Viser opslag med etiketten DM i rally 2020. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten DM i rally 2020. Vis alle opslag

mandag den 7. september 2020

DM i Rally 2020 – formandens beretning

Max og Otto (foto: Liv)

Jeg fik ikke taget billeder på dagen, men her er Livs foto af Max og Otto, som hun luftede 😊

Jeg ville have kaldt det ”en personlig beretning”, men da jeg officielt var ansvarlig for afviklingen, kan det ikke undgås at det bliver betragtet som en officiel beretning, men forhåbentlig med personlige islæt 😊

Både under DM, umiddelbart efter og i dag, dagen derpå, har jeg en rigtig god følelse indeni. DM blev afviklet på en flot måde – ja det var ærgerligt, at der ikke måtte komme tilskuere, og der var andre Covid-19-begrænsnninger – men arrangementet kan man ikke berettiget sige ret meget dårligt om, synes jeg 😊

Der var en dejlig stemning, som der plejer at være til rally, der var masser af flot rally, der var ekvipager, som var uheldige på dagen, og ekvipager der strålede. Det var solskin, det var lidt blæst, der kom lidt små byger.

Rammerne var fantastiske! Jeg kendte ikke Vilhelmsborg på forhånd, men de rammer vi fik var fornemme:
  • Springbanen, som LP-erne havde brugt lørdag, overtog vi, og der var glæde hos arrangørerne over at jeg lørdag eftermiddag sagde, at jeg gerne ville beholde placeringen af ringe og telte, for så skulle de ikke lave noget om. Til gengæld fik vi nogle meget store rallyringe, med masser af plads og god afstand mellem de fire ringe.
  • Klubhus/sekretariat var genialt til de i alt 10 officials, bl.a. fik de to sekretærer (Amanda og Jeanette) den mest fantastiske udsigt over alle fire baner. Der var plads til alle præmier, plads til at lægge papirer, plads til at spise frokost, et højtaleranlæg, eget toilet. Det var ren luksus! 
Hvad skal der til, for at et arrangement som dette bliver en succes? Jeg kan nævne en hel masse ting, og listen kan uden tvivl suppleres:
  • Der var en plan for arrangementet. Lonni og jeg har gjort en del for at have styr på det administrative, herunder vigtige ting sådan en dag som papirer (dommersedler og diplomer), og et resultatregistreringsprogram (flot betegnelse for et enkelt Excel-ark!).
  • Der var det perfekte team på dagen til at realisere planen, og til at justere efter behov, for sådan skal det være, når man møder virkeligheden. Vi var i alt 10 officials: 4 dommere (Anita Jakobsson, Helle Gadeberg, Susann Wheadon og mig selv). 1 runner (Heidi Viborg). 2 sekretærer (Jeanette Hvid Damm og Amanda Haue Jakobsson), 2 tidtagere (Anette Lind og Susanne Hallengreen Karlsson). 1 fotograf (Johanna Allanach).
  • Der var 77 ekvipager, som kom og ydede deres bedste med i alt 100 hunde, de var fleksible og gode til at være på plads til banegennemgangene og overholde retningslinjerne.
  • Der var, som jeg tidligere har skrevet om, samlet mange sponsorpræmier – som vi ikke kan takke nok for – så der var flotte præmier til alle. Birgitte Rønsner, Charlotte Bøgvad, Mette Jensen og Stine Smith var også uvurderlige til at organisere opstilling af præmierne, så præmieoverrækkelsen gik ganske hurtigt, hvilket ikke er sen selvfølge med 101 ekvipager i 6 klasser.
Tusind tak til ALLE, fordi vi SAMMEN har gjort det første DKK DM i rally til en succes!

Hvad vil jeg huske dagen for, udover at det samlet var et fedt arrangement?

Der var nogle episoder, som jeg specielt hæftede mig ved. Bl.a. blev jeg først på dagen kontaktet af en person, som jeg ikke kender, som vist havde været med til LP lørdag, og hun var vildt imponeret over, hvor sjovt og hyggeligt det virkede hos rallyfolkene, selvom det var DM. Hun sagde, hun ville begynde at træne rally, og det synes jeg naturligvis var en fremragende ide 😉

Susann fortalte om denne oplevelse: ”Mest crazy oplevelse på dagen: Vores ring var jo placeret ved en vandforhindring til heste. Lige da en deltager gik banen på denne side fløj en krage over og droppede en fyldt høm pose i grøften. Det gav et ordentlig splash. Heldigvis var teamet på banen upåvirket. Der er åbenbart ingen grænser, for hvad der kan ske nå man går rally ☺”.

Jeg ville ønske jeg havde set det selv!!!

Jeg vil naturligvis også huske DM 2020 for at være det første, hvor jeg skulle dømme.

I indledende runde dømte jeg ekspertklasse, og skulle bl.a. uddele dommerens favorit, og den gik til altid positive Lone Rahbek og Pumba, som er prototypen på den altid glade fører, der støtter sin hund superbt og tager fejl og fejltagelser med godt humør 💓

Jeg skulle dømme finalerne i Champion og Senior.

Championbanen ses her:


Amanda og jeg testede den for længe siden, heldigvis, for Amanda opdagede en fejl!!!

I dag er banen blevet anmeldt af Rikke Svensson i gruppen Rally24syv. Med hendes tilladelse bringes anmeldelsen her:

”Her er den så - DKKs championbane til DM 2020. Jeg var ikke selv så heldig at være med til DM, så derfor skulle jeg da lige prøve at gå banen herhjemme i dag😊 

Hvad synes du om banen? Og selvfølgelig kun positive kommentarer! Også rigtig gerne fra dig, der har gået banen til DM. 

Her er hvad jeg synes. En bane med et rigtig dejligt flow og mange svære kombinationer, som f.eks. bakke lige efter sideskift om kegle. Hvor hunden selvstændigt løber rundt om keglen og derfor skal være hurtig og præcis til at komme ind i pladspositionen igen 🙈 

Du kommer simpelthen ikke igennem den her bane uden at have helt styr over kommunikationen med din hund. Her er fire forskellige typer bakkeøvelser, tre forskellige typer løbe til kegle og masser af sideskift. Her er alle stillinger: stå, sit og dæk. Herunder indtage, skifte og varighed i positionerne. Hunden skal selvstændigt øge sin hastighed og også have en super fin forståelse for pladspositionen (højre/venstreside) 😅 

Til gengæld er det for de fleste hunde ikke en bane med mange fristelser. Så du kan komme igennem med en hund, der ikke har den helt store impulskontrol i forhold til fristelser som mad, legetøj, tunnel og spring 😁 

Har du en hund, der stresser op over at gå banen og f.eks. hopper lidt og bliver upræcis. Så er de sidste skilte på banen super svære, da det er skilte, der kræver ”ro i kroppen” at udføre flot og korrekt. 

Har du som mig en hund, der hurtigt ”kører træt” og ikke ser den store værdi i at løbe, så er det sværest ved slutningen sideskiftet foran. Hvor hunden igen selvstændigt skal øge sin hastighed 🐶 

I det hele taget var det sværeste for mig fra start til slut at bevare min hunds energiniveau – præcis, som jeg gerne vil have det. Der er på banen ikke mange øvelser, som i sig selv er en belønning for min hund 😂 

En virkelig krævende og inspirerende bane, som er et DM værdigt 🐾🤩”

Jeg har takket for den flotte anmeldelse!!!

Amanda og Jeanette opdaterede løbende regnearket med resultater, og da jeg skulle offentliggøre, hvem der kom finalen, bemærkede jeg, at Birgitte Rønsner og Linus havde fået 100 point og Christina Ulrich Pedersen med Tempo havde fået 97 point i indledende runde i championklassen.

Jeg skulle dømme dem i finalen, og det blev ualmindeligt spændende. Christina og Tempo gik først, helt perfekt, og klokkeklare 100 point. Birgitte og Linus gik også de første 19 skilte perfekt, men i sidste øvelse var der en misforståelse, så Linus dækkede i stedet for at sitte. Birgitte lavede øvelsen om, perfekt, og dermed fik de 97 point. 197 point, og pointlighed, mere spændende kunne det ikke blive.

Til sidst dømte jeg seniorklasse, den første i DM-sammenhæng. Tina Nordlund og Jay gik så flot, og der var kun en enkelt lille detalje at trække for, 99 point.

Da jeg havde dømt seniorklassen færdig, blev jeg kaldt op i sekretariatet, og så skulle regnearket sorteres, diplomer skulle gøres klar, præmier fordeles osv. osv.

Hvad vil jeg specielt huske præmieoverrækkelsen for?


En flot dommergave fra S.K.J. Maskinudlejning.

En hurtig og effektiv præmieoverrækkelse, da der først kom gang i flowet, hvor sponsorudvalget m.fl. på ingen tid fik sat præmier op, Amanda holdt diplomerne, jeg læste op og Johanna stod klar med rosetter til Hund i Fokus vinderen og Dommerens favorit.

Præmieoverrækkelsen i championklasse, hvor jeg trak spændingen til sidst, før jeg annoncerede at Birgitte og Linus havde slået Christina og Tempo på tid, lidt over 8 sekunder. Ingen tvivl om, at det er Danmarks to bedste ekvipager lige nu. Christina og Tempo var for fjerde år i træk på podiet i Championklassen, det er klasse 💓

I seniorklasse blev Tina og Jay en sikker vinder med 199 point, hun vandt også ekspertklasse med Ilja med 194 point, og Tina var berettiget stolt og rørt, det var to fantastiske resultater. Hun har altså gået 4 baner til DM og kun mistet 7 point, det er temmelig flot 😉 

Både på vejen hjem og i dag, har jeg kunnet glæde mig over mange flotte omtaler af arrangementet.

Jeg er ikke bleg for at kalde DM 2020 i rally for en meget stor succes 💓💓💓

fredag den 4. september 2020

Max, Otto og Hund i Fokus



I weekenden afholdes Hund i Fokus på Vilhelmsborg, med DM i Agility, HTM/FS, LP og Rally. Jeg har taget fri i dag, for at kunne gøre de sidste forberedelser i ro og mag, og i øvrigt bare slappe af.


I går kom der styr på præmiesiden af DM i rally. Et dygtigt sponsorudvalg (Mette, Stine, Charlotte, Birgitte, Karina) har været fantastiske til at samle præmier, og som det kan ses på fotoet, var der virkelig meget (og mere på gulvet). Kæmpetak til S.K.J. Maskinudlejning og Mette, fordi vi har måtte bruge deres lokaler til at samle præmierne. 101+ poser med præmier, det er meget flot, og der er fine præmier til alle. Det fylder også en del, for at sige det pænt, men med lidt fleksibilitet og specielt en masse plads i Amandas bil, så skulle det hele gerne ende på Vilhelmsborg søndag morgen.

Efter præmiepakningen var jeg omkring Charlotte Lia og hente rosetterne, som Sydkystens Hundeskole sponsorer til nr. 4-10 i hver klasse, og dem jeg sponsorer til dommerens favorit i de indledende runder. De er bare FLOTTE.

Jeg nåede lige hjem og vende inden turen gik til Albertslund med Otto, og anden runde af rally øvet holdet hos Lise. Det er bare SÅ godt, lige hvad jeg havde drømt om, og jeg får alle de tilbagemeldinger jeg kunne ønske mig, om områder vi skal arbejde med. Og jeg synes også allerede jeg man se udviklingen hos Otto.

Jeg tager færgen Odden-Århus i morgen 8:45, fordi jeg er tilmeldt FS2 med Max på Vilhelmsborg. Takket være stor fleksibilitet fra arrangørerne (tak Emmy!!!) er FS2 placeret, så vi ikke behøver at stresse, for at nå frem.

Jeg har længe luret på en mulighed for at gå op i FS2, men alle muligheder har været sammenfaldende med rally, så prøven i morgen er vores første mulighed i år.

Jeg har tjekket, og vi debuterede i FS1 28. marts 2016, musikken var en forkortet udgave af Beatles’ When I’m 64.

Vi debuterede i FS2 6. april 2019, og musikken var den samme, bare den fulde udgave. Og det er den stadig.


Vi har gået nummeret fire gange tidligere. Udover debuten som hvid hund ved det første DM 9. november 2019, den 20. oktober 2019 på Samsø og den 17. december ved juleafslutningen hos Aktivt Hundecenter/ Bluewyle K9

Så i morgen bliver det vores tredje officielle prøve og altså den første i år. Jeg har trænet lidt, men faktisk ikke ret meget, for da jeg først kom i gang, kunne jeg godt mærke, at vi havde godt styr på programmet.

Louise så det i fredags, vi fik talt om positioner i forhold til dommerne og nogle mindre forbedringer af programmet. Mandag så Liv den fulde udgave, og det var det bedste vi har vist, og vi blev enige om, at der ikke skulle trænes mere inden vi går op. Sådan er det blevet.

Jeg er blevet mere og mere vild med musikken. Det er sjovt, at jeg kan huske, at der er en masse detaljer, der direkte kan henføres til input jeg har fået i træningssituationer. Louise i starten og timinger af nogle cues, nogle placeringer af hænder. Johanna nogle overgange, og det med hands-up. Sonja nogle detaljer i forbindelse med bakningen. Anita nogle detaljer ved afslutningen. Og der er sikkert flere, der dukker op, jeg ved både Lonni og Liv også har givet input.

Hvis vi består i morgen, tilmelder vi DM på søndag. Vi er også tilmeldt på Samsø. Det bliver formentlig afslutningen på Max’ og min FS-karriere.

Nu skal de sidste ting gøres klar til weekenden. Pøj pøj til alle der er med, og jeg glæder mig til at hilse på en masse jer og dømme DM for første gang 😊

tirsdag den 1. september 2020

Magiske træninger og skæbnens ironi

Otto lader op til Nose Work træning
Jeg starter med det ”negative”.

Samtidig med jeg i Sydkystens Hundeskole har aftalt, at jeg trækker mig ud af den praktiske afvikling af rallyprøver, for at kunne fokusere på mine egne hunde, står jeg som ansvarlig for det første DKK DM i rally …

Rally i Covid-19-kontekst er det muliges kunst, og jeg vil godt undskylde overfor alle dem, der synes jeg virker som om, jeg er i mindre kontrol end normalt, og at der lidt for mange løse ender.

De har ret i begge dele. Jeg har det bestemt ikke godt med det, men sådan er situationen lige nu, og jeg må virkelig øve mig i at tage det, som det kommer …

Jeg er rigtigt ked af at, der er mange der får et ”nej desværre” til at tage ledsagere/hjælpere med til DM, men jeg står som ansvarlig for at vi holder os under grænsen på 100 personer, og med 78 deltagere, 10 hjælpere og 3 ledsagere til juniorer ligger vi meget tæt på grænsen.

Jeg gider ikke være den der bliver konfronteret med, at vi er over 100, at der uddeles bøder til alle, og DM i rally bliver stoppet undervejs.

Jeg siger ikke nej, fordi det er hvad jeg ønsker, jeg siger nej, fordi det er nødvendigt.

Ærligt talt, så bliver jeg også ked af det, hvis jeg bliver skældt ud for noget, som jeg ikke selv styrer, men bare administrerer. Der kommer en del kommunikation ud om DM i de forskellige discipliner næste weekend, og noget af den, er ikke 100 % koordineret, men vi gør det efter bedste evne, og I må bære over med, at vi kun er mennesker.

Nu jeg er i gang med DM, så skal jeg på torsdag mødes med det fantastiske sponsorudvalg, som har samlet præmier til rallydeltagerne til DM. De har gjort et ekstremt godt arbejde, og jeg kan garantere, at alle får noget med hjem, udover de officielle gaver fra DKK 😊

***

Jeg har haft nogle skønne træninger i går og i dag.

I går mødtes jeg med Liv i Roskilde til et par skønne træningstimer. Jeg havde kun Max med, for det eneste jeg ønskede, var at træne vores FS2-program.

Jeg fortalte Liv om præmisserne: ét forsøg, fokus på at håndtere alt uønsket som noget ønsket = acceptere der, der tilbydes.

Max og jeg gik ind og lavede et blændende FS2, hvor timingen af alle mulige detaljer lykkedes og jeg havde den fedeste følelse. Hvis færgen til Århus vil, så skal vi vise programmet på lørdag på Vilhelmsborg 😊

I dag har jeg været til Nose Work træning med Otto og Max, og de var begge på i den grad.

Merete havde som sædvanlig tilrettelagt en masse gode søg, og både Otto og Max arbejde flot med dem alle. Det er tydeligt, at Max er meget mere erfaren, og dermed bedre til problemløsning, men Otto er bestemt ikke tabt bag en vogn.

Det var træning, hvor jeg bare fik den boblende følelse, som jeg gør, når træningen er allerbedst.

Jeg kan konstatere, at min mentale træning virker i alle sammenhænge, og træning og konkurrence glider over i hinanden, og giver den ene fantastiske oplevelse efter den anden. Hvilket er det, det hele handler om 😊

fredag den 21. august 2020

DM i rally 2020


Som formand for DKK’s rallyudvalg må jeg erkende, at det, jeg skriver om rally, uanset hvad, kan betragtes som noget officielt. Det er jeg bevidst om, og sådan må der bare være.

DM i rally 2020 er på mange måder noget ganske særligt. Covid-19 er selvfølgelig oplagt, men for mig personligt, er der andre forhold, der gør det til noget helt særligt.

Det er første gang DKK skal afholde DM, det har indtil i år altid gået på skift mellem DKK’s kredse. Når det er DKK, som står for afholdelsen, er det de respektive udvalgs ansvar, og dermed er jeg i sidste ende ansvarlig for DM i rally.

Dét, kombineret med at Lonni, rallyudvalgets sekretær, kun er på arbejde to dage om ugen, har gjort, at jeg fra starten har besluttet at give den ekstra skalle i forhold til DM. Selvfølgelig vil alle gerne have, at DM bliver en succes. Men jeg vil hade at stå i en situation, hvor DM haltede på områder, som jeg burde have forudset og gjort noget ved.

Ligesom til NM i rally 2019 er der udarbejdet en drejebog for DM i rally 2020. Der er etableret et stærkt team af dommere og hjælpere. Jeg føler mig overbevist om, at der er styr på den administrative del af DM.

På præmiesiden er vi relativt sent blevet opfordret til at finde sponsorer. Der blev taget kontakt til forskellige rallyfolk, som er kendt for at være gode til at kontakte sponsorer, og få aftaler med dem: Birgitte Rønsner, Charlotte Bøgvad Karina Green, Lonni Prirsching, Mette Jensen og Stine Smith. De har gjort et kæmpearbejde og fået en masse gode aftaler på plads, så det forhåbentlig bliver pæne præmier til alle deltagere ved DM, godt 100 ekvipager.

Jeg fik selv, uden problemer 😊 overtalt bestyrelsen i Sydkystens Hundeskole til, at vi skulle sponsorere rosetter til nr. 4-10 i alle klasser; DKK giver rosetter og pokaler til 1-3. Hvis alt går vel (hvis de kan komme frem i tide), sponsorerer jeg rosetter til dommerens favorit i alle klasser i indledende runde.

Programmet for DM er på plads, og vi regner med at PM og katalog kommer ud på tirsdag. Der er 5 trippelførere og 13 dobbeltførere, og jeg har gjort mig umage for, at det hele går op. Bl.a. bliver der dobbelte banegennemgange i øvet klasse, ekspertklasse og championklasse, så alle der skal op med flere hunde får fuld banegennemgang i deres respektive klasser.

Der er kommet henvendelser til Lonni og mig om alt muligt praktisk. Må jeg havde hjælper med? Nej (Covid-19). Kan jeg få en bestemt placering i rækkefølgen? Nej. Kan programmet tilpasses i forhold til andet på dagen? Nej. Vi synes vi er fleksible indenfor rimelighedens grænser, men fokus er at optimere programmet i forhold til rallyudøverne, der skal op på dagen.

Jeg har været til alle DM siden 2011, men det er første gang, at det er uden egen hund. Mathilde var kvalificeret med Max i juniorklasse, men kunne ikke deltage. Jeg forsøgte at kvalificere mig med Max i championklasse, men var ikke i nærheden.

Til gengæld har jeg fornøjelsen at stå for arrangementet og for at skulle dømme DM for første gang. Jeg skal dømme indledende runde i ekspertklasse og finalen i championklasse og seniorklasse. Og nej, ingen af delene er tilfældige.

* * *

Og nu til noget helt andet 😊


I går havde jeg ikke planlagt træning, men så kom der lige en besked fra Mette, om at Mathilde havde spurgt om vi skulle træne. Hverken Mette eller jeg havde noteret noget, men vi ændrede hurtigt planerne og mødtes i Osted kl. 15 😊

Mette havde gjort en begynderbane klar, som Mathilde og Max, og jeg og Otto gik to gange hver. Mathilde gik til 94 og 100, hun og Max, når de er varmet op, er totalt seje!!! Otto og jeg gik også supergodt!

I dag havde jeg en lang samtale med en god hundeven, som havde læst om min mulighed for at kvalificere mig til DM i FS2 med Max, og undrede sig over, at man i rally havde sendt invitationer ud til DM, men i HTM/FS kunne kvalificere sig dagen inden DM. Den undren kunne jeg kun tilslutte mig … Der er to tilmeldt DM i FS2, der er to der kan kvalificere sig til DM i FS 2 5.9, hvis de består, og DM-titlen uddeles kun hvis mindst tre gennemfører FS2 til DM. Så der er rigtigt mange hvis ‘er. Det er surt at være kvalificeret til DM, vinde, og så ikke få titlen, fordi der er for få i klassen.


Til aften havde Kirsten og jeg en herlig aften, startende med Aperol, derefter jomfruhummer ad libitum. Livsnydelse!!!


Hundene fik dagens tur på stranden bagefter.

torsdag den 23. juli 2020

Rallytræning, DM og NM

Otto og Max (Hundefoto.nu)
Mandag kørte jeg til Jersie Hallen og parkerede, gik tur til Jersie Landsby og retur med hundene, og havde et kort træningspas med hver af hundene ud for hallen.


Tirsdag eftermiddag havde jeg den ugentlige træning med Christina og Tempo. Christina havde ”bare” ønsket en bane med de to sideskifter om kegler, og for en gangs skyld designede jeg en bane. Det væsentligste kriterie er, at banen skal være smal, for at passe til arealet. Og så blev det ovenstående bane med 13 skilte, inkl. genbrug af den ene kegle (det må man ikke i praksis). Der var et ekstra kriterie; som man kan se til højre, så kunne den samme bane bruges som begynderbane, og det er jo smart, når jeg skal træne med både Max og Otto 😊

Det skønneste træningsvejr i Lyngby
I går havde jeg en aftale med Louise, vi mødtes hos hende og kørte til arealet ved Lyngby Svømmehal. Jeg havde genbrugt banen fra tirsdag, men udbygget med dobbelt 8-tal med sideskift og skilt 321 til sidst. Kun 15 skilte, men en ganske svær bane.

Jeg har naturligvis styr på kriterierne med begge hunde, for hver træningsrunde bliver jeg mere og mere bevidst om forskellige detaljer, og specielt arbejder jeg med opvarmningen med begge hundene. Jeg har undervurderet behovet for at varme op med Max, og Otto skal definitivt varmes godt op, hans fokus bliver bedre og bedre i løbet af et træningsforløb 😊

Det er meget længe siden Louise og jeg har trænet sammen, og hun havde nogle supergode kommentarer til noget at det, jeg gjorde og noget af det, jeg ikke gjorde med Otto, så jeg fik klikkeren frem, fik klikket for følget (som er fantastisk, og skal forstærkes!), og belønnet undervejs.

Til sidst gik Otto og jeg et stræk uden line, og det var vildt lækkert, for der var endnu bedre kontakt end med line på.

Det har været en uge, hvor der også har været fokus på rally i lidt større perspektiv.

I tirsdag kunne de officielle invitationer udsendes til DM i rally den 6. september. Godt 100 invitationer. For første gang skal DKK stå for DM, og jeg glæder mig meget! Lonni og jeg har skitseret en tidsplan, og det ser rigtigt fornuftigt ud. Vi har fire ringe og fire dommere, og det bliver rigtigt godt. For første gang står jeg som ansvarlig for DM og for første gang skal jeg dømme til DM.

I tirsdags havde vi møde i NKUs rallyudvalg, og vi har lagt sidste hånd på opdatering af retningslinjerne for bedømmelser.

I dag kunne vi i Danmark melde ud, hvordan de danske kvalifikationsprøver til landsholdet til NM 2021, som skal afvikles i Stockholm 11.-12. december 2021, finder sted. Vi er i Rallyudvalget blevet enige om der afholdes én kvalifikationsweekend 14.-15. august 2021, og jeg tror det er en super god løsning i bestræbelserne på at få udvalgt det bedst mulige landshold. Alle interesserede kan nu med over et års varsel planlægge mod den weekend, og når landsholdet er udtaget, er der næsten fire måneder til NM, og dermed god tid til fællestræning mv.

Det bliver en weekend med seks prøver i nordisk klasse, og heldigvis har Beatrice Palm (som dømte NM 2019) og Ida Lindgren (som skal dømme NM 2021) fra Sverige sagt ja tak til at dømme sammen med Amanda (som skal dømme NM 2021) og mig selv (som dømte NM 2019).

Så selv om det er ferietid for mange, så kan jeg love for, at der sker en masse på rallyfronten.



I dag havde jeg mulighed for at tjekke tidligt ud, Kirsten og jeg tog til Køge og fik en skøn frokost på Bistroen.