Viser opslag med etiketten Roskilde Internat. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Roskilde Internat. Vis alle opslag

fredag den 17. februar 2017

Motivation – eller Forever young

Hundepris 2016 givet til Dyrenes Beskyttelse, Roskilde Internat

Jeg ville have kaldt dette indlæg Forever young, men det har jeg jo brugt. Jeg kan mærke, at der er behov for en gang coaching, og da jeg alligevel skulle have fat i Anja om en enetime til Anita og mig, kom begge aftaler på plads.

Jeg har fået en rigtig god hjemmeopgave til den kommende coachingtime: ”for hvert mål for 2017, skal jeg til næste session lave en prioriteret list med mål pr. hund, og sætte ord på, hvad målet gør for mig. Hvorfor har Paul det mål?

Jeg startede forberedelserne med Lille Bjørn. Der kom til at stå følgende mål i rally: Debutere C, Bestå C, Placeret champion cup, ÅH kvalifikation, DM kvalifikation, Supercertifikat, DM bestå, ÅH bestå.

Hvorfor: Fordi jeg vil udfordre mig selv, opgive det ”sikre” i ekspertklasse, indlære øvelser, som jeg ikke troede, var muligt med ham, glæde mig over hans fantastiske udstråling, grine under banegennemgangene og glæde mig over hans glæde ved at træne og konkurrere. Jeg synes bare det er så fantastisk at gå med ham igen, at finde ud af hvor glad han er for at arbejde, og han er bare sjov at gå i championklasse med.

Megan. Hendes mål er indenfor NW: Træne, bestå uofficiel NW1 og officiel NW1. Fordi jeg nyder at indlære nyt med den allerførste hund, som jeg har trænet seriøst med. Samt udfordre mig selv ved at målet er at bestå NW1.

Megans mål i rally: Logre gennem banen ved prøver, der ikke tæller til DM/ÅH, og sekundært at bestå. Fordi jeg nyder at kunne gå med hende, så længe hun er åbenlyst glad for det, kunne grine under banegennemgangene og som ekstra bonus bestå indimellem.

Megan og Lille Bjørn forventer jeg intet af og er jeg totalt afslappet når jeg går til prøve med dem.

Så kom jeg til målene med Max, og det var nemt nok.
  • Rally: DM kvalifikation, ÅH kvalifikation, Supercertifikat , DM bedre end sidst (9), ÅH bedre end sidst (8)
  • HTM: Indlære nyt program, HTM2 1.4, HTM2 6.5, HTM3 2.9?
  • FS: FS1 titel, ?
  • 6+: I ringen igen, Landshold?
  • NW: Træne
Det var her jeg gik i stå. Og tænkte rigtigt mange tanker og tænkte rigtigt meget over, hvad jeg har fået af feedback om Max og mig.

Mine forventninger til Max er skyhøje, uanset hvad vi laver, og som jeg fik at vide af en person, der kender mig ret godt: ”Hvis der nu kunne komme til at stå noget med glæde og engagement i stedet for en masse forventning om at præstere fantastisk, så vil det godt nok være skønt

Jeg kan godt stille det som åbent spørgsmål her, og jeg får uden tvivl god feedback ---
  • Stiller jeg for store krav til Max?
  • Går jeg for meget op i resultater med ham?
  • Skal jeg finde mere realistiske mål?
Jeg har prøvet at komme i tanker om situationer, hvor Max har gået rigtigt godt. Dengang han fik sit rallychampionat, DM2015 finalen, vores debut i HTM1, rallyprøven på Samsø sidste år, hans rallyprøve ved juleafslutningen. Det har intet med point at gøre, men alt med hvordan, jeg har følt det.

Så det skal jeg bestemt have arbejdet med. Og det er på papiret nemt, men bestemt ikke i praksis. Jeg fik engang at vide: ”Max er nok ikke hunden, du kan realisere de vildeste drømme med, men så find de mål, du kan realisere. Max er så dygtig og han kan så meget, så hvis du kan slappe af, kan I opnå vildt meget!!!”. Det var et ualmindeligt godt råd!

PS: På vej hjem fra arbejde var jeg forbi Dyrenes Beskyttelse, Roskilde Internat, med deres diplom og gave som synlig tilkendegivelse af, ar de har vundet Sydkystens Hundeskoles hundepris 2016. De er de første, som modtagerprisen to år i træk, og de var meget glade og stolte.

mandag den 25. januar 2016

Rallytræning og glæde over en Hundepris

Fra Roskilde Dyreinternats Facebookside

Aftens træning hos Johanna var med masser af forstyrrelser, hvor vi skulle gå mod hinanden og udføre øvelser. Det synes Max er svært, så vi skulle virkelig arbejde for sagen. Som sædvanlig ingen skilte, men alligevel har jeg fornemmelsen af, at vi kommer igennem 25-30 skilte på ingen tid, og på en positivt udfordrende måde.

Derefter havde vi hver en individuel runde, hvor min var med fokus på højrebak, som gradvis går fremad, og Max er superskarp, føreren skal lige have styr på hænder og hoved og krop!!! Ingen tvivl om at det bliver fantastisk, når vi er færdige, der er ingen grund til at det ikke skal blive lige så godt som på venstre side.


Derudover var der tre stationer, hvor vi skulle arbejde med:
  • Felt og fodskammel – med sidstnævnte som effektiv forstyrrelse
  • Dobbeltspring – ro, kegle, sideskift mellem spring og fremsending mellem spring
  • Positioner under gang på begge sider
Dejlig træning, på et sprudlende hold, det er et fantastisk træningshold.

Og så vil jeg lade resten af bloggen være dette skønne klip fra Roskilde Dyreinternat, Dyrenes Beskyttelses Facebookside i dag:

"Hvor er vi altså bare glade! Tænk, at nogen har haft lyst til at give os en pris! : -)

Men det er ikke desto mindre det, der er sket. For i fredags kom Poul Lysholdt fra Sydkystens Hundeskole forbi med en fornem pris, som medlemmerne havde indstillet os til.

"Sydkystens Hundeskoles Hundepris 2015"

"Dyrenes Beskyttelse, Roskilde Internat tildeles Sydkystens Hundepris 2015 for at have ydet en ekstraordinær indsats i forbindelse med en sag med et stort antal misrøgtede hunde".

Cockerspanielen Chanel kommer fra den store sag, hvor vi i maj sidste år modtog 91 hunde, som indtil da havde boet i en mørk lade i knæhøjt møg. Så hun var naturligvis til stede for at modtage prisen på vegne af alle de reddede hunde : -) Hun er den sidste, som mangler et nyt hjem. Grunden til, at hun har boet hos os så længe er dels, at hun har fået hvalpe, men også på grund af hendes hofter. De var nemlig lidt slidte, så for en måned siden fik hun lagt guld i hofteleddene, og vi kan allerede se en kæmpe forskel.

Vi vil gerne takke Sydkystens Hundeskole for, at I valgte at tænke på os og vores arbejde med de mange hunde : -)

Her kan du læse mere om Sydkystens Hundeskole http://www.sydkystenshundeskole.dk/

Rigtig god mandag - og del gerne opslaget : -)"

fredag den 22. januar 2016

Mine drømme bringer mig nærmere virkeligheden

Find Max :-)

Klip fra The Maltese Falcon (John Huston, 1941)


Inden jeg kommer til selve blogindlægget bliver jeg nødt til at dele en fantastisk oplevelse fra i eftermiddags.

Jeg var efter arbejde ude på Dyrenes Beskyttelses, Roskilde Internat, for at overrække Hundeprisen 2015. Jeg blev virkelig rørt over deres glæde og stolthed over at modtage prisen … og så fik jeg lejlighed til at hilse på cockerspaniel Chanel, den sidste af de 91 hunde fra den famøse sag. Jeg må erkende, at jeg faldt pladask for hende; hun har haft et hårdt liv, men hendes øjne stråler og hendes adfærd er fantastisk. Heldigvis kunne min sidste rest af sunde fornuft fortælle, at hende skulle vi ikke have.

I må nøjes med at glæde jer til at der på mandag kommer fotos på internatets hjemmeside af Chanel, diplomet og mig :-)

Nu til det, jeg egentlig ville skrive om!

Jeg har tidligere skrevet et blogindlæg med samme titel, men kunne ikke lige finde det. Jeg søgte med Google og øverste søgeresultat var Mine drømme bringer mig nærmere virkeligheden fra 21. august 2012 :-)

Jeg var til en coachingsession i onsdags, igen en fantastisk oplevelse. Forrige session var 29. oktober 2015 og hed … Fantastisk! Allerede kort inde i min beretning om ”sket siden sidst” spurgte Anja mig om forskellen på Fint, som jeg havde brugt mange gange, og Fantastisk, som jeg vist slet ikke havde brugt på det tidspunkt.

Måske har jeg behov for, at der er konkurrencer tæt på, for virkelig at komme op i gear, måske er det bare pga. en relativt stille periode træningsmæssigt, at jeg havde brug for et spark bagi. Men jeg kunne virkelig mærke at der skete noget, efter at Anja gjorde mig bevidst om anvendelsen af superlativer.

Jeg kom frem til det, som nok var det vigtigste (eller næstvigtigste) i samtalen: De forbudte tanker. Jeg har haft nogle negative tanker, som jeg hurtigt har skubbet væk, men de har været der, og de popper op en gang imellem. Det er ligesom med følelser, vi kan ikke forhindre at de opstår, men vi kan forholde os til, hvordan vi vil reagere på dem.

Jeg gør det rigtige med de negative tanker, og det var dejligt at få at vide, at det er naturligt, at de kommer, de kommer for alle, der konkurrerer! Jeg tror godt, jeg vidste det, da jeg havde fået vendt det nogle gange i hovedet, men det var rigtigt godt at få talt om det.

Der var en flydende overgang mellem coachingsessionen og eftersnakken, men pludselig blev jeg spurgt om mine mål, hvor jeg svarede med dem for 2016. Der blev spurgt ind til dem og så blev jeg udfordret, hvad med efter 2016? Om at tro på sig selv, drømme tingene og turde sige tingene højt.

Meget apropos har jeg lige genlæst afsnittet om netop dette i With Winning in Mind: For at ændre performance skal man ændre sin selvopfattelse (self-image), jo mere vi tænker, taler og skriver om, hvad der vil ske, jo mere øger vi sandsynligheden for at det sker.

Eller for at bruge et citat, som Anja mindede mig om: If you can dream it, you can do it (Tom Fitzgerald, tillagt Walt Disney).