onsdag den 21. oktober 2009

Et lærerigt lydighedsår – del 2 af 3

Årets kurser
Jeg har været på i alt 22 kursusdage i år vedrørende hunde- og/eller klikkertræning. 12 dage på kursus hos Bob Bailey (Chicken Camp), 6 dage på kurser med Megan og 4 dage på kurser med Lille Bjørn. Jeg har naturligvis omtalt alle kurserne undervejs, så jer vil jeg nøjes med at give en oversigt:

Jeg har lært en fantastisk masse – min værktøjskasse rummer en masse forskellige redskaber til at løse problemstillinger. Jeg oplever ikke at gå i stå i en trænings- eller en undervisningssituation.
Meget af det jeg har hørt og prøvet selv er variationer over det samme tema, men hver gang med en række personlige synsvinkler, som giver aha-oplevelser og får mig til at tænke, at det må jeg også kunne bruge.
Der er ingen tvivl om at de to Bob Bailey-kurser var enestående, og dem jeg vil huske årene frem. At iagttage adfærd, klikke den rigtige adfærd og belønne et henigtsmæssigt sted – med de simple (men ikke nemme!) midler kan man lære en høne en masse kompleks adfærd. Og hvad kan man så ikke lære en hund.
Og så vil jeg især huske året for at være blevet 100% bevidst om følgende forhold i forbindelse med hundetræning:

  • En hund arbejder for at opnå noget.
  • Føreren skal finde ud af hvad der motiverer hunden. En hund kan motiveres (=belønnes) på utallige måder, og det er dig som fører der skal finde den rigtige belønning til den rigtige situation.
  • En hund begår ikke fejl – den kan gøre noget andet end det føreren havde forventet, troet eller regnet med, men det er aldrig hundens fejl!
  • En hund giver dig ikke fingeren. Men hvis du forsøger at få den til at gøre noget og den belønning, den har i udsigt, ikke er nok værd, så får du ikke det du beder om.

Sydkystens Hundeskole
Jeg har for nylig skrevet en blog, hvor jeg bl.a. nævnte hvor nyttigt det er for min egen træning, at jeg som underviser skal iagttage adfærd (hund og fører) og kommentere/rådgive. Og bl.a. kan se hvor svært det er for ny trænere at arbejde med hund i linie, klikker i den ene hånd, godbidder i lommen, iagttagelse af adfærd, klikke rettidigt, tage godbid op med den anden hånd, belønne i rette position osv. Både på klikkerkurser og på kurser i planlægning bruger jeg som illustration et klip af mig selv på Chicken Camp, hvor jeg første gang har en høne på bordet i øvelsen der skal ende med at den skal gå rundt om to kegler. Men jeg kæmper med at finde ud af hvad jeg vil kommer Bob Bailey hen og iagttager, og siger lige så tørt ”A lot of things happen, doesn’t there?” Og konklusionen er igen igen: Tænk først uden høne (hund), planlæg hvad du vil gøre og så gør det, med høne (hund).
Det prøver jeg at lære mine kursister, og det prøver jeg at lære mig selv. Og det er sund træning for mig selv.

Konklusioner
Og hvad er så konklusionen på alt dette?

Jeg har forsøgt at skyde genvej. Ved at implementere alt det jeg lærte i umiddelbar forlængelse af kurset og med Megan som prøveklud. Jeg har dermed brudt mine aftaler med mig selv om fx hvilke kriterier der skulle være opfyldt før jeg gik i Eliteklasse - dumt gjort.
En af mine instruktører sagde til mig ”Man skal bare GØRE som jeg siger.” Men det er altså svært når man får masser af input fra mange forskellige trænere, og synes det meste ligner noget man kan bruge.
Jeg har skiftet træningsmetoder på detailniveau mange gange uden at have en strategi for anvendelsen. Det kan bl.a. ses af den manglende udvikling og dermed de manglende resultater.
Jeg har været en rigtigt dårlig fører for Megan :-(

I tredje og sidste del af denne lange blog kommer jeg så ind på Bianca van der Posts kursus i lørdags, og hvordan jeg har brugt det som afsæt til at starte forfra med Megan.

Ingen kommentarer: