I går afholdt Winnies Hundivers og Sydkystens Hundeskole officielle rallyprøver. Winnie og Christian har et skønt univers i Egtved, som man kan læse om via linket; hundene og jeg nød at kunne gå i det dejlige fritløbsareal i pauserne. Prøverne blev afviklet i træningshallen, som Winnie beskriver således: ”Vi er så privilegerede at vi har en lækker, isoleret hal med noget af det bedste gulvtæppe man kan få. Hallen måler 30x14 meter og er rigtig lækker at være i.” Det kan jeg skrive under på, en fed hal og fornemme rammer for et rallyarrangement.
Arrangementet var et støttearrangement for det danske landshold i rally, som skal deltage i NM 2021 om godt en måned. Der var nordisk klasse med 8 deltagere, som jeg dømte, og en officiel rallyprøve med 46 deltagere som Maiken dømte. Herfra skal igen lyde en kæmpestor tak til sekretærer og hjælpere, som arbejdede gratis på dagen, Winnies Hundivers, som stillede hallen gratis til rådighed, Maiken som dømte og naturligvis alle deltagerne på dagen. Der var masser af velfortjent ros til arrangørerne for hele afviklingen, til Maiken for fede baner og god feedback og til Sydkystens Hundeskole for lækre rosetter og gode præmier.
Overskuddet blev på flotte 4.700 kr. som jeg har overført til landsholdskontoen i DKK.
Jeg havde begge hundene med og vi fik en dag ud af det 😊 Vi kørte hjemmefra 6:05, var via Årslev og hente Maiken inden vi kørte til Egtved; vi var hjemme igen 19:15.
Max og jeg var skulle gå bane ved 12-tiden. Opvarmningen var perfekt. Startskiltet var i modsat ende af indgangen, så der var 20 sekunders fri ved fod at starte på og jeg kunne mærke, som jeg har gjort ved de sidste mange prøver, at alt var, som det skulle være. Vi gik en fantastisk bane! Fed kontakt, og alt kørte som det skulle, og jeg havde fuld koncentration også ved de sidste skilte 😉 Det var SÅ fedt, at kunne gå ud, lave den sidste øvelse, og sige tak til Max fordi han endnu engang havde været min allerbedste makker på banen.
Jeg kunne bare ikke vente på feedbacken, jeg MÅTTE ud og lege med Max, og sådan blev det. Efter legen satte jeg mig ind i bilen, nød følelsen af at have ydet mit allerbedste og jeg kunne mærke, hvor forpustet jeg var. Det er for mig den helt rigtige følelse efter en banegennemgang, for så ved jeg at jeg har ydet ALT. En god kandidat til en af vores bedste prøver ever, og mere kan jeg ikke forlange.
Otto var på lidt over 15, det var hans debut i Øvet klasse. Som man kan læse i indledningen af mit forrige blogindlæg 69, har jeg overvejet om jeg skulle starte, men jeg besluttede fredag aften, at det skulle vi, fuldt bevidst om, at der er flere forhold der ikke er træningsmæssigt på plads.
Jeg fik en ekstra ting at fundere over, da startskiltet også i denne klasse var modsat indgangen, dvs. 20 meters fri ved fod oveni selve banen. I et kort øjeblik overvejede jeg at gå ind med Otto i line og tage den af inden start, men det har vi ikke trænet (og sådan ville jeg ikke drømme om at starte en prøve i øvrigt), så det blev en start som med Max: Linen af lige uden for ringen, lidt opvarmning, to øvelser som blev belønnet, og derefter fri ved fod langs væggen til startskiltet. Det er fedt at se kontakten på den indgang. Prøven var skøn på flere måder. For det første Ottos glæde hele vejen igennem, for det andet min håndtering af at han var meget optaget af underlaget og synes det var svært og for det tredje, at der var mange øvelser der fungerede fint.
Jeg delte videoerne med ”de nærmeste” bagefter og her er lidt feedback om Max:
- Det er bare SÅ lækkert at kigge på
- Wow, hvor er det flot 👏👏👏
- Wow!!! Jeg er altså fan at se jer to gå - lækker ro og kontakt 💓
- Øj hvor var det mega fint 💓💓💓
- Hvor er han bare sød og glad hele vejen. Er vild med hvor meget I hygger jer 😍😍
Om Otto:
- Man kan godt se den unge mand skal lære at gå uden snor til prøver 😂 men stadig virkelig flot
- hold nu op nogle flotte momenter, jeg vil mene at de også er flottere end jeg har set jer i begynder
- Det var da en helt vild god debut!!!!! WAAAAUUU.. Ja. Det var lidt meget for ham, men det vidste du, og du tacklede det VILDT GODT!! Jeg er PIV STOL af din håndtering 💓💓💓Og sikke da en start hun har lavet på begge baner i øvrigt - som de begge håndterer mega lækkert (Lonni)
- Ja jeg kan ikke sige det flottere end Lonni! Helt enig. Jeg synes der er sådan en kæmpe ro ved dig, som kommer helt ud gennem telefonen. Dine drenge er heldige!!💓
Mine egne konklusioner:
- Det var en lang, sej dag, men Max' bane og Ottos debut var det hele værd.
- Det er tydeligt hvad jeg skal arbejde med med Otto og det er dejligt: Jeg skal arbejde med variabel belønning og have prøve erfaring med Otto uden line. Jeg skal bestemt også have arbejdet med HTM-positioner og bagpartskontrol.
- Ottos glæde ved at arbejde er GULD 💜💜💜
Ingen kommentarer:
Send en kommentar