fredag den 30. april 2021

Rally i Odder

 

I dag gik turen til Zakkai Hundecenter i Odder, som havde arrangeret rallyprøve med kvalifikation til Årets Hund. Jeg havde en aftale med Amanda, som skulle op med Dumle i seniorklasse, og jeg skulle selv op med Max i championklasse. 

Banegennemgangen kan ses ovenfor (tak Amanda for at filme), og resultatet kan ses i navnet 😊 88 point rakte til en 8. vinder ud af 12, og 3 point til Årets Hund. 

Hvad lærte jeg? 

Jeg fik nogle kommentarer umiddelbart efter at have gået banen, og nogle flere efter at have delt linket, plus nogle spørgsmål:
  • Max var ikke rigtigt glad for at gå (dele af) banen, specielt var der noget på startstrækket, som gav anledning til en del snus. Blev jeg irriteret og lidt febrilsk?
  • Var der noget med mine håndtegn i de to bliv-øvelser, som begge skulle laves om?
  • Hvorfor var Max ked af det (halen nede) et par steder?
  • Roser jeg ham nok på banen eller var det alt for lidt?
  • Max virkede rigtigt glad det sidste stræk, efter indkaldet i dæk gå fra, hvad gjorde forskellen?
Susann havde designet en lækker bane, som passede os rigtigt godt. Jeg havde varmet fint op med Max, specielt startforløbet (de første 3 skilt plus ståen i det fjerde) og afslutningen (skift side foran og bakke på højre side), og de gik fint (se dog skilt 2 nedenfor). De to ommere var øvelser, jeg slet ikke overvejede kunne give problemer. Så der var virkelig noget at tænke over bagefter 😉 

Starten var en fin detalje: et stykke inde på banen og så skulle man gå næsten ud til ringbåndet for at lave 1. Tyskervending (H), derfra videre til 2. 2 skridt til venstre (H); Max gik i snus mellem de to skilte som det tydeligt kan ses, og det var med nød og næppe han var på plads til øvelse 2, som blev lidt hektisk og ikke ser for køn ud fra den filmede vinkel. 

3. Skift side bagved førte Max på venstre side, og han var lidt fraværende, og jeg måtte virkelig kæmpe for at få ham med til 4. Skilt 321 (V). Ståen har drillet før, men sad lige i skabet og så kunne jeg sagtens leve med den skæve dæk til sidst. 

5. Enkeltslalom (V) og 6. Dæk under gang gå rundt (V) gik fint, og så kom 7. Sit, højre om, 1 skridt, kald på plads (V), som vi måtte lave om. Var det håndtegnet, der gjorde det? Jeg kan ikke afgøre det fra filmen, men jeg kan ikke mindes at den er gået galt til en prøve i nyere tid. 

Så kom 8. 3 skridt baglæns (V), hvor Max tydeligt kigger ud, og vi var lige ved ikke at komme rigtigt i gang med den. 9. Sidestep til højre (V) og 10. 8-tal med sideskift var ok. 

Men så kom 11. Dæk gå fra (H). Igen en øvelse, som ikke plejer at volde problemer, og jeg blev meget overrasket da Max fulgte med … 

Fra ommeren gik det strygende. 12. Indkald (H), 13. Synkron venstre, 14. Sit under gang gå rundt (V), 15. Venstre sving (V), 16. Bakke 1-2 skridt (V), 17. Højre om (V), 18. Skift side foran og 19. Bakke 1 skridt (H). Skift side foran har drillet ved de seneste prøver, men her kunne jeg mærke, at jeg tog en dyb indånding lige efter højre om, og var sikker op at sideskiftet ville fungere, og det gjorde det.

Præcis det sidste mindede mig om, at jeg stramme min mentale tilgang. Det har kørt rigtigt godt længe, og i dag var bestemt også godkendt, men alligevel med nogle detaljer, som jeg skal arbejde med, og så er vi klar til de næste prøver. 


A propos de næste prøver har jeg bestilt en tredje rallyresultatbog til Max. Han har plads til 5 resultater i sin anden resultatbog, prøven i dag var hans prøve nr. 221, som skulle registreres 😊

Jeg blev spurgt i dag, om han ikke skal i seniorklasse, og det skal han da nok engang … men som det kører nu, ville jeg være et skarn, hvis jeg ikke arbejdede videre i championklasse, hvor vi har potentiale til at blande os med de allerbedste, hvis ham føreren lige spænder hjelmen!

Igen stor tak til Zakkai (Tina specielt) for at arrangere og Susann for en dejlig bane og meget præcis feedback.

Ingen kommentarer: