Life's full o' consequence

Hundemæssigt har det været en normal uge: LP hos Susanne med Max og Lille Bjørn tirsdag, Rallyundervisning med Anita og Amanda onsdag og blandet træning med Max hos Johanna i dag.

Tirsdagens træning var ikke særlig opmuntrende. Max og jeg kom skævt ind på hinanden fra start, det var meget lummert, der var en højløbsk tæve og træningen blev selvforstærkende dårlig. Max løb fra mig flere gange, hvilket ikke gjorde situationen bedre. Max lavede en masse pænt, men min attitude var dårlig. Øv.

Lille Bjørn har det bestemt ikke godt med varme, men han arbejdede superflot og med masser af energi.

Susanne stillede til sidst et rigtigt godt spørgsmål: ”Hvad kan jeg gøre for dig, så du træner Max med samme glæde som Lille Bjørn?”.

Det var et godt spørgsmål og jeg har spekuleret meget over det.

Så i dag blev beslutningen, at jeg kun tog Max med til træningen hos Johanna (sidste uge var Lille Bjørn også med). Jeg var bevæbnet med legetøj og to af de rigtigt gode var i træningsvesten og blev brugt meget til interaktiv leg. Først og fremmest havde jeg den rigtige attitude – det skal være sjovt, hele vejen igennem.

Så det blev en meget varieret træningstime. Da jeg skrev træningsnoter kunne jeg konstatere at jeg havde arbejdet med 10 af de 11 øvelser i Færdighedsprøve 2 samt 6 LP3-øvelser. Vi havde gode gennembrud i træningen af bakning, potearbejde, positionsarbejde og arbejde med ryggen til. Fremsendingen som slet ikke fungerede forleden var superb, næseprøven som er skruet tilbage til nul, fik Johanna bragt tilbage til et fornuftigt niveau og selv fællesdæk blev en god oplevelse.

Ja, livet er fuld af konsekvens, og hvis jeg kommer med en ordentlig attitude til træningen, så får jeg belønning mangefold igen. Simple but not easy.

Jeg gik ovenikøbet før timen var slut, men havde det så godt mentalt, som jeg kun har efter de allerbedste træningstimer. Max har fået en stor undskyldning og har tilgivet mig for minopførsel i tirsdags.