Viser opslag med etiketten Tine Gade. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Tine Gade. Vis alle opslag

søndag den 10. september 2023

En ganske magisk rallydag


I går var jeg inviteret til at dømme rally for Hornsherred HTM Klub i Vipperød. Det startede med en invitation til en almindelig prøve, men der skete alt muligt undervejs, så det endte med en dobbeltprøve hvor Liv dømte de to seniorklasser først, jeg de øvrige otte klasser derefter.

Det blev en fantastisk dag på alle parametre, en god kandidat til min bedste prøvedag ever.

Det allerbedste var de to prøver, Max og jeg startede dagen med.

Mit fokus var det, jeg nævnte forleden, om at gå lidt langsommere, være rolig, huske at klappe opmuntrende hvis nødvendigt. Vi gik en ret fed bane 1, der var en øvelse i starten, hvor der var noget snus (det blev senere afsløret, at der lå en godbid), men vi arbejdede videre og de sidste to tredjedele af banen (og også starten) var jeg særdeles tilfreds med. Det føltes rigtigt godt.

Vi var kun tre i klassen til begge prøver, så vi var hurtigt klar til næste prøve.

Jeg mistede Max lige inden vi skulle ind på banen, stoppede op, og fik hurtigt kontakt igen … og så gik vi ind og gennemførte en af de skønneste prøver, jeg overhovedet kan mindes. Max og jeg var ét og gik som vi kan, når vi er allerbedst. Han var med hele tiden, jeg havde styr på tempo og kommandoer, og tænkte rigtigt hele tiden.

Neel var dommeraspirant og oplevede dermed begge prøver på nærmeste hold, jeg citerer: ”I har det bedste samarbejde. Hvis man ikke vidste andet skulle man tro at hunden var preprogrammeret og “bare” gik banen. Ser så legende let og fedt ud. Tillykke. Og tak for en fed dag ❤️”

Det er så smukt skrevet, tusind tak for det Neel!

Som bonus vandt vi begge klasser og med 96 og 100 point fik vi også to bronzepinde. Jeg fik desuden dommerens favorit af Liv i anden prøve, pga. min omhu ved indgangen, med at sikre at jeg havde Max med. Det var den bedst tænkelige start på dagens rallyaktiviteter.

Derefter skulle jeg dømme i alt omkring 50 ekvipager i 8 klasser (dobbelt C, E, Ø og B). Max skulle være i bilen, men Britt og Pernille sørgede for at hjælpe med at lufte og holde øje med ham resten af dagen, tusind tak igen for det!

Der var masser af flot førerarbejde hele dagen. Jeg havde fået lov at medbringe lidt legetøj til dommerens favorit i de enkelte klasser, og det var både enkelt og lidt svært indimellem. Men det er alligevel, nemt, når man selv kan fastlægge kriterierne 😊 Så der var både for flotte øvelser, godt kommet igen (de fleste var oppe til begge prøver) og for flot planlagt belønning undervejs, hvor det var tydeligt, at det gav mening for hundene og havde god effekt.

Midt på dagen – lige før en præmieoverrækkelse i den anden ende af hallen, hvor der var HTM-/FS-konkurrencer – fik jeg lov at overtage scenen dér: Liv og jeg havde en meget hemmelig aftale om at Sydkystens Hundeskole Hundepris for 2023 skulle uddeles til Sonja og Tine ved denne lejlighed. Begrundelsen kan læses her, og der er ingen tvivl om at det var et meget populært valg og meget velfortjent, at de modtog prisen.

Vi havde aftalt, at jeg spiste frokost under de to banegennemgange i ekspertklasse, og Liv havde sørget for noget lige efter min smag: gravad laks fra SuRi og spegepølse fra en lokal slagter, fantastisk rugbrød og hjemmeavlede tomater, et kongemåltid!


Liv godt hjulpet af Milton var sekretærer, så det administrative bare kørte på skinner. Hun havde også sørget for en dommergave ud over det sædvanlige: et gavekort til Herslev Bryghus, så Kirsten jeg sammen kan få en hyggelig oplevelse.

En lang og dejlig dag. Velplanlagt og velgennemført, det var en udsøgt fornøjelse at være dommer. Sådan måtte min sidste rallydag gerne forløbe – et par fantastiske prøver med egen hund og en masser skønne oplevelser som dommer.

Da jeg vågnede i morges kunne jeg mærke glæden boble. Det var den skønneste dag at være en del af. Og Max, jeg er ved at eksplodere af stolthed over den seje stjerne. Den anden bane var vidunderlig og den glemmer jeg aldrig.

Tusind tak til Liv og alle andre, der gjorde denne dag til noget magisk 💕

torsdag den 17. maj 2018

HTM nørderi med masser af perspektiver

En overrasket Lille Bjørn ser far med en ny hund! (foto: Neel Ane Smed)

Da Anja opslog holdet HTM detalje kursus meldte jeg straks til med Lille Bjørn. Han har aldrig været på kursus hos Anja, og det lød som om, det var skræddersyet til os. Det var det bestemt!

Skøn aften!

Jeg er helt høj efter godt tre timers kursus i det skønneste forårsvejr hos Anja med seks andre nørder, som fik arbejdet med en stribe forskellige øvelser, der alle havde til formål at skærpe vores fokus på detaljer.

Vi var sat sammen i grupper to og to, og jeg havde Tine med Linus som makkere hele aftenen.

Belønning i rette position (foto: Neel Ane Smed)

I første øvelse skulle vores makker filme os, når vi arbejdede med en specifik position og et specifikt kriterie. Jeg arbejdede med P9, og det gav naturligvis anledning til overvejelser om dels den præcise position, dels belønning i den rette position. Jeg fik beskrevet Lille Bjørns korrekte P9 helt præcist, og kunne så konstatere, at han står lidt for langt fremme … Men ved strategisk (korrekt!) klikning og belønning oppefra og ned (modsat at belønne lidt fremad mod munden), fik jeg hurtigt Lille Bjørn ind i den rigtige position, og med den rette balance. Der er lidt motorik jeg skal arbejde med, da venstre hånd har en tendens til at belønne længere fremme end højre.

I processen fik vi også opdaget, at min træningsvest er i vejen, når han skal fokusere på mig, og kan medvirke til at få ham for langt frem.

I anden øvelse brugte vi nogle kegler og skulle arbejde med ét kriterie, mens vi gik med hunden i en position mellem keglerne. Jeg valgte P9, Tine klikkede og Lille Bjørn gik virkelig flot. Vi fik talt om hvilket ben hunden skal fokusere på, og om den skal følge benets bevægelse eller fodens, og det kommer an på hund og fører, men jeg fik virkelig noget at tænke over, for mange af positionerne med Lille Bjørn er pæne, men ikke dybt overvejede, og det er da glimrende at få set på inden klasse 3 😉


To fotos fra Lille Bjørn synspunkt (foto: Tine Gade)

I tredje øvelse skulle vi være vores makkeres hund, og fotografere, så godt vi nu kunne, føreren set fra hundehøjde, både når føreren stod rank, og når føreren stod lidt krummet. Vidt forskellige billeder, og ikke underligt at hundene kan blive forvirrede, når vi måske står lidt mere anspændt i en konkurrencesituation, og alligevel bliver overraskede over at hundene gør noget andet, end de plejer …
Lille Bjørn følger lige meget hvad!(foto: Neel Ane Smed)

I fjerde øvelse havde vi bind for øjnene, blev dirigeret af makker, og skulle have fokus på at slappe af i kroppen, mærke hunden, mærke underlaget. Jeg fik at vide af Lille Bjørn gik fantastisk i hhv. P1 og P9, faktisk bedre end når jeg ikke havde bind for øjnene. Det er virkeligt interessant, her går jeg og tror, at jeg støtter ham, og så laver han det perfekt, bare jeg retter mig op!!!

Kontakt med himmelen (foto: Neel Ane Smed)

I femte øvelse var alle ekvipager på banen. Vi skulle gå vores program uden musik men med rank ryg og kigge op (Kontakt med himmelen), og Anja styrede de fælles belønningstidsrum. Lille Bjørn var igen superflot på, det var næsten som øvelsen med bind for øjnene …

I sjette øvelse skulle vi med makker tale om overgange og balance. Vi skulle tale om nogle overgange (links) som var nemme og nogle som var svære for hunden. Konklusionen var, at det er vigtigt at overveje linksene i forhold til hundens niveau, for som udgangspunkt er det nemmest, hvis linket giver en naturlig overgang til den næste bevægelse: hvor ligger vægten, når hunden lander efter linket, og hvad betyder det i forhold til den følgende position? Et skift er ikke bare et skift, og hunden skal have tid til at finde balancen.

Syvende og sidste øvelse var Bianca-cirklen (forstyrrelsescirklen), som Lille Bjørn vist ikke har været udsat før. Tine havde let ved at lokke ham i starten, men da han fandt ud hvad reglerne var, var han hurtigt henne hos mig. Jeg havde bekymret mig om, at Lille Bjørn ikke kunne holde en hel aften. Det kunne han godt, han var faktisk ualmindeligt frisk også til sidst, det var virkelig en fornøjelse at have ham med.

Det var naturligvis et utroligt lærerigt kursus. Nogle nye punkter, genopfriskning af gammel lærdom, masser af ideer at arbejde videre med. Anja er fantastisk til at komme med gode oplæg, at give feedback under træningen og opsummere efter hver øvelse. Dertil kommer et meget entusiastisk hold og det skønneste vejr. På alle måder en fantastisk dejlig træningsaften.

Tak til Anja og alle de andre, især tak til Tine og Linus for godt makkerskab, og Neel for masser af skønne fotos 😊