Morgenstund har guld i mund, og guld betyder glæde

Fredag morgen

Det er et privilegium, som jeg nyder dagligt, at kunne gå morgentur med hundene på stranden. Det har jeg gjort i over 35 år, og det håber jeg kan fortsætte mange år endnu. De seneste morgener har været ekstraordinært smukke, og i dag var ganske speciel, ”smuk som jordens skabelse” har jeg brugt før, men det synes jeg passer meget godt 😊

I mandags fik jeg den officielle bekræftelse ved en videokonsultation med ”mine læge”: alle mine blodværdier er meget fine, der er intet dér, som kan forklare, at jeg ikke går så godt. Formodningen om, at det er artrose er blevet en kendsgerning, og begge hofter skal røntgenfotograferes forhåbentlig snart.

Artrose kan ikke helbredes, kuren er at holde en fornuftig vægt, at styrke musklerne omkring leddene og i øvrigt træne smidighed. Alle delene er en naturlig fortsættelse af det, jeg allerede gør, så det er jo rigtigt positivt. Hos ”min osteopat” får jeg behandlet hofter og nakke, og når røntgenbillederne foreligger, bliver der aftalt noget konkret GLA:D-træning.

Det har taget lidt tid at acceptere at jeg ikke er så fit, som jeg ville ønske, formentlig har jeg ikke erkendt det helt endnu. Men jeg er da totalt privilegeret uanset hvad, og at få nogle småskavanker i en alder af 67, er dårligt noget jeg kan tillade mig at jamre over.

Onsdag morgen

På rallyfronten sker der en masse.

Liv og jeg fulgtes til Vejen i lørdags, hvor jeg skulle dømme en prøve for Polarhundeklubben, Liv var aspirant, og Brian elev. Så der var mange gode diskussioner af finurlige detaljer. Det var en meget flot arrangeret prøve, jeg synes Polarhundeklubben gjorde det fantastisk, og præmierne var vildt flotte. Deres trænings-/prøveplads var igen en af dem, hvor jeg tænkte: bare jeg havde sådan en i nærheden!

Jeg har tidligere skrevet om, at jeg har en svaghed for de mange dygtige specialklubber, som tilrettelægger den ene flotte prøve efter den anden. I morgen har jeg fornøjelsen sammen med Anita at dømme ved en dobbeltprøve for Schæferhundeklubben i Hvidovre, hvis formand Anette er min gode kollega. Det bliver en fantastisk prøve, er jeg sikker på!

På den organisatoriske front sker der også en masse. I går havde jeg møde med Jens Glavind, direktør for DKK, hvor vi drøftede rallyrigets tilstand, og det er ærligt talt svært at finde noget dårligt at sige i den forbindelse. Både i dansk, nordisk og international sammenhæng er der god aktivitet.

Det eneste negative er at Covid-19 giver begrænsninger. I DKK sammenhæng synes jeg at DKK/vi har været rigtigt gode til at håndtere begrænsningerne. Et succesfuldt DM. Almindelige rallyprøver, som naturligt opdeles i to, så hver del holder sig under 50. Årets Hund 10. oktober, hvor vi har planlagt med opdelingen fra starten, så vi er under 30 i første del, under 40 i anden del. Vi tager ingen chancer.

I onsdags havde vi møde i NKU’s rallyudvalg, et dejligt, konstruktivt møde. En masse gode diskussioner, og nogle vigtige aktiviteter. Bl.a. skal jeg lave et diskussionsoplæg til en fælles nordisk dommeruddannelse.

På søndag har vi møde i DKK’s rallyudvalg. Det bliver et digitalt møde, som jo er det nye normale, og vi har en dagsorden med masser af emner og vi får helt sikkert gode diskussioner og fine konklusioner, som vi plejer.

Egne prøver er der en del af i kalenderen, men desværre er der kommet flere aflysninger, alle begrundet i Covid-19 og fuldt forståelige, men ikke mindre ærgerlige af den grund. Bl.a. weekenden på Samsø, hvor Otto skulle have været til færdighedsprøve 1 lørdag og Otto og Max til to rallyprøver søndag.

Som tidligere nævnt skal både Otto og Max til Årets Hund, som jeg er ansvarlig for, og jeg skal dømme seniorklasse. Jeg er ved at have styr på nogle træningssessioner, for jeg må blankt erkende, at træningen ikke har haft vildt meget fokus på det sidste, men noget skal der ske nu.

I går var jeg til næstsidste runde af Lises øvet hold med Otto. Jeg var ikke helt oplagt, og da vi skulle på, gik det derefter … Otto var ikke rigtig med, og da vi var lidt inde i træningen, stoppede jeg ret opgivende.

Lise tog fat i mig, og hun har formuleret det så fint i sin tilbagemelding ”Vær i nuet. Mærk hunden. Fortæl ham at du er det med ham, og at I er sammen. Vær der lige så meget for Otto, som du forventer han skal være der for dig.”

Hvorefter Otto og jeg gik det bedste rallyforløb nogensinde i den skønneste boble.

Jeg havde tårer i øjnene, for Otto var fantastisk, og Lises håndtering af situationen ligeså.