Viser opslag med etiketten Rallyundervisning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Rallyundervisning. Vis alle opslag

tirsdag den 26. april 2016

Glæden ved at undervise

Morgenstund har guld i mund

Selvom jeg har droslet gevaldigt ned for hundeundervisningen, har jeg ikke helt lagt den på hylden. Til aften blev jeg mindet om, hvorfor jeg synes, det er sjovt at undervise. Først en herlig enetime, hvor der skulle arbejdes med førermotivation, som kunne aflæses direkte i hundens motivation. Det var som at stå foran mig selv med Max, og hold da op en topmotiveret hund og glad fører, der stoppede efter en halv time!

Derefter havde jeg anden runde af de tre, som er afsat til intensiv træning af et hold med spaniels.

Fint rallyvejr!

I dag kom der 3 ud af 6, og det var bare ærgerligt for dem, der ikke kom.

De tre, der kom, er mønsterelever. De har læst mine mails, skrevet øvelsesbeskrivelser ud, set videoer, trænet siden sidst (OG gjort gode fremskridt!!) – se, det er der noget jeg kan lide som instruktør.

Jeg havde opbygget 4 korte baner (7-9 skilte), med tilsammen alle begynderskilte, og indimellem fokus på bakke og sit-gå rundt om hund. Der er øvelser, der driller lidt, der er nogle fundamentale regler, der skal repeteres, min det er luksusproblemer.

Det jeg hæfter mig specielt ved er, at det er dygtige, motiverede og motiverende førere. Der er luksuskontakt det meste af tiden, og der er glæde både hos hunde og førere over at arbejde med for næsten alle ganske nye momenter.

Indimellem får vi talt om pointregler, prøver, mental træning mv.

Eftertræning :-)

Da timen var slut ville alle gerne gå banerne igen, så det gjorde de, og det var tydeligt, at det gik bedre og bedre.

Næste tirsdag er allerede sidste gang. Jeg har lovet tre ”rigtige” baner i et prøvelignende setup, med tilsammen ALLE begynderskilte. Jeg overvejer sågar at invitere en anden til at komme og dømme en eller to baner, bare for at få det element med også. Jeg prøver at tale dem væk fra bekymringer om 14. maj, om at tænke positive tanker, fokusere på alt det de kan, til prøven, og hvordan man håndterer øvelser, som ikke er helt på plads.

Jeg er sikker på at de alle vil gøre det godt., både til generalprøven og den 14. maj. Det er en fornøjelse med sådanne kursister.

Dagen var en fantastisk blanding af vejr, og vi fik naturligvis det skønneste rallyvejr til aften.

onsdag den 29. juli 2015

Status og planer

Onsdag morgen

Først lukker jeg lige Megans rallyprøve nr. 100 med to tilbagemeldinger fra personer, der betyder noget for mig:
  • Megan var glad og hun gik flot med god kontakt
  • En fornøjelse at se Megan i ringen i dag!!! Glad, logrende og på!!!! Og jeg vil huske denne som en af Jeres bedste prøver - hun gik virkelig fantastisk!!!!
Så jeg har bevilget Megan og mig noget fra Lykkekontoen :-)

Her i tredje og sidste ferieuge har jeg også brugt tiden til noget status og planlægning.

Mit nye træningsark fungerer fint – en A4-side med fokusområder pr. hund/disciplin – både konkrete momenter og mere generiske forhold. Der er farvemarkering for status. I den konkrete træningssituation er det planlagt, hvilke momenter der skal arbejdes med.

I går brugte jeg det til 3 x 5 minutters træningsomgang med alle tre hunde i haven. Med Max forskellige dele af HTM/FS-øvelserne, med Megan de to 13’ere fra i søndags og med Lille Bjørn 1. stillingsskift og fastholdelse af apport.

Tirsdag aften i Jersie

I går havde jeg sidste runde af sommer LP-/rallyundervisningen i Jersie. Jeg var på pladsen 17.30-20.40 og der kom ikke en dråbe regn på trods af kraftigt regnvejr alle mulige andre steder også i nærheden.

Rallyholdet var i anledning af Amie & Tiras superrallychampion titel udvidet og vi startede med et glas Asti for at fejre det flotte resultat.

Jeg havde med nogle mindre ændringer opbygget en bane som kombination af champion-/ekspertbanen fra søndag, delt den op i tre sektioner, hvor hver deltager på skift skulle gå én sektion og have tilbagemelding og til sidste den fulde bane.

Et par iagttagelser, som man kan fundere lidt over:
  • Jeg gjorde under banegennemgangen meget tydeligt opmærksom på at overgangen fra skilt nr. 4 (venstre spiral) til næste skilt var anderledes end om søndagen (hvor 4 af de 5 kursister havde været oppe). Og hvad skete: 3 ud af 4 gik som i søndags :-) 
  • Jeg havde lavet en drilsk kombination, fordi en kursist havde ønsket noget med snurreri. Hvorefter 3 ud af 5 sprang skilte 16 og 17 over i første omgang:

Så kom spørgsmålet: Hvorfor går Max ikke i championklasse, og det gav lige anledning til at tale om DM og Årets Hund.

Og forklaringen på at jeg ikke udbyder hold i august, selvom jeg rigtigt gerne ville: som man kan se af min kalender kniber det med tiden.

Jeg er ikke tilmeldt ret meget organiseret træning. Johannas LP/Mix slutter torsdag men heldigvis har hun også udbudt et DM rally afpudsningshold, som Max og jeg naturligvis deltager på. Anjas HTM & Freestyle sommer kursus fortsætter til midt i august og derefter bliver det primært enetimer hos Anja – Anita og jeg har aftalt at dele timerne, fordi vi begge synes vi får rigtigt meget ud af den fokuserede træning/tilbagemelding hos Anja.

Så glæder jeg mig til den mentale del af træningen, idet Dils Mindfulness for hundeførere begynder 8. august. Der er et par ledige pladser endnu …

Hovedaktiviteterne i august er to LP-prøver med Lille Bjørn, dobbeltprøver i rally på Bornholm samt naturligvis DM sidst på måneden, hvor jeg også har tilmeldt søndagsprøven i Århus dagen efter DM.

Derefter kommer en periode med en del HTM- og FP-prøver samt rallyprøver, jeg glæder mig til mange gode oplevelser.

fredag den 19. december 2014

Ugen der gik


Onsdag havde jeg sidste træningsrunde før jul med 2 rallyhold og 1 LP-hold. Til rallyholdene havde jeg forberedt to baner på aktuelt niveau (Øvet, Ekspert eller Champion) og LP’erne havde fået 5-6 udvalgte øvelser efter niveau.

Det blev et lidt presset program, så udover individuel feedback i forbindelse med træningen valgte jeg at skrive en kort feedback til hver deltager torsdag.

Det føltes ret godt at tænke tilbage på dels onsdagens oplevelser, dels den enkeltes udvikling over de seneste måneder. Bortset fra en enkelt eller to ekvipager er min fornemmelse at alle andre er kommet nærmere deres mål med hundene på kort sigt. Det er dejligt at kunne skrive specifikt hvor det fungerer godt og hvor der skal arbejdes med detaljer.

Der er specielt én ekvipage, som har nogle problemer. Så er det godt i sin tilbagemelding at kunne lægge op til en løsning, som inddrager en anden instruktør med specialviden og få arrangeret, at vi mødes inden jul og får arbejdet med problemerne. Måske noget mentalt?

Det mentale er meget ofte en oplagt kandidat, når der skal ses på forskel mellem resultater ved træning og prøver. Der var flere der opfattede det som en rigtig prøve i onsdags, det var det også – faktisk to pr. kursist pr. hold. Der var mere end én, der ikke lagde skjul på at de var lige så nervøse som hvis det havde været alvor.

Én af mine yndlingskursister har gevaldige problemer med nerverne, men hun gjorde det fantastisk begge gange. Jeg blev virkelig stolt af hende, da hun i en svær situation på banen reagerede præcis som vi har trænet, og dermed kom videre med succes. Så er det rigtigt sjovt at være underviser.

Jeg ville ønske jeg kunne nævne navne, men det gør jeg naturligvis ikke her. Men der er virkelig flere næsten stjerner og meget snart rigtige stjerner blandt kursisterne. Kommende champions og superchampions, hvor jeg indenfor en overskuelig tidshorisont vil kunne sige, at jeg har en lille bitte andel i, at de er nået så langt.

Dagens bedste oplevelser? Uha, det er svært. En stabil ekvipage der gik to superflotte ekspertbaner til 96 (med en ommer hver gang). En champion til 97 (ekvipagen er ikke debuteret officielt endnu). Sidst men ikke mindst de to LP3’er der begge startede med meget flotte stillingsskift, så lavede verdensklasse indkald med stop og derefter fremsendinger til tæt på verdensklasse. Førerne var ellevilde og jeg kunne mærke at mit hjerte hamrede ekstra – det var virkeligt så smukt at det gjorde helt ondt.


I dag kom jeg hjem ved 15-tiden, havde telefonmøde 15.30 og gik derefter tur med Max alene. Den blev en anelse kortere, end jeg havde forestillet mig. Det regnede, da vi gik, regnen tog til og for hulen så begyndte det at hagle. Hverken Max eller jeg brød os om det, så vi vendte om, dejligt våde. Som altid en hyggelig tur, når jeg har ham alene.



Til aften fik vi torsk og sandart med tilbehør. Dejlig start på 14 dages juleferie.

fredag den 20. juni 2014

Stilhed før stormen

Instruktør og den anden deltager på andet hold :-)

Arbejdsmæssigt har det været en travl uge, hundemæssigt ganske stille: Der har kun været træning tirsdag aften og undervisning onsdag aften.

Tirsdags kom jeg først hjem fra arbejde ca. 17:40, og træningen i Glostrup startede 17:45. En mindre nørdet person havde måske valgt at blive hjemme, men jeg tog afsted med Lille Bjørn og Max efter at have skiftet tøj, og var fremme 18:15, fandt ud af at der kun var én anden deltager på holdet, og fik fantastisk træning med Max.

Susanne havde lagt en fin bane med kegler (fri ved fod + position under gang), fremsending med afdækning, gå rundt og indkald, fremsending, blive liggende, gå forbi og kald ind, belønningszone, fri ved fod til kegle, stillingsskift, indkald med stop, belønningszone, fri ved fod, dirigeret apport, belønningszone.

Max kom mere og mere på, halen logrede mere og mere – jeg tror faktisk han havde det ret sjovt.

For det var en varieret bane med mange uventede momenter (krævede fokus) og belønningerne var efter den nye standard med masser af leg og masser af belønning for at søge kontakt til mig (bytte kedelig godbid i græsset med god godbid hos mig).

Vi sluttede med flotte fællesøvelser, ikke mindst dæk uden lyd, selvom jeg var i skjul flere gange. Han har brændt toppen af energien af, dejligt.

Endelig trænede vi næseprøve (som afslutning på næste hold), og hans tilbagefald  (hvor han ikke diskriminerer) blev der rettet op på.

Det var 20+ grader, hvilket bestemt ikke behager Lille Bjørn, men gode frikadeller og gode belønninger med legetøj fik ham til at knokle løs.

Igen var vi kun to på holdet.

Alle momenter vi trænede gik fint, uden at være helt i top, men tæt på det bedste, Lille Bjørn kan præstere. Stor ros fra Susanne og stor ros til Susanne, for virkelig at møde os, hvor vi er, og arbejde med netop de detaljer, som det er vigtigt at få udviklet.

Onsdag var der afslutning på de to rallyhold i Osted,hvor alle kom til at gå 4-5 baner bedømt som til prøve. En 11 skiltes "almindelig" bane, en 7 skiltes keglebane - ret kompliceret, selv om det, bortset fra fristende 8-tal, kun var begynderskilte - samt 2-3 korte baner med 3 skilte hver, hvor fokus var: at have fokus fra starten.

For alle burde under normale omstændigheder kunne gå 3 skilte til 100 point, hvilket bestemt ikke var resultatet i onsdags :-)

Det er to meget hyggelige hold og det er en fornøjelse at undervise sammen med Anita og have Amanda med som føl.

Weekenden er helt uden hundeaktiviteter, men i næste uge taver vi revanche. Først træning hos Susanne tirsdag aften, og så Hundedagene 2014 med torsdag LP-kursus hos Christina Ingerslev, fredag LP-kursus hos Charlotte Lyngholm, lørdag LP-prøve med Lille Bjørn og rallyprøver med Megan og Max og endelig søndag undervisning i rally med Anita.

En flyvende start på sommerferien.

Der er stadig ledige pladser på flere hold på Hundedagene 2014.