Viser opslag med etiketten Rallydysten. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Rallydysten. Vis alle opslag

lørdag den 4. marts 2017

Rallydysten

En PERFEKT dommergave fra Sorø Hundevenner :-)

I dag havde Hougaard&Hund, Sorø Hundevenner og Sydkystens Hundeskole sammen arrangeret kvartalets udgave af Rallydysten. 13 foreninger er tilmeldt, og konkurrerer i løbet af første kvartal på præcis de samme baner. Der var 42 katalognumre til dagens prøve, samme størrelse som en almindelig, officiel rallyprøve, og jeg havde regnet ud af det kunne gennemføres på 4 timer.

Banedesigneren var dog ikke helt taget i ed. Det var måske ikke teknisk svære baner, men de tog tid at gennemføre. Jeg kan ikke afsløre detaljer før alle foreninger har konkurreret, men jeg kan da godt røbe, at banerne tog tid at gennemføre og det havde jeg ikke lige gennemskuet, da jeg lavede tidsplanen. Så det tog 5 timer i stedet for 4. Banerne tog tid, og dommerne – Anita og jeg – gav ekstra omhyggelig feedback, for selv om Rallydysten er en konkurrence, er det alligevel mest træning under konkurrencelignende forhold.

Vi startede med championklassen med 7 ekvipager. Jeg dømte Amanda og Osseau, som var første ekvipage, Anita dømte de øvrige, så jeg var nr. 3 med Max, nr. 5 med Megan og nr. 7 med Lille Bjørn.

Jeg synes Anita generelt er fantastisk til at give feedback, og jeg fik også i dag meget præcis information om, hvad jeg var trukket for, lige som jeg kan lide det og kan bruge til noget.

Max havde fået det snuset det værste af inden han skulle på, sådan da, han var ret fokuseret på underlaget alligevel, og vi fik alligevel nogle dumme ommere på den konto. 3 x 3 og 5 x 1 =86 point og 4. vinder.

Megan var overordentlig snusende, og jeg der var en del steder, hvor vi ikke havde kontakt og hun gik sine egne veje. 1 x 10, 8 x 3 og 6 x 1 = IB.

Lille Bjørn gik igen fantastisk, han var i den grad på, snusede næsten ikke og arbejde bundsolidt. 1 x 3 og 4 x 1 = 93 point og 2. vinder på dagen.

Jeg må indrømme at jeg havde det rigtigt varmt efter de tre banegennemgange, for der skulle virkeligt arbejdes intensivt med alle tre hunde.

Jeg er naturligvis supertilfreds med dem alle tre. Nu ligger de og lader op til officieller prøver i Border Collie Klubben i morgen i Sorø.

Rallydysten er et rigtigt godt påfund (tak Ditte!), hvor man gratis kan gå til prøve og finde ud af, hvor man er i forhold til at gå til officiel prøve.

Amanda var tidtager og sekretær for begynderklassen og mens vi fulgte klassen talte vi om, hvornår vi havde gået begynderklasse. Det var i 2012-2013 …

Jeg blev igen meget glad for at være en del af en så rummelig sport, hvor deltagere med unge hunde, der absolut skal være i snor, kan konkurrere og havde glæde af det, og garvede ekvipager kan dyste på championniveau og have glæde det.

De tre arrangerende foreninger blev enige om at fortsætte samarbejdet, så vi ser frem til kvartal 2 og nye, spændende baner.

søndag den 20. november 2016

Rallydysten - og Lille Bjørns debut i championklasse

Conni Hansen tog dette foto i hallen, jeg har ikke andre fra Rallydysten :-)

Sorø Hundevenner og Sydkystens Hundeskole havde i dag sammen arrangeret deres runde af Rallydysten, en for sjov konkurrence, som sætter fokus på konkurrencetræning i rally.

Vi havde booket Stestrup WorkingPaws i 4 timer og sponseret deltagelsen, så det var gratis for de 26 deltagende ekvipager.

Anita og jeg dømte, Amanda og jeg delte tidtager/sekretærtjans, Sorø Hundevenner havde sørget for foderpræmier til alle, slik og kager til menneskene og endog dommergaver! Det var superhyggeligt og fuldstændig som en rigtig konkurrence, hvilket også var meningen.

Jeg stillede i championklasse, hvor der var i alt tre ekvipager: Amanda & Osseau, som jeg dømte, og derefter Max og Lille Bjørn, som Anita dømte.

Amanda og Osseau er blevet virkeligt skarpe. Efter to flotte runder i Herning for to uger siden og en i Sorø sidste weekend var de igen på toppen og fik 94 point med en ommer og 3 x 1.

Jeg startede med Max, og selvom vi efterhånden regner hallen i Stestrup som lidt af en hjemmebane, så var han ikke rigtigt med. Der er nogle øvelser, hvor jeg bare skal have hans fokus mindst 95 % for at de lykkes første gang, ellers mister vi dem. Det skete i dag med springvand, dæk under gang og skift side foran, som vi alle tre måtte lave om. Så var der 5 x 1 for afstand/langsomme reaktioner og vi endte på 86 point.

Så kom turen til Lille Bjørn, som debuterede i championklasse. Det gjorde han ret godt!

Der er nogle ting han ikke kan: snur rundt fungerede heller ikke i dag (13 point) og springvand matte vi lave om (3 point), Han vil rigtigt gerne ind i plads positionen (højrehandling har vi trænet meget behersket) og der er nogle championskilte, som der skal arbejdes med. Men udover det nævnte var der kun 2 ommere og 6 x 1, så vi endte med 72 point.

Det er i øvrigt en fornøjelse at sidde med Anitas dommersedler. Vi havde aftalt, at vi ville udlevere dem i dag, så vi gjorde os begge umage for at være meget specifikke, når vi noterede fradrag. Og det skal jeg sandelig love for at Anita har været, det er bare så lækkert at kunne gennemgå banen med dommersedlerne ved siden af, og så kunne huske hvad der skete og hvad der blev trukket for. Det kan virkelig bruges til noget.

Vi var færdige lidt over 12, så Amanda, Anita og jeg benyttede lejligheden til at træne en halv times tid.

Nu er jeg gået i tænkeboks med Lille Bjørn. Det er 4½ år siden han blev DKRLCH. Siden har han været oppe 27 gange, var til DM 2014, i finalen i Jubilæumsprøven i år, til DM i år og i finalen i Årets Hund i år. Han bliver 10 år til marts, så hvis han skal gå championklasse er det tiden at gøre det nu.

Jeg vendte tanken med Anita, og nu er beslutningen vist nok taget. Det eneste jeg skal huske mig selv på, er at den indstilling jeg har, når jeg går på banen med ham i ekspertklasse, skal jeg bevare i championklasse, og bare vide, at det er meget mere vi ikke kan, og skal træne på.

Det bliver helt sikkert ikke kedeligt :-)