fredag den 16. august 2024

Bornholm august 2024 - med fokus på det kulinariske


Tirsdag til fredag var Kirsten, hundene og jeg på den traditionelle årlige ferie på Bornholm med svenskerne. De var ”tyvstartet” med ankomst sidste fredag. 

Vi havde hver sin lejlighed i Gudhjem Feriepark. 

Jeg tror jeg tale på alles vegne, når jeg skriver, at det var den bedste ferie vi har haft sammen ever. Børnebørnene er blevet store og vi fik en masse gode oplevelser sammen og hver for sig. 

Jeg havde (naturligvis) skitseret en privat plan, og vi nåede det vigtigste udover samværet med familien, nogle lækre kulinariske oplevelser. 


Tirsdag ankom vi lidt over 14, vi nåede ikke frokost i Râzapâz, men fandt heldigvis til Torvehal Bornholm

Stigs Oliven (ægteparret Stig Louring Larsen og Simikka Larsen) har forpagtet stedet siden efteråret 2022, og frokosten blev den skønneste anretning med lidt charcuteri, ost og diverse tilbehør. Simikka er olivenoliesommelier og vinsommelier, og de har importeret 4 forskellige græske vine, jeg ”kom til” at købe to 😉

Efter en skøn grillaftensmad gik vi alle syv til Gudhjem, Chris og jeg fik et glas Cayrol 2021, skabt af Jean-Claude og Anne Beirieu i Roquetaillade, Languedoc, en dejlig naturvin på 50 % Cabernet Sauvignon/50 % Merlot, med bid, fylde og frugt, et skønt glas vin. 

Resten af familien fik is fra Gudhjem Is lige overfor Provianten, og vi fik lov til alle at sidde sammen hos Provianten! 

Is og vin på Gudhjem Havn

Familiefotoet (eksklusive den stolte farfar) bringes med familiens tilladelse! 


Hjemturen langs klipperne var totalt magisk! 

Onsdag tog Kirsten og jeg til Allinge og købte kaffe og morgenbrød hos Schweizerkonditoriet, som vi kunne nyde lige udenfor. Det er en hyggelig tradition, vi har købt meget morgenbrød der, da vi boede på Klintely. 


Frokosten fik vi midt i Gudhjem, hos Fangst.  Det handler om bæredygtig fisk og andet godt, og vi fik to tapasanretninger og dertil to lækre glas naturvin Marutas rosé Un gran de folie (Carignan, Syrah og Macabeo) og deres orangevin Trafalgar (Muscat á Petit Grains), de importeres af Nichevine. Trafalgar var virkelig lækker, masser af frugt, fylde, intensitet, et skønt glas vin til maden. 

Desserten indtog vi lige i nærheden, hos Chris & Mario, som laver de skønneste is og vi nød dem i den lille gård overfor butikken. 

Vi har tidligere smagt de fantastiske pizzaer fra Brødre Bageri i Tejn, vi blev enige om at jeg skulle hente til aftensmaden, og bestilte 6 forskellige. At sige det var et populært valg ville være årets underdrivelse – de 6 pizzaer forsvandt som dug for solen, og alle var meget tilfredse med valgene, måske med den med kartoffel og den med kartoffel og portobello som favoritter? 

Torsdag startede med noget så uventet som regn, vi søgte ly hos Pernille Bülow i Svaneke, hvor vi købte lidt glas, og derefter gik vi ind ved siden af hos Spröt og fik en Cappuccino og en vinterbader, en juice på æble, gulerod, citron, ingefær. 

Frokosten har vi besluttet skulle nydes på Christianshøjkroen. Sofie Edlev Nielsen og Nikolaj Jeppesen overtog forpagtningen i 2023. Han er udlært fra Kommandanten og har været restauratør med Ensemble, og det stod højt på ønskelisten at spise frokost hos dem. 

Det var en kæmpefornøjelse, og et af de bedste måltider vi har fået. 



Jeg fik ”skovfrokost med tre slags sild (sherry, stegte, urte), kroketter af saltet torsk med remoulade, vildtpaté med surt, kalveroastbeef med peberrod, tærte med karamelliseret løg, blåskimmelost med vaniljesyltet hyben. Brød og rugbrød, smør og krydderfedt.” 


Kirsten fik ”kroens frokostsalat med Bornholmske bælgfrugter, urter, bagte rødder, ostecreme og sprøde salater plus svampekroket.” 

Dertil en Svaneke Classic på fad, og et glas rosé - Filarino Sangiovese 2022, Poderi dal Nespol, Emilia-Romagna. 

Hver mundfuld af skovfrokosten var udsøgt! Der var kælet for det hele, alle kombinationer var velovervejede og fremhævede grundingredienserne i retterne. Det er sjældent jeg sidder med en fornemmelse af, at jeg ikke kan pege det bedste ud, for jeg synes ALT var fantastisk. 

Vi HAR noteret, at vi skal besøge Christianshøjkroen næste gang vi kommer til Bornholm. 


Det ville være synd at sige at vi var sultne bagefter, men en tur til Bornholm kræver at vi kommer omkring Snogebæk og Kjærstrup Chokolade. Vi er kommet der jævnligt siden de startede i 1999, og jeg valgte denne gang en flødebollesoftice med orange. Den mindes jeg ikke at have set på kortet før, men den bliver forhåbentlig, for det er den bedste jeg har smagt!!! 

Fredag endte vi ret uplanlagt i Svaneke og igen i Spröt, hvor jeg fik kaffe og solopgang (æble, appelsin, gulerod, ananas). 

Frokosten inden vi skulle hjem efter et alt for kort besøg på solskinsøen SKULLE være på Râzapâz.


Kirsten fik to stykker smørrebrød (laks, hønsesalat), jeg den evige tatar (jeg er SYGT vild med den!) og dertil et glas Eser Spätburgunder. 

Som sagt et alt for kort besøg på Bornholm, men vi nåede en masse også på den kulinariske front. Skønne genbesøg af Torvehal Bornholm, Provianten, Brødre Bageri, Kjærstrup og Râzapâz. Og to rigtigt spændende nye bekendtskaber: Fangst og Christianshøjkroen.




Ingen kommentarer: