Viser opslag med etiketten Championklasse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Championklasse. Vis alle opslag

lørdag den 1. oktober 2022

Tre skønne prøver - championklasse nr. 200 med Max

Nordisk klasse (dommer: Helle)

DKK's rallyudvalg havde fået æren at indvie DKK nye hal i Ringsted. Det blev gjort med manér med en dobbelt rallyprøve og en nordisk klasse.

Jeg havde en fantastisk dag, som deltager og som prøveleder.

Jeg ankom lidt ude af balance, men fik en aftale med Johanna om at parkere alt det dårlige hos hende indtil prøverne var omme., så jeg kunne have 100 % fokus på Max. Det virkede!

Max og jeg gik tre virkeligt skønne baner, hvor jeg var tro mod alt det, som jeg har skrevet i tidligere blogindlæg. Det eneste er der er galt med de tre næste fotos er, at Max ikke er med, det er bagsiden ved også at arrangere ...

Championklasse (dommer: Liv) - det var championklasse nr. 200 med Max!

Championklasse (dommer: Helle)

Efter præmieoverrækkelsen i Nordisk klasse fik jeg det dårlige, jeg havde parkeret hos Johanna, retur, og fik det håndteret med Liv bagefter.

Tre dejlige prøver med Max i topform, og nogle mentale irritationsmomenter håndteret - det var en skøn prøve dag 💓💓💓




søndag den 27. februar 2022

Rally for alle & noget om alder


Rally fylder en del hos mig pt., jeg har illustreret resten af 1. halvår 2022 i denne rallykalender:
   

Der sker en del internationalt og det er efter min bedste overbevisning en overordentlig positiv udvikling der er i gang.

I NKU-regi har vi naturligvis evalueret NM 2021 grundigt og vi har talt om, hvor vi ser behov for at ændre noget. Det er fuldstændigt transparent, hvad vi aftaler, referater af møderne kan findes her.

I referatet fra 22. december 2021 kan man læse nogle kommentarer til NM 2021. I referatet fra 30. januar 2022, kan man læse om nogle af de ændringer i bedømmelser, som er besluttet, og som gerne skulle blive officielle og gældende fra NM 2022. Uden at gå i detaljer, dem kan interesserede selv læse, lægger vi op til, at der dømmes mindre stramt på en række områder: Vi ønsker at rally også på topniveau skal være en sport for alle.

I FCI’s rallyudvalg har vi haft møde tirsdag og torsdag i denne uge. Referater herfra er ikke officielle endnu, men jeg afslører ingen hemmeligheder ved at sige, at vi fra nordisk side er meget interesserede i at FCI-rally kommer til at ligge meget tæt op ad NKU-rally. Da vi i Norden er langt fremme i rally i forhold til de andre medlemslande, bliver der også lyttet til os, og samlet set er der en meget spændende fremtid for international rally.

Mødet i torsdags startede meget følelsesladet, da vores ukrainske medlem meldte afbud, pga. skyderier i forbindelse med den russiske invasion. Så bliver rally pludselig meget ubetydelig.

I går afholdt Sydkystens Hundeskole dobbeltprøve for championklasse og seniorklasse i Sjællands Agilitycenter.

Mine kriterier for prøverne ligger her, og de blev fuldt ud opfyldt. Jeg var, og skal være, ekstremt fokuseret ved starten af begge prøver, og det gik godt. Det kan ses på Max at jeg er anspændt, og halen kommer op lige efter skilt 1, når jeg trækker vejret lidt friere, har jeg fået at vide 😊

I går var prøverne helt normale prøver, med en væsentlig ændring: Liv, som dømte, havde Amanda som dommersekretær, og skulle under prøven diktere fratræk til Amanda. Der blev ikke givet feedback, i stedet kunne man fotografere sin dommerseddel efter præmieoverrækkelsen. Det vender jeg tilbage til.
 
Max fik sin 1. sølvpind til prøve 1

Prøve 1. Jeg synes jeg skulle arbejde hårdt for at holde Max’ opmærksomhed, men det lykkedes. Jeg fornemmede en anelse snus, men kunne i bund og grund ikke afgøre om det var snus eller han bare sænkede hovedet. Jeg kom ud med en fed følelse og skyndte mig ud og lege.

Bonus: Vi fik 97 point, og dermed vores 1. sølvpind, og blev 2. vinder.
 
Championklasse prøve 2

Ved prøve 2 havde jeg samme følelse som til prøve 1, men der var noget kludder ved to øvelser, fremsending til kegle og bakke væk fra fører, som måtte laves om.

Bonus: Vi fik 89 point og blev igen 2. vinder.
 
Seniorklasse prøve 2

Der var 6 deltagere i championklasse og 10/11 i seniorklasse, og det var en fornøjelse at opleve begge klasser. Seniorklasse er i sagens natur for ældre hunde, i går mellem 7½ og 14½ år, men også hundene i championklasse er oppe i årene, fra 7½ til 10½ år.

Ovenstående foto er fra seniorklasse ved den anden prøve. Signe & Sitka debuterede i klassen i går og vandt med 100 point; fantastisk flot efter en rallypause på 2½ år; Sitka er 11½ år og dermed præcis midt i seniorfeltet aldersmæssigt. Tina & Woody blev nr. 2 med 99 point, han er en årsunge i seniorklasse med sine kun 8½ år. Nr. 3 blev Christina & Tempo, som gik til 97 og 99 point, og dermed fik to certer., og har en championtitel i snarlig udsigt til Tempo på 12 år. 11 hunde i klassen, en gennemsnitsalder på 10 år og 9 måneder, det er fantastisk at se førere og hunde stråle, selvom hundene ikke er helt unge længere.

Max er med sine 10½ år overhovedet ikke klar til seniorklasse, vi bliver i championklasse, så længe det fungerer for os, og det gør det da i den grad i øjeblikket 😊

Så er der det med dommersekretær.

Det var en afprøvning af et koncept, som vi kender fra svensk rally og nordisk rally, og det bliver også modellen i FCI-rally. Deltagerne og officials i går er blevet bedt om at evaluere, og jeg er spændt på at læse kommentarerne.

For mig er der tre væsentlige synsvinkler på det: arrangørens, dommerens og deltagernes.

For arrangøren betyder det umiddelbart en ekstra omkostning, og det kræver en sekretær med kendskab til dommersedlens udformning. For dommeren betyder det, at de kan holde 100 % fokus på at iagttage ekvipagen, men de skal også løbende kunne fortælle præcis hvad der skal trækkes i hvilken øvelse, så sekretæren ikke er i tvivl. For deltagerne betyder det, at de kan sammenholde dommersedlen med banen, og dermed se præcis hvor de er trukket for hvad.

Her er det illustreret med vores anden bane i går:
 


Af dommersedlen kan man se, at der er trukket for: En berøring af kegle i øvelse 2, en mindre førerfejl i øvelse 5, en gentagelse i øvelse 7, en gentagelse i øvelse 18 og en skæv position i øvelse 18. Netto 11 point i fradrag og 89 point.

Som sagt, det er KUN en afprøvning af konceptet! Min oplevelse i går, som udøver, var at det fungerede perfekt 😊 Jeg synes ikke det er fedt at få feedback lige når man går ud af banen. Jeg vil gerne gå ud med en (forhåbentlig) god følelse, og lege med Max; for essensen af rally – og al anden hundesport, jeg dyrker med mine hunde – er at opleve den fede samhørighed med hundene, glæde mig over følelsen og feste med den følelse indeni. Hunden er bedøvende ligeglade med feedbacken, og hvorfor skal de mærke min skuffelse, hvis jeg får feedback, som gør mig mindre glad? Nu måtte jeg afvente præmieoverrækkelsen, som i sig selv var mere spændende, fordi ingen anede hvordan det var gået, for at få pointene. Først derefter kunne man fotografere dommersedlen, og se hvad der var trukket. Det kunne jeg bruge til nøgternt konstatere, hvad der var trukket hvor, uden de følelser, som kører rundt, når man lige er kommet ud fra banen.

Jeg synes i øvrigt der var en supergod stemning ved prøven i går. Det synes jeg generelt der er ved rallyprøver, men der var lidt ekstra i går, så jeg tog meget glad hjem – naturligvis først efter at Dumle og Max var blevet luftet, mens Liv, Amanda og jeg foretog en første evaluering af dagen 😊

PS: Jeg vil da også lige nævne, at Livs baner var skønne at gå; fedt flow og god plads!

søndag den 13. februar 2022

Mental træning: Det rette fokus

Max med en flot 1. vinder roset

Jeg sendte i går nedenstående til nogle få, som jeg deler nørdede hundetanker med, aktuelt om min mentale håndtering af træning og ikke mindst prøver. 

”Jeg er tilmeldt 11 officielle prøver i C med Max inden landsholdsudtagelsen.

Jeg har tænkt en del over hvordan jeg mentalt skal håndtere prøverne.

Den enkle løsning, som jeg uden de store problemer er endt med, er at jeg mentalt skal abstrahere fuldstændig fra kontekst. Når jeg går en bane hos Johanna, Karina eller Camilla med Max, skal jeg være lige så klar, som hvis jeg går til en prøve der ”ikke tæller”, en DM- eller ÅH-kvalifikationsprøve eller en landsholdskvalifikationsprøve.

Mit fokus skal være PRÆCIS det samme.

Max skal luftes når vi kommer, Max skal snuse til underlaget, vi skal have vores 3-5 minutters opvarmning inden vi skal på, jeg skal lave de to øvelser udenfor kantbåndet med belønning, jeg skal være ekstremt obs på at fastholde hans fokus indtil skilt 1 er udført (derefter kun MEGET obs 😊), jeg skal hele tiden tænke på det næste moment, jeg skal mentalt smide fejl væk, hvis de sker, lave trådløse ommere, hvis vi må, huske at tage pauserne, hvor det er muligt (stationære øvelser), husk at slappe af, huske at sige kommandoerne i samme rolige tonefald, huske at rose verbalt undervejs, huske øvelsen efter mål, huske at komme hurtigt ud og belønne, hvis dommeren er længe om det, så lad være med at vente.

Hvis jeg gør ovenstående, vil prøverne i morgen og NM-finalen være same shit, og sådan skal det være.”

Ovenstående er helt i tråd med hvordan jeg i øvrigt gør, men det var dejligt at få sat ord på og dele dem - det forpligter og gør det hele meget nemmere.

Liv havde designet banerne til en dobbeltprøve med Ø og C i Stestrup-hallen i dag. Jeg synes banerne var fine og udfordrende og specielt den første lidt i den svære ende. Jeg gik to fede baner med Max. 

Max var helt på toppen på den første bane, lidt sværere at holde kontakt med på den næste. Forskellen var nok, at jeg startede på den første, hvor jeg på den næste var sidst i klassen; jeg fik fejlvurderet hvor lang tid jeg skulle varme op, så det blev i overkanten.

Til begge prøver var der fuld kontakt, jeg havde den rigtige følelse,og jeg fik hurtigt smidt den lidt hektiske fornemmelse i starten af bane 2.

Her er de konkrete læringspunkter:


Øvelse 4 måtte jeg lave om. Fejlen (jeg kalder den d’Artagnans død) var, at jeg begyndte at tænke over hvordan jeg satte fødderne, mistede fokus på Max, og det gik i skuddermudder. Øvelse 14 måtte jeg også lave om; Max satte sig i den første stå, jeg fik sagt stå-kommandoen forkert. Derudover en skæv plads.

Som bounsinfo kunne Liv fortælle, at jeg også havde levet op til de nordiske krav mht. fodarbejde mv., bortset fra i en øvelse, og jeg kan huske at jeg tænkte præcis det samme under udførelsen 😊 Lidt nørdet har man lov at være.


Øvelse 11 mistede vi, fordi der ikke var bagpartsbevægelse i sidestep til venstre; en dum førerfejl: jeg skal holde en pause mellem hvert skridt, så jeg er sikker på at Max er i balance, og det var han ikke. Øvelse 13 mistede vi, fordi jeg uden at blinke lavede sideskift mellem ben i stedet for skift side foran. Jeg har gjort det samme til træning, jeg må lære at skelne mellem de to skilte 😉 Øvelse 14 måtte vi lave om, Max var lidt væk og reagerede for sent på min kommando. Derudover en 1’er.

Ingen katastrofer, og samlet levede jeg op til mine mål, som beskrevet i indledningen.

Så to helt godkendte prøver i dag 💓 Som bonus vandt Max dagens første prøve 👍

torsdag den 21. oktober 2021

Fokus, Freestyle, forråd og farvel

 

Fokus 

Jeg har slet ikke overvejet at få filmet mine seneste prøver med Max, hvor vores samspil virkelig har været fantastisk. Stor var derfor min glæde, da Amanda havde optaget den anden prøve på Samsø. 

Jeg har virkelig nydt at se den, det er jeg ellers meget sjældent jeg gør det, når jeg ser mine prøver på video. Men her kunne jeg virkelig se, hvor gode vi er sammen. Max og jeg er totalt fokuserede, og de ommere bliver altså udført ret fermt. Jeg har faktisk set den mere end én gang 😉 

Jeg har gjort et notat om, at jeg skal huske at få filmet prøverne fremover. 

Min fejlsignaler er blevet dissekeret og til træningen hos Johanna i tirsdags fik jeg også meget tydeligt oplevet, hvor vigtigt det er, at jeg er totalt fokuseret på, hvordan jeg afgiver signaler. Fx det verbale før håndtegnet … for ellers er det ikke en hjælp, men introducerer risikoen for fejl. 

Freestyle

På morgenturen i går poppede The Lovin’ Spoonful’s Daydream pludselig op i mit hoved. John Sebastians vidunderlige tekst og musik kørte og kørte. 

What a day for a daydream 
What a day for a daydreamin' boy 
And now I'm lost in a daydream 
Dreamin' 'bout my bundle of joy

And even if time ain't really on my side
It's one of those days for takin' a walk outside
I'm blowin' the day to take a walk in the sun
And fall on my face in somebody's new-mowed lawn

Beslutningen var truffet inden jeg kom hjem: det skulle have en chance som musikken til Ottos FS1-nummer. 

Den proces har jeg prøvet mange gange: at komme fra musik til program, og nu kører den igen og der skal arbejdes med forskellige ideer. Meget spændende. 

Forråd

Kassen med grønt fra Samsø har vi daglig glæde af. Indtil videre er det blevet til: 

Forloren har med kartofler og rosenkål
 
Ris- og karryret med gulerødder og porrer

Skinke med tomat og majs 

Broccolitærte 

Udover at det smager rigtigt godt, minder det dagligt om en herlig weekend på Samsø, og den kasse er derfor på flere måder et kæmpehit. 

Farvel

19. april 2019, Max fik sin NW1-titel

På søndag tager Max og jeg officielt afsked med Nose Work, med en NW2-prøve. Der er lige nu ikke noget vemodigt ved det, for beslutningen er taget for et stykke tid siden, men det er da noget særligt at vide, at det bliver sidste gang. 

Det har været ret nemt at træffe beslutningen, det er simpelt hen for svært for Max og mig i klasse 2, hvis og hvis vi var blevet i klasse 1 … det gjorde vi ikke, og sådan er det. 

Jeg kan godt mærke at jeg er rusten i NW-prøve sammenhæng; jeg undrede mig over, at der ikke kom noget PM eller katalog via Hundeweb, så jeg spurgte en ven, og fik hurtigt svaret, at det hele lå på arrangørens hjemmeside. Dér havde jeg ikke tænkt på at kigge 😉 

Men nu er det sikkert og vist, vi er med søndag eftermiddag og naturligvis glæder jeg mig.

fredag den 30. april 2021

Rally i Odder

 

I dag gik turen til Zakkai Hundecenter i Odder, som havde arrangeret rallyprøve med kvalifikation til Årets Hund. Jeg havde en aftale med Amanda, som skulle op med Dumle i seniorklasse, og jeg skulle selv op med Max i championklasse. 

Banegennemgangen kan ses ovenfor (tak Amanda for at filme), og resultatet kan ses i navnet 😊 88 point rakte til en 8. vinder ud af 12, og 3 point til Årets Hund. 

Hvad lærte jeg? 

Jeg fik nogle kommentarer umiddelbart efter at have gået banen, og nogle flere efter at have delt linket, plus nogle spørgsmål:
  • Max var ikke rigtigt glad for at gå (dele af) banen, specielt var der noget på startstrækket, som gav anledning til en del snus. Blev jeg irriteret og lidt febrilsk?
  • Var der noget med mine håndtegn i de to bliv-øvelser, som begge skulle laves om?
  • Hvorfor var Max ked af det (halen nede) et par steder?
  • Roser jeg ham nok på banen eller var det alt for lidt?
  • Max virkede rigtigt glad det sidste stræk, efter indkaldet i dæk gå fra, hvad gjorde forskellen?
Susann havde designet en lækker bane, som passede os rigtigt godt. Jeg havde varmet fint op med Max, specielt startforløbet (de første 3 skilt plus ståen i det fjerde) og afslutningen (skift side foran og bakke på højre side), og de gik fint (se dog skilt 2 nedenfor). De to ommere var øvelser, jeg slet ikke overvejede kunne give problemer. Så der var virkelig noget at tænke over bagefter 😉 

Starten var en fin detalje: et stykke inde på banen og så skulle man gå næsten ud til ringbåndet for at lave 1. Tyskervending (H), derfra videre til 2. 2 skridt til venstre (H); Max gik i snus mellem de to skilte som det tydeligt kan ses, og det var med nød og næppe han var på plads til øvelse 2, som blev lidt hektisk og ikke ser for køn ud fra den filmede vinkel. 

3. Skift side bagved førte Max på venstre side, og han var lidt fraværende, og jeg måtte virkelig kæmpe for at få ham med til 4. Skilt 321 (V). Ståen har drillet før, men sad lige i skabet og så kunne jeg sagtens leve med den skæve dæk til sidst. 

5. Enkeltslalom (V) og 6. Dæk under gang gå rundt (V) gik fint, og så kom 7. Sit, højre om, 1 skridt, kald på plads (V), som vi måtte lave om. Var det håndtegnet, der gjorde det? Jeg kan ikke afgøre det fra filmen, men jeg kan ikke mindes at den er gået galt til en prøve i nyere tid. 

Så kom 8. 3 skridt baglæns (V), hvor Max tydeligt kigger ud, og vi var lige ved ikke at komme rigtigt i gang med den. 9. Sidestep til højre (V) og 10. 8-tal med sideskift var ok. 

Men så kom 11. Dæk gå fra (H). Igen en øvelse, som ikke plejer at volde problemer, og jeg blev meget overrasket da Max fulgte med … 

Fra ommeren gik det strygende. 12. Indkald (H), 13. Synkron venstre, 14. Sit under gang gå rundt (V), 15. Venstre sving (V), 16. Bakke 1-2 skridt (V), 17. Højre om (V), 18. Skift side foran og 19. Bakke 1 skridt (H). Skift side foran har drillet ved de seneste prøver, men her kunne jeg mærke, at jeg tog en dyb indånding lige efter højre om, og var sikker op at sideskiftet ville fungere, og det gjorde det.

Præcis det sidste mindede mig om, at jeg stramme min mentale tilgang. Det har kørt rigtigt godt længe, og i dag var bestemt også godkendt, men alligevel med nogle detaljer, som jeg skal arbejde med, og så er vi klar til de næste prøver. 


A propos de næste prøver har jeg bestilt en tredje rallyresultatbog til Max. Han har plads til 5 resultater i sin anden resultatbog, prøven i dag var hans prøve nr. 221, som skulle registreres 😊

Jeg blev spurgt i dag, om han ikke skal i seniorklasse, og det skal han da nok engang … men som det kører nu, ville jeg være et skarn, hvis jeg ikke arbejdede videre i championklasse, hvor vi har potentiale til at blande os med de allerbedste, hvis ham føreren lige spænder hjelmen!

Igen stor tak til Zakkai (Tina specielt) for at arrangere og Susann for en dejlig bane og meget præcis feedback.

mandag den 17. august 2020

Endnu en skøn rallyweekend



Det har igen igen været en weekend i rallyens tegn.

Lørdag havde Amanda og jeg et dommerelevkursus for seks personer, som forhåbentlig ender med at blive autoriserede DKK rallydommere. En spændende dag med masser af gode diskussioner om ale mulige aspekter af dommergerningen. Om eftermiddagen var der træning af bedømmelse og at give feedback, idet fem inviterede ekvipager skulle gå tre forskellige baner og bedømmes som til en prøve.

Søndag stod den på rallyprøver i Roskilde, hvor Pernille Thelin og Gitte Fischer havde stablet et imponerende arrangement på benene, til støtte for HMC. At prøverne talte som kvalifikation til Årets Hund gjorde dem ekstra attraktive.


Jeg skulle dømme ekspertklasse og havde designet en bane med kun et enkelt stationært skilt, ud fra et håb om, at den ville være hurtig at gå i det meget varme vejr.

Top-3 og dommer i ekspertklasse
Der var mange flotte præstationer, men helt klart også mange hunde og førere, der var meget påvirket af varmen. Det er bestemt ikke hverdagskost at 10 ud af 19 bliver IB’et i ekspertklasse.

Max skulle op i championklasse med mig og i juniorklasse med Mathilde og jeg skulle op med Otto i begynderklasse.

Max var første startende i championklasse, og vi gik en rigtig fin bane. Max var en anelse træg i starten, men jeg skal love for at der kom fut i ham. Vi havde en ærgerlig 13’er på sideskift om kegle, og derudover kun 2 3’ere og 1 1’er. Jeg havde en virkelig fin følelse, fik flot feedback af Conni og var meget tilfreds. 80 point rakte til en 12.v.

Juniorerne
Juniorklassen havde to starter, Mathilde startede som nr. 2 med Max, og de gik fint. De to første skilte var med sit foran, hvor Max vist havde sine tanker et andet sted, så de måtte laves om, og bakningen måtte også laves om, men derudover var det meget fint, og med 87 point blev det til en 1.v. og 15 point til Årets Hund. Flot arbejde af Mathilde igen igen 😊

Otto skulle op som nr. 6 af 17 i begynderklasse. Han gik i snus lige i opvarmningsområdet, det skal jeg have arbejdet meget mere med, så vi ikke får de ufokuserede starter. Det første skilt: sit foran-hund kort ved ind og sidde, blev noget rod, og vi mistede 4x1 i processen. Derudover gik det fint, der var lidt stram line og en skæv position tror jeg, og vi endte med 92 point. Det rakte til en 5.v. på dagen.

Charlotte var igen på pletten og filmede os, tak for det!

Tre starter og to pæne resultater og et rigtigt flot resultat, jeg var meget tilfreds med dagen!


Hunden var slidte og det var jeg også, det havde været en lang og varm dag.

søndag den 14. juni 2020

Max 9 år

Max og Mathilde, dagens stjerner
I dag fyldte Max 9 år. Jeg kom i tanker om det ud på formiddagen da Anita ønskede tillykke med ham, og jeg spurgte hvorfor … ”Er det da ikke i dag han har fødselsdag?” Ups ☹

Han har tilbragt det meste af dagen i Løserup, til rallyprøve i DKK Kreds 2, hvor jeg skulle dømme, og han skulle gå championklasse med mig og juniorklasse med Mathilde.

Det var en ganske særlig dag for rallyfolket, den første prøve efter en længere ufrivillig Corona-pause. Kredsen havde gjort et stort arbejde for at sikre, at alle forhold var i orden, bl.a. hyret Conni som Corona-ansvarlig mv., og det er helt sikkert at alle sikkerhedsmæssige forskrifter blev efterlevet.

Vi var oppe som nr. 1 i championklasse hos Annette, og jeg skulle nok have varmet Max bedre op, for han var da ganske frisk 😉 Jeg skulle også have lidt bedre styr på banen, så jeg ikke lavede et korrekt 8-tal om!

Når det er sagt gik det strygende, der var 4 ommere og 4 1’ere, vi endte med 84 point og en rigtig god fornemmelse.

Som dommer havde jeg en mase fantastiske oplevelser, jeg vil nøjes med at nævne de 2 x 100 i championklasse (Birgitte/Linus og Christina/Tempo) og Amanda og Osseau som fik deres første seniorcert. med 97 point. Nå ja, så var der Signe og Lukka med 100 point i ekspert og Lisbeth med en skøn Groenendael, der også fik 100 point i ekspert og blev slået med 0,02 sekunder. Der var Gro og Ronja med 100 i øvet klasse. Og der var meget andet. Fedt at dømme igen og fedt at opleve så meget flot førerarbejde.


Mine baner kan findes her. Jeg er specielt glad for championbanen, med 15 sideskifter og 5 højrehandlede skilte.

Mathilde og Max var oppe til allersidst hos Annette, og jeg fik desværre ikke set dem, da jeg dømte samtidig. Heldigvis har Mette filmet:


Det er så flot, og de fik 95 point og er dermed kvalificeret til DM for tredje år i træk med Max!

Jeg er ret vild med, at Mathilde og Max er begyndt at gå rally igen, for de passer altså perfekt sammen. Som man kan se af Mettes foto foroven, er det vist en konkurrence mellem de to om hvem der mest tilfreds med dagens præstation!

Max er helt færdig til aften, det er jeg vist også tæt på, men jeg er sikke på at han ikke synes det var en dårlig fødselsdag. Og han er superglad for Mathildes fødselsdagsgave, et trækkelegetøj, som vi indvier for alvor i morgen.

onsdag den 6. november 2019

Rally, Foundation, 9. november og Tidsvender

I går havde jeg fornøjelsen at undervise et kursus for Johanna om nordisk klasse. Det var, når jeg selv skal sige det, perfekt timet, lige efter NM, og mens kommende NM og VM er i støbeskeen. Vi kom omkring cirka ”alt” i forbindelse med nordisk klasse, fik gennemgået bedømmelsesregler og ikke mindst forskellene i forhold til dansk rally, og alle deltagere med hunde skulle gå to baner, bl.a. finalebanen fra NM. Jeg håber at mange af deltagerne får lyst til at prøve kræfter med nordisk klasse, når kvalifikationsprøverne til landsholdet 2020 går i gang til foråret.

I dag havde jeg tredje og sidste aftale med Mathilde og Mette inden Årets Hund i rally på lørdag. Jeg havde opbygget en ”normal” begynderbane, som Mathilde skulle gå først med Lille Bjørn, derefter med Max.

Lille Bjørn ville ikke rigtigt sætte sig, og dækken var heller ikke det store hit, men det blev bedre og bedre, og jeg er helt sikker på at Mathilde har helt styr på, hvordan de kommer til at gå bedst muligt på lørdag.

Max var lidt støjende i første omgang, men efter et par gange på banen var der ro på. Mathilde fik nørdet med nogle detaljer, og den sidste bane var blændende.

Vi fik talt om opvarmning mv. på lørdag. Der er ingen tvivl om at Max skal varmes godt op, så der er lagt en plan for det lørdag morgen.

Uanset hvordan det går lørdag er jeg vildt stolt af Mathildes superprofessionelle tilgang til at arbejde med Lille Bjørn og Max, og det er åbenlyst at begge er vilde med hende, og det er gengældt 😊

Forberedelserne har været helt i top, og Mathilde er så godt forberedt, som det er muligt. Der er kun tilbage at ønske held og lykke! Jeg tog direkte hjem og byttede Lille Bjørn og Max ud med Otto, og kørte til Ringsted for at deltage i 6. runde af Johannas Foundation hold.

Dagens nye øvelser var Hop/spring (fra setup springe over førers hænder) og Hoola (fremsending til Hulahopring). Derudover arbejdede vi med de fleste af de ”gamle” øvelser. Jeg havde glemt Max’ halsbånd, men fik lov at låne Boogies (tak!) og glemte i forvirringen at få Max’ legetøj med ind, så belønningen med godbidder blev lidt ensidig (og kedelig i længden). Da jeg desuden fik trænet stort set uden pause, var det måske ikke mærkeligt, at han gik lidt død til sidst … Masser af energi, masser af tænkning og gode fremskridt. Føreren skal lære at nære sig, ikke noget nyt 😉

9. november har jeg for længe siden planlagt i detaljer. Årets Hund i rally har været i kalenderen i over et år, og jeg skal være prøveleder. Det har længe været sikkert, at Lille Bjørn og Max var kvalificerede i juniorklasse, og jeg har kæmpet for at komme med i championklasse. Jeg endte som nr. 20 på kvalifikationslisten, og da kun top-15 inviteres i championklasse anså jeg løbet for kørt.

Der kom en invitation til Max og mig om at optræde som hvid hund i FS2 (vi var reserve, men der kom et afbud), og den oplevelse ville jeg naturligvis ikke gå glip af, ved det første DM i HTM/FS – som afholdes samme dag som ÅH i rally - så det er der taget højde for planlægningen.

Pga. nogle afbud rykkede Max og jeg op som 1. reserve i championklassen, og jeg havde også planlagt med, at det kunne nås at gå i championklasse. Der er kun 30 minutter fra hallen i Lille Skensved til Sjællands Agility Center.


I dag skete det så – der kom et afbud, og vi fik invitationen og svarede ja tak med det samme. Omhyggelig planlægning, og meget kan lade sig gøre.

Jeg lærte et nyt begreb, og fik afsløret at jeg er tæt på total-ignorant indenfor Harry Potters univers. Mia skrev, at jeg nærmest fik brug for en Tidsvender på dagen, og jeg var nødt til at slå det op. Men jeg håber det kan lade sig gøre uden 😉

Kunne jeg have valgt noget fra? Ja, men det er ikke faldet mig ind. At være med til DM i HTM/FS, selvom det kun er for en kort bemærkning, er en ære og det er stort for mig. Jeg véd helt sikkert, at jeg ville ærgre mig over det, hvis jeg ikke deltog, når jeg havde fået muligheden.

Rally championklasse. Det er min klasse, Max og jeg har kæmpet for at komme i finalen, og det bliver fedt bare at være med.

Det er femte år mine hunde skal til ÅH-finale. I 2015 var det Max i ekspertklasse og Megan i championklasse. I 2016 Lille Bjørn i ekspertklasse, Megan og Max i championklasse. I 2017 Lille Bjørn og Max i championklasse. Og sidste år Lille Bjørn og Max i juniorklasse.

Så Max har været med alle gangene 😊

Jeg har fået flere rigtigt dejlige henvendelser om dagen, med oprigtige bekymringer om, hvorvidt det bliver for stressende for mig. Jeg kan love, at jeg uanset hvad der sker, vil gøre mit yderste for at holde hovedet koldt og være den allerbedste fører for Max. Jeg er helt bevidst om, at han er totalt ligeglad med om det hedder leg i haven, DM i FS eller ÅH i rally, han ønsker bare at vi har det sjovt sammen. Det skal vi nok få!!!

søndag den 6. oktober 2019

Jeg bestod med topkarakter!

En dejlig hilsen fra Birgit

I dag gik turen til Ølstykke og rallyprøver i DKK Kreds 1. Jeg havde Max med (træning med forstyrrelser i championklasse) og Otto (socialisering i stor stil).

I dag fik jeg en fantastisk mulighed for at afprøve, om min træning – den mentale – har virket, og ærligt talt: jeg bestod med topkarakter!!! Ros fra dommer Conni ved feedbacken, stor ros fra Amanda og Anita, som havde fulgt hele banen, og fra Birgit, som var sekretær, og kom ud fra sekretærteltet for at komme over og rose mig, for mit førerarbejde 😊

Så véd jeg, at jeg har gjort det godt!


Jeg tog dette dårlige foto af Connis bane, som jeg synes var meget tilforladelig.

Hvad gjorde prøven til noget særligt?

Jeg skrev til Anita, Amanda og Birgit for at få deres vurdering.

Anita og Amanda fik følgende oplæg: ”Jeg vil høre om I kan sige hvad der gjorde prøven i dag med Max fantastisk? Jeg har selv noteret god opvarmning, god indgang, bevarede roen selvom skilt blev mistet, huskede at holde fokus på det næste, bevarede roen da springvand mislykkedes, huskede pause ved sit under gang, huskede at sænke tempoet ved slalom. Jublede og roste som var det 100 point da vi gik ud, kunne mærke det var ægte …

Amanda svarede at jeg havde fået det hele med, og at jeg var god til ar rose Max undervejs. Anita skrev, at det vigtigste var, at jeg ikke blev irriteret over de mistede øvelser.

Birgits svar har jeg fået lov til at citere fuldt ud: ”Jeg oplevede en Paul i dag med afslappede skuldre i et roligt tempo banen rundt. Enkelte gange var du liiiige ved at blive grebet i “gammel” rytme (læs: flagrende hænder og sætte tempoet op), men du var hurtig til at vende tilbage til “den gode stemning ” 😊 Og med den gode stemning støttede du Max flot rundt på banen. Max shinede i dag, han var mega stolt af jer to sammen❤”

Det lyder så nemt, men tro mig – og alle der har fulgt bare lidt med i min blog véd det – det har været en lang, sej kamp at nå hertil.

Jeg sagde det, da jeg kom ud af banen: Det føltes helt som for 14 dage siden i Ballerup, hvor vi fik 99 point. Max og mit samarbejde fungerede også i dag fantastisk.

Præmieoverrækkelsen i championklasse (foto: Birgit)

(Vi endte i øvrigt med 69 point og IB).

Otto fik igen i dag hilst på en masse søde hunde og mennesker, og han fik set flere championbaner, mens han sad hos mig og blev kælet, og ikke sagde en lyd – en af de ting, som jeg har lært af Max, kræver træning fra start (og Max har aldrig lært det).

Lius og Max (video: Anita)

En af dagens mange gode oplevelser var at hilse på Lius, en skøn sheltie hvalp.

Endnu en dejlig dag 😊

søndag den 22. september 2019

Max og min bedste rallyprøve nogensinde!

En vildt stolt Paul med sin fantastiske Max!!!

Dag to i Ballerup.

Det startede lidt tåget, men tågen lettede da Amanda og
Dumle havde gået banen til Nordisk klasse

Jeg starter med det vigtigste: Max’ og min championprøve.

Banen, designet af Susann Wheadon, var virkelig lækker – jeg sagde det allerede under banegennemgangen, og jeg siger det endnu 😉 Jeg har prøvet om jeg kunne genkalde banen, det kan jeg ikke, og det er også helt ligegyldigt.

Vores opvarmning var perfekt, jeg tog linen af ved et hjørne af ringen og gik med Max langs ringkanten frem til stedet, hvor vi skulle gå ind, der var en anelse dæmp (måske noget udrykning i det fjerne, fik jeg at vide bagefter), og Max hang lidt i fristende 8-tal, som var første øvelse. Men derefter var der ingen slinger. Den ene øvelse efter den anden blev udført flot og præcist. Max var på og det var hans fører bestemt også. Jeg huskede hele tiden at holde det rigtige fokus: fokus på Max og på næste skilt. Så vi gik ikke så hurtigt (og dermed også mindre hektisk) end vi har gjort, og jeg kunne hele tiden støtte bedst muligt.

Det føltes fantastisk og jeg kan ikke mindes, at jeg tidligere har haft så skøn en følelse under banen, og da jeg forlod banen. Måske nordisk klasse i går, måske championklasse i går, måske dit, måske dat. Vi gik kontrolleret ud af banen, jeg belønnede Max, og jeg havde tårer i øjnene af glæde.

Wow for en oplevelse!!!

Vi var blevet trukket for en langsom sit, det var det, 99 point og vores bedste resultat nogensinde i championklasse. Megan fik engang 99 (28.8.2011), og det var også fantastisk. Men Max, for hulen da, VI kan gøre det!!!!

Under normale forhold ville 99 point række til en topplacering. Men den sidste Årets Hund kvalifikation er ikke normale forhold. Der var 20 deltagere og et vildt højt niveau. Så vi endte som nr. 7, efter 2 x 100, og 4 x 99, vi havde faktisk langsomste tid af de 5 med 99.

Og det var så en del af det helt store: Jeg var jublende glad, for point og placering betød intet, det var den fede, fede følelse, når alting bare fungerer.

Dagen var i øvrigt ganske fantastisk i øvrigt.

Banegennemgang Nordisk klasse

Jeg startede med at dømme Nordisk klasse med Amanda som sekretær, den sidste af 6 kvalifikationsprøver til landsholdet i rally til NM. Slutstillingen kan ses her:


Top-5 er landsholdet, nr. 6 er reserve. Det var en fornøjelse at dømme og kunne annoncere landsholdet, som er et superhold.


Jeg nåede at se Mathilde gå juniorklasse med Max, det var skønt at se, en ommer og lidt snus, og de endte med flotte 94 point og blev 3. vinder.

Det var lidt vemodigt, det var DKKs sidste officielle rallyprøver indtil videre, men hold da op hvor det bare gav energi at mærke den ganske særlige stemning omkring rallyringen. Vi sluttede bestemt på toppen.


Der var ingen undskyldning for ikke at fejre dagen med champagne, så det gjorde vi.

Max er tjekket ud for længst, og jeg gør det også snart – det har været en vidunderlig dag!!!

lørdag den 21. september 2019

Dygtig Max og top spændende landsholdskvalifikation i rally

Max lader op til en dag i Ballerup

Max var virkelig dygtig i dag. Det var en hård dag i Ballerup, hvor han skulle tidligt afsted med en far, som skulle stille bane op og agere prøveleder i forbindelse med rallyprøverne i tre ringe og dømme ekspertklasse.

Vi startede i Nordisk klasse med Amanda som dommer. En fed bane, som passede os rigtigt godt. Opvarmning og starten af banen gik fint. Skilt 8 skift side foran, der kom lige en spin. Det forsatte fint, så kom skilt 13 slalom, hvor han ikke gik mellem benene. Og to vendinger på 15 og 17, hvor der også skete uventede ting. 4 x 10, og derudover kun trukket 2 x 1. For han gik supergodt!

Jeg havde en rigtig fin følelse bag efter. Amanda og Stine (som var sekretær indtil jeg kunne tage over), mente det var min skyld (det er det jo også altid), lidt hektisk, noget med hånden.

Lige før præmieoverrækkelsen i Nordisk klasse var jeg på vej hen for at hente noget i teltet ved ringen, hvor Susann Wheadon dømte, og opdagede at Mathilde og Max var på banen! Jeg gik hurtigt om bag teltet, og så ikke hvad der skete. Det blev ikke til det helt store, de endte med 71 point og blev nr. 5 ud af 5.

Max’ tredje prøve var i championklasse, igen med Amanda som dommer, og opvarmningen gik fint. Lige før vi skulle i ringen kom nogle personer forbi bl.a. en lille pige, og Max strøg hen til hende, to gange. Har dæmpede helt klart, da vi gik på banen, men jeg håndterede det ret godt (og blev rost af Amanda bagefter), og selvom vi fik en 13er på andet skilt fokuserede jeg rigtigt, og resten af banen var der kun en ommer og en 1’er. Netto 84 point.

Så jeg var alt i alt godt tilfreds med dagens prøver.

Derefter skulle jeg dømme ekspertklasse, men det er en helt anden sag.

Jeg havde to resultatmål for weekenden, som jeg nævnte i mit blogindlæg i går. Mål er måske for meget sagt, drømme, håb.

De blev ikke realiseret, og det nagede lidt kunne jeg godt mærke. Eller mere end lidt, faktisk så meget at jeg skrev med Amanda om det, for lige at få det mentalt på plads. Og det er det nu!

Hvordan blev vi placeret? Ved landsholdskvalifikationen blev vi nr. 12 ud af 14 med 58 point. I championklasse blev vi nr. 17 ud af 20 med 84 point. Niveauet var vildt højt i championklasse: 2 x 100 og 5 x 98 i top-7. Så konklusion: vi fik ikke kvalifikationspoint til landsholdet i tre forsøg (nr. 16, 13 og 12), og med kun et top-10-resultat til Årets Hund (en 8. plads 22. juni) er vi heller ikke i nærheden af at komme til finalen dér …

Kvalifikationsprøven til landsholdet var superspændende. Birgitte og Linus gik dagens bedste bane til 100, men desværre havde hun glemt at skjule linen, og blev derfor diskvalificeret ☹ De tog så revanche ved at vinde championklassen med 100 point, totalt blæret! Nu vandt Tom og Mester Nordisk klasse med flotte 99 point, og overtog samtidig førstepladsen på kvalifikationslisten, som kan ses her:


17 ekvipager med point, de 13 deltager i den sidste kvalifikationsprøve i morgen, som jeg skal dømme, og der kan ske rigtigt meget på listen endnu. Top-3 er sikker på at ende i top-5. Én af nr. 7, 8 og 9 kan nå at komme med, hvis resultaterne flasker sig. Det bliver virkeligt spændende!

Prøverne starter med banegennemgang kl. 8:30, så det er en oplagt mulighed, hvis man vi se rally på topniveau fra morgenstunden 😊

lørdag den 21. juli 2018

Rallylandskamp, gode momenter og ærgerlige detaljer


I dag blev rallylandskampen mellem Sverige og Danmark afholdt for 5. gang. Værtskabet skifter mellem de to lande, og i dag var det Sverige der stod som arrangør, igen med Ingrid som den store drivkraft. Landskampen blev afholdt i Svenska Brukshundsklubbens Malmöavdelning i Limhamn, så det var dejligt tæt på, cirka 50 minutters kørsel fra Solrød.

For første gang skulle jeg hverken dømme eller arrangere, jeg havde lokket Amanda med, så vi stillede med 4 hunde til landskampen. Konceptet er, at man deltager i to rallyprøver, i dag en officiel svensk og en uofficiel dansk.

Der var usædvanlig mange danske deltagere, og der kom rigtig landskampstemning indimellem 😊

Første klasse for mit vedkommende var championklasse, som Annette Olesen dømte. Hun var inviteret i sidste øjeblik, og havde brugt en bane Trine Dyrgaard havde designet, og den var der ikke rigtigt noget dårligt at sige om. Der var 10 i klassen, Lille Bjørn startede som nr. 2 og Max som nr. 8.

Lille Bjørn startede virkelig godt, den første halvdel af banen var superflot, men så begyndte træthedstegnede at vise sig, og der kom flere ommere mv. Vi gik 3½ minut og det var nok lige i overkanten for os i den varme. Vi endte med 65 point (IB), hvor 6 point blev mistet på første halvdel, 29 på anden. Det rakte til en 9. plads.

Max var dejligt på hele vejen. Vi fik en fin start, lidt forsigtig, men med god kontakt. Eneste øvelse der ikke lykkedes var bakke væk fra fører, hvor Max satte sig (typisk dæmpning), men det føltes generelt godt, selvom jeg mentalt kom til at ærgre mig over bakken (efter banegennemgangen) …

Vi endte med 87 point og en 2. plads, kun slået af Amanda og Osseau med 89 point.

Max skulle derefter op i Fortsättningsklass hos Ingrid. En lækker og meget regulær bane, med nogle sjove sekvenser i løb og langsom gang. Max gik generelt supergodt, men der var to stationære øvelser der bare ikke fungerede. I sit-stå-gå rundt kunne jeg ikke få ham til at stå, og i dæk satte han sig først. Derudover mistede vi 3 på snus og 3 på skæve pladser, så netto 74 point.

Det rakte til en 3. plads i klassen, men også lidt øv, for vi skulle bruge 75 point for at få den sidste oprykningspind – det må man godt ærgre sig lidt over!

Lille Bjørn skulle op næstsidst i Avancerad klass hos Madeleine Persson. En rigtigt lækker bane, som passede os rigtigt godt. Den første halvdel gik fantastisk (trukket to for snus), men så mistede vi dæk under gang (han satte sig), springvand (han vendte ikke rigtigt) og bakning (ingen bakning). Det var tydeligt, at han mistede koncentrationen i varmen, og det var bare ærgerligt.

Han gik superflot og vi endte med 63 point (og 4. vinder). Ud over de 3 x 10 mistede vi kun 7 point. En oprykningspind kræver 80 point, så den var vi ikke i nærheden af i dag.


Det er en fornøjelse at kunne få banerne og dommersedlerne med hjem, og dermed meget præcist at kunne huske baneforløbet og fejlene.

Konklusion: Begge hundene gjorde det rigtigt godt, føreren var heller ikke så tosset i dag på banen, men skulle lige stramme sig an bagefter for at huske at have fokus på de mange gode momenter.

Tak til Ingrid for et meget fint arrangement, Annette for en fin dommerdebut (tror jeg det var?!) og rigtigt god feedback og Amanda for som altid hyggeligt selskab og knivskarpe kommentarer til den slappe fører.

lørdag den 2. december 2017

Rally: 2x93, 100, Sverige. HMC: 13.515


I dag stod Sydkystens Hundeskole for en stor rallyprøve i Niløse til støtte for Hundesport mod Cancer (HMC). Med 78 tilmeldte var det en meget stor prøve. Der var 3 dommere (Anita, Conni, Paul), 2 sekretærer (Amanda, Conni), 2 tidtagere (Conni, Paul). Der var en supergod stemning. Der var mange flotte resultater. Der var et meget flot overskud til HMC. Det er fantastisk at være en del af sådan en dag!!!

Championklasse


Lille Bjørn og Max var tilmeldt i Championklasse, som Conni havde designet en fin bane til, i den lidt svære ende ville nogle nok sige, med masser af sitter og med to gange bakke på højre side.

Jeg synes det var en fed bane, og det syntes Max og Lille Bjørn også. Max gik en vidunderlig bane, han var bare med, og vi udførte alt som det skulle. Vi fik 93 point, trukket 7 x 1 for snus.

Lille Bjørn gik også fantastisk. Vi fik en ommer (manglende kommando fra fører) og derudover 4 x 1. Også 93 point til ham. Det rakte i en flot klasse med 8 deltagere til en 2. og 3. plads og dermed fine præmier fra Barks N’ Bones, flotte rosetter og præmier fra Mias fletteri.

De gik fantastisk begge to, og jeg er supertilfreds med dem.

Ekspertklasse

Derefter havde jeg fornøjelsen at dømme en stor ekspertklasse, med et meget flot topniveau med 5 ekvipager, der fik certifikater.

Jeg havde fornøjelsen at give en ekvipage 100 point, at det var Amanda og Dumle var en ekstrastor fornøjelse. Jeg tyvstjæler fra hendes Facebook opslag inden hendes mor gør det: ”Min aller bedste Dumle fik i dag 100 point og blev 1. Vinder og ikke mindst 2. Cert i ekspert hos Sydkystens Hundeskole arrangement til fordel for Hundesport mod Cancer! 🌟 🌟 🌟 jeg er meget stolt af min sorte diamant!!! 😍 😍 😍”

Sverige

Det er ikke nogen hemmelighed at Amanda og jeg skal til Sverige 10. december og debutere i svensk rally. Så er det skønt at have svenske hundevenner, som vil hjælpe os på vej. Ingrid og Margaretha, som begge var til rallyprøven i dag, havde lavet et sæt svenske skilte i visitkortformat til os samt et sæt øvelsesbeskrivelser af de svenske Nybörjarskilte med fremhævelse af afvigelser fra de danske regler. Jeg læste dem og under banegennemgangen for øvet klasse gennemgik jeg dem med Ingrid og Margaretha. Tusind tak for interesse og hjælpen!

HMC


Og så handlede det hele jo om at skaffe penge til HMC. Så her er et foreløbigt kommenteret regnskab.

Indtægter:
  1. 14.720 kr. Det er tilmeldingsgebyrerne.
Udgifter
  • Halleje 0 kr. Stor tak til Helle Palm, Hund hos Helle
  • Dommerhonorar/kørsel 0 kr. Stor tak til Anita, Conni og Paul
  • Sekretærhonorar/kørsel 0 kr. Stor tak til Amanda og Conni.
  • Mad mv. til dommere og sekretærer 0 kr. Der var ingen, der ville have penge :-)
  • Rosetter 625 kr. Der er uddelt 25 rosetter på dagen, og vi køber af Sydkystens Hundeskole for 25 kr. pr. stk.
  • DKK. Vi skal betale 300 kr. + 20 kr. pr. registreret resultat, det bliver 1.380 kr. med 54 beståede.
  • Præmier. 2.600 kr. Vi købte præmier til alle, som var med i dag, i alt 70 deltagere fra Mias fletteri. Det koster 2.600 kr., som Mia giver til HMC!
  • Sydkystens Hundeskole købte liner for 300 kr., som gaver til de fire dommere/sekretærer.
Tak til Barks N’ Bones for at sponsorere præmier til nr. 1-.3 i alle klasser.

Endelig havde Petshoppen, som havde stand i hallen lovet at donere 5 % af dagens salg til HMC. 5 % var 255,80 som blev rundet op til 500 kr. Kæmpestort tak til Gitte Jacobsen for det!

Summa summarum:

Selve rallyprøven: Indtægter 14.720, udgifter 625 + 1.380 + 2.600. Netto: 10.115. Sydkystens Hundeskole har købt for 300 kr. og købt præmier for 2.600 hos Mia. Petshoppen har givet 500 kr., i alt 3.400 kr. til HMC.

Så i alt 13.515 kr. ender hos HMC affødt af dette arrangement, 10.615 fra Sydkystens Hundeskole og 2.900 kr. fra Mia.

Tusind tak til alle, der har bidraget!

fredag den 30. juni 2017

ÜBERFED Rallytræning! Ro og harmoni


Video: Maria Nørgaard

Dagens træning fandt sted ved DKK Kreds 2’s rallyprøver på Løserupvej 39, Tuse Næs. Ja, det var officielle prøver, og ja, det var ren træning for mig. Jeg var blevet formanet af Anita og mig selv om at huske, hvad fokus var … nemlig at bruge teknikkerne fra Christinas indlæg i lørdags (grounding osv.). Og ikke tænke på resultater.

Vi var 8 i championklassen, Max nr. 3 og Lille Bjørn nr. 8. Jeg kom ½ time før planlagt banegennemgang, gik op på arealet med begge hundene, afleverede resultatbøger og var rundt og hilse på folk. Lille Bjørn kom i bilen, jeg gik rundt med Max indtil banegennemgangen, hvor Maria holdt ham.

Efter banegennemgangen gik jeg rundt med Max, Amanda og Osseau var på før os, vi så dem gå banen, og jeg huskede nogle dybe indåndinger ind imellem. Ingen øvelser eller anden form for træning.

Da Amanda fik sin feedback tog jeg linen af Max, vi gjorde klar, han var et smut inde i teltet til Lilli, og jeg kunne mærke, at jeg tog det helt roligt.

Vi gik i gang med banen, første skilt var dæk under gang, som tit har drillet, det gjorde det ikke i dag. Max var helt på fra starten. De få gange, jeg mærkede, at jeg måske kunne blive lidt hektisk, huskede jeg ro-dyb indånding, og vi gik bare derudaf.

Hold da op et fokus og hold da op en fed fornemmelse!!!

Frank fortalte at jeg var trukket 2 for afstand og 3 for langsomme reaktioner, og jeg havde det fantastisk, ikke pga. pointene, men pga. følelsen. Amanda smilede, så jeg næsten smeltede indeni og sagde ”Wow, det er det flotteste I nogensinde har gået".

Jeg havde præcis den samme følelse, det her var godt, Max havde endelig en fører, som var helt på bølgelængde med ham. Her er virkelig noget at bygge videre på. Jeg har skrevet med Amanda her til aften og jeg må godt citere hende: ”når man kiggede på jer, kunne man mærke roen og harmonien! 😄 det var så smukt!”

Jeg blev pludselig opmærksom på, at Lille Bjørn også skulle på, og opvarmningen var ligesom med Max, ikke øvelser eller noget.

Den første øvelse, dæk under gang, måtte vi lave om, og for første gang fik jeg prøvet min nye ommer teknik, rose for det første gode forsøg (han dækkede, men satte sig op igen, det var også lidt vådt), tage ham med og lave et nyt, som lykkedes.

Derefter var han på på på. Der var nogle langsomme reaktioner og nogle afstande. Der var et par steder, hvor han snusede en del, og jeg måtte skrue op for stemmen (han kunne finde på i distraktion at løfte ben).

Tilbagemeldingen var 1 ommer og 10 1’ere for diverse. Men igen overskygget af den fede fornemmelse, at 95 % af banen var med fuld kontakt.

Det var træning, men altså til en officiel konkurrence, så jeg skal da nævne at Lille Bjørn blev nr. 7 med 87 point og Max nr. 4 med 95 point.

Birgit Dahlgren tog dette foto af en meget glad fører og to tilfredse hunde.


Jeg skal huske at takke for en flot prøve, jeg gik lige efter præmieoverrækkelsen, men det var virkelig et flot gennemført arrangement, og vi kommer meget gerne igen.

lørdag den 8. april 2017

Forberedelse til 6 x championklasse

Klar til 6 x championklasse i morgen

Den 11. februar i år debuterede Lille Bjørn i rally championklasse, og jeg benyttede anledningen til at gå op med alle tre hunde i championklasse til begge dagens prøver. I morgen gør jeg det igen. Alle tre er tilmeldt begge prøver i Sjællands Agilitycenter i Ringsted, hvor forholdene er ret perfekte for mig i den situation. Jeg prøvede det i forbindelse med juleafslutningen sidste år: jeg skulle bruge en hundeholder til banegennemgangen og under prøven, for det var op med en hund, belønne, varme op, og så på den igen, tre gange i alt.

I morgen ligger den første prøve fra morgenstunden, den anden prøve ligger sidst, så jeg tager hjem ind imellem, hallen ligger under en ½ times kørsel fra mig, så det passer mig rigtigt godt at kunne være hjemme fremfor at vente i/udenfor hallen.

Det er meget længe siden jeg sidst har trænet med Megan, så til træningen i morges i Jersie med Anita havde jeg Max og Megan med. Jeg kom i øvrigt til at tænke på, at det er over 10 år siden Megan og jeg startede vores LP-træning på et hold i Jersie, og vi har brugt rigtigt mange timer sammen dér. Vi har masser af erfaring og rutine, når vi går i ringen!

Det var virkelig en fornøjelse at arbejde med begge hunde. Max gik efter ganske kort opvarmning et fuldt FS-nummer (bildøren åben og fuld gas på CD-afspilleren!) og det føltes vildt godt. Anita kunne fortælle, at det er åbenlyst, at Max har det godt med nummeret. VI har også trænet forløbet nogen gange, så det er blevet en ret lækker kæde, med tricks han kan og hvor han er tæt på mig hele tiden. Det har taget over et år at komme dertil, men det har været vildt sjovt. Jeg glæder mig meget til at skulle op med det igen i Roskilde 30. april.

Med Megan trænede jeg fremsendinger til felt og kegle og så det løse. De få steder, hvor det ikke gik rigtigt første gang, var simpelthen på dårlig signalgivning fra mig. Nuancerne mellem skift side foran og hund rundt om fører er meget små, men hvis jeg har hånden i den rigtige højde i forhold til Megan, og fører den i det rette tempo, så gør hun det rigtigt hver gang.

Derefter trænede jeg lidt rally med Max og det var også bare en fornøjelse.

I eftermiddags cyklede Max og jeg en halv time, det er virkelig skøn mental afkobling.

Vi er helt klar til i morgen, og selvom der ikke er farver og form på hattene endnu, véd jeg præcis hvordan jeg skal have det indeni, inden hver af prøverne i morgen. Det er mig, der har valgt at stille op med tre hunde, vel vidende at de kunne blive lidt hektisk tidsmæssigt, og det anvender jeg naturligvis til min fordel – for jeg får ikke tid til at være andet end totalt fokuseret på hundene fra banegennemgangen er slut til alle tre hunde har været oppe :-)

mandag den 13. marts 2017

En ordentlig fører 2

Søndagstur ved vandet

En ordentlig fører hed mit blogindlæg i onsdags efter coachingsessionen hos Anja. Den session har fyldt rigtigt meget i mit hoved siden da, og jeg havde besluttet at dens konklusioner skulle være topfokus på turen til Bornholm i weekenden.

Det fik den og på allerbedste vis.

Jeg véd ærligt talt ikke hvor jeg skal begynde og hvor jeg skal slutte, så jeg begynder med en kronlogisk oversigt :-)

Lørdag den 11. marts

Turen til Hønsehuset lørdag morgen gik helt efter planen: Morgenluftetur, hente Anita, ingen kontrol, da vi kørte ind i Sverige, i god tid i Ystad og lidt hundeluftning, uproblematisk tur til Rønne og ankomst ved Hønsehuset lidt over 10, hvor første prøve skulle starte kl. 11.

Jeg skulle dømme begynder og øvet til den ene prøve først (kun DM-kvalifikation), derefter kom den anden prøve der talte til DM og Årets hund, hvor Anita dømte begynder og øvet, jeg ekspert og Anita champion, inden vi sluttede med de sidste to klasser til den første prøve, hvor jeg dømte ekspert og Anita champion. Vi var først færdige ved 21-tiden, så det var en ret lang dag både for official og tilskuere, for ikke at tale om hundene.

Jeg tror, det var ved 17-tiden der var line-up til den første championklasse, jeg mener Lille Bjørn var nr. 3 og Max nr. 9 ud af 12, jeg fik Max flyttet ned som nr. 11, før den løbske tæve.

Præmieoverrækkelse 1. championklasse lørdag

Begge hundene havde været inde i hallen i løbet af dagen, der var styr på hundeholder og fin opvarmning af Lille Bjørn, og så gik det ellers derud af. En fantastisk følelse at mærke hans fokus og lydhørhed, han gik som en drøm, og jeg havde totalt kontakt hele vejen igennem. Jeg var varm og forpustet, men havde først og fremmest den helt rigtige følelse indeni. Feedbacken fra Anita var kort og præcis, der var trukket 2 x 1! 98 point og 3. vinder til Lille Bjørn til hans fjerde officielle championklasse.

Hundebytte og opvarmning af Max. Jeg tror, det var her, han, da jeg tog linen af inden vi skulle i ringen, smuttede ind under dommerbordet, og jeg tog det helt roligt. For hele forløbet havde været godt, han virkede ikke så anspændt og vi gik i gang. Der er var lige lidt tøven i starten, men ellers kørte det fint. Bakke væk fra fører mistede vi helt (13’er) men resten var ok. Jeg kunne mærke at min mentale forberedelse virkede perfekt, jeg var roligt som jeg sjældent har været med ham, og kom også til at grine undervejs! En fed følelse og en af mine bedste prøver med Max. Vi endte med 84 point og 8. vinder.

Så skulle jeg stille bane op og dømme ekspertklasse, inden jeg gjorde klar til dagens sidste prøve. Igen styr på hundeholder osv. Ved line-up fulgte jeg bare katalogrækkefølgen, så Max var nr. 3 og Lille Bjørn nr. 9 tror jeg (der var 3 efter os).

Jeg havde samme gode fornemmelse indeni ved begge prøver. Max gik som en drøm. Der var en cirkel rundt om fører fra højre, hvor jeg et øjeblik troede han var på vej væk, men jeg fik ham lynhurtigt ind igen, så der kun blev noget afstand fra fører – vi talte bagefter om, at han kan have troet, at et hvidt område på tæppet kunne opfattes som et felt! Der var en dum førerfejl, jeg stoppede ved 2 skridt bakke, fordi jeg huskede galt, så den lavede vi lige om. Igen en fantastisk følelse indeni!! Vi endte med 95 med en 3'er for førerfejlen og blev 3. vinder.

Endelig blev Lille Bjørns tur, og han gik sørme også fint igen. Den rundt om fører lykkedes ikke (13’er) og jeg kom for tæt på et skilt, så han væltede det, da han skulle videre, men han gik fint og fokuseret som altid og vi endte med 82 point og blev 9. vinder.


Anita og jeg forlod hallen ved 21-tiden og fandt frem til huset vi havde lejet via Airbnb lige udenfor Gudhjem, hundene fik en mega kort luftetur, vi fik noget aftensmad og gjorde vores baner klar til søndag inden vi gik i seng, totalt brugte.

Søndag den 12. marts

Søndag morgen gik hundene og jeg en tur ned til vandet. Det lyder meget tilforladeligt, men vi skulle gå et stykke langs en stejl skrænt, inden vi fandt et sted at gå ned, og det var ikke helt nemt at komme ned og ud til vandet. Men hundene fik løbet lidt løs. Hjemturen var lidt anstrengende for Lille Bjørn og han pustede godt nok noget efter den for ham ret strabadserende tur på små 45 minutter. Vi fik morgenmad, ryddede op efter os i huset (hurtigt gjort) og var i hallen 9.30 (første banegennemgang kl. 10).

Præmieoverrækkelse championklasse søndag

Jeg hjalp Anita med at opstille championbanen inden jeg hentede hundene, fik aftalt hundeholder, og så var vi klar til weekends tredje championklasse, denne gang med Lille Bjørn som nr. 1 og Max som nr.11, lige før den løbske tæve.

Jeg havde selvfølgelig gennemgået den ophængte bane, og noterede mig, at der var et dobbeltspring ro tilbagespring, og ville gerne have varmet op med det, men det var der ikke mulighed for, så det opgav jeg. Hvilket var ret heldigt, for under banegennemgangen fandt jeg ud af, at det var et dobbeltspring den ene vej og enkeltspring ro den anden, der var vist ingen af de andre, der var i tvivl om, at jeg havde læst forkert, da de hørte min vantro :-) Lille Bjørn pustede fra skilt 1, men hold da op hvor gik han godt! Han var hele tiden, hvor han skulle være og jeg havde for 5te gang den perfekte følelse indeni. 97 point og 4. vinder!

Endelig Max, som også gik fint. Jeg synes banen passede ham perfekt. Enkeltspring ro var lige ved at gå galt, der kom en stribe meget hurtige stå’er fra min side, men han stoppede lige før det andet spring, phew. Vi gjorde det igen, jeg den havde den supergode følelse indeni, og endte med 95 point og 9. vinder.

Bettine modtager Sydkystens Hundeskoles Hundeepris 2016 på vegne af kredsen

Før præmieoverrækkelsen for champion og ekspert fik jeg mulighed for at overrække Bettine Nordsejl, formand for DKK Kreds 8, Sydkystens Hundeskoles Hundepris for 2016. Med weekends flotte arrangement demonstrerede de endnu engang, hvor gode de er til at arrangere og gennemføre prøver på allerflotteste vis, det var en fornøjelse at være dommer og en fornøjelse at være deltager

Vi var færdige med prøverne ved 16-tiden, Anita og jeg fik en let frokost på Café Gustav i Rønne inden turen hjem. På færgen fik vi meget hyggeligt selskab af Conni, og tre trætte dommere/førere fik talt om alt mellem himmel og jord. Alt gik efter planen og jeg landede i Solrød lige over 22.

Resultaterne

Hvis jeg lige skal gøre resultatdelen færdig: Det er ekstremt attraktivt at deltage i 3 prøver på 2 dage, når de to prøver tæller til Årets Hund og alle til DM. Så der var en meget stærkt besat championklasse, jeg var oppe i. Under mere normale omstændigheder ville de flotte point have rakt til mere, men 95 point og 9. vinder taler sit tydelige sprog om et vildt højt niveau – for det var ikke specielt nemme baner.

Lille Bjørn fik med de 98 point forhåbentlig en DM-kvalifikation. Det bliver i så fald hans 3de DM, og det første i championklasse. Til Årets Hund scorede han 9 point lørdag og 7 point søndag. At sige at jeg er stolt af ham, ville være en kæmpeunderdrivelse.

Max forbedrede ikke sin DM-placering (han har 96 point), og scorede til Årets Hund 3 point lørdag og 2 point søndag, han har 12 point i forvejen. Jeg synes vi havde en skøn debut, Max og hans ordentlige fører, og vi har aftalt, at det fortsætter sådan.

Hvorfor gik det så godt?

Resultaterne var ikke det vigtigste, de var blot en super dejlig bonus, der fulgte med i købet.

Naturligvis har jeg tænkt rigtigt meget over hvad der gik godt, hvad jeg havde ændret i forhold til specielt Max og med Anita som selskab blev det lige analyseret godt og grundigt noget af vejen hjem.
Her er nogle forklaringer:
  • Jeg havde forberedt mig godt på, hvordan mit fokus skulle være, så jeg tænkte virkelig positivt hele turen, og ekstra meget med Max, som jeg vist kunne blive lidt irriteret på en gang, da han skulle ud og tisse midt om natten … Det betød at jeg var helt i balance til de enkelte prøver. Jeg var en ordentlig fører.
  • Det rette fokus gjorde også, at jeg ydede alt i hver prøve. Jeg kunne mærke hvordan jeg efter dem alle var varm og pustede, dels pga. den fysiske fokusering, dels og især pga. den mentale indsats. Jeg kan garantere, at jeg på intet tidspunkt tænkte andet end på at støtte, tænke på næste skilt (næste bold), ikke på point.
  • Jeg varmede hundene perfekt op. Ikke for meget, ikke for lidt. Anita havde en supervigtig pointe: det var godt, at jeg også skulle dømme. For så havde jeg ikke tid til at gøre alt muligt med hundene, som jeg ellers kunne have fundet på. Anita nævnte konkret søndag morgen, hvor jeg bevidst hjalp med at stille hendes bane op, i stedet for at gøre noget med hundene. Og ja, de havde lige været på morgentur og Lille Bjørn skulle bestemt ikke varmes mere op, så kunne han ikke have gået banen. Så opvarmningen med ham var at sidde udenfor ringen og lege og belønne.
Endelig gav Anita mig en rigtig svær en til tænkeren ved 21-tiden midt på Øresundsbron: Nu hvor Lille Bjørn var så skrap og dygtig i championklasse, så gjorde han måske, at forventningspresset på Max blev reduceret, og så ville Max blomstre op igen. Jeg er ret sikker på, at Anita igen igen har ret!

Det har været en pragtfuld weekend:
  • et dejligt arrangement (tak DKK Kreds 8),
  • en fornøjelse at dømme en masse skønne ekvipager,
  • skønt at kunne gå til 6 prøver og føle at jeg gjorde mit allerbedste hver gang, og fik god dommerfeedback og mange positive tilkendegivelser fra andre deltagere,
  • herligt at der også kom gode resultater ud af indsatsen,
  • hyggeligt at møde en masse dejlige hundemennesker,
  • og fantastisk at have det skønneste selskab så tiden bare fløj afsted.