Viser opslag med etiketten Billie. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Billie. Vis alle opslag
onsdag den 17. oktober 2018
6+ for de garvede og lidt mere om Samsø
Louise og jeg har været nemme at lokke til at stille op i 6+ en sidste gang til prøven på Samsø på lørdag. Vi er kvalificerede med Billie og Max i kraft af en 2. plads på Samsø 14.10.2017 og en 2. plads 28.10.2017 på Garbogaard. Sidst vi var oppe var 17.12.2017 i Hangar 17, hvor jeg stoppede, fordi Max var ked af det.
Louise og jeg har skrevet sammen om nummeret, og heldigvis har Louise været fremme i skoene, så da vi mødtes til første og eneste træning inden Samsø i dag, var der styr på musik og program. Musikken er Max’ og min FS1-musik, When I’m 64 i kort udgave, programmet er lidt inspireret af mit FS1-program, lidt af vore 6+ til Be My Life’s Companion, og lidt af hvad Max og jeg kunne af tricks – helt klart den begrænsende faktor i forhold til Billies og Louises repertoire 😉
Det er lækkert, at både hunde og førere er rutinerede, så efter nogle justeringer begyndte vi at arbejde med programmet, helt klassisk: uden musik og hunde, med musik uden hunde og med musik og hunde. Jeg tror vi fik to fulde gennemgange med hunde undervejs, med masser af belønninger – og heldigvis må vi jo belønne på lørdag! – og sørme om det ikke begynder at ligne et færdigt program. Det er nogle ret seje hunde Billie og Max, og de skal nok gøre det godt!
Jeg har visualiseret programmet flere gange, det bliver flot.
Jeg synes gulvet i Louise træningslokale var lidt underligt, men jeg ville ikke kommentere det … Først da vi gik op ad trappen til sidst fandt jeg ud af, hvad årsagen var, min sål var da gået helt i stykker 😊
Vi fik også aftalt kostume. Og så skal jeg da også lige nævne, at jeg fik vist Max’ HTM-nummer. Det kræver en del plads, men vi fik manøvreret på den plads, der var til rådighed, jeg kunne huske hele programmet, og det blev ikke så tosset.
Der skal lige trænes lidt i morgen, men så er vi klar til Samsø.
Samsø betyder noget særligt for mig. Vi holdt vores første sommerferie på Samsø august 1982, Christian var knap 1½ år, vi boede i en lejlighed vi havde lejet gennem Jyske Bank, hvor Kirsten var ansat, og vi holdt ferie på Samsø de næste 4-5 år.
Så var der en lang pause til 2010, og så var det naturligvis relateret til hunde En herlig tur til Samsø. Og så er der kommet en stribe Samsø går i Hundene, et par år som dommer, siden som udøver af HTM og Rally.
Jeg er vildt imponeret af, at Samsø kan stable så flot et todages-arrangement op hvert år, og tiltrække deltagere fra nær og fjern!
I år har jeg taget fri fredag, sejler over 8.30 og har aftalt en turistdag sammen med Anita og Amanda.
Det bliver superhyggeligt!
Etiketter:
6+ træning,
Billie,
Louise Vig,
Max,
Samsø går i Hundene 2018
mandag den 4. december 2017
Fornyelse af 6+
Den kreative proces er i fuld gang!
Louise og jeg havde en aftale til aften. Vi skulle finpudse vores 6+-program inden prøven i Hangar 17 den 17. december. Vi aftalte for 14 dage siden en ny start (inden møllen) og skulle afprøve den i praksis i dag. Det var lidt interessant: vi skulle først genopfriske hvad vi havde aftalt og derefter prøve det til musik. Og fandt ud af, at det slet ikke passede til musikken …
Nå pyt, så blev vi kreative – og det var rigtigt sjovt! Hundene var helt med på forskellige eksperimenter, og pludselig var det der. Lidt finpudsning, og vi havde en helt ny start på vores nummer, med en noget højere sværhedsgrad, og lige noget for begge hunde.
Det meste af programmet er uændret, men den nye start er helt sikkert sjovere for hundene, og det medvirker samtidig at til at førerne får ny energi = win-win.
Jeg vil ikke afsløre hvad ændringerne går ud på, men vi skal anskaffe en ny rekvisit og går i skarp træning og om 13 dage vil vi så vise programmet i Hangar 17!
En dejlig træningsseance med masser af sjov og snak; og hvor er det skønt at opleve Billie og Max sammen, de hygger sig bestemt rigtigt meget med at træne med de to kreative førere ;-).
mandag den 20. november 2017
En ny start – og en masse ideer (6+)
Siden vores to prøver ved NM den 30. september og 1. oktober har Louise og jeg optrådt med 6+ to gange: 14. oktober på Samsø og 28. oktober på Garbogaard, og uden at træne sammen. I dag mødtes vi for at træne, for nu skal der ske noget med vores nummer.
Både NM og VM har været fantastiske anledninger til at hente inspiration, og se hvad der virker godt og mindre godt konkurrencemæssigt.
I dag havde vi fokus på to områder.
For det første arbejdede vi med starten af det nuværende 6+-nummer. Den har været fin på papiret, men vi må erkende, at den aldrig har virket så godt til konkurrence – det kvadrat, vi går forskudt, har været med rodede positioner, og har ikke set pænt ud – så den har vi besluttet at lave om. Vi havde forskellige ideer på bordet og er endt med noget simpelt, som vi tror, vil fungere fint. Fra damemøllen og ud har vi ikke ændret noget væsentligt, men der er en række detaljer, vi har set på, fx stokkebevægelser og måden vi får hundene ind foran inden bakningen mod slutningen. Så i bund og grund er det samme nummer, men med lidt mere solide rutiner og finpudsning af detaljer. Det skal vi have klar til 17. december på Hangar 17.
For det andet har vi set på 2018 og hvad vi kan og vil med 6+. Vi fik arbejdet med forskellige tricks, hvor vi bytter hunde, bl.a. et lille lækkert flow, hvor vi starter med front mod hinanden med 3-4 meters afstand, vi har vores egen hund med front mod os, bakker den over til makkeren, hundene går rundt om makkeren og kommer tilbage til fører.
Hundene vil rigtigt gerne arbejde for os begge, og vi tror vi med relativt enkle midler kan skabe et anderledes program med god sværhedsgrad og godt flow. Måske med en længere udgave af Be My Life’s Companion, måske til noget andet musik. Men målet er at vi den 24. marts 2018 i Ringsted har et nyt program klar.
Det er rigtigt hyggeligt at arbejde med at forfine det nuværende program og at tænke en masse tanker om det nye program. Selvom hundene nok tænker deres om deres førere indimellem, så arbejder de virkelig godt både for den ene og den anden fører og sammen.
Louise og jeg har aftalt, hvad vi træner inden vi mødes igen 4. december, til generalprøve og alt sådan noget.
onsdag den 18. oktober 2017
Videoer fra Samsø
Her er videoer fra Samsø, alle tre prøver lørdag den 14. oktober og den ene rallyprøve søndag den 15. oktober.
Det var en dejlig oplevelse at se dem igen - og det er bestemt ikke altid jeg synes det :-)
Først Max debut i HTM3. En superglad Max hele vejen, masser af gode momenter og også en masse, der kan forbedres. Jeg kan fornemme den fantastiske følelse, når jeg ser klippet :-) Dejligt!
Foto: Amanda Haue Jakobsson
Så Lille Bjørns debut i HTM1. Det er da ret sejt at debutere som 10½ årig ;-) Det gik meget tæt på det jeg havde drømt om, og Lille Bjørns hale tager man ikke fejl af. Det er så dejligt at gå med ham!
Foto: Amanda Haue Jakobsson
Så kommer 6+-nummeret med Billie, Louise og Max. Det er sjette gang vi optræder med det og første gang siden NM. Der er lidt misforståelser, og Max og fører var lidt trætte, men bestemt ikike en dårlig udgave.
Foto: Amanda Haue Jakobsson
Endelig Lille Bjørns rallyprøve hos Conni. Han var vældig på og meget opmærksom, men fik tydeligt fortalt at der var for mange sitter.
Det var en dejlig oplevelse at se dem igen - og det er bestemt ikke altid jeg synes det :-)
Først Max debut i HTM3. En superglad Max hele vejen, masser af gode momenter og også en masse, der kan forbedres. Jeg kan fornemme den fantastiske følelse, når jeg ser klippet :-) Dejligt!
Foto: Amanda Haue Jakobsson
Så Lille Bjørns debut i HTM1. Det er da ret sejt at debutere som 10½ årig ;-) Det gik meget tæt på det jeg havde drømt om, og Lille Bjørns hale tager man ikke fejl af. Det er så dejligt at gå med ham!
Foto: Amanda Haue Jakobsson
Så kommer 6+-nummeret med Billie, Louise og Max. Det er sjette gang vi optræder med det og første gang siden NM. Der er lidt misforståelser, og Max og fører var lidt trætte, men bestemt ikike en dårlig udgave.
Foto: Amanda Haue Jakobsson
Endelig Lille Bjørns rallyprøve hos Conni. Han var vældig på og meget opmærksom, men fik tydeligt fortalt at der var for mange sitter.
Foto: Birgit Dahlgren
De officielle resultater og bedømmelser kan læses i dette blogindlæg.
Etiketter:
6+,
Billie,
HTM1,
HTM3,
Lille Bjørn,
Louise Vig,
Max,
Rally,
Samsø går i Hundene 2017
lørdag den 30. september 2017
NM dag 2 - flot landsholdsdebut
Det har også været en fantastisk dag 2 ved NM.
Jeg kunne sove længe, der var morgenmad fra kl 8 og vi skulle først være i hallen kl 9.
Morgenturen på Køreteknisk Anlæg, som ligger i forbindelse med motellet, var perfekt, Max kunne løbe løs, og jeg fik koblet ham lige inden jeg opdagede en hare.
Før frokost fik jeg set samtlige HTM-programmer, og det var virkeligt inspirerende, Jeg sad sammen med Louise, og det var vist godt vores kommentarer ikke blev optaget, for vi lagde ikke fingrene imellem. Der var en del med at, Anja ville have sagt sådan og sådan, eller vi ville ikke slippe af sted med det hos Anja og den slags. Men bundlinjen var at der var rigtigt meget top HTM-arbejde, og med Sidsel og Helle som nr. 1 og 2 inden søndagens finaler.
Frokostpausen blev benyttet til at lufte Max og have ham ind i hallen igen – han var også inde om morgenen inden HTM startede. Jeg så de fleste af FS-programmerne inden jeg klædte om til 6+, Max blev luftet og vi gjorde klar i hallen.
Annette hjalp til under opvarmningen, og pludselig var klokken 15:15 og vi skulle debutere ved et internationalt mesterskab. Jeg smilede (tusind tak for al støtten Liv), jeg var groundet og Max og jeg gik ind og lavede – sammen med Billie og Louise – vores bedste program ever. Jeg huskede at smile (det meste af tiden) og fra starten kunne jeg bare mærke at Max var på. En meget FED oplevelse.
Vi løb ud, fik en masse lykønskninger, jeg legede med Max – som var så dygtig som nogensinde - og ønskede Louise tillykke. Vi debuterede på landsholdet, og vi gjorde det supergodt.
Derefter var der tid til at se de tre andre 6+ programmer. Og ærligt talt, de var rigtigt gode alle sammen. Specielt de to svenske var jeg meget imponeret af.
Der var præmieoverrækkelse for dagen kort tid efter. Louise og jeg fik en 3. plads individuelt med 23,63 point, og da vi var bedste danske ekvipage, skal vi også deltage i morgen, hvor holdkonkurrencen skal afgøres. Vi er 4.47 point efter det svenske hold, så realistisk set kan vi ikke indhente dem, så vi satser bare på at slå dem i morgen :-)
Klokken var tæt på 17, der var spisning 17:30, så jeg kørte til motellet (3 minutters kørsel), gav Max aftenmad, luftede ham kort, kørte omkring den nærmeste Netto og købte noget vin, og derefter tilbage til hallen.
Der skulle være noget quiz inden maden, og jeg må blankt erkende, at jeg var helt færdig. Så jeg gik ud og luftede Max, og da pizzaerne kom, tog Louise, Henrik og jeg tilbage til motellet med vores pizzaer og nød aftensmaden med lidt årgangsøl fra Wiibroe og lækker rødvin fra Chile og Australien.
Vi var så heldige at Kate kom forbi, så vi fik også talt om vores næste 6+-nummer, for selv om vores optræden i dag kun var fjerde gang vi viste programmet, så trænger vi til fornyelse.
Aftenturen, igen på Køreteknisk anlæg, var fantastisk. Cherie og Max løb løs og legede måske ligefrem?! Max er i hvert fald helt færdig nu :-)
I morgen skal vi nyde HTM- og FS-finaler, og indimellem får vi lov at vise vores 6+-nummer igen.
Måske står det ikke helt eksplicit ovenfor, men jeg synes det var fantastisk at gå programmet i ringen, og det cirka ligeså fantastisk at komme ud og få så mange dejlige lykønskninger. Jeg er virkelig stolt af det Louise, Billie, Max og jeg har opnået sammen!
Vi glæder os til en festlig dag i morgen, hvor vi vil gøre vores bedste for at lave endnu et flot 6+-program.
Etiketter:
Billie,
Louise Vig,
Max,
NM i Freestyle og HTM 2017,
The Silver Duo
torsdag den 21. september 2017
Sidste NM-træning
Cherie var SÅ tæt på at få Max til at lege :-)
Louise og jeg havde i dag aftalt, at tage den sidste træningsrunde inden NM.
Vi gik vores program nogle gange uden hunde, hundene var med til en fuld udgave eller to med masser af belønning, vi trænede nogle småmomenter med hunde, og vi trænede specielt afslutningen en del uden hunde. Endelig fik vi talt en del om programmet og vi talte også om fejlhåndtering.
Fejlhåndtering?
Teamwork to Music (lyder det ikke så meget bedre end 6+?!) er dramatisk forskelligt fra HTM/FS når man som Louise og jeg har et program, som i høj grad er baseret på at vi og vores hunde skal gøre noget helt synkront, eller forskudt i forhold til hinanden. Hvis vi afviger fra det planlagte, kan vi ikke bare korrigere, som der ofte vil være mulighed for i HTM/FS, for det bliver pludselig meget synligt, at programmet ikke hænger sammen.
Selvom vi synes programmet er meget bedre end den udgave, vi viste i Vejen 2. september, er vi også ærlige og erkender, at der er ting der kan gå galt, og uden tvivl også ting der vil gå galt den 30. september. Det vil vi ikke gå i panik over under prøven, så vi har talt mulige fejl igennem, og talt om hvordan vi vil agere, hvis de sker.
Naturligvis håber vi på et perfekt program, men realistisk set bliver det nok kun tæt på :-)
Glæder jeg mig til NM?
Selvfølgelig gør jeg det!
Men der er lige noget Årets Hund i rally den kommende weekend, så først derefter får jeg fuldt fokus på NM den efterfølgende weekend.
Der er så meget nyt at lære og tage stilling til som landsholdsdeltager. Jeg må indrømme, at det at skulle finde på gaver til alle de andre på landsholdet var lige ved at stresse mig, men jeg fandt en løsning, og nu er den del på plads. Nu skal jeg bare skrive 11 personlige held og lykke kort :-)
Så er der også alt muligt andet, men jeg tror jeg har fået taget stilling til/gjort det undervejs, så der ikke dukker ubehagelige overraskelser op i sidste øjeblik.
I dag har jeg indsendt Max og mit speaker sheet, hvor jeg bl.a. skulle svare på dette: “Please share some of the highlights of your dancing career”. Der var så meget jeg kunne have skrevet, men dette blev sammenfatningen af vores dansekarriere, som for håbentlig kun er i sin spæde start:
Our first appearance was 5th June 2015 in Heelwork, so we have been working in the dog dancing world for only 2½ years. Highlights:
- Getting the titles HTM1 and HTM2 with a routine to Rolling Stones’ Walking the Dog,
- Getting the FS1 title with a routine to Beatles’ When I’m 64 (I am 64!) and
- together with Louise & Billie to discover the joys of Teamwork to Music
- Being here today is THE Highlight of my dancing career until now!!!
Etiketter:
6+,
Billie,
Louise Vig,
Max,
NM i Freestyle og HTM,
Teamwork to Music
søndag den 17. september 2017
Landsholdstræning - og hvad er diagnosen
Søndag morgen
Morgenen startede med en lille forskrækkelse. Som led i Lille Bjørns overgang til almindeligt foder har både han og Max fået A38 som en del af maden, for sidste gang i dag. Max kiggede bare på morgenmaden og ville ikke spise. Jeg tænkte, at han måske ikke ville have A38 (det har han dog fået de forrige dage), og lavede en portion normal morgenmad uden ”tilsætningsstoffer”. Ingen forskel. Han har været sig selv hele dagen, legede fint med en ny hund på stranden, har lavet normal afføring og spiste helt som sædvanlig til aften. Så ingen alarm.
I dag havde jeg for første og eneste gang mulighed for at deltage i landsholdstræningen, som er nogle træningsarrangementer med landsholdsdeltagerne frem mod NM i HTM/FS 29.9-1.10. I dag var det i Undinehallen og Louise og jeg havde to træningspas à 15 minutter med en halv times mellemrum.
Vi havde på forhånd aftalt, at det første kvarter skulle bruges på at træne programmet uden hund, det andet til motivationstræning med hund – bortset fra, at jeg så ikke ville arbejde med selve nummeret med Max, kun træne med ham til musikken.
Men selvom Max var med, kom han alligevel ikke ind i hallen. Vi gik en kort tur inden første pas, og han blev luftet mellem de to pas og før jeg kørte igen.
Begge træningspas var fantastiske. Der var 4-5 sæt skarpe øjne der kiggede på, og vi var helt åbne for kommentarer, og det fik vi. Konstruktiv feedback fra nogen af de bedste i landet, meget konkrete råd, som vi kunne forholde os til og arbejde med, og samlet gøre nummeret en tak eller to bedre.
Efter første pas blev Louise og jeg enige om at fortsætte andet pas på samme måde, bortset fra at Billie kom med i noget af passet.
Min sammenfatning af de to træningsrunder:
- Start position, hvor vi hilser på dommerne – kun ét nik
- Huske at give DJ besked om startsignal (jeg løfter stok)
- Husk at kigge op og smile mod dommerne undervejs
- Koordinere vores gang (konklusion: Paul mere stift, ikke så vuggende)
- Aftale håndsignal indbyrdes, så vi véd, når hundene er på plads, inden vi går i møllen (gælder begge veje)
- Huske at sætte fødderne præcis på samme måde i de to sidelæns passager
- Huske front mod dommerne efter slalompassagen
- Koordinere kommando til rundt om to førere
- Starte bakning væk fra fører på samme tid
- Ændre slutpassagen, så vi i to-skridts forløb vender os mod hinandens hunde (i stedet for at jeg går rundt om Billie mv.) og går hen til dem
- Præcis timing af stok i gulv, hundes feet-up og hånd i vejret med kæmpesmil til dommerne
Louise og jeg har aftalt, at vi skal mødes til en rigtig generalprøve inden NM (om 13 dage!!!), og til da har vi forhåbentlig styr på alt ovenstående og endnu mere styr på vores samarbejde med egen hund.
Jeg vil godt sige, at jeg synes det var skidegod træning – helt ærligt. At få så åben, konstruktiv og anvendelig kritik af vores program var skønt. Jeg ville ønske, jeg kunne være blevet længere, for de lidt jeg fik set af de andres træning var også meget inspirerende. Masterclass!
Mad fra LêLê Street Kitchen
Jeg tog afsted og hjem via LêLê Street Kitchen, for at hente aftensmaden, som altid en fantastisk oplevelse.
Jeg har fået endnu mere godt input til Max-casen, og jeg kan roligt sige at jeg er gået i Think-mode. For én ting er at sætte prøver på pause, en ganske anden at finde ud af, hvad og hvordan der skal arbejdes/trænes/leges/ageres for at ændre Max’ adfærd til prøver.
Annie sendte denne flotte beskrivelse af situationen:
”Jeg tænker(igen) at det sikkert er rigtigt det ikke har haft nogen konsekvens for Max at skride fra dig til prøve. Første og nemmeste konsekvens kunne være at beholde linen på! Hvordan du så kommer videre derfra har jeg ikke lige et bud på, dog er jeg af den overbevisning at Max er særlig sensitiv i forhold til de forstyrrelser han møder til prøver- vi kan ikke se/tolke det han tænker. Jeg er sikker på han helst vil gøre som du ønsker, men hans impulsstyring og lette afledelighed er vanskelige faktorer for ham at håndtere i prøvesammenhæng Måske jeg lyder noget filosofisk, men prøv at indtænke det når nye veje til toppen skal udredes.”
Jeg kunne ikke have skrevet det bedre selv, faktisk kunne jeg slet ikke have formuleret det nær så godt. Det er lige midt i prik.
Det er heldigvis ikke noget, der haster, for jeg skal virkelig arbejde med det grundlæggende problem, hvis jeg skal have en løsning, der holder – og det vil jeg have! Men først skal diagnosen stilles.
Etiketter:
Billie,
Landsholdstræning 17. september 2017,
Louise Vig,
Max
onsdag den 30. august 2017
Sidste træning i denne uge, klar til Vejen, godt på vej til NM
Jeg har haft en fantastisk ferie indtil videre, med besøg på Frederiksminde (Præstø), en tur til Færøerne og senest 5 dage på Bornholm. Selvom jeg har været en del online, har jeg ikke været det nær så meget som til daglig, og der ligger ubesvarede mails, som jeg normalt ville have svaret på for længst, og jeg har ikke fået fulgt så meget med på Facebook, selvom jeg har slået en del op selv :-)
Så der popper ting op, som jeg normalt ville have opdaget, men som jeg nu enten overser eller bliver mindet om. Fx sendte Louise i dag et detaljeret program for NM, og det havde jeg da fuldstændig overset! Men nu er det der, og vi kan se præcis hvornår vi kan regne med vores 5 minutters opvarmning fredag, hvornår cirka vi skal op lørdag, og hvornår cirka vi måske skal op søndag.
Louise og jeg havde aftalt træning i dag, og der gik næsten tre timer, for vi skulle først opdatere hinanden om ferier mv., og så træne. Vi har trænet en del uden hunde, en del med hunde, arbejdet med specielle overgange, trænet indgang særskilt, arbejdet med stokpositioner, gennemgået materialelisten (musik, påklædning, sko, butterfly osv.). Og ikke mindst var vi rørende enige om, at prøven på lørdag i Vejen INTET betyder, så vi arbejder med belønning undervejs.
Vi synes selv, at nummeret begynder at se ret godt ud, men er også helt opmærksomme på, hvor lidt der skal til, for at der kommer uro i gellederne. Vi har fået talt en del om, hvad der skaber usikkerhed, så hundene optræder anderledes, end vi ønsker det, og det er altid rart at få talt detaljeret om dette væsentlige emne. Ærligt talt er Billie og Max begge ret skarpe, vi kan arbejde med hinandens hunde uden videre og de passer fantastisk godt sammen, så det er os – førerne – der skal være på toppen, for at få det bedste ud af vores hunde.
Vi glæder os til at vise den allerbedste udgave af os selv og vores hunde den 30. september!!!
Det var helt tydeligt at Max var træt til sidst, og han har sovet det meste af eftermiddagen. Men hans snu fører havde også meldt til noget rally hos Johanna 17:45-18:45, så det måtte han også lige med til.
Der var en bane, hvor vi skulle tænke over forskelligt, fx hvor langt vi skulle udføre øvelserne fra skiltene, huske de vendinger, der skulle foretages derefter, huske skiltene på en forstyrrelsesbane uden om banen, og så var der desuden fremsending til kegle, fremsending til felt samt spring i tre hjørner af træningsområdet.
Max arbejdede supergodt, og jeg arbejdede ret godt med at få hans fokus. Det var helt tydeligt, at han blev presset, når der kom andre for tæt på, man kan næsten læse på hans adfærd, hvor tæt der er ”uønsket forstyrrelse” på ham …
Den sidste halve time arbejdede vi i en gruppe på fire, der skulle gå mod hinanden/parallelt med hinanden og udføre øvelserne, så vi blev hinandens forstyrrelser. Det var helt åbenbart, at Max gik bedre og bedre, allerede i andet forløb à 3 skilte, måske en konsekvens af at hans fører også blev ekstra opmærksom. Og så sluttede træningen med en stribe flotte øvelser, hvor vi arbejdede som team, som vi altid burde gøre.
Max er helt færdig, og der er ikke mere træning denne uge. Prøver lørdag og søndag står for døren, og de markerer samtidig afslutningen af 23 skønne feriedage.
torsdag den 27. juli 2017
Detaljer og timing (6+)
Startpositionen
Annette har været så sød at stille sin hal på Garbogaard gratis til rådighed for Louises og min 6+-træning. Det er vi superglade for og i dag havde vi hallen 1½ time, hvor Max og jeg var alene den første halve time og vi derefter trænede sammen med Louise og Billie den sidste time.
Der blev virkelig arbejdet igennem! Max var på da vi trænede i starten, derefter var hundene kun lidt på, men førerne blev virkelig kørt igennem programmet.
Den gode nyhed er, at vi er helt enige om at det går fremad, og at vi har et rigtigt skarpt nummer til sidst i september. Men der er godt nok meget at holde styr på!
Én ting, er at vi selvfølgelig hver især skal kunne nummeret flydende med egen hund, det gælder jo for ethvert FS/HTM-nummer. Men at få det synkront kræver lidt mere.
Så der bliver virkelig arbejdet med, hvornår vi gør hvad: Hvornår rejser vi os, hvornår løfter vi stokken, hvornår flytter vi foden (og er det højre eller venstre), hvornår flytter vi stokken osv. osv.
Hundene skal også vænne sig til, at der er en anden ekvipage på banen, at mange af kommandoerne vi bruger er de samme, og at de kun skal lytte til deres egen fører – undtagen til allersidst :-)
De skal i det hele taget vænne sig til, at der er en anden hund tæt på hele tiden, og det er de blevet rigtigt gode til nu. Vi har også talt om fejlsituationer, for selvfølgelig vil der opstå fejl, når vi viser programmet. Og vi følger helt Sonjas råd, om at vi fokuserer på at førerne holder sig synkrone, og så må hundene falde ind.
Slutsekvensen havde vi ekstra meget fokus på i dag, for den skal bare sidde lige i skabet. Vi står med ryggen mod hinanden, vi sender hundene rundt om os – vi har aftalt præcis, hvornår vi giver kommandoen - de skal ende med front mod os, vi skal bakke dem lidt væk – vi skal starte bakningen præcis samtidig – og så skal vi går rundt om egen hund og hen til den andens hund, sætte stokken i gulvet præcis samtidig, sætte det ene knæ ned samtidig, og hundene skal op på det andet lår præcis samtidig. Puha, jeg var godt svedt, da vi havde herset det et stykke tid, men det skal til og det virker.
Vi har dikteret hjemmearbejdet – det er at kunne vores program med musik til vi mødes igen, dels ved en landsholdsamling 6. august, dels sidst i august. Vi ville godt mødes mere, men det forhindrer ferier og prøver, som falder over hinanden i en lind strøm den kommende tid.
Max har været til træning 5 dage i træk, forskellige discipliner hver dag, og nu er der dikteret træningsfri fredag og lørdag, bortset fra at vi lige skal omkring Dansk Hundeskole Roskilde i morgen, og stille diverse præmier til weekendens prøver, og jeg benytter lejligheden til at træne LIDT med Max på området, kendt for harer, som Max jagtede sidst vi var på stedet …
Søndag skal både Lille Bjørn og Max op til begge rallyprøver. Det er sidste test inden DM og stadig ren træning for mig. I sagens natur véd jeg ikke, om Max skal op til DM, men selvfølgelig håber jeg på det.
Jeg har det rigtigt godt med min beslutning om at takke nej til at deltage som nr. 21 i championklasse, og jeg påskønner de mange positive tilkendegivelser, jeg har modtaget i den forbindelse. Jeg er også blevet spurgt om, hvordan jeg havde det med beslutningen. Ærligt talt: Jeg har det rigtigt fint med den, det var for mig det eneste rigtige at gøre. Jeg kan mærke, at jeg er i total balance i øjeblikket, og det har virkelig ikke påvirket mig negativt, at træffe beslutningen.
søndag den 16. juli 2017
Getting Better (6+)
I formiddags havde Louise, Billie, Max og jeg den anden træningssession med vores 6+-nummer. Vi startede med en fuld udgave med hunde og musik, bare for at se, hvordan det så ud … Vi var glade for, at det ikke blev filmet, for det var ret kaotisk. Det skete noget, vi ikke har været opmærksomme på tidligere, formentlig fordi vi (host host) ikke har trænet så meget sammen tidligere: Billie og Max reagerer også på den anden førers kommandoer!
Løsningen er simpel, er vi sikre på – vi skal hver især kunne vores program som en ret sikker kæde, så der ikke opstår tvivl hos førerne, der giver hunden mulighed for at oveveje, hvad der nu skal ske, og så tilbyde noget. For det er to meget kvikke hunde, og de skal nok finde på noget, hvis vi ikke guider dem ordentligt.
På cirka 1½ time fik vi trænet stumperne med og uden hunde, med og uden musik, alene og sammen. Og det går bedre og bedre. Når vi splitter ad og sætter sammen igen bliver vi også opmærksomme på detaljer, som skal justeres, og helt grundlæggende bliver vi mere og mere sikre i forløbet.
Indledningen frem til damemøllen, og også selve damemøllen, begynder virkelig at se godt ud. Passagen, hvor vi går sidelæns med hundene først i P2, så i P6, ser godt ud, vores fødder er fint i takt. Der er en lidt svær passage, hvor vi skal gå baglæns og ende ryg mod ryg med hundene foran os, og hundene skal rundt om os begge, det rykkede sig virkelig i dag – og hundene er tydeligvis helt trygge ved hinanden og os. Afslutningen, hvor hundene skal sætte fødderne op på den anden førers lår, ser også ret godt ud.
Ja, sammenlagt begynder vi at have et sammenhængende program, der virker, og det føles altså ret godt, her 2½ måned før det er alvor.
Kalenderen fik tilføjet nogle træningsseancer, der er også et par landsholdsamlinger, der er en officiel prøve 2. september. Vi skal nok blive rigtigt skarpe.
Der er 20 dage til DM i rally, så Amanda og jeg er også blevet enige om, at vi udover den ugentlige træning hos Johanna og prøverne sidst i juli, også mødes en formiddag og træner rally i Solrød Centret, så ikke mindst Max får arbejdet med forstyrrelser. Så mon ikke der kommer fremskridt på det punkt også?!
Abonner på:
Opslag (Atom)













