torsdag den 23. juli 2020

Rallytræning, DM og NM

Otto og Max (Hundefoto.nu)
Mandag kørte jeg til Jersie Hallen og parkerede, gik tur til Jersie Landsby og retur med hundene, og havde et kort træningspas med hver af hundene ud for hallen.


Tirsdag eftermiddag havde jeg den ugentlige træning med Christina og Tempo. Christina havde ”bare” ønsket en bane med de to sideskifter om kegler, og for en gangs skyld designede jeg en bane. Det væsentligste kriterie er, at banen skal være smal, for at passe til arealet. Og så blev det ovenstående bane med 13 skilte, inkl. genbrug af den ene kegle (det må man ikke i praksis). Der var et ekstra kriterie; som man kan se til højre, så kunne den samme bane bruges som begynderbane, og det er jo smart, når jeg skal træne med både Max og Otto 😊

Det skønneste træningsvejr i Lyngby
I går havde jeg en aftale med Louise, vi mødtes hos hende og kørte til arealet ved Lyngby Svømmehal. Jeg havde genbrugt banen fra tirsdag, men udbygget med dobbelt 8-tal med sideskift og skilt 321 til sidst. Kun 15 skilte, men en ganske svær bane.

Jeg har naturligvis styr på kriterierne med begge hunde, for hver træningsrunde bliver jeg mere og mere bevidst om forskellige detaljer, og specielt arbejder jeg med opvarmningen med begge hundene. Jeg har undervurderet behovet for at varme op med Max, og Otto skal definitivt varmes godt op, hans fokus bliver bedre og bedre i løbet af et træningsforløb 😊

Det er meget længe siden Louise og jeg har trænet sammen, og hun havde nogle supergode kommentarer til noget at det, jeg gjorde og noget af det, jeg ikke gjorde med Otto, så jeg fik klikkeren frem, fik klikket for følget (som er fantastisk, og skal forstærkes!), og belønnet undervejs.

Til sidst gik Otto og jeg et stræk uden line, og det var vildt lækkert, for der var endnu bedre kontakt end med line på.

Det har været en uge, hvor der også har været fokus på rally i lidt større perspektiv.

I tirsdag kunne de officielle invitationer udsendes til DM i rally den 6. september. Godt 100 invitationer. For første gang skal DKK stå for DM, og jeg glæder mig meget! Lonni og jeg har skitseret en tidsplan, og det ser rigtigt fornuftigt ud. Vi har fire ringe og fire dommere, og det bliver rigtigt godt. For første gang står jeg som ansvarlig for DM og for første gang skal jeg dømme til DM.

I tirsdags havde vi møde i NKUs rallyudvalg, og vi har lagt sidste hånd på opdatering af retningslinjerne for bedømmelser.

I dag kunne vi i Danmark melde ud, hvordan de danske kvalifikationsprøver til landsholdet til NM 2021, som skal afvikles i Stockholm 11.-12. december 2021, finder sted. Vi er i Rallyudvalget blevet enige om der afholdes én kvalifikationsweekend 14.-15. august 2021, og jeg tror det er en super god løsning i bestræbelserne på at få udvalgt det bedst mulige landshold. Alle interesserede kan nu med over et års varsel planlægge mod den weekend, og når landsholdet er udtaget, er der næsten fire måneder til NM, og dermed god tid til fællestræning mv.

Det bliver en weekend med seks prøver i nordisk klasse, og heldigvis har Beatrice Palm (som dømte NM 2019) og Ida Lindgren (som skal dømme NM 2021) fra Sverige sagt ja tak til at dømme sammen med Amanda (som skal dømme NM 2021) og mig selv (som dømte NM 2019).

Så selv om det er ferietid for mange, så kan jeg love for, at der sker en masse på rallyfronten.



I dag havde jeg mulighed for at tjekke tidligt ud, Kirsten og jeg tog til Køge og fik en skøn frokost på Bistroen.

Ingen kommentarer: