Følelser

Charlie Chaplin og Virginia Cherrill i City Lights (Charlie Chaplin, 1931)

Træningsplanerne for Q1 er ved at være på plads. Nose Work med Megan og Max, Rally med Lille Bjørn og Max, det løse (motivation enetimer mv. med Max, og selvtræning (enetimer i HTM/FS) med Max sammen med Anita og Osseau.

Jeg har også fået booket en time i Herringløse Agilitycenter søndag den 29. januar 8-9. hvor alle tre hunde skal prøve underlaget, tunneler og spring, som en del af forberedelsen til prøverne 11. februar samme sted. Et par gæster, der vil træne rally er velkomne, skriv direkte til mig, hvis du er interesseret.

Jeg anmeldte i går Nosework – allt du behöver veta af Helena Lindhe & Britt Nylund, som jeg er ret begejstret for. Udover at være en fantastisk bog har den også fået åbnet mine øjne for hvor spændende en verden Nose Work er. Som mange andre discipliner er den ret nem at komme i gang med, der kommer hurtigt interessante problemstillinger og udfordringer, og det er en disciplin helt forskellig fra andre, jeg dyrker med hundene, fordi Nose Work med kilde, som føreren ikke kender, udpræget forudsætter en hund der kan og vil arbejde selvstændigt, for føreren kan ikke snuse sig frem til kilden. Føreren kan skabe rammerne og sikre en god indlæring og kvalitetssikring, men når dagen er omme er man 100 % afhængig af hunden.

Dagen i dag har i udpræget grad handlet om det nye HTM-program. Sandie, som er med i den gruppechat jeg nævnte i forgårs, skrev om min påklædning til Que reste-t-il: ”Du kunne evt have en blomst i brystlommen, den kan du bruge til at indikere hende /kærligheden med så når du snakker til hende har du blomsten i hånden og ser kærligt på og "snakker" til den.” Jeg kom straks til at tænke på City Lights og ovenstående foto.

I dag besluttede jeg at gense Baisers volés, som jeg så første gang til den danske premiere i 1969 og har set et par gange siden. Men i dag handlede det om stemning. Filmen starter og slutter med Que reste-t-il. Kirsten, som absolut ikke fulgte med i filmen, spurgte om den handlede om noget, og jeg svarede, at den handlede om, hvor besværlig kærlighed er.

Jean-Pierre Léaud og Claude Jade i Baisers volés (François Truffaut, 1968)

Der er noget, der minder om en glad slutning, men nej, trods humor og lune så er det en sørgmodig og vemodig film. Det var præcis den følelse jeg ville have, når jeg nu sidder og skriver videre på min plan for HTM-nummeret. Jeg udbygger tidsskemaet med teksten til også at rumme positioner og tempi, i første omgang positioner jeg ”kan” og siden med nye positioner.

Følelserne er altafgørende i dette nummer. Sandie skrev det så flot til mig: ”Jeg får helt gåsehud ved tanken om hvor godt det kan blive”, og det gør jeg heldigvis også selv, for det er præcis det, jeg skal kunne: få gåsehud og få skabt den samme følelse hos tilskuerne.

Måske var det fordi jeg var og er i denne følelsesmæssige stemning, at en helt uskyldig besked, ramte mig, så jeg blev ked af det. Jeg er helt sikker på at det ikke var meningen, men det gjorde den, og bare det, at jeg nævner den her, betyder at den gjorde rigtigt ondt. Men den stemning har jeg så med, når jeg om lidt kigger videre på HTM-programmet, og så bruger jeg den til noget fornuftigt.