig selv om. Jeg ved Lille Bjørn kan høre lidt, og det koster jo ikke noget at giver kommandoer.

Foto: Anita

I anden runde gav jeg derfor verbale kommandoer, og prøvede at lade være med at bruge hænderne ret meget. Og – big surprise – det blev et meget bedre program og en meget mere fokuseret Bjørn. Jeg skal passe på med ikke at lade være med at bruge hænderne, for de er ret væsentlige i flere af positionerne og indgår i klasse 2 koreografien.

Jeg er 100 % tilfreds med generalprøven. To hunde, der er helt klar til lørdagens prøver, en masse gode kommentarer fra Anita og Louise, og så var det også dejligt at se dem arbejde med deres programmer!

Tak til Anita og Louise for en dejlig træningsrunde!

fredag den 30. november 2018

Husk hunden!!!


Anita og jeg mødtes i eftermiddags i hallen i Viby til en times træning. Der er prøve på Garbogaard næste lørdag, og der var lige nogle ting, jeg skulle genopfriske med Lille Bjørn og træne med Max. Jeg følte mig vældig godt forberedt, men det var jeg så ikke helt alligevel.


Jeg startede med Lille Bjørn. Han er tilmeldt seniorklasse, og vi skal gå HTM2-programmet fra Mørkøv til prøven, og det gik som en leg i dag. Jeg var lidt overrasket over hvor nemt og flydende det gik. Men ok, HTM2-nummeret er ”bare” en kortere udgave af HTM3-programmet fra Samsø, og Lille Bjørn var så meget på. På mandag, hvor jeg skal træne igen, skal jeg arbejde med præcision i P3 og P7. Fed start på dagens træning.


Med Max skulle jeg for første gang i meget lang tid lave et sammenhængende FS-program. Planen var at ændre starten på det gamle nummer (sidste gået 2. september 2017), så der efter passagen, hvor hans forben står på mine sko og vi går fremad og han springer, kommer en serie af bakker og spin, inden vi går i gang med noget rundt om fører og spin … jeg var kommet godt derudaf uden musik, da Anita spurgte, om jeg ikke skulle belønne??? Max knoklede løs og jeg var helt revet med, så han fortjente bestemt belønninger! Jeg må erkende at jeg generelts gjorde det for svært for ham, det er jo ikke nok at jeg er entusiastisk med det nye program.


Hele tanken med at gå et FS1-program er at få en succesoplevelse med Max: et kort program, kendte og enkle tricks, og et godt flow. Så der blev justeret på starten, så Max ikke skal bakke så langt, og så spin er på kortere afstand.

Jeg skulle også arbejde med slutningen, hvor jeg kun havde vage tanker om, hvad der skulle ske, men det endte med noget, hvor jeg vil have Max til at gå rund om mig, når jeg står, sætter mig, lægger mig og sætter mig op igen. Max’ kan godt sin del, men jeg mangler nok lidt adræthed til at gøre det rigtigt elegant ☹

Enden på det hele blev at det bortset fra musikken og de første 10 sekunder, som er genbrug, er resten af programmet er et nyt nummer, med masser af move on, som Anita bemærkede. Faktisk et helt nyt program, som jeg forventede Max kunne gå ind og lave uden videre.

Vi arbejder lidt mere seriøst med det de kommende dage og til generalprøven på mandag. Det bliver et supergodt program, er jeg sikker på!

fredag den 23. marts 2018

Struktureret valg

Max lader op

Jeg hørte forleden om en kollega, der har havde fået afslag på en jobansøgning. Der havde været 411 ansøgninger. Jeg tænkte, at firmaet forhåbentlig havde en struktureret proces for, hvordan valget skulle foretages. Hvis de ikke har haft det, og der har været flere involveret i processen, har det formentlig været ret bøvlet at finde frem til de kandidater, man ville indkalde til samtale.

Jeg fik flashback til nogle valgsituationer for mange år siden i arbejdsmæssig sammenhæng. Vi skulle vælge mellem forskellige systemmæssige løsninger, og der var ikke nogle ordentlige kriterier for beslutningsprocessen. Det affødte en masse frugtesløse diskussioner, hvor argumenter for og imod den ene eller den anden løsning var lige valide, selv om de var på vidt forskellig niveau. Det lærte jeg meget af, bl.a. om vigtigheden af at have valgkriterier prioriteret (nogle kriterier kan fx være ultimative), at vægte kriterierne og at have en separat proces, hvor hver enkelt løsning blev vurderet i forhold til kriterierne.

Det er en virkelig god proces, hvis man vil gennemføre åbne og gennemskuelige valgprocesser.

Jeg kom til at tænke på det, da jeg læste nogle Facebook-opslag i forbindelse med udtagelsen af det danske LP-landshold til VM 21.-24. juni. Jeg skal naturligvis ikke blande mig i debatten, men jeg kan konstatere, at der er udtaget 5 ekvipager til landsholdet og at der er i hvert fald 2 ekvipager der officielt har meldt ud, at de er skuffede over ikke at være udtaget. Jeg kan se på DKKs hjemmeside at der er annonceret 6 kvalifikationsprøver til VM, de sidste to 12.-13. maj, men valget er åbenbart baseret på de første 4 prøver. Det fremgår ikke om de 4 prøver vægter lige meget. Så jeg kan gætte på at kriterierne ikke er meldt klart ud.

Sådan er det med rigtige mange valg, der foretages.

I dag havde Anja og jeg en aftale i Køge med det firma som skal stå for opspænding og indramning af Anjas maleri. Jeg havde modtaget maleriet for et stykke tid siden, men ikke åbnet forsendelsen, fordi jeg ville have at Anja var med, når det skete. Maleriet er blevet virkelig flot, ikke flere detaljer om det, før den officielle overrækkelse og afsløring. Der var naturligvis et valg, der skulle træffes: hvilken ramme, der skulle bruges, og det var heldigvis et nemt valg for Anja.

Det har været en fantastisk proces, der er ved at nærme sig sin kulmination. Fra ideen opstod – at samle ind til et maleri af Anja & Queeny – via udvælgelse af foto, indhentning af tilbud på at få det malet, og til nu at stå med et flot oliemaleri på 70 cm x 100 cm. Jeg glæder mig til at følge maleriet helt til dørs, og sammen med nogle af de 100, som har bidraget økonomisk til resultatet, at overrække det til Anja på en festlig måde. Der har været en masse valg undervejs, og samlet leder de til et resultat, som jeg er ret sikke på bliver præcis det minde, Anja havde drømt om.

Jeg tog direkte fra Køge til Viby med begge hundene, for jeg havde en aftale med Lonni om lidt træning inden HTM-prøven i morgen.

Jeg synes, det var så fedt at opleve Lonni og Morgans to programmer, de debuterer både i FS1 og i HTM1. Hvis I lover ikke at sige noget til Lonni, så vil jeg godt skrive, at det er to vildt flotte programmer - flot flow, FS med høj sværhedsgrad, præcision, udstråling - og jeg glæder mig rigtigt meget til at se hendes debut i begge klasser.

Jeg valgte at gå Lille Bjørns program to gange. Underlaget drillede lidt i første runde, men det gav mig input til håndtering af de små udfald. Jeg blev også opmærksom på at min koreografi, hvor jeg på et tidspunkt slår ud med hænderne, kan være et problem, hvis Lille Bjørn opfatter det som, at jeg kaster en godbid 😊 Men naturligvis havde jeg en fantastisk følelse, vi er da bare helt klar til i morgen.

Det er Max og jeg selvfølgelig også, men på en lidt bagvendt måde. Det første minut af hans program (og ja, det var med belønninger!!!) gik fint, men pludselig slog han helt fra, og efter et stykke tid stod han med klaprende tænder = løbsk tæve ☹ Jeg fik håndteret det ret konstruktivt, men alligevel var det selvfølgelig træls. Vi sluttede med lidt leg og den ene julemand er vist ved at være klar til dyrelegetøjskirkegården …

Det er naturligvis rigtigt vigtigt, at kunne håndtere fejlsituationerne, når de opstår. Det var også noget af det, jeg fik talt med Lonni om. Det er muligt både i FS og HTM at håndtere fejl (=der sker noget andet end jeg havde planlagt/trænet), så det er næsten eller helt usynligt for udenforstående.

Det er noget, der kommer med erfaringen, og det er et spørgsmål om at vide at man kan foretage valg, og at kunne gøre det på en hensigtsmæssig måde undervejs, så man både støtter hunden og får det til at se fornuftigt ud.

mandag den 11. december 2017

Om at holde fokus – og huske at det skal være sjovt :-)

En dejlig træningshal!

I dag mødtes Anita og jeg i Stevns Hundesports hal i Tureby, for at holde generalprøve på prøverne i Hangar 17 på søndag. Vi diskuterede opsætning og kriterier mv. og endte med denne rækkefølge: opvarmning (for mit vedkommende FS1 uden hund), FS1 (Osseau), HTM1 (Lille Bjørn), FS1 (Lille Bjørn), HTM2 (Osseau) og HTM3 (Max).

Anita havde lavet nogle justeringer at FS-programmet for nylig, og kom til at gå helt i stå, da hun skulle gå programmet første gang. Og jeg måtte erkende, at jeg dårligt kunne gå mit FS-program uden Lille Bjørn, og selvom det er en række enkle adfærd, der er sat sammen, mangler vi simpelthen rutinen. Så den konstruktive konklusion blev, at jeg har bedt om at flytte fra FS1 til For Sjov, for dér vil både Lille Bjørn og jeg få en god oplevelse.

Heldigvis viste det sig, at de programmer vi har trænet mest og ikke har ændret meget i, fungerede rigtigt godt :-) Jeg var meget tilfreds med Lille Bjørns HTM, det var mest mig, der skulle holde øje med stolperne i hallen, mens jeg løb med hænderne for øjnene, som skabte lidt forvirring. Han var rigtigt fint på – som altid. Jeg skal huske at belønne lidt mere for de nye positioner, han går dem så flot, og får ikke så meget for det :-( Så P5, P2 og P9, lidt mere for dem!

Anita og Osseaus HTM2 var bragende flot, det bedste jeg har set! Osseau var varmet tilpas op, og bortset fra lige i starten var der ingen lyd, men masser af flotte positioner og gode skifter, og den nye afslutning var lige i øjet.

Så kom Max i hallen. Jeg havde planlagt at vi skulle lege til at starte med, men legetøjet var totalt uinteressant i forhold til at snuse i underlaget. Jeg styrtede rundt, og smed legetøj, han løb efter det og forbi og snusede videre - og tænderne klaprede. Så små korte momenter, og belønning med godbid, en anelse panik, og så – efter at have lovet at jeg ikke ville blive sur på Max – kastede vi os ud i det, og gjorde klar til HTM-programmet. Vi skulle lige i gang … og pang, så var han på! Øvelser der kræver lidt af ham (hvor han ikke kan kombinere det med snus eller det er noget sværere at snuse i) er han med fuldt fokus, så P1 i bak og P1 i sidelæns er han totalt på. Også alle positionerne mellem benene. Det endte med at blive et superflot program, hvor jeg ovenikøbet fik lagt lidt ekstra koreografi ind – det var planlagt, hvis der var overskud til det, og det var der sørme.

Han fik en masse godbidder, og han fik lov at snuse og vi fik leget rigtigt bagefter. Jeg var totalt lettet og meget glad. En bestemt start – uden at være hård – og passende belønninger, ikke mindst i starten, og så kørte vi et rigtigt godt program under ganske være betingelser for Max.

Træningen inden søndag kommer til at bestå i ganske kort træning af momenter, og ikke meget mere. Og så en visualisering af et fuldt HTM1- og HTM3-program hver aften.

I morgen har jeg fri, vi skal julehandle, og der står også lidt rekvisitter på indkøbslisten. I morgen aften står den på udarbejdelse af tjekliste til søndagen, det hele skal være klar fredag aften, da lørdagen er sat af til dansk juleaften for den svenske familie!