søndag den 25. oktober 2009

Rally lydighedsprøver i Herfølge den 25. oktober 2009

Mette Hein & Choice og Inge Daae Fagerberg & Pieya - to meget velfortjente og meget glade rallylydighedschampions! (foto: Camilla Johannessen)


Det sidste støttearrangement for LP-landsholdet i denne omgang blev gennemført i dag i Herfølge, med Køge-Herfølge Jagtforening som populær vært! Trine Dyrgaard havde tilbudt at dømme gratis, Theresa Trampedag Lund var ringsekretær og jeg stod for det administrative.
Det var meningen at det skulle være et "skrabet" arrangement uden den traditionelle gave til deltagerne, men pludselig opstod ideen om at købe et kort fra cancerkort.dk. Hvis du ikke allerede kender siden og det gode formål, så opfordrer jeg til at klikke ind på den, og overveje om det ikke var dér du skulle købe dine julekort, fødselsdagskort, gavekort mv. og samtidig støtte et godt formål.
Formiddagen var lidt regnfuld, men om eftermiddagen, da begynderklassen var på (34 hunde!), kom solen frem og det var heller ikke så tosset. Jagtforeningen har et pragtfuldt klubhus, og der var mange der nød at kunne være inden døre og følge konkurrencerne gennem ruderne. Og cafeteriaet brillerede med bl.a. dagens ret bestående af hjemmelavede frikadeller og flødekartofler, meget lækkert.
Det var skønt at være arrangør i dag! Alle ekvipager var tilmeldt i de rigtige klasser, der var ingen løbske tæver, og tidsplanen blev fulgt ganske punktligt.
Den samlede resultatliste kan ses her.
Og det var godt nok imponerende resultater:
  • Janne Litgov & Fridas debut i Championklasse med 95 point
  • Tre hunde i ekspertklasse med 100 point
  • To nye rally lydighedschampions: Mette Hein & Choice samt Inge Daae Fagerberg & Pieya
  • To hunde i øvede klasse med 100 point
  • To fra Nørdklubben som blev Viderekommende Mester: Annie & Tira og Catja & Zazu - stort til lykke herfra!!
  • Tre hunde i begynderklasse med 100 point og 2/100 del sekunds forskel mellem nr. 1 og 2.

Det var flot at følge. Der var flere fra jagtforeningen som var meget imponerede over det flotte lydighedsarbejde, og med så mange forskellige racer.
Det har været en udsøgt fornøjelse at arrangere og gennemføre dette arrangement med Trine Dyrgaard, og ud fra tilbagemeldingerne var det et meget populært arrangement!
Og så skal jeg huske at nævne, at der med lidt sponsorbistand fra mit firma Lysholdt Consulting (dommerens transportomkostninger, pokaler samt ovennævnte deltagergaver fra cancerkort.dk) kom et overskud på godt 7.000 kr. ud af arrangementet, og samlet 26.500 kr. til LP-landsholdet. Det synes jeg er ret pænt.
Jeg havde naturligvis Megan og Mocca med, og selvom de mest sad i bilen fik de også oplevet en masse.
Mocca, som jo er en del i centrum lige nu, fik hilst på en toller og et par labhvalpe fra Retrieverklubben, fik trænet lidt med Camilla & Emma, fik hilst på en masse rallyhunde, og fik leget med Trines border collier og set Theresas chihuahuaer. Specielt Trines Kimmi var spændende at følge ud i søen :-)
Masser af indtryk og mange positive mennesker og hunde, og en meget træt hund!

1 kommentar:

Janne Litgov sagde ...

Hej Paul.
Tak for et godt arrangement og for al den tid du har lagt i hele landsholdindsamlingen.
Hvis du får lyst til at arrangere flere rallyprøver så kommer vi gerne forbi igen.

Hilsen Janne