søndag den 14. juni 2020

Max 9 år

Max og Mathilde, dagens stjerner
I dag fyldte Max 9 år. Jeg kom i tanker om det ud på formiddagen da Anita ønskede tillykke med ham, og jeg spurgte hvorfor … ”Er det da ikke i dag han har fødselsdag?” Ups ☹

Han har tilbragt det meste af dagen i Løserup, til rallyprøve i DKK Kreds 2, hvor jeg skulle dømme, og han skulle gå championklasse med mig og juniorklasse med Mathilde.

Det var en ganske særlig dag for rallyfolket, den første prøve efter en længere ufrivillig Corona-pause. Kredsen havde gjort et stort arbejde for at sikre, at alle forhold var i orden, bl.a. hyret Conni som Corona-ansvarlig mv., og det er helt sikkert at alle sikkerhedsmæssige forskrifter blev efterlevet.

Vi var oppe som nr. 1 i championklasse hos Annette, og jeg skulle nok have varmet Max bedre op, for han var da ganske frisk 😉 Jeg skulle også have lidt bedre styr på banen, så jeg ikke lavede et korrekt 8-tal om!

Når det er sagt gik det strygende, der var 4 ommere og 4 1’ere, vi endte med 84 point og en rigtig god fornemmelse.

Som dommer havde jeg en mase fantastiske oplevelser, jeg vil nøjes med at nævne de 2 x 100 i championklasse (Birgitte/Linus og Christina/Tempo) og Amanda og Osseau som fik deres første seniorcert. med 97 point. Nå ja, så var der Signe og Lukka med 100 point i ekspert og Lisbeth med en skøn Groenendael, der også fik 100 point i ekspert og blev slået med 0,02 sekunder. Der var Gro og Ronja med 100 i øvet klasse. Og der var meget andet. Fedt at dømme igen og fedt at opleve så meget flot førerarbejde.


Mine baner kan findes her. Jeg er specielt glad for championbanen, med 15 sideskifter og 5 højrehandlede skilte.

Mathilde og Max var oppe til allersidst hos Annette, og jeg fik desværre ikke set dem, da jeg dømte samtidig. Heldigvis har Mette filmet:


Det er så flot, og de fik 95 point og er dermed kvalificeret til DM for tredje år i træk med Max!

Jeg er ret vild med, at Mathilde og Max er begyndt at gå rally igen, for de passer altså perfekt sammen. Som man kan se af Mettes foto foroven, er det vist en konkurrence mellem de to om hvem der mest tilfreds med dagens præstation!

Max er helt færdig til aften, det er jeg vist også tæt på, men jeg er sikke på at han ikke synes det var en dårlig fødselsdag. Og han er superglad for Mathildes fødselsdagsgave, et trækkelegetøj, som vi indvier for alvor i morgen.

Ingen kommentarer: