Viser opslag med etiketten Mosede Fort. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Mosede Fort. Vis alle opslag

tirsdag den 14. maj 2019

Kanon Nose Work træning

 
I dag havde vi sidste træning på den runde af Meretes Nose Work hold. Vi skulle træne ved Mosede Fort.


Det er et fantastisk skønt område generelt, og der er masser af muligheder for spændende søg, og rigtigt mange gode forstyrrelser. Jeg fandt ovenstående foto fra en anden god træning samme sted.

Jeg kom i god tid, så Max og jeg kunne nå en tur langs vandet, til Mosede havn og tilbage oppe i skoven og over græsarealet. En skøn tur på godt 2 km, perfekt opvarmning til Nose Work for Max og mig.


I dag var der 2 kilder på toilettet, 3 på lygtepæle, 2 x 3 på kanonerne, 5 + 4 på væggen langs den lukkede restaurant, 5 på fire bord/bænkesæt og en skraldespands, 10 på et langt cykelstativ, og 4 og 2 på to containere. I alt 41 fik jeg det til.

Max og jeg startede ved cykelstativet, først den ene vej, hvor området blev snuset af, på tilbagevejen blev næsen slået lidt til (5 fund) og da vi gik tilbage igen fik vi 4 til.


Så tog vi et enkelt bord/bænkesæt inden vi skulle hen til Merete og kanonerne. Der kørte Max virkelig med klatten. Han fandt uden problemer og meget hurtigt alle tre kilder på begge kanoner. Specielt det ene krævede lidt akrobatik fra min side, fotoet viser markeringen set fra den naturlige side. I virkeligheden stod jeg på den anden side, Max kravlede under og jeg måtte læne mig over for at se hans markering, smukt!

Så tog vi skraldestativet og de sidste bord/bænkesæt. Max var oppe på bænke og borde og arbejdede sig flot igennem det hele. Det sidste havde jeg dog næsten opgivet, men lige da jeg skulle til at give ham line på (jeg lod ham arbejde uden line dér), lavede han en markering, naturligvis 😊


Så tog vi lygtepælene – fuldt fokuserede søg – 3 af de 4 kilder på væggen, og så tilbage til Merete og afsøge væggen med de 5 kilder. Flot arbejde hele vejen, vi missede 1 kilde på vejen ud, men fandt den på vej tilbage. Det var virkelig en fornøjelse at se hans intensitet, og hans kamp for at komme tæt på kilderne.

Vi sluttede med de 2 ved toiletterne. Og så tog jeg alligevel også de 2 på den ene container og 3 af de 4 på den anden. Max var stadig lige oplagt og jeg var helt høj.

Den iver, den intensitet, den arbejdsglæde, den kunne jeg godt ønske mig noget af til rally!

Fed Nose Work træning, flot feedback fra Merete, et hyggeligt hold. Og næste runde starter om en uge 😊

torsdag den 16. marts 2017

Forår og kanontræning


Når man kan opleve en morgen som ovenstående bliver starten på dagen ikke meget bedre.


Når man kan få en skøn omgang Nose Work træning ved Mosede Fort om aftenen med en håndfuld andre Nose Work entusiaster, så bliver afslutningen på dagen heller ikke meget bedre,

Jeg havde foreslået Mosede Fort til aftenens træning, og blev imponeret over, hvor gode muligheder der er. Der er kanoner, toiletter, billetkontor, containere, lygtepæle mv, perfekt til Nose Work. Når man går ned ved indgangen til museet er der læ, lyset tændes og der var perfekte muligheder, for en stribe beholdersøg.

Foto: Leif Nielsen

Jeg havde Megan med. Vi startede med to søg på kanonerne. Som sædvanlig en lidt træg start, når hun kommer i tvivl går hun i lydighedsmode, men når hun først kommer i gang laver hun fine søg og markeringer. Hun er hurtig til at markere, så jeg skal virkelig holde øje med hende.

Derefter 5 søg på eukalyptus, som Megan ikke har prøvet før, og igen træg start, og ikke så overbevisende søg. Hun fandt dem alle, men jeg skulle have hjælp til lokaliseringen.

Vi gik videre til 3 beholdersøg, og det gik strygende. Først pizzabakker, så urtepotter og endelig æggebakker. Hurtig og tydelig markering og korrekt førermarkering hver gang. Så var der et søg på bøger, og det var for svært. Der var nogle markeringer, som ikke var tydelige, og selv da jeg fik udpeget den rigtige bog, kunne jeg ikke se, at Megan markerede den tydeligere.

Vi sluttede med nogle søg langs stien, med kilder i parasolfod, på lygtepæle, på en væg og på et hegn. Superflot arbejde af Megan!

Masser af søg, god feedback og hyggelig eftersnak. Og det var helt lunt, selv klokken 20. Nu er foråret lige om hjørnet.

Virkelig en dejlig træningsaften.