mandag den 14. august 2017

Lærerig tørtræning og Nose Work træning med ny hund

Beholdersøg med Osseau (foto: Anita)

Det har været en mærkelig dag på flere punkter. Først og fremmest fordi der ikke er hunde herhjemme. Ingen hunde at lukke ud om morgenen, ingen hunde der skal have mad, ingen hunde at går morgentur med, ingen hunde at hygge med under morgenmaden osv.

Morgenturen gik ned til bænken på stranden, jeg så nogle hundevenner i det fjerne, jeg sad bare og nød solen, fik lagt morgenbilledet ud – og savnede hundene.

Der var et utal af daglige rutiner, hvor der bare manglede hundene.

Jeg havde aftalt at træne før Nose Work holdet med Anita, det blev for mit vedkommende When I’m 64 og Dengang da jeg var lille, i sagens natur uden hund.

Det var meget lærerigt. Jeg kunne koncentrere mig 100 % om at følge musikken, og det blev begge numrene forbedret af. Timingen af starten/overgangene i When I’m 64 bliver fantastisk, hvis jeg følger musikken, og holder pauser, indtil det passer. Der er tid til det i musikken, og det ser bare så meget flottere ud. Det var faktisk rigtigt rart at blive tvunget til at træne nummeret uden Max.

Det samme gjaldt Dengang da jeg var lille, som kører knivskarpt indtil den langsomme gang i P5, der var jeg usikker på skiftet til P1 og normal gang. Det fik vi arbejdet med, så nu ved jeg præcis, hvor det skifte skal ligge og præcis, hvornår Lille Bjørn skal gå rundt om mig til sidst og ende i setup. Det er BARE et spørgsmål om timing :-)

Jeg havde planlagt at være observatør på Nose Work holdet, men Anita tilbød at jeg kunne låne Osseau, og det var da et superflot tilbud. Osseau er helt utrænet i Nose Work, han kender mig og vi kløede bare på. Det gik supergodt!

Vi arbejdede først med beholdere og beholdersøg med godbidder. Osseau arbejder pænt, omhyggelig og systematisk og han stresser ikke op, når han arbejder. Superlækkert.

Udesøg med Osseau (foto: Anita)

Derefter gik vi i gang med introduktion til udendørssøg, stadig med beholdere, men nu også med godbidder ved siden af eller i nærheden af beholderne. Jeg tror vi gik 4 runder hver, og alle hundene ville bestemt gerne fortsætte.

Jeg var i en totalt nørdet gruppe med Conni & Malou og Anita & Django, og så bliver det arbejdet gennemseriøst samtidig med at det er smaddersjovt og hyggeligt.

Så selv uden egen hund fik jeg en supertræningsaften ud af det!

Ingen kommentarer: