Viser opslag med etiketten Ballerup. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Ballerup. Vis alle opslag

søndag den 22. september 2019

Max og min bedste rallyprøve nogensinde!

En vildt stolt Paul med sin fantastiske Max!!!

Dag to i Ballerup.

Det startede lidt tåget, men tågen lettede da Amanda og
Dumle havde gået banen til Nordisk klasse

Jeg starter med det vigtigste: Max’ og min championprøve.

Banen, designet af Susann Wheadon, var virkelig lækker – jeg sagde det allerede under banegennemgangen, og jeg siger det endnu 😉 Jeg har prøvet om jeg kunne genkalde banen, det kan jeg ikke, og det er også helt ligegyldigt.

Vores opvarmning var perfekt, jeg tog linen af ved et hjørne af ringen og gik med Max langs ringkanten frem til stedet, hvor vi skulle gå ind, der var en anelse dæmp (måske noget udrykning i det fjerne, fik jeg at vide bagefter), og Max hang lidt i fristende 8-tal, som var første øvelse. Men derefter var der ingen slinger. Den ene øvelse efter den anden blev udført flot og præcist. Max var på og det var hans fører bestemt også. Jeg huskede hele tiden at holde det rigtige fokus: fokus på Max og på næste skilt. Så vi gik ikke så hurtigt (og dermed også mindre hektisk) end vi har gjort, og jeg kunne hele tiden støtte bedst muligt.

Det føltes fantastisk og jeg kan ikke mindes, at jeg tidligere har haft så skøn en følelse under banen, og da jeg forlod banen. Måske nordisk klasse i går, måske championklasse i går, måske dit, måske dat. Vi gik kontrolleret ud af banen, jeg belønnede Max, og jeg havde tårer i øjnene af glæde.

Wow for en oplevelse!!!

Vi var blevet trukket for en langsom sit, det var det, 99 point og vores bedste resultat nogensinde i championklasse. Megan fik engang 99 (28.8.2011), og det var også fantastisk. Men Max, for hulen da, VI kan gøre det!!!!

Under normale forhold ville 99 point række til en topplacering. Men den sidste Årets Hund kvalifikation er ikke normale forhold. Der var 20 deltagere og et vildt højt niveau. Så vi endte som nr. 7, efter 2 x 100, og 4 x 99, vi havde faktisk langsomste tid af de 5 med 99.

Og det var så en del af det helt store: Jeg var jublende glad, for point og placering betød intet, det var den fede, fede følelse, når alting bare fungerer.

Dagen var i øvrigt ganske fantastisk i øvrigt.

Banegennemgang Nordisk klasse

Jeg startede med at dømme Nordisk klasse med Amanda som sekretær, den sidste af 6 kvalifikationsprøver til landsholdet i rally til NM. Slutstillingen kan ses her:


Top-5 er landsholdet, nr. 6 er reserve. Det var en fornøjelse at dømme og kunne annoncere landsholdet, som er et superhold.


Jeg nåede at se Mathilde gå juniorklasse med Max, det var skønt at se, en ommer og lidt snus, og de endte med flotte 94 point og blev 3. vinder.

Det var lidt vemodigt, det var DKKs sidste officielle rallyprøver indtil videre, men hold da op hvor det bare gav energi at mærke den ganske særlige stemning omkring rallyringen. Vi sluttede bestemt på toppen.


Der var ingen undskyldning for ikke at fejre dagen med champagne, så det gjorde vi.

Max er tjekket ud for længst, og jeg gør det også snart – det har været en vidunderlig dag!!!

lørdag den 22. september 2018

Årets hund - og en dommers bekendelser

Mathilde og de tre superseje rallyhunde (foto: Mette Thomsen)

I dag skulle Mathilde op med Lille Bjørn og Max i juniorklasse i Ballerup, til sidste kvalifikationsprøve til Årets Hund. Jeg skulle dømme championklasse og ekspert klasse i naboringen.

Mette fik nøglen til bilen og styrede hundesiden, som også omfattede Boogie.

Jeg kunne i sagens natur ikke følge banegennemgangene, men jeg var så heldig, at mens jeg byggede banen om, skulle Mathilde og Max ind, og jeg fik set hele prøven. Max snusede lidt i starten, men derefter var det superflot samarbejde, helt som ved Rallydysten i søndags. Jeg lyttede med til feedbacken fra Ditte, og der var trukket to for snus, og ikke andet. Jeg var helt enig, og hold da op et flot resultat!

Boogie fik 97 point og Lille Bjørn 89 point, og dermed vandt Max – det er første gang Max har vundet juniorklassen 😊 Det betød desuden, at han som den eneste fik ekstra point til Årets Hund (i alt 8) og nu ligger som nr. 4 inden finalen:
  1. Kimmie & Wupti 45
  2. Mathilde & Boogie 39
  3. Kimmie & Max 33
  4. Mathilde & Max 29
  5. Emma & Porthos 28
  6. Mathilde & Lille Bjørn 27
Kimmie og Wupti er naturligvis favoritter til at vinde, Mathilde og Boogie er favoritter til at blive nr. 2, og kampen om 3. pladsen er helt åben – men naturligvis kan alt ske på dagen (den 3. november i Herning), det bliver spændende!

Kæmpestor tak til Mette og ikke mindst Mathilde, for det fantastisk flotte arbejde med Lille Bjørn og Max!


Rammerne for dagens prøver var virkeligt fine. Der var sammenlignet med prøven sidste år i Ballerup skaffet et væsentligt bedre areal, og man kunne parkere lige ud for, det var HELT perfekt.

Jeg havde Anne som sekretær – også perfekt! – og i den anden ring dømte Ditte, med Majbrit som sekretær og Kimmie som tidtager – ligeså perfekt!

Jeg oplevede en masse godt førerarbejde, jeg oplevede hunde der blev lidt distraheret af blæsten, der var lidt drama med pludselige byger og kraftige vindstød, så papirerne blev lidt våde – men i bund og grund en superhyggelig prøvedag.

Jeg vil gerne have at dommerne er ufejlbarlige, og jeg véd godt at det vil være urimeligt at forlange. Det ændrer ikke ved at jeg var godt træt af mig selv pga. tre episoder, så jeg vil rent undtagelsesvis kommentere de tre situationer, fordi det er nogen der ”snakkes” om.

1. Under en bakke øvelse var føreren ved at snuble, hunden bakkede upåvirket og føreren kom i gang igen. Er det en førerfejl, at føreren er ved at miste balancen? Jeg vurderede, at øvelsen blev udført korrekt af fører og hund, og synes ikke det var rimeligt at trække for noget.

2. En fører bakker sin hund væk, går videre og skal samle hunden op på højre side, men den kommer ind på venstre. Føreren vælger at lave opsamlingen om, stiller hunden, går og får den ind på højre side. Jeg trak tre point for en ommer, og tænkte ikke nærmere over det. Før Amanda kom og fortalte mig, at der blev talt om bedømmelsen og da vi talte om den gik det op for mig, at jeg havde taget fejl. Jeg havde TÆNKT at det var som fremsending til felt eller kegle, hvor indkaldet jo kan laves om, fordi det er en selvstændig øvelse. Det er det ikke i bakke væk fra fører, så derfor skulle hele øvelsen have været lavet om. Med andre ord skulle jeg have trukket 10 point og ikke 3 point.

Både 1 og 2 var første ekvipage på banen, Christina og Tempo, som jeg kender rigtigt godt, og det kunne give mistanke om, at jeg havde dømt dem særlig venligt. Det ville jeg ikke drømme om, og derfor fortalte jeg til præmieoverrækkelsen, om min forkerte vurdering, og at den ikke blev lavet om, fordi jeg havde afgivet bedømmelsen og resultatet var registreret – heldigvis havde det kun ubetydelig indflydelse på placeringerne.

3. Under banegennemgangen havde jeg omhyggeligt fortalt, hvordan jeg talte til tre hundelængder i bakke væk fra fører: Hunden står, når forbenene er der, hvor bagbenene startede, er der bakket en hundelængde, og så fremdeles. En ekvipage går banen, jeg tæller to længder, og trækker 10 point. Ellers var der intet trukket, så det var 10 meget vigtige point. Føreren var oprigtigt forbløffet, hun vidste at hunden skulle bakke præcis 1,20 meter, og var sikker på, at det havde den gjort. Jeg gjorde noget, jeg aldrig har gjort før som dommer, jeg bad om VAR (video assistant referee), for jeg havde set at prøven blev filmet. Der var overhovedet ingen tvivl, hundene bakkede tre hundelængder og jeg sagde til føreren, at hun havde fået 100 point.

PS: Det var Susanne og Annesine, de blev 2. vinder og fik deres første supercert., og yderst velfortjent.

Det var to trælse fejl. Jeg har beroliget mig selv – det var der virkelig brug for, for det irriterede mig ret meget – at i situation 2 kom fejlvurderingen ikke til at betyde noget, og jeg har forklaret for alle deltagerne, hvordan vurderingen var sket. Og i situation 3 blev fejlen afklaret pga. videoen, og det hele endte godt og retfærdigt.

Vi havde pakket det hele sammen lidt i 15, jeg var lige omkring Ditte, Ane og Kimmie for at sige tak for i dag, og så gik der lige en ½ time med at tale om alt muligt (det var vist kun hunderelateret?! 😊) inden turen gik hjem og hundene fik nogle meget velfortjente beefbites.

Når dagen er omme, er det billedet foroven jeg vil huske, superstjernen Mathilde med de sejeste rallyhunde!!!

søndag den 24. september 2017

Årets Hund i rally – og lidt dystre tanker


Årets Hund nr. 10 og 11 ichampionklasse

I dag var det store finaledag i Ballerup for Årets Hund i rally 2017, og startskuddet for prøverne, der kvalificerer til Årets Hund i rally 2018.

Jeg var både deltager med Lille Bjørn og Max, og prøveansvarlig, så det blev en lidt hektisk dag, men heldigvis også en succesfuld dag samlet set.

Dommerne til Årets Hund finalerne (foto: Conni Hansen)

Finalen i årets hund kørte fantastisk. Pia Johnsen og Johanna Allanach havde designet nogle baner, der var en finale værdig og gjort noget ud af deres påklædning, som man kan se af fotoet.

Johanna havde designet en ganske udfordrende championbane. Lille Bjørn knoklede på, men der var lidt for meget, der ikke lykkedes på dagen, så vi endte med 53 point (gennemsnittet af de to dommeres bedømmelser).

Max, tja han forlod banen lige efter start :-( Jeg fulgte planen, fik ham tilbage og i line, indtil vi kom til dobbeltspring (skilt 4), så tog jeg den af, og så gik han flot resten af vejen.

Men ærligt talt – hvis jeg nu skal skippe det positive for et øjeblik – det er ikke sjovt at komme til finalen til DM og til finalen i ÅH, og så blive IB’et inden skilt 1 er passeret. Det er TRÆLS!

Årets Hund præmieoverrækkelse i championklasse (foto: Conni Hansen)

Vi fik ingen point til ÅH, og der var to hunde der passerede os, så vi endte som nr. 10 og 11, naturligvis ok, men alligevel ikke rigtigt godt …

Den officielle prøve hos Annette Dalgaard var la la. Lille Bjørn var så træt, som Anita sagde, det gik fantastisk til skilt 12, så kunne han ikke mere. Kirsten mindede mig om det, da jeg kom hjem: Lille Bjørn er 10½ år, han performer ikke godt to dage i træk og når dag to omfatter to prøver, så er det klart, at han har det svært. Ja!

Med Max brugte jeg samme strategi som i går og til dagens første prøve. I dag smuttede han så, før vi kom til startskiltet. Jeg skulle måske have koblet ham, men jeg blev altså lidt stædig og besluttede, at han ikke bare skulle afbryde før start, så jeg fik ham i plads og vi startede og det gik nogenlunde ok. 2 ommere og 9x1 (meget snus!!!) og 85 point, det var en meget bedre oplevelse end en IB for at gå banen med linen på. Det gav vist også 2 point til ÅH 2018, men det er virkelig en mindre detalje.

Men hvad hulen sker der? Jeg talte med Johanna efter prøven, og det er helt sikkert ikke rally, han ikke bryder sig om, der er noget andet der gør, at han slår fra.

Paul holder Smilla under banegennemgang (foto: Susanne Bagger-Sørensen)

Arrangementet som sådan?!

Jeg kan som arrangør ikke vurdere helt objektivt. Jeg synes langt det meste fungerede fantastisk. Der var tre ringe, og de fungerede rigtigt godt. Ring 1 med ÅH-konkurrencen med Pia og Johanna som dommere, Jeanette Hvid Damm som superskarp sekretær og Rikke Lønbo som dygtig tidtager. Perfekt. I ring 2 havde Annette Dalgaard helt styr på det hele, ligesom den debuterede sekretær Michala Ritter gjorde et superflot arbejde. Ring 3 havde Anita som dommer, Amanda som sekretær og Connie Bai som tidtager, og det fungerede som forventet fantastisk.

Finalen var en af de rigtigt gode af slagsen. Dagens resultater resulterede i, at der skete forskydninger i stillingen, nogle ret store, og det gør en finale sjov, at den ikke er forudsigelig.

Det eneste, jeg ikke var helt tilfreds med, var, at vi blev presset tidsmæssigt midt i prøverne, fordi der var ønske, om at vinderne blev præsenteret i Store Ring tidligere end oprindeligt aftalt. Det fik vi klaret, men jeg blev ret skuffet over, at de lovede blomster til de fem årets hund vindere, ikke var der. Jeg præsenterede rallyvinderne lige efter LP-vinderne, som fik flotte buketter. Men der var intet til rallydeltagerne.

Vi sørger naturligvis for, at de får noget senere, men det var lidt af en fuser, når vi nu havde knoklet for at nå, at komme til præsentationen i store ring.

Hvad med Årets Hund 2018, kunne man spørge?

Det er meget mærkeligt, når jeg i efterhånden mange år har haft det som mål at komme til DM og ÅH-finale i rally, at erkende, at det vil vær vildt med sådanne mål lige nu. Jeg har planlagt at deltage i nogle kvalifikationsprøver, men ærligt talt føles det ikke vigtigt lige nu. Jeg må forholde mig til Lille Bjørns alder og fysik, og mine udfordringer med Max, og så tage den derfra.

Men for en sikkerheds skyld: Jeg er meget glad for at begge hunde kom til ÅH-finalen og med placeringer som 10 og 11 gjorde det rigtigt godt. Og jeg er rigtig glad for at Max gennemførte banen i den officielle prøve, på trods af den kiksede start.

Men ærligt talt nager det mig, at jeg ikke kan få mere ud af det store potentiale jeg har med begge hundene …

lørdag den 23. september 2017

Rally i Ballerup – to gode generalprøver

Skøn start på dagen!

Dagens prøver i Ballerup gik rigtigt godt. Lille Bjørn startede som nr. 1 og Max som nr. 6 i en championklasse med 14 deltagere. Banen passede os supergodt. Lille Bjørn gik rigtigt fint, igen lidt oppe at køre i starten, der var to ommere, en berøring af springet og 3 x 1, men først og fremmest en superfin attitude. I alt 88 point og 8. vinder.

Strategien for Max havde jeg overvejet ret meget, det endte med følgende:
  • Opstartsritual ændret til: line af uden for ring, da den forrige ekvipage var færdig. Lidt belønninger, ingen øvelser. Gå ind i setup. Lave moveon, plads ved start og så give starttegn
  • Hvis han smuttede, skulle jeg hente linen og gennemføre banen med ham i line
  • Jeg skulle hele tiden fastholde groundingen
Starten var helt som planlagt, virkelig perfekt, og Max var på fra starten. Virkelig, en fed fornemmelse, at han er på. Dobbeltspring ro mistede vi (13’er), han kom for langt ud til venstre og løb forbi springet tilbage. Pyt. Det sværeste punkt var ved en højrespiral ud mod et område, hvor jeg kunne mærke/se, at han kiggede væk, jeg huskede at beholde den gode følelse indeni, og tale med samme rolige stemme. Udover springet mistede vi en ommer (dæk under gang) og fik 4 x 1 (80 point 12.v.) – og vi legede bagefter til jeg ikke kunne mere :-)

En virkelig god oplevelse for både Max og mig.

Jeg har ingen fotos fra dagen, men Anita har videofilmet, den optagelser er jeg meget spændt på at se. I morgen står den på Årets Hund finale samt en officiel prøve, det ser jeg ekstra meget frem til efter dagens gode generalprøver.

fredag den 22. september 2017

Årets Hund i rally


Glæder jeg mig til NM i HTM næste weekend? Ja, det gør jeg i den grad. Men først for alvor fra på mandag! For weekenden står i rallyens tegn.

I forbindelse med DKKs internationale udstilling i Ballerup er der, som der plejer at være, både Rally og LP. I rally er der lørdag en officiel prøve, som samtidig er den sidste kvalifikationsprøve til finalen i Årets Hund. Finalen afholdes søndag, og parallelt med den holdes en officiel prøve, som er kvalifikation til Årets Hund 2018.

Lille Bjørn og Max er begge kvalificeret til finalen i championklasse. Pga. et afbud ligger de som nr. 8 og 9 og selvfølgelig håber jeg på, at Lille Bjørn forbedrer sin placering. Men Amanda med Osseau er nærmeste konkurrent og hun har vist helt samme mål om at forbedre sin placering ;-)

Max er naturligvis med, og som nævnt flere gange i tidligere blogindlæg, er strategien på dagen ikke på plads endnu. Men det kommer den inden banegennemgangen. Der er 13 tilmeldt i championklasse, Lille Bjørn starter og Max er nr. 6 og derefter flytter jeg over i næste ring, hvor jeg skal dømme 26 i begynderklasse.


Jeg var i Ballerup Idrætsby efter arbejde for at stille telt op, og fik derudover aftalt med LP-udvalget hvor løbske tæver skal opholde sig og talt med Annie og Conni, som også stillede telt op, om weekenden.

Rallyringene ligger heldigvis i det fjerneste hjørne, og det er vi udøvere vist ret glade for; for der er nogenlunde ro, der så ikke er så mange, der kommer forbi ved et tilfælde. Som fx den dame, der kom gående med 3 hunde i line, mens Annie og jeg kiggede ud over rallyringene, gik lige ind i den ene ring, hvorefter jeg med min pæneste stemme spurgte, om hun ikke kunne lufte hundene uden for prøveringen. Jamen altså, den mangel på respekt …

Jeg glæder mig til en fantastisk weekend, og ønsker alle mine hundevenner al mulig held og lykke med det, de laver i weekenden :-)