onsdag den 30. august 2017
Sidste træning i denne uge, klar til Vejen, godt på vej til NM
Jeg har haft en fantastisk ferie indtil videre, med besøg på Frederiksminde (Præstø), en tur til Færøerne og senest 5 dage på Bornholm. Selvom jeg har været en del online, har jeg ikke været det nær så meget som til daglig, og der ligger ubesvarede mails, som jeg normalt ville have svaret på for længst, og jeg har ikke fået fulgt så meget med på Facebook, selvom jeg har slået en del op selv :-)
Så der popper ting op, som jeg normalt ville have opdaget, men som jeg nu enten overser eller bliver mindet om. Fx sendte Louise i dag et detaljeret program for NM, og det havde jeg da fuldstændig overset! Men nu er det der, og vi kan se præcis hvornår vi kan regne med vores 5 minutters opvarmning fredag, hvornår cirka vi skal op lørdag, og hvornår cirka vi måske skal op søndag.
Louise og jeg havde aftalt træning i dag, og der gik næsten tre timer, for vi skulle først opdatere hinanden om ferier mv., og så træne. Vi har trænet en del uden hunde, en del med hunde, arbejdet med specielle overgange, trænet indgang særskilt, arbejdet med stokpositioner, gennemgået materialelisten (musik, påklædning, sko, butterfly osv.). Og ikke mindst var vi rørende enige om, at prøven på lørdag i Vejen INTET betyder, så vi arbejder med belønning undervejs.
Vi synes selv, at nummeret begynder at se ret godt ud, men er også helt opmærksomme på, hvor lidt der skal til, for at der kommer uro i gellederne. Vi har fået talt en del om, hvad der skaber usikkerhed, så hundene optræder anderledes, end vi ønsker det, og det er altid rart at få talt detaljeret om dette væsentlige emne. Ærligt talt er Billie og Max begge ret skarpe, vi kan arbejde med hinandens hunde uden videre og de passer fantastisk godt sammen, så det er os – førerne – der skal være på toppen, for at få det bedste ud af vores hunde.
Vi glæder os til at vise den allerbedste udgave af os selv og vores hunde den 30. september!!!
Det var helt tydeligt at Max var træt til sidst, og han har sovet det meste af eftermiddagen. Men hans snu fører havde også meldt til noget rally hos Johanna 17:45-18:45, så det måtte han også lige med til.
Der var en bane, hvor vi skulle tænke over forskelligt, fx hvor langt vi skulle udføre øvelserne fra skiltene, huske de vendinger, der skulle foretages derefter, huske skiltene på en forstyrrelsesbane uden om banen, og så var der desuden fremsending til kegle, fremsending til felt samt spring i tre hjørner af træningsområdet.
Max arbejdede supergodt, og jeg arbejdede ret godt med at få hans fokus. Det var helt tydeligt, at han blev presset, når der kom andre for tæt på, man kan næsten læse på hans adfærd, hvor tæt der er ”uønsket forstyrrelse” på ham …
Den sidste halve time arbejdede vi i en gruppe på fire, der skulle gå mod hinanden/parallelt med hinanden og udføre øvelserne, så vi blev hinandens forstyrrelser. Det var helt åbenbart, at Max gik bedre og bedre, allerede i andet forløb à 3 skilte, måske en konsekvens af at hans fører også blev ekstra opmærksom. Og så sluttede træningen med en stribe flotte øvelser, hvor vi arbejdede som team, som vi altid burde gøre.
Max er helt færdig, og der er ikke mere træning denne uge. Prøver lørdag og søndag står for døren, og de markerer samtidig afslutningen af 23 skønne feriedage.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar