Hold da op hvor kan man nå meget på 4 timer i en træningshal!
Jeg havde en aftale med Houdini og mor 8:30, og de havde en halv enetime. Grundlæggende kontakt, fingertarget og dæk.
Så var det tid til Øvet holdet, der var næsten totalt afbudsramt. Men de to, der kom, fik bestemt arbejdet meget med deres hunde - og lille Houdini kunne også være lidt med. Indkald, lineføring mellem 9 kegler, gå tur med hund i line mellem forstyrrelser, dæk og fasthold position, samt 6 stationære begynder rallyskilte. Det var første gang holdet var i hallen, og det gav lidt udfordringer, men generelt masser af kontakt og intensitet. Og sikken nogle flotte indkald; her lavede Houdini sit livs første indkald og så til topkarakter! En border terrier hvalp på 10½ uge kan løbe meget stærkt :-)
Dernæst var det LP-holdets tur, også der med afbud, så jeg havde lokket (det var ikke svært!) Susanne Jervin til at træne med. Vi arbejdede med fri ved fod/lineføring, fællesøvelser, spring, indkald, fremsending og næseprøve. Også her var der kraftig interesse for gulvtæppet, så der skulle arbejdes ekstra meget for at få hundens opmærksomhed. Det er interessant at se, at hundene naturligvis glemmer alt om underlaget, hvis de arbejder med noget, som de synes er sjovt – det kender jeg selv rigtigt godt fra alle tre hunde, og LP-holdets unge hanhund viste det så tydeligt i feltet, der er en favoritøvelse: Der betyder underlaget intet, i modsætning til i nogle af de andre øvelser.
I forlængelse af dette havde Susanne og jeg aftalt at træne lidt LP, og da hun passer Yatzy Jensen, en af de border collier som Lille Bjørn ikke elsker (så er det pænt sagt!), var det oplagt at træne sammen med Susanne og ham. Det gik naturligvis fint, fællesdæk (1½ minut, 20 meter), fælles sit (20 sekunder, 15 meter) og ingen interesse for hinanden. Jeg fik også arbejdet med springapporten og fremsendingen. Fremsendingen har voldt problemer i hallen, fordi Lille Bjørn simpelthen stopper og snuser, men med target fra start fik vi nogle hurtige udløb, target væk og en fin afdækning. Godt. Derefter arbejdede vi med springapporten, hvor jeg har sat kriteriet med afstand fra springet på listen over ting, der skal arbejdes med. Når vi kommer op i nærheden af de tre meter vil Lille Bjørn gerne løbe uden om springet. Og hvis apporten kastes for langt og han ikke umiddelbart ser den, når han lander, vil han gerne tage et tilbagespring. Spændende at arbejde med træningsmæssigt! Apportkommandoen skal gerne betyder at han henter en apport hver gang (også i dirigeret apport). Og så går det virkelig fremad med at holde den lille apport!!
Og så til allersidst: Som en ekstra bonus havde Susanne aftalt ringtræning med Marie og Vega, og den var jeg straks med på, så Max og jeg fik nogle områder vi skal arbejde med inden skuet 3. december: at fremmede rører ved ham (ikke mindst munden), gang med udstillingsline (jeg havde kun LP-line med), opstilling med hovedtarget samt manipulering af venstre bagben mens hans hoved er i ro.
Klokken var blevet godt 12:30 - en herlig hundeformiddag!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar