tirsdag den 31. marts 2020

The Times They Are A-Changin'

Otto var træt efter dagens træning 
Jeg har som tidligere nævnt en del feriedage, der skal afvikles inden 1. maj. Jeg gør det helt enkelt pt.: tænder for arbejdscomputeren om morgenen, tjekker mails og kalender, og i dag gik det pænt op, så der blev hurtigt dømt fridag.

Der er daglige aktiviteter med noget rallyrelateret og ikke mindst ændringer af prøver. Prøver der bliver flyttet, sikring af at kriterierne i forhold til ÅH 2020 og DM 2020 overholdes, og opdatering af min egen kalender. For mange af prøverne er nogen jeg selv er en del af, enten som dommer, deltager eller begge dele. Nogen flyttes til datoer, hvor jeg ikke kan, og sådan er det bare.

Det afføder også ganske naturligt, at der bliver talt om, hvornår der kan blive afholdt prøver igen. Som så mange andre håber jeg, at det bliver snart, men ærligt talt tror jeg ikke på, at det bliver på denne side af sommerferien. En kontrolleret oplukning af Danmark tager lang tid, og åbning for større forsamlinger til noget ikke-kritisk som hundesport tror jeg ikke ligger lige for. Som jeg tidligere har skrevet, har jeg meget stor respekt for den mentale betydning hundeaktiviteterne har for rigtigt mange af os, men ud fra en objektiv prioritering står vi ikke højt på listen.

I dag var Otto jeg til træning. Jeg har ikke oplevet det tidligere: Selvom vi trænede om formiddagen var Otto helt færdig næsten inden vi var halvvejs. Der er ingen tvivl om, at han og Max oplever en ganske forandret hverdag, hvor jeg er hjemme hele tiden, og de kommer med til stort set alt. Bare at ligge og flade ud gør de om aftenen. Så det skal jeg bestemt være opmærksom på, når jeg træner: Der er bare ikke det overskud, som der plejer at være. Jeg er nødt til at give dem nogle pauser i hverdagen.

Fokus i dag var på bakning og på at holde position, og det blev helt tydeligt, hvor jeg har skarpe kriterier (= kriterier Otto forstår) og mindre skarpe (=kriterier Otto kommer i tvivl om). Det har affødt nogle ændringer i setup, og en udfordring til at få øvelsen ”sit gå rundt om hund” på plads til om en uge.

Vi gik som en del af træningen en lille rallybane, da vi havde passeret halvdelen af træningstiden, og det var dér, jeg først opdagede, hvor træt han var.

Samlet en masse læring, godt input til den videre træning, og bevidsthed om, at Otto skal have tid til at slappe af.

Da Otto og jeg kom hjem gik turen samme med Kirsten og Max videre til København. Først til SuperMarco, hvor vi bl.a. købte deres pizza-kit og nogle kager. Derefter videre ind til 3Shape. Christian var ekstraordinært på arbejde i Danmark, så vi kunne aflevere nogle forskellige gaver, uden at være i nærkontakt 😉

Vi gik en tur med hundene på Havnepromenaden og det var hyggeligt, men egentlig også lidt sørgeligt, så mennesketomt der var. Hundene fik kødben, da vi kom hjem, Kirsten og jeg fik to af de fire pizzaer – supergode, og meget nemme at samle – og slappede ellers af, eller rettere, vi tog en ½ times træning først med denne uges udfordringer fra fitness Tina.

Aftensmaden var de to andre pizzaer.


Hundene og jeg gik den sidste tur ned på Staunings Ø, som er lukket for hunde de næste 6 måneder. Der var meget lavvandet, og det skønneste vejr.

Det har været en dejlig feriedag!

Ingen kommentarer: