I går sluttede den sidste omgang sommertræning hos Johanna, og i det skønneste sommervejr – cirka 20 grader, lidt overskyet først siden sol, uden at det blev for varmt – gennemførte jer to herlige træningstimer med Max og Lille Bjørn.
I går morges begyndte jeg at bruge Endomondo til at registrere gang og cykling med hundene og dermed naturligvis også træningen i Knud Djernes fantastiske park (meget store have). Jeg var der i 2½ time og gik 2,64 km.
Og ruten kan ses ovenfor. Runden til højre vises lufteturen da vi ankom, og resten viser hvor vi er gået under træningen. Det er lidt nørdet, men hvem ville have ventet andet af mig?
Den type kort kan hjælpe til at dokumentere, hvor stor en del af arealet, jeg bruger til træningen. Jeg tror jeg har en tilbøjelighed til at træne de samme steder på de samme arealer. Johanna har fx været efter mig fordi jeg altid stillede mig samme sted med Max og Lille Bjørn til fællesøvelser, altid yderst til højre, så det får vi ikke lov til længere.
Så jeg forsøger virkelig at være mere konstruktiv med variationen, både på de faste træningspladser og ved at variere de steder vi træner. Og være mere omhyggelig med at tænke over omgivelserne og forstyrrelserne.
I forhold til træningen i mandags gik træningen i går helt anderledes med Max. Den var i top 3 over årets bedste træninger med ham.
Det startede med to flotte fællesøvelser, hvor jeg fik timet belønningerne flot, midtvejs i sitten, efter cirka 1 og cirka 3 minutter i dækken, og alt gik fint. En anelse lyd i starten af dækken, men intet i forhold til tidligere – og først og fremmest virkede han meget mere afslappet end han plejer.
Derefter nogle korte dele af færdige øvelser: korte pas fri ved fod med højre og venstre buer samt to-skridtsøvelser og vendinger. Et fuldt stillingsskift med 3 skifter på 10 m. En dirigeret apport bygget op over tre gange, hvor vi sluttede med perfelt fuld dirigering og opsamling.
Efter lidt overvejelser tog jeg metalapporten til springapporten, og det gik strålende. Jeg kan ikke forklare hvad der gik galt ved træningen sidste torsdag og i mandags. Var det pga. varmen, at der var så stor forskel? Jeg kan ikke umiddelbart finde på anden forklaring.
Så tre flotte positioner under gang (ikke færdig øvelse). Tre indkald med stå, de to med bold.
På dette tidspunkt var der måske gået en lille halv time og vi tog en gang afslapning inden de to øvelser jeg havde valgt som fokusøvelser: fremsending og næseprøve. Vi startede med næseprøven, og den første omgang var nok det dårligste Max har lavet i nyere tid; han smagte på tre inden han tog den rigtige, og ellers var det fint dog med en anelse tyggen i afslutningen. I andet forsøg drejede han med mig (ikke meningen, men det var ikke fokus), og derefter lavede han perfekt diskriminering og optag, og blot lidt tygning.
Fremsendingen gik ok, men der var lidt dårligt førerarbejde. I første forsøg løb han ud og stoppede på min kommando men med ryggen til mig; jeg afventede at han drejede gav ny stop-kommando og han dækkede inden jeg fik sagt mere. Johanna spurgte mig naturligvis hvorfor jeg ikke bare havde dækket ham af, hvis det var det jeg ville?
I andet forsøg stoppede han flot og med front mod mig, og dermed sluttede en virkelig skøn træningstime med Max.
Med Lille Bjørn gik det ikke nær så godt. Jeg forsøgte at bilde mig selv og Johanna ind at det var varmen, men det var det kun i mindre grad.
Det startede flot med 3 indkald, heraf 2 med bold, og superskarpe stop.
Så kommer vores smertensbarn stillingsskiftet, som ikke har fungeret til de seneste prøver, og hvor jeg ikke var været særlig tilbøjelig til at sænke kriterierne. Det gjorde jeg så i går, og kunne konstatere at vi kunne lave en fuld øvelse på 3 meter men ikke på 5. Han ville simpelthen ikke stå på afstande over 3 meter. I tænkeboks med den.
I positioner under gang var han meget fraværende og snusende, og det blev ikke rigtigt godt.
Så arbejde vi med springapport, og der var igen noget usikkerhed at spore og en del snusen, og han løb uden om springet første gang. Anden gang var det en pæn fuld øvelse.
Fællessit startede skidt, idet han rejste sig direkte. Derefter gik resten ok.
Fællesdæk var uproblematisk, en enkelt forstærkning undervejs.
Fri ved fod, nogle ganske korte pas, gik ok, og dirigeret apport nogenlunde ok – vi skal arbejde mere med at han stopper vendingen ud fra vinklen, ikke ud fra at han kan se noget.
Fokusøvelserne var de samme som Max: fremsending og næseprøve. Fremsendingen var med Marie og Chelsea som forstyrrelse nogle meter fra den bane han skulle løbe. Det kombineret med at han ikke kunne se kantbåndet gjorde, at han havde nogle mislykkede forsøg og skulle have vist feltet før han fik lov at gå til næseprøven …
Det er vores 50:50-øvelse lige nu, og selvfølgelig lavede han et perfekt søg og optag …
Så til fremsendingen, og nej han skulle ind på cirka 10 meter, hvor han kunne se kantbåndet, før han løb sikkert frem. Johanna er sikker på at han går efter kantbånd og ikke kegler, så jeg skal arbejde med tyndere kantbånd (tørresnor), så han lærer at gå efter kegler.
Ingen træning i dag, men jeg skulle lige prøve nogle stillingsskift med Lille Bjørn efter morgenlufteturen. Og ja, han kunne lave perfekt stå på først 5 og så 10 meter.
I eftetmiddags stod den på nogle lækre okseører. Lille Bjørn var sidst færdig og kunne godt nyde det selvom Max fulgte meget intenst med.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar