Viser opslag med etiketten Torvehallerne. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Torvehallerne. Vis alle opslag

lørdag den 1. november 2014

Perfekt dag




Hvad er en perfekt dag?

Det kommer naturligvis an på kriterierne, og for mig var dagen i dag en perfekt dag.

Kirsten og jeg kom sent hjem i går, vi havde været til 150 års fødselsdag hos vores nabo (ca. 2 x 75) sammen med 14 andre fra vejen, superhyggeligt og jeg var den næstyngste i selskabet :-)

Hundene blev luftet i haven og Kirsten og jeg fik en drink inden vi gik i seng ved 1-tiden.

Morgentur med hundene.

Træning i hallen med Megan og Lille Bjørn sammen med Anita og Osseau.

Megan med fokus på antisnus, Lille Bjørn med fokus på primært glæde, sekundært den nødvendige præcision.

Megan går som en drøm, og jeg var virkelig skarp med at snus ikke var ok.

Lille Bjørn var igen fantastisk, men uh hvor er det svært med overgangene. En pragtfuld fri ved fod, og så stillingsskift, hvor energien følger med, duer ikke, øv. Positioner, hvor ståen var i udu, flot indkald og flot felt. Fællesdæk lidt underligt, han satte sig midt i det hele?!

Så tog Kirsten og jeg til Torvehallerne hvor vi først fik Cortado og kage på Grannys House, lidt handlen og så fik jeg frokost på Sushilovers.


Hjemme igen, kaffe, kage og chokolade.

En tur til stranden med hundene.

Fantastisk aftenmåltid:


Côte du beuf og nogle dejlige vine.

Hvad kunne have gjort dagen endnu bedre?

Tænk, hvis en landsdækkende tv-station havde bragt en seriøs udsendelse om DKKs arrangement i Herning. Hvorfor er foldbold, håndbold, formel 1 osv. pr. definition bedre tv end folkelige idrætter? Hvorfor er alt andet end elitesport kun kuriøse indslag på tv?

Jeg tror at mange ”almindelige” hundeejere kunne blive meget inspireret, hvis der blev bragt ordentlige udsendelser om seriøst hundearbejde indenfor alle discipliner.

Men selv på public service kanalen har testkørsler i formel 1, skadede landsholdspillere i håndbold og fodbold, en catalansk storklub, kongeklubben, randrusianerne osv. højere prioritet i sporten end dækningen af breddeidrætten. ØV!

lørdag den 19. juli 2014

To stjerner


Vi har igen haft nogle dejlige feriedage.

I går tog vi til Torvehallerne fik cortado hos The Coffee Collective, handlede det, der kunne tåle at ligge i bilen, mens vi spiste frokost, fik rejer og blæksprutter hos Tapa del Toro og sluttede med at handle kød, chokolade og kager.

For første gang handlede jeg hos Le Pinard (vin) og tro mig, det bliver bestemt ikke sidste gang. Jeg fandt et par interessante vine fra Minervois, og så den vin, som ses ovenfor.

Le Pinard præsenterer producenten Pascal Chalon således: ”Med sine små 10 hektar og kælder i sin mormors gamle garage laver Pascal sine to forrygende vine La Grande Ourse og La Petite Ourse. Syrah, Grenache, Mourvedre og Carignan udgør den gode Rhônemost med krydderier og vidunderlig frugt.”

Jeg har aldrig hørt om ham og købte naturligvis en flaske La Petite Ourse (Den lille bjørn). Vi fik den til aften, og det er virkelig en lækker vin. Den fortjener sit navn :-) Vi skal naturligvis næste gang også have en flaske af storebror!

I dag gik turen først til Jersie, hvor Anita og jeg skulle igennem noget fuld LP3-agtigt med henholdsvis Osseau og Lille Bjørn.

Inden fik jeg trænet FP2 med Megan, jeg har besluttet rækkefølgen af øvelserne, men eksperimenterede alligevel i dag. Vi startede med 4 favoritter og derefter gik det pludselig ikke så godt med nogle af de normalt ret sikre øvelser. Så måske skal jeg bare holde fast i den oprindelige rækkefølge, hvor de sikre og de mindre sikre veksler mellem hinanden.

LP3 med Lille Bjørn, hmmm. Ingen tvivl om at alle tre hunde synes der var nogle ualmindeligt spændende dufte på stedet, men Lille Bjørn blev distraheret rigtigt meget i fri ved foden. Stillingsskiftet, hvor jeg med hjælp fra Kirsten har eksperimenteret med håndtegn og stemme, blev en fiasko …

Så kom der en stribe rigtigt pæne øvelser - dirigeret apport, springapport, positioner, indkald!!!! og felt.

Og så tog han den forkerte næseprøve i første forsøg (den rigtige i ommeren).

Vi arbejder videre med stillingsskiftet …

Derefter blev bilen pakket med 6 stole, som vi skulle have med til Malmø. Vi mødtes på Dolce Sicilia med Sandra, Chris og Frans Felix Wäreby Dünweber (til daglig Felix Dünweber) og fik en skøn frokost inden vi kørte til deres lejlighed og fik stolene op.

Far Christian med Felix

Felix er bare så lækker at det halve kan være nok, her er han med den stolte far!

lørdag den 6. oktober 2012

Livet er ikke det værste man har

Kirsten bliver lige forbavset hver gang der er en hundefri dag i en weekend, men i dag var der igen en. Hundefri forstået som, at der ikke er noget organiseret træning eller prøve. For hundene er der jo.

Efter tirsdagens enetime er jeg blevet meget mere opmærksom på, hvad jeg laver med Max, og det giver nogle helt nye former for noter i træningsdagbogen.

Morgenmadstræningen med Max er nu selvkontrol (pt. dæk med fristelser). Morgengåturen er nu fast med Max løs nede på stranden, og jeg har bemærket at han fortsat løber meget, men ikke så langt væk, og han kommer hele tiden hen og tilbyder at gå fri ved fod eller at gå i plads. Og det bliver han belønnet for.

Hjemme i haven efter morgengåturen træner jeg lidt med ham, i dag spring og omkring et paradisæbletræ.

Og så Lille Bjørn i indkald med stå, som er vores kampagneøvelse.

Så gik turen til København, hvor vi var i Torvehallerne og startede hos Fougaz med vores efterhånden traditionelle dobbelt cortado med ”noget” til, i mit tilfælde deres fantastiske croissant.

Lidt shopping – vi fik lige lidt flere dvd’er til samlingen – inden vi købte ind til frokost og aftensmad i Torvehallerne.

Hjemme igen fik hundene okseører og vi frokost.


Jeg fik roserejer, Kirsten røget hellefisk.

Til eftermiddagsturen delte vi os i to. Kirsten gik en tur på stranden med Otto og Lille Bjørn mens jeg kørte til Karlstrup Kalkgrav med Megan og Max og gik en tur med dem. Derefter tog jeg til hallen i Havdrup, og lod de to løbe løs på stubmarken lige ved hallen. Igen var Max meget tættere på end for bare to dage siden, og vi fik trænet lidt apport indimellem. Han ville ikke tilbage i bilen, men med lidt lokning og massive belønninger, da han sprang op til Megan, endte det som det skulle.

Hjemme igen trænede jeg lidt med Lille Bjørn i haven. Jeg træner korte pas med ham, og forsøger at veksle mellem ”sikre” øvelser og dem, vi kæmper med. Den sikre i dag – springapport – fik jeg udfordret lidt for meget, da jeg stillede mig tre meter fra springet, og Lille Bjørn løb uden om. Ned på normal afstand og to fornuftige øvelser. Stå, sid, dæk under gang var noget værre rod. Bortset fra ståen virkede det meget lidt overbevisende, og jeg eksperimenterede med stemmeleje og tempo for at få mere sikre reaktioner. Det kan næsten kun gå bedre til prøven i morgen.

Endelig indkald med stå. To gange, og begge helt flotte stop. Vi er ikke oppe på prøveafstand, men nu begynder jeg at se at træningen faktisk virker.

Bilen er pakket til i morgen, herunder er teltet røget med. Der er 21 hunde i LP3, der er fællesøvelser kl. 9.30-10, Lille Bjørn er hund nr. 7, det bliver en lang dag. Det er Lille Bjørn syvende LP3-prøve i år, og mine forventninger er skruet noget ned efter ugens træning. Men hyggeligt skal det nu nok blive :-)

 
 
Aftensmaden stod på østers fra Bretagne og côte du boeuf. Man skulle tro vi fejrede noget, men det var vist mest at vi er glade for livet – og det er jo altid værd at fejre!

lørdag den 4. august 2012

Torvestemning og rallytræning




I da var vi igen i torvehallerne og handle. Hvis man ikke har været der – og bare interesserer sig det mindste for ordentlige råvarer – så skal man unde sig selv at besøge stedet. Vi havde sat godt 1 time af til dels at få kaffe og lidt godt til (croissant, kanelsnegl, hindbærsnitte) hos Fougaz, dels at handle. Så vi kom hjem med diverse spændende til frokost og til aftensmad både i dag og i morgen.


Igår faldt jeg over nogle billige agilityremedier i Netto, dels et spring, dels 12 slalompinde. For en samlet pris på 100 kr. fik jeg yderligere øget samlingen af hundetræningsudstyr. Det blev naturligvis straks prøvet af i haven. Jeg skal til at passe lidt på, for jeg kan da godt mærke på både Lille Bjørn og Max, at de synes det er rigtigt sjovt …

I eftermiddags havde jeg aftalt at mødes Christina og Tempo i Jersie for at træne rallychampion, og det var timet og tilrettelagt, så vi sluttede efter 45 minutter da vi var færdige med det planlagte – og det begyndte at regne. Jeg er nu helt disciplineret med opvarmningen af Megan. Hun kommer først ud når alt udstyr er stillet op, vi har et lufteritual (hun skal altid tisse kort efter at hun er kommet ud), så lidt opvarmningsøvelser og så går vi i gang. Og der var bragende god kontakt fra start.

Jeg synes selv jeg fik belønnet ret godt :-) En god blanding af fri ved fod på højre og venstre side, diverse sideskifter og nogle forskellige stationære øvelser. Jeg synes virkelig det kører godt nu.

Til sidst fik jeg Christina til at lægge en dirigeret apport for Megan og mig. Jeg kan sige meget præcist, at sådan en har vi ikke prøvet siden 12. september 2010, hvor Megan var oppe til sin sidste LP-prøve. Det gik superflot. Megan så apporten blive lagt, stoppede flot ved kegle, gik direkte ud på dirigeringen og endte i flot plads. Apporten lå lidt løst i munden så jeg tog den før jeg fik ok, men resten var bare super!

Herlig træning.