lørdag den 16. maj 2015

Hattrick

Max 1.v. for 3. prøve i træk på en uge. Megan 3.v.

I dag gik turen til Korsør, hvor Rhodesian Ridgeback Klubben havde arrangeret rallyprøver med Anita som dommer. Det var en ganske lille prøve med kun 16 ekvipager. Men der kommer helt sikkert flere næste gang, for det var et superflot arrangement med hyggelige og fredelige rammer og flotte præmier til alle.

Championbanen lå ikke lige til højrebenet for Megan og mig, der var enkelt- og dobbeltslalom, begge spiraler, fristende 8-tal (masser af snurreri) og højrehandling af bl.a. bakke 3 skridt og 1 skridt bak, 2 skridt bak.

Men det gik faktisk rigtigt fint, indtil vi kom til skift side foran, som vi ellers plejer at have helt styr på … minus 13 blev det til i dag og derudover kun 4 x 1, så vi endte med 83 point. Meget meget tilfredsstillende må jeg nok sige! Dermed blev Megan 3.v

Så var det Max’ tur på Ekspertbanen. Han har stadig noget af sit fokus på omgivelserne, men han er med hele tiden og han hører efter, så det gik rigtigt fint alligevel. Vi mistede 3 x 1: på et skridt til højre, på dobbeltslalom og på enkelt slalom. Ærespladsen sit ved siden af, stadig en del lyd, men han sidder. 97 point rakte til en 1.v.

Ja, det blev han også i torsdags og i lørdags, 3 x 1.v. i træk har jeg aldrig prøvet før, og så indenfor en uge. Det har været en rigtig god uge må jeg erkende!

Ugens høst af pokaler og rosetter

Ugen har i forhold til Megan bekræftet mig i, at hun langtfra er klar til pensionering. Som jeg har skrevet rigtigt mange gange tidligere, så går hun så godt, som hendes fører tillader, og når hans signaler er præcise og ikke for hurtige, så er hun med. En synkron højre og et springvand i dag – næsten sidst på banen – voldte ingen problemer. Så vi fortsætter, så længe hun ser ud til at trives med det.

I forhold til Max er erkendelsen at strategien - med at arbejde med ham i alle mulige sammenhænge - ser ud til at virke. Han er ekstremt påvirket af omgivelserne, men fornuftig opvarmning, gennemtænkt start på banerne og mit fokus på at hjælpe ham, de svære steder, det fungerer. Der er naturligvis småting, der kan forbedres, det kan de altid, men som tingene kører nu, er det svært ikke at være superglad.

Her er resultaterne fra hans prøver i år.


Jeg er meget meget glad for de mange glade hilsener, jeg har fået i forbindelse med denne fantastiske uge. Det er især blevet bemærket, at jeg smiler på alle fotos, og ja, det er svært at lade være :-)

Jeg vil gerne slutte med specielt at takke tre, der har hjulpet mig rigtigt meget de seneste måneder i forbindelse med rallytræningen med Megan og Max: Lone og Christina, i forbindelse med vores 14-dages træning, og Anita, som har fået mig til at fokusere dels på at undgå de underlige unoder (håndtegn mv.), der har kostet dyrt i rallyringen, dels at få arbejdet med de irriterende 1’ere, som jeg så gerne vil af med.

Specielt arbejdet med starterne, bl.a. omtalt i denne blog, har været ualmindeligt givende.

Jeg er blevet spurgt om Lille Bjørn er blevet pensioneret, og nej det er han bestemt ikke, han skal til LP-prøve næste weekend i Nyborg. I overensstemmelse med min strategi for Max, skal han også med og op i rally, men Lille Bjørn er i centrum den dag.

Ingen kommentarer: