lørdag den 8. februar 2020
Når det bliver magisk
I dag var Max og jeg til Sydkystens Hundeskoles traditionelle februar-prøver i Herringløse Agilitycenter.
Jeg kørte hjemmefra kl. 7 med Max, Otto ville rigtigt gerne have været med 😉
Anita og Amanda var dommere, Charlotte og Mette sekretærer, Charlotte prøveleder, og Connie madmor, tidtager og alt muligt andet.
Det var en dejlig dag … Der skete så meget positivt, og jeg fik opfyldt alle mine succeskriterier og mere til.
Første bane var hos Anita. En meget fin bane, som passede os rigtigt godt.
Max gik i snus på et tidspunkt, så vi måtte lave en øvelse om, men ellers var han godt fokuseret. Anita roste min måde at rose på, som helt tydeligt virkede godt på Max. Vi fik 92 point og blev nr. 5 ud af 13.
Anden bane var hos Amanda. En bane med meget færre sitter end Anitas, og også en dejlig bane.
Der var en signalfejl fra min side ved springvandet, som vi måtte lave om, og ellers 4 x 1. Det blev til 93 point og nr. 6 ud af 12. Alt det jeg havde planlagt fungerede som det skulle, og jeg har givet mig selv mange skulderklap for to fede prøver.
Da jeg var færdig med mine prøver, tog jeg over som prøveleder, og det var en taknemmelig opgave i dag. Desuden hentede jeg dommersedler i Anitas ring, og fik dermed anledning til at se en del prøver i øvet klasse og begynderklasse. Det var ikke ubetinget positivt, og Anita fik virkelig anledning til at træne positiv feedback, hvor der ikke var så oplagte muligheder for at rose … men det klarede hun naturligvis eminent!
Jeg fik også lejlighed til at se Mathilde gå øvet klasse med Boogie hos Amanda. Boogie var, for at sige det direkte, træls, og forlod ringen ret hurtigt og Mathilde var ked af det.
Heldigvis var der mulighed for at hjælpe til, at det blev en okay dag.
Mathilde blev tilbudt at gå op i juniorklasse med Max og gå en øvet bane til sidst med Boogie, og heldigvis sagde hun ja tak til begge tilbud.
Mathilde fik en banegennemgang og varmede op med Max, og vi fik talt om, hvordan jeg udfører synkron højre, og et par andre øvelser. Mathilde har gået med Max 33 gange, så de kender hinanden godt, men de har ikke været oppe siden Årets Hund finalen 9.11. og der var nogle ”nye” skilte på banen.
Mathilde og Max og dagens bane … de gik magisk ❤❤❤
Jeg har ALDRIG oplevet noget lignende!!
De gik ind i et hæsblæsende tempo, Max var 100 % på, og helt ærligt: Det var den smukkeste rallyprøve jeg nogensinde har oplevet. Der er ingen tvivl om at Mathilde og Max har noget sammen, han elsker at gå med hende, og de gik, så jeg fik hjertebanken og tårer i øjnene. Mathilde græd af glæde og Anita og jeg var også ret berørte, det var en FED FED prøve.
100 point fik de, Mathilde og Max er bare de sejeste i verden ❤❤❤
Jeg har ikke helt opfattet det endnu, så jeg stopper her!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar