Viser opslag med etiketten Samsø går i Hundene 2018. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Samsø går i Hundene 2018. Vis alle opslag

søndag den 21. oktober 2018

Rally på Samsø – og hvad nu?

Max med weekendens høst af rosetter

I dag stod i rallyens tegn på Samsø. Der var to prøver, en med Anita dommer, en med Conni som dommer.

Hundene havde virkelig den skarpe fører med i dag, og vi gik fire rigtigt fine baner.

Jeg citerer mit eget Facebook opslag:

Fire fede rallyprøver på Samsø. Første prøve hos Anita. Max gik meget fokuseret og føreren beholdt roen hele vejen 91 point. Lille Bjørn gik supergodt men der var lige en 13'er på cirkel om fører fra højre så 81 point. Anden prøve hos Conni. Max igen meget fokuseret og flot førerarbejde bl.a. ved 2 ommere, 88 point. Endelig Lille Bjørns sidste rallyprøve. De 10 første skilte lige i øjet. Så en ommer ved fristende 8-tal og lidt uro i den sidste del af banen pga. føreren, 87 point. Meget tilfreds fører 😍

Anden morgentur, ved Sambiosen
 
Jeg havde den rigtigt følelse til alle prøverne. Opvarmningen var timet fint ved alle fire prøver. Der opstod fejl og misforståelser ved dem alle, men ingen jeg gik rigtigt i panik over.

Præmieoverrækkelsen var igen ren bonus. Ved Anitas prøve blev Max nr. 2 og Lille Bjørn nr. 5 ud af 7. Ved Connis blev Max nr. 3 og Lille Bjørn nr. 4 ud af 8.

Der skal lyde en kæmpestor tak til Samsø Hundesport (Rikke, Tove, Inge og Lotte mfl.) samt Anja og Johanna, som sammen har fået dette unikke arrangement på hundelandkortet. Næste år bliver rallyprøverne arrangeret sammen med DKK Kreds 6 og er dermed kvalifikationsprøver til DM 2020.

Det har været nogle gevaldig hyggelige dage med rigtigt mange skønne hundemennesker, og der har været en dejlig stemning til alle prøverne. Banegennemgangene i championklasse i rally er noget ganske særligt, masser af sjov og grin og fantastisk positiv stemning. Jeg tror i bund og grund vi alle elsker rallysporten højt, tager den alvorligt, men ikke lader alvoren tage så meget over, at vi ikke kan juble over de andre, og heller ikke ærgrer os alt for meget, når vi ikke lykkes.

Det har været en ekstra bonus at have Anita og Amanda som selskab i weekenden, hold da op hvor er det hyggeligt, og så er de begge superskarpe til at gennemskue mig og komme med skarpe kommentarer til min adfærd på og uden for banen. De tvinger mig virkelig til at være på dupperne!

Jeg havde for et stykke tid siden, besluttet at denne weekend skulle markere afslutningen på forskellige discipliner og starten på noget nyt, eller rettere fortsættelsen af nogle af de nuværende discipliner.

6+ er lidt uden for kategori i denne sammenhæng, men 6+ i går var definitivt mit farvel til denne disciplin. 6+ har givet en masse skønne oplevelser sammen med Louise og Billie, toppet af deltagelse i NM 2017.

Max og HTM3 har resulteret i en masse spændende arbejde med en fascinerende sportsgren, men dér hvor Max og jeg nu befinder os med vores samarbejde, må jeg simpelthen erkende, at jeg ikke har overskud til at arbejde videre. Derfor havde jeg valgt et helt nyt nummer til i går, for tydeligt at signalere, at jeg ikke arbejdede videre med nogle af de tidligere udgaver. En simpelt nummer til Liberty Bell – slet ikke på klasse 3 niveau - Max var slet ikke med, og jeg var heller ikke ret skarp som fører, og det bekræftede mig kun i, at det er rigtigt at stoppe. Det var 10’ende gang vi var oppe i HTM3 uden at bestå; jeg håber vi vender tilbage om nogle år, med frisk energi.

Lille Bjørn debuterede i HTM3, og jeg var meget tilfreds med debuten. Vi var langt fra at bestå, men nummeret afspejlede i den grad vores nuværende niveau, og jeg har fået fine dommerkommentarer at arbejde videre med. Og det gør vi i den grad!

Rallyen i dag bekræftede mig i at jeg er på rette vej med træningen med Max. To fine prøver, hvor vi manglede den sidste skarphed og ikke havde marginalerne med os. Men jeg ville være et skarn hvis jeg ikke værdsatte to gange fine point og en 2.v. og 3.v. Jeg har bestemt bevaret lysten til at fortsætte med Max i rally 😉

Lille Bjørn var fantastisk i dag. Jeg træner ikke rally med ham, og regner bare med at vi kan klare det på dagen. Det vigtige er, at han er varmet korrekt op, og kommer ind i lige i den rette stemning, og det lykkedes rigtigt godt i dag. Han var lidt op at køre til den første prøve, derfor en 13’er, til den anden var han superskarp, men jeg mistede lidt fokus pga. kludderet ved fristende 8-tal.

Det var en værdig afslutning på en lang rallykarriere.

Men ærligt talt, så hvad de det været nemmere hvis det ikke var gået så godt – for hulen da, Lille Bjørn er så skarp. Jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at skrive, at det var definitivt sidste rallyprøve med ham.

Det er da et luksusproblem, og egentlig giver jeg selv svaret ovenfor. Jeg træner jo ikke rally med Lille Bjørn, han kan bare det hele, så måske han alligevel kommer med til en prøve i ny og næ …

Selvfølgelig var det naivt af mig at tro at en weekend med syv prøver pludselig ville resultere i afklaring af alle fremtidsplanerne og det gjorde de så heller ikke.

lørdag den 20. oktober 2018

HTM på Samsø – Hello Goodbye

Tatar

Dag 2 på Samsø stod i HTM’ens tegn.

Max var oppe i HTM3 for sidste gang indtil videre, Lille Bjørn debuterede i HTM3. Som bonus skulle Billie og Max i finalen om Årets Hund i 6+.

På grund af afbud var der kun 4 ekvipager i HTM3, så jeg skulle op som nr. 1 med Max og nr. 4 med Lille Bjørn.

Max blev nok varmet lidt for meget op. Under den sidste del at opvarmningen smuttede han og var på vej ind i ringen, og jeg råbte lidt kraftigt efter ham, og det bragte mig lidt ud af balance, og ødelagde starten af programmet. Det blev lidt bedre undervejs, men rigtigt skarp blev det ikke, og vi var langt under det niveau vi kan præstere.

Dommere i HTM3 var Camilla, Johanna og Lizza.

Max blev 3.v/4 med 18,50 point.

Udførsel
4,7 Det var en svær tur i ringen. Der var en del snus/tøven, men også øjeblikke hvor han var på. Han bliver tit noget upræcis i sine positioner. Pas på med at det ikke bliver for meget handler følger hund.
4,0 En delsnusen/uap på enkelte positioner, samt langsomme reaktioner. Dejligt fører overskud støtter hunden og god signal afgivning
4,5 En del snusen, tøven, falden ud af position, hænger bagud i dag

Sværhedsgrad
5,8 Kunne godt tænke mig at der kom lidt sværhed på retningerne. Ok brug af ring.
6,2 En del positioner vises, primært i hundens snude retning
4,0 Der er et stykke vej op til klassens niveau.

Musik & fortolkning
5,0 Så ikke musikkens stemning afspejlet i temposkift/kostume m.v.
7,3 Flot T-shirt. God fortolkning af nummeret, Potentiale for udvikling.
5,0 Fedt musikvalg, men du udnytter ikke musikkens mange muligheder.

Sikkerhed og velfærd
3
3
3

Lille Bjørn var fint varmet op, og jeg synes vi gik et program, som meget fint afspejler vores nuværende niveau. Der var nogle links der missede, jeg skulle bruge en del håndtegn, og han var for meget fokuseret på Paddington.

Lille Bjørn blev 2.v/4 med 20,27 point

Udførsel
4,2 Han er dejligt opmærksom i P1. Desværre kommer det til at knibe med præcisionen i de andre. Det sker også tit, at han slet ikke kommer i positionen.
5,0 Mangler den sidste sikkerhed i links samt indtagelse af positioner. En del meget flotte passager, og noget der mangler rutine.
5,8 Det var vist lidt for svært for Lille Bjørn i dag – han hang en del + misforståelser.

Sværhedsgrad
5,5 Savner flere retninger end primært bare frem og tilbage. Pas på med at holde H tilbage når du lægger Paddington. Vi skal kunne se at han selv vælger den fra.
6,2 Fin start sekvens. Godt og varieret med temposkift, positioner.
6,0 Positionerne virker ikke færdigindlærte, selvom I har meget indhold.

Musik & fortolkning
5,0 Tror ikke helt jeg forstår fortællingen.
7,1 Fedt stykke musik til ekvipagen. God udnyttelse af musik, clues og historie.
7,0 Rekvisitten gør ikke noget godt for programmet – koncentrer dig hellere om musikkens sjove detaljer.

Sikkerhed og velfærd
3 OK
3
3

Jeg har ikke pointene fra 6+, men Louise, Billie, Max og jeg gik et ret godt program, ikke mindst vores begrænsede træning taget i betragtning. Vi blev nr. 5 ud af 7 på dagen, og nr. 6 i årskonkurrencen.

Præmieoverrækkelsen var slut 17:45, og vi havde bestilt bord på Restaurant SAK Samsø i Ballen kl. 18, så det var meget perfekt.

Det er en restaurant jeg varmt vil anbefale. Topprofessionel betjening, meget lækker mad (gourmet niveau), fornuftigt prisniveau, og en fornuftig vinpolitik. Der var en vinbar med en prosecco, nogle hvidvine og roseer samt tre røde vine, og for 150 kr. kunne man drikke ad libitum i 2 timer.

Okse

Oste

Jeg fik tatar, okse og ost, og der var ikke en finger at sætte på nogen af delene.

I morgen står den på dobbelt rallyprøve, vi starter igen sent (første banegennemgang kl. 10:50), der er kun 22/24 tilmeldte, så der skulle også blive tid til lidt mere turisteri (fx Vesborg Fyr) inden vi skal hjem med færgen 17:35.

Det er nemt at være meget tilfreds med sådan en forlænget weekend 😊

fredag den 19. oktober 2018

Turist på Samsø

 
Folk og fæ på Issehoved (foto: Anita)
 
Der var rigtigt mange hundefolk med færgen fra Kalundborg til Ballen kl. 8:30 i morges, nogle for at gøre klar til weekendens prøver, andre for at få en ekstra dag som turister på den skønne ø.

Anita, Amanda og jeg var i kategorien andre, og på færgen aftalte vi dagens program.

Første stop var sidste parkeringsplads på Issehovedvej, og vi fik en dejlig tur i det skønneste vejr ud til Issehoved. Næste stop var Nordby Kirke, som desværre ikke var åben, men vi fik beundret kirken udefra og læst en masse gravsten.

Jeg havde foreslået at vi fik frokost på Samsø Bryghus og det var der ingen indvendinger imod.

Vi kom lidt før det åbnede kl. 12:00, så jeg benyttede lejligheden til at vise min del af 6+-nummeret til musik.



Samsø Bryghus har en hyggelig butik med en del forskellige øl, en række økologiske varer og et lille udvalg af mad i cafeen. Jeg fik tre stykker smørrebrød og en Klokketårnet Hvede Øl til, rigtigt lækker frokost. Inden vi gik, kom jeg også til at købe en trækasse med 6 øl med 😊

Vi havde booket samme sommerhus som sidste år på Heden i Maarup Østerstrand Syd og fik hurtigt indlogeret os, same procedure!

Eftermiddagsturen gik til stranden. Det er et dejligt område og med flere huse til salg, bl.a. det, vi bor i. Jeg foreslog en lille konkurrence om hvem der kom tættest på at gætte salgsprisen. Anita vandt med et bud på 850.000 kr., den rigtige pris var 1.295.000 kr. Amandas og mit gæt tilsammen var 1.300.000. Så vi må bare konstatere at vi ikke har meget forstand på sommerhuspriser på Samsø …

Aftensmaden fik vi på FlinchsHotel i Tranebjerg, hvor vi havde aftalt at mødes med Louise og Henrik. Vi havde en superhyggelig aften med lækker mad og masser af hundesnak.

Tigerrejer

Cheeseburger med bacon 

Specialøl :-)

onsdag den 17. oktober 2018

6+ for de garvede og lidt mere om Samsø


Louise og jeg har været nemme at lokke til at stille op i 6+ en sidste gang til prøven på Samsø på lørdag. Vi er kvalificerede med Billie og Max i kraft af en 2. plads på Samsø 14.10.2017 og en 2. plads 28.10.2017 på Garbogaard. Sidst vi var oppe var 17.12.2017 i Hangar 17, hvor jeg stoppede, fordi Max var ked af det.

Louise og jeg har skrevet sammen om nummeret, og heldigvis har Louise været fremme i skoene, så da vi mødtes til første og eneste træning inden Samsø i dag, var der styr på musik og program. Musikken er Max’ og min FS1-musik, When I’m 64 i kort udgave, programmet er lidt inspireret af mit FS1-program, lidt af vore 6+ til Be My Life’s Companion, og lidt af hvad Max og jeg kunne af tricks – helt klart den begrænsende faktor i forhold til Billies og Louises repertoire 😉

Det er lækkert, at både hunde og førere er rutinerede, så efter nogle justeringer begyndte vi at arbejde med programmet, helt klassisk: uden musik og hunde, med musik uden hunde og med musik og hunde. Jeg tror vi fik to fulde gennemgange med hunde undervejs, med masser af belønninger – og heldigvis må vi jo belønne på lørdag! – og sørme om det ikke begynder at ligne et færdigt program. Det er nogle ret seje hunde Billie og Max, og de skal nok gøre det godt!

Jeg har visualiseret programmet flere gange, det bliver flot.

Jeg synes gulvet i Louise træningslokale var lidt underligt, men jeg ville ikke kommentere det … Først da vi gik op ad trappen til sidst fandt jeg ud af, hvad årsagen var, min sål var da gået helt i stykker 😊

Vi fik også aftalt kostume. Og så skal jeg da også lige nævne, at jeg fik vist Max’ HTM-nummer. Det kræver en del plads, men vi fik manøvreret på den plads, der var til rådighed, jeg kunne huske hele programmet, og det blev ikke så tosset.

Der skal lige trænes lidt i morgen, men så er vi klar til Samsø.


Samsø betyder noget særligt for mig. Vi holdt vores første sommerferie på Samsø august 1982, Christian var knap 1½ år, vi boede i en lejlighed vi havde lejet gennem Jyske Bank, hvor Kirsten var ansat, og vi holdt ferie på Samsø de næste 4-5 år.

Så var der en lang pause til 2010, og så var det naturligvis relateret til hunde En herlig tur til Samsø. Og så er der kommet en stribe Samsø går i Hundene, et par år som dommer, siden som udøver af HTM og Rally.

Jeg er vildt imponeret af, at Samsø kan stable så flot et todages-arrangement op hvert år, og tiltrække deltagere fra nær og fjern!

I år har jeg taget fri fredag, sejler over 8.30 og har aftalt en turistdag sammen med Anita og Amanda.

Det bliver superhyggeligt!