tirsdag den 1. september 2020

Magiske træninger og skæbnens ironi

Otto lader op til Nose Work træning
Jeg starter med det ”negative”.

Samtidig med jeg i Sydkystens Hundeskole har aftalt, at jeg trækker mig ud af den praktiske afvikling af rallyprøver, for at kunne fokusere på mine egne hunde, står jeg som ansvarlig for det første DKK DM i rally …

Rally i Covid-19-kontekst er det muliges kunst, og jeg vil godt undskylde overfor alle dem, der synes jeg virker som om, jeg er i mindre kontrol end normalt, og at der lidt for mange løse ender.

De har ret i begge dele. Jeg har det bestemt ikke godt med det, men sådan er situationen lige nu, og jeg må virkelig øve mig i at tage det, som det kommer …

Jeg er rigtigt ked af at, der er mange der får et ”nej desværre” til at tage ledsagere/hjælpere med til DM, men jeg står som ansvarlig for at vi holder os under grænsen på 100 personer, og med 78 deltagere, 10 hjælpere og 3 ledsagere til juniorer ligger vi meget tæt på grænsen.

Jeg gider ikke være den der bliver konfronteret med, at vi er over 100, at der uddeles bøder til alle, og DM i rally bliver stoppet undervejs.

Jeg siger ikke nej, fordi det er hvad jeg ønsker, jeg siger nej, fordi det er nødvendigt.

Ærligt talt, så bliver jeg også ked af det, hvis jeg bliver skældt ud for noget, som jeg ikke selv styrer, men bare administrerer. Der kommer en del kommunikation ud om DM i de forskellige discipliner næste weekend, og noget af den, er ikke 100 % koordineret, men vi gør det efter bedste evne, og I må bære over med, at vi kun er mennesker.

Nu jeg er i gang med DM, så skal jeg på torsdag mødes med det fantastiske sponsorudvalg, som har samlet præmier til rallydeltagerne til DM. De har gjort et ekstremt godt arbejde, og jeg kan garantere, at alle får noget med hjem, udover de officielle gaver fra DKK 😊

***

Jeg har haft nogle skønne træninger i går og i dag.

I går mødtes jeg med Liv i Roskilde til et par skønne træningstimer. Jeg havde kun Max med, for det eneste jeg ønskede, var at træne vores FS2-program.

Jeg fortalte Liv om præmisserne: ét forsøg, fokus på at håndtere alt uønsket som noget ønsket = acceptere der, der tilbydes.

Max og jeg gik ind og lavede et blændende FS2, hvor timingen af alle mulige detaljer lykkedes og jeg havde den fedeste følelse. Hvis færgen til Århus vil, så skal vi vise programmet på lørdag på Vilhelmsborg 😊

I dag har jeg været til Nose Work træning med Otto og Max, og de var begge på i den grad.

Merete havde som sædvanlig tilrettelagt en masse gode søg, og både Otto og Max arbejde flot med dem alle. Det er tydeligt, at Max er meget mere erfaren, og dermed bedre til problemløsning, men Otto er bestemt ikke tabt bag en vogn.

Det var træning, hvor jeg bare fik den boblende følelse, som jeg gør, når træningen er allerbedst.

Jeg kan konstatere, at min mentale træning virker i alle sammenhænge, og træning og konkurrence glider over i hinanden, og giver den ene fantastiske oplevelse efter den anden. Hvilket er det, det hele handler om 😊

Ingen kommentarer: