Mine drømme bringer mig nærmere virkeligheden

Find Max :-)

Klip fra The Maltese Falcon (John Huston, 1941)



Inden jeg kommer til selve blogindlægget bliver jeg nødt til at dele en fantastisk oplevelse fra i eftermiddags.

Jeg var efter arbejde ude på Dyrenes Beskyttelses, Roskilde Internat, for at overrække Hundeprisen 2015. Jeg blev virkelig rørt over deres glæde og stolthed over at modtage prisen … og så fik jeg lejlighed til at hilse på cockerspaniel Chanel, den sidste af de 91 hunde fra den famøse sag. Jeg må erkende, at jeg faldt pladask for hende; hun har haft et hårdt liv, men hendes øjne stråler og hendes adfærd er fantastisk. Heldigvis kunne min sidste rest af sunde fornuft fortælle, at hende skulle vi ikke have.

I må nøjes med at glæde jer til at der på mandag kommer fotos på internatets hjemmeside af Chanel, diplomet og mig :-)

Nu til det, jeg egentlig ville skrive om!

Jeg har tidligere skrevet et blogindlæg med samme titel, men kunne ikke lige finde det. Jeg søgte med Google og øverste søgeresultat var Mine drømme bringer mig nærmere virkeligheden fra 21. august 2012 :-)

Jeg var til en coachingsession i onsdags, igen en fantastisk oplevelse. Forrige session var 29. oktober 2015 og hed … Fantastisk! Allerede kort inde i min beretning om ”sket siden sidst” spurgte Anja mig om forskellen på Fint, som jeg havde brugt mange gange, og Fantastisk, som jeg vist slet ikke havde brugt på det tidspunkt.

Måske har jeg behov for, at der er konkurrencer tæt på, for virkelig at komme op i gear, måske er det bare pga. en relativt stille periode træningsmæssigt, at jeg havde brug for et spark bagi. Men jeg kunne virkelig mærke at der skete noget, efter at Anja gjorde mig bevidst om anvendelsen af superlativer.

Jeg kom frem til det, som nok var det vigtigste (eller næstvigtigste) i samtalen: De forbudte tanker. Jeg har haft nogle negative tanker, som jeg hurtigt har skubbet væk, men de har været der, og de popper op en gang imellem. Det er ligesom med følelser, vi kan ikke forhindre at de opstår, men vi kan forholde os til, hvordan vi vil reagere på dem.

Jeg gør det rigtige med de negative tanker, og det var dejligt at få at vide, at det er naturligt, at de kommer, de kommer for alle, der konkurrerer! Jeg tror godt, jeg vidste det, da jeg havde fået vendt det nogle gange i hovedet, men det var rigtigt godt at få talt om det.

Der var en flydende overgang mellem coachingsessionen og eftersnakken, men pludselig blev jeg spurgt om mine mål, hvor jeg svarede med dem for 2016. Der blev spurgt ind til dem og så blev jeg udfordret, hvad med efter 2016? Om at tro på sig selv, drømme tingene og turde sige tingene højt.

Meget apropos har jeg lige genlæst afsnittet om netop dette i With Winning in Mind: For at ændre performance skal man ændre sin selvopfattelse (self-image), jo mere vi tænker, taler og skriver om, hvad der vil ske, jo mere øger vi sandsynligheden for at det sker.

Eller for at bruge et citat, som Anja mindede mig om: If you can dream it, you can do it (Tom Fitzgerald, tillagt Walt Disney).

Stormy weather og masser af rally

Søndag eftermiddag på Solrød Strand

Den sidste feriedag i går gav nogle relativt korte lufteture på stranden. Med temperaturer lige under frysepunktet og kraftig østenvind var det bare bidende koldt – hundene havde det godt med det, hvilket man ikke kunne sige om menneskene.

En del af dagen blev brugt på at redigere rallyjubilæumsbogen. Det er blevet endnu mere spændende end jeg havde håbet på, bl.a. er historien om rallyens start i Danmark nu blevet ganske veldokumenteret, idet jeg har skrevet med to af drivkræfterne (Anette Olsen og Pia Johnsen) og talt med en tredje (Christine Hjorth), og det glæder jeg mig til at skrive sammen.

De første dommerindlæg og det første indlæg fra en udøver er også modtaget, og det er lige til at blive høj af at læse om glæde ved rallysporten, og om den stemning der på banerne og omkring den. Rally ER en sport for alle.

I dag gik turen til Ringsted og sidste runde af rallytræningen hos Johanna. Hun har heldigvis tilbudt en ny runde startende næste mandag, for det bliver godt nok svært at undvære den ugentlige saltvandsindsprøjtning.

I dag startede med en kort overrækkelse af diplomer og præmier for Sydkystens Hundeskoles Hundepris 2015, dels til Johanna selv, dels til Johanna som repræsentant for initiativgruppen bag Hundesport mod Cancer. Som man kan se af vores påklædning var vi klædt på efter vejret …

Programmet var tilrettelagt efter, at vi skulle få varmen.

Jeg startede med at gå en bane efter eget valg, hvor der ud for hver af 8 kegler skulle udføres en øvelse, derefter skulle de to andre på skift gå samme bane. Så skulle nr. 2 gå en ny bane osv.

Vi skulle gå baner med tre kegler, hvor vi skulle løbe og udføre øvelser, som man ikke normalt løber (cirkel om fører, dobbelttysker, hund snur rundt, springvand fx), først på højre så på venstre side.

Vi skulle gå spiraler, hvor Johanna undervejs råbte skilte, der skulle udføres, men det var kun nogle specifikke der måtte udføres, og vi skulle fortsætte i spiralen. Specielt i anden omgang, hvor der også kom sideskifter med retningsændring med, blev det kringlet, når vi skulle gå bagud i spiralen.

Vi skulle udføre børnelegen rødt lys stop, hvor Johanna var betjenten, vi andre stod på stribe og skulle udføre øvelser, mens hun stod med ryggen til, og fryse når hun vendte sig om, og hvis vi bevægede os blev vi sendt tilbage til start.

Vi skulle udføre sit, stå, dæk gå fra, rundt om næste kegle og tilbage og samle hunden op.

Jeg synes godt nok Max var skarp. Jer valgte omhyggeligt svære udgaver, og på højre side, hvor det var muligt, og bortset fra, at jeg en del af tiden glemte at give ham højre-kommando (Paul, tag dig nu sammen), så gik det strygende.

Bakning på højre side begynder at ligne noget og bakke væk fra ligner rigtigt meget noget. Jo mere jeg slapper af, jo bedre performer han.

Det eneste tidspunkt, hvor han stod helt af, var under Rødt lys stop – for der havde jeg kun fokus på Johanna, og han vil have fokus for at føle sig tryg; det er virkelig noget jeg skal arbejde med, for selvfølgelig kan der være behov for at jeg orienterer mig, uden at han mister fokus.

Som afslutning, skulle vi demonstrere ugens challenge. Helt ærligt havde vi ikke trænet den, faktisk kom Gitte og jeg til at tale om den, da vi ankom, men det afholdt ikke fra at vi lavede det rigtigt godt.

Challenge var sideskift foran (med to sitter) og sideskift bagved (med to sitter), i selvvalgt rækkefølge og UDEN håndtegn. Jeg havde valgt præcis den angivne sekvens med start på venstre side, havde et minimalt fingersignal til højrepladsen i første skifte, resten var verbalt – og sørme om vi ikke vandt challengen.

Dagens rekvisitter var 9 flade kegler, resultatet igen en fantastisk rallytime som bare fløj afsted.

Jeg glæder mig allerede til næste uges træning.