Viser opslag med etiketten Schweizerkonditoriet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Schweizerkonditoriet. Vis alle opslag

fredag den 16. august 2024

Bornholm august 2024 - med fokus på det kulinariske


Tirsdag til fredag var Kirsten, hundene og jeg på den traditionelle årlige ferie på Bornholm med svenskerne. De var ”tyvstartet” med ankomst sidste fredag. 

Vi havde hver sin lejlighed i Gudhjem Feriepark. 

Jeg tror jeg tale på alles vegne, når jeg skriver, at det var den bedste ferie vi har haft sammen ever. Børnebørnene er blevet store og vi fik en masse gode oplevelser sammen og hver for sig. 

Jeg havde (naturligvis) skitseret en privat plan, og vi nåede det vigtigste udover samværet med familien, nogle lækre kulinariske oplevelser. 


Tirsdag ankom vi lidt over 14, vi nåede ikke frokost i Râzapâz, men fandt heldigvis til Torvehal Bornholm

Stigs Oliven (ægteparret Stig Louring Larsen og Simikka Larsen) har forpagtet stedet siden efteråret 2022, og frokosten blev den skønneste anretning med lidt charcuteri, ost og diverse tilbehør. Simikka er olivenoliesommelier og vinsommelier, og de har importeret 4 forskellige græske vine, jeg ”kom til” at købe to 😉

Efter en skøn grillaftensmad gik vi alle syv til Gudhjem, Chris og jeg fik et glas Cayrol 2021, skabt af Jean-Claude og Anne Beirieu i Roquetaillade, Languedoc, en dejlig naturvin på 50 % Cabernet Sauvignon/50 % Merlot, med bid, fylde og frugt, et skønt glas vin. 

Resten af familien fik is fra Gudhjem Is lige overfor Provianten, og vi fik lov til alle at sidde sammen hos Provianten! 

Is og vin på Gudhjem Havn

Familiefotoet (eksklusive den stolte farfar) bringes med familiens tilladelse! 


Hjemturen langs klipperne var totalt magisk! 

Onsdag tog Kirsten og jeg til Allinge og købte kaffe og morgenbrød hos Schweizerkonditoriet, som vi kunne nyde lige udenfor. Det er en hyggelig tradition, vi har købt meget morgenbrød der, da vi boede på Klintely. 


Frokosten fik vi midt i Gudhjem, hos Fangst.  Det handler om bæredygtig fisk og andet godt, og vi fik to tapasanretninger og dertil to lækre glas naturvin Marutas rosé Un gran de folie (Carignan, Syrah og Macabeo) og deres orangevin Trafalgar (Muscat á Petit Grains), de importeres af Nichevine. Trafalgar var virkelig lækker, masser af frugt, fylde, intensitet, et skønt glas vin til maden. 

Desserten indtog vi lige i nærheden, hos Chris & Mario, som laver de skønneste is og vi nød dem i den lille gård overfor butikken. 

Vi har tidligere smagt de fantastiske pizzaer fra Brødre Bageri i Tejn, vi blev enige om at jeg skulle hente til aftensmaden, og bestilte 6 forskellige. At sige det var et populært valg ville være årets underdrivelse – de 6 pizzaer forsvandt som dug for solen, og alle var meget tilfredse med valgene, måske med den med kartoffel og den med kartoffel og portobello som favoritter? 

Torsdag startede med noget så uventet som regn, vi søgte ly hos Pernille Bülow i Svaneke, hvor vi købte lidt glas, og derefter gik vi ind ved siden af hos Spröt og fik en Cappuccino og en vinterbader, en juice på æble, gulerod, citron, ingefær. 

Frokosten har vi besluttet skulle nydes på Christianshøjkroen. Sofie Edlev Nielsen og Nikolaj Jeppesen overtog forpagtningen i 2023. Han er udlært fra Kommandanten og har været restauratør med Ensemble, og det stod højt på ønskelisten at spise frokost hos dem. 

Det var en kæmpefornøjelse, og et af de bedste måltider vi har fået. 



Jeg fik ”skovfrokost med tre slags sild (sherry, stegte, urte), kroketter af saltet torsk med remoulade, vildtpaté med surt, kalveroastbeef med peberrod, tærte med karamelliseret løg, blåskimmelost med vaniljesyltet hyben. Brød og rugbrød, smør og krydderfedt.” 


Kirsten fik ”kroens frokostsalat med Bornholmske bælgfrugter, urter, bagte rødder, ostecreme og sprøde salater plus svampekroket.” 

Dertil en Svaneke Classic på fad, og et glas rosé - Filarino Sangiovese 2022, Poderi dal Nespol, Emilia-Romagna. 

Hver mundfuld af skovfrokosten var udsøgt! Der var kælet for det hele, alle kombinationer var velovervejede og fremhævede grundingredienserne i retterne. Det er sjældent jeg sidder med en fornemmelse af, at jeg ikke kan pege det bedste ud, for jeg synes ALT var fantastisk. 

Vi HAR noteret, at vi skal besøge Christianshøjkroen næste gang vi kommer til Bornholm. 


Det ville være synd at sige at vi var sultne bagefter, men en tur til Bornholm kræver at vi kommer omkring Snogebæk og Kjærstrup Chokolade. Vi er kommet der jævnligt siden de startede i 1999, og jeg valgte denne gang en flødebollesoftice med orange. Den mindes jeg ikke at have set på kortet før, men den bliver forhåbentlig, for det er den bedste jeg har smagt!!! 

Fredag endte vi ret uplanlagt i Svaneke og igen i Spröt, hvor jeg fik kaffe og solopgang (æble, appelsin, gulerod, ananas). 

Frokosten inden vi skulle hjem efter et alt for kort besøg på solskinsøen SKULLE være på Râzapâz.


Kirsten fik to stykker smørrebrød (laks, hønsesalat), jeg den evige tatar (jeg er SYGT vild med den!) og dertil et glas Eser Spätburgunder. 

Som sagt et alt for kort besøg på Bornholm, men vi nåede en masse også på den kulinariske front. Skønne genbesøg af Torvehal Bornholm, Provianten, Brødre Bageri, Kjærstrup og Râzapâz. Og to rigtigt spændende nye bekendtskaber: Fangst og Christianshøjkroen.




fredag den 26. juni 2020

Ferie på Bornholm


Fredag morgen
I denne uge holder vi ferie på Bornholm. Den blev bestilt i november 2019, dels en ferielejlighed i Klintely i Allinge til Kirsten, Max, Otto og mig, dels et sommerhus til Sandra, Christian, Frasse, Leo og Leah.

Det er ikke 14 dage siden, vi stort set havde opgivet turen, og havde aflyst både lejlighed og sommerhus, pga. restriktionerne for svenske statsborgeres indrejse i Danmark i Corona-situationen.

Heldigvis faldt det hele alligevel på plads, og med dokumentation for, at der var det krævede antal overnatninger, mindst 6, kunne Sandra også få lov til at komme til Bornholm uden problemer.

Luksusplatte på Arnager Røgeri
Vi sejlede alle fra Ystad 10:30 i mandags, og efter ankomsten til Rønne mødtes vi på Arnager Røgeri, hvor vi fik en dejlig frokost. Der er en fin legeplads som en del af Røgeriet og Bornholms Lufthavn ligger lige ved siden af, så det var perfekt for børnebørnene.

Bornholms Ismejeri & Kaffebar
Næste stop for Kirsten og mig var Svaneke og Bornholms Ismejeri & Kaffebar, hvor vi fik feriens første isvaffel.

Inden aftensmaden - vi havde aftalt at grille et udvalg af pølser med diverse tilbehør – luftede jeg hundene sammen med Leo på 4 år. Jeg fortalte, at det var første gang Otto var på Bornholm, og spurgte, om Leo kunne huske, at han havde været her sidste år. Det kunne han, og han kunne også huske, at det sidste år var Lille Bjørn og Max, der var med 💓

Tirsdag morgen
Tirsdag stod hundene og jeg først op, og gik en tur til Sandkås Strand og et stykke nordpå ad kyststien mod Allinge, før vi gik ind over land og retur.

Vi kørte til Schweizerkonditoriet i Allinge og købte morgenbrød, fik morgenmad i sommerhuset og handlede til den store grillaften, i anledning af sankthans.

Flæskestegsburger
Vi fik frokost på Svaneke Bryghus, jeg en fantastisk flæskestegsburger, Kirsten en ret mislykket hønsesalat, jeg fik en dejlig Sorte Muld fra fad til.

Jeg gik i vandet på vores lokale Sandkås Strand, Max var med, Otto ville ikke i.

Vi havde en skøn grillaften, sankthansaften uden bål, med masser at spise og drikke og dejlig leg med alle børnebørnene.

Onsdag morgen
Onsdag havde vi udvidet morgenturen, selvom vi startede kl. 7, var det allerede ret lunt, og vi kom hjem godt varme efter 3 km. Kirsten og jeg fik let morgenmad udenfor Schweizerkonditoriet

Vi kørte til Svaneke, bl.a. fordi jeg skulle købe noget vin hos Vinøst. Vi var i Snogebæk, fordi vi naturligvis skulle have en flødebollesoftice hos Kjærstrup, og vi endte med en enkel og dejlig frokost hos Bech Chokolade i Snogebæk.

Eftermiddagsturen gik langs en gå-/cykelrute lige bag Klintely mod Tejn, og tilbage via kyststien til Sandkås Strand.

Aftensmaden bestilte vi som takeaway hos Restaurant Sommer i Allinge. De annoncerede med 10 forskellige småretter, som man kunne vælge som takeaway, og vi valgte følgende fem.

Ceviche af hvid fisk, line, chili, ærter, rødløg

Varmrøget laks, æble, agurk, rugbrød, wasabi


Perlebyg, svampe, spinat, sprød parmesan

Grillet cuvette, svampe, majs, timian sauce
Rørt tatar, sennep, svampe, sprød tapioca, estragonmayo
Kaffen fik vi hos svenskerne.

Torsdag morgen
I går torsdag var morgenturen næsten en gentagelse af i går, bortset fra en afstikker til vandet, så hundene kunne dyppe tæerne.


DGI-broen

Kirsten på DGI-broen
Vi havde planlagt en tur til Vang Granitbrud, hvor vi aldrig har været tidligere, og det var en stor oplevelse. Vi fik bl.a. prøvet at passere DGI-broen, designet af Peter Bonnén, dog uden hundene, da konstruktionen ikke er egnet til hundepoter.

Vi kørte derefter det korte stræk til Vang og gik en tur på havnen.

Lobster rolls
Frokosten havde vi besluttet skulle være hos Bay Frost i Listed, lobster rolls og et glas Sauvignon Blanc, det er svært at matche.

Max ved kunst på Listed Havn

Napoleonskage fra bager Mortensen
Vi tog omkring Nexø, fordi vi havde besluttet at købe nogle kager fra bager Mortensen. Deres Napoleonskage er fantastisk!!!

Vi havde ikke lyst til den store aftensmad, så vi var omkring SuperBrugsen i Allinge og købe skinke og melon.

Endnu en dejlig dag, total afslapning.

I dag var morgenrutinen næsten den samme. Kirsten undrede sig i går over, at jeg bruger vækkeur i ferien, så det var slået fra, jeg vågnede derfor først 6:40, 10 minutter senere end normalt 😉

Morgenturen blev modsat, med uret, og jeg kom til at gå lidt for langt, så vi fik set noget nyt og virkelig fik varmen.

Hammersø

Hammersø

Vi synes ikke vejret er til de store udskejelser, så vi valgte den korte tur til parkeringspladsen ved Hammersø og Opalsøen, og fik rundt om Hammersø.

Det vi trængte mest til bagefter, var en softice, og den fik vi hos Promenadekiosken i Sandvig.

Østerlars Kirke

Døbefonten

Udsnit af kalkmalerier
Ret spontant besluttede vi at besøge en rundkirke og kørte til Sankt Ols Kirke, som var lukket … Vi besøgte derfor i stedet Østerlars Kirke, som vi aldrig har besøgt tidligere. Det er den ældste af Bornholms fire rundkirker, bl.a. med nogle spændende kalkmalerier af Jesu liv. Jeg var både oppe på 1. og 2. stokværk, og nød den flotte udsigt. Den kirke er virkelig et besøg værd.

Det var høj frokosttid, og vi var ikke ret langt fra Listed, så vi gentog succesen fra i går, og fik lobster rolls og Sauvignon Blanc hos Bay Frost.

Derefter gik turen omkring Svaneke og Vinøst, hvor vi hentede en picnickurv, som vi skal have til aften.

Endnu en skøn feriedag.

Hundene synes vist det er lidt kedeligt, og glæder sig til at komme hjem i haven og slappe af!