lørdag den 13. oktober 2012

LP-kursus hos Niina Svartberg

Lille Bjørn var også vild med Niina (foto: Camilla Johannessen)

Foredraget onsdag var en bonus i forbindelse med Niina Svartbergs besøg. Hovedformålet med besøget var et todages LP-kursus som blev gennemført torsdag og fredag. Kurset havde jeg arrangeret i eget regi, og det har ikke været opslået, jeg har bare kontaktet mulige interesserede, og det blev overtegnet uden videre. 8 deltagere med hund begge dage og 9 deltagere uden hund torsdag og 5 uden hund fredag. Jeg havde helt klart indtryk af at der var udbredt tilfredshed med kursusforløbet i almindelighed og Niinas indsats i særdeleshed. De første evalueringer, jeg har fået retur, er meget positive.

Måden at gennemføre kurset på er lige efter mit hoved :-) Normalt ville Niina være begyndt torsdag med en times teori, men da stort set alle deltagere havde hørt hendes foredrag onsdag gik vi direkte i gang med træningen, som begge dage bestod i tre runder pr. ekvipage, hvor de hver især fik 12-15 minutter efter tur, hvor de kunne få fokus på de øvelser, de ønskede.

For dem med hund var der dermed helt konkrete forslag til, hvordan man kunne arbejde med specifikke problemstillinger, og for tilskuerne mulighed for at se mange forskellige problemstillinger og måder at tackle dem på. Da der også var deltagere på landsholdsniveau blev der også lejlighed til for os almindelige dødelige at se fokus på udfordringer, som vi kun kan drømme om at nå frem til, og det er virkelig spændende at iagttage.

Jeg havde naturligvis hund med begge dage, Lille Bjørn torsdag og Max fredag.

En meget opmærksom og fokuseret Lille Bjørn (Foto: Michael Varding-Hasse)

Med Lille Bjørn havde jeg valgt følgende øvelser: Indkald med stå, dirigeret apport, positioner under gang samt stillingsskift.

Indkald med stå. Jeg er ikke tilfreds med stoppet, og jeg synes det går for langsomt med fremskridtene. Jeg har aldrig arbejdet seriøst med ekstern belønning, men på dette kursus tog jeg for alvor hul på det, og nu skal det altså afprøves.

Som man kan se på fotoet synes Lille Bjørn at tanken om ekstern belønning er meget motiverende :-)

Den belønning vil jeg gerne arbejde for! (Foto: Camilla Johannessen)

Der kom helt klart nogle bedre stop, og det skal jeg arbejde videre med den kommende tid.

Lille Bjørn elsker apportering (Foto: Camilla Johannessen)

Så så vi på den dirigerede apport, hvor mit hovedproblem er, at Lille Bjørn ikke kan se apporterne og derfor ikke løber i den rigtige retning. Nogle af de ideer jeg skal arbejde videre med er:
  • Hvis jeg stopper ham (når han er på vej i forkert retning) skal jeg belønne for det! Han gør jo det jeg beder om …
  • Jeg skal træne ”markering” af den rigtige apport, når den bliver lagt
  • Jeg kan fortsætte (som ved startindlæring af dirigering) med target/spande med godbidder i den rigtige afstand, så Lille Bjørn finder ud af hvor langt og i hvilken retning han skal løbe, når der er en apport
Positioner under gang. Det blev en rigtig fin demo vi lavede, hvor Lille Bjørn drejede i ståen, stod i sitten og sad i dækken … Nogle ting jeg skal arbejde videre med:
  • Sit bliver til It – jeg vil gerne have en hurtig reaktion, dvs. når jeg siger s’et skal der ske noget, og hvis s både kommer i stå og sit er det forvirrende for hunden
  • Jeg skal gå lidt tilbage i kriterierne, fx gå lidt langsommere
  • I dækken kan jeg gå lidt tilbage og bruge et animerende verbalt signal før dækken, så jeg er sikker på at have hans opmærksomhed
Stillingsskift var dagens sidste øvelse for vores vedkommende, og der kom fokus på skiftet stå-sid. Her kom der fokus på mit håndtegn og min udtale af kommandoen. Mit håndtegn skal tydeligt vise at jeg vil have en bagudrettet bevægelse, og hvis jeg siger kommandoen langsommere end i skiftet dæk-sit understøtter det også. Det skal jeg have arbejdet med.

En tilfreds fører :-) (Foto: Michael Varding-Hasse)

Fredag var det Max’ tur. Jeg havde valgt at starte med springapport, fordi den er en typisk ”jeg tager en springtur” øvelse. Og man må sige at han både dér og i løbet af dagen på overbevisende vis viste hvordan han melder sig ud af træningen, og dermed også en perfekt mulighed for at få gode råd til at håndtere situationen.

Så – som 110 % bekræftelse af det Christina fortalte mig forrige tirsdag  – fik jeg at vide at hans behov for at løbe og brænde energi af naturligvis skal opfyldes i meget høj grad i andre situationer, så der ikke er behov for det til træning. Og at behovet for at løbe absolut bør indgå i belønningsregistret.

Jeg skal blive meget bedre til at bruge mig selv i belønningen af Max (foto: Michael Varding-Hasse)

Derudover noterede jeg følgende:
  • Det er aldrig ok at hunden forlader træningen, så der er ”Nej” absolut tilladt, og jeg skal blive ved med at sige noget (= modsat tavshed), så længe han vælger fra (er på vej væk). Når han er på vej tilbage er det ok at være stille
  • Jeg må aldrig belønne for at hunden selv viser initiativ i en øvelse (ups, det kom jeg til)
  • Jeg skal ikke bære ham tilbage, når han er løbet væk, bare på med linen og tilbage
  • Jeg skal arbejde med alle mulige andre belønninger end godbidder, bolde, skind, pivedyr mv.
I næste runde arbejdede jeg først med fremsending. Igen samme mønster. Han løb flot ud til target tre gange, og blev stoppet perfekt, og fik boldbelønning (føreren skal øve sig i at kaste!), men valgte det også fra flere gange.

Når han er på i øvelserne er der fuld koncentration og fokus (foto: Michael Varding-Hasse)

Næseprøven. Søgte, lidt smagen, endte med den rigtige og kom ind på pladskommando. Jeg skal ikke bruge en pladskommando (ups). Jeg skal ikke – som jeg gør – træne opsamling af én næseprøve (så det ligner apport), men give ham pinden i munden og træne indløb derfra.

Anita valgte til sin sidste runde fællesøvelser, så der var vi syv på banen samtidig. Max sad pænt i fællessitten, blev belønnet undervejs, lavede nogle dyk, men rettede sig begge gange op og fik klik kort tid efter. Godt.

I fællesdækken lå han også pænt, der kom noget piben, men han blev liggende og fik nogle forstærkninger undervejs. Også i denne øvelse anbefalede Niina noget at fokusere på (fx ekstern belønning bagved). Og jf. foredraget onsdag, at give belønningssignal og så give hunden belønning lige efter, ikke gå ind og afslutte for at give belønning.

Vi arbejdede hårdt med de første skridt af ekstern belønning (foto: Michael Varding-Hasse)

I dagens sidste runde arbejdede jeg med Fri ved fod. Jeg spurgte direkte Niina, hvordan hun ville anbefale træningsrunden med det hun havde set tidligere på dagen i baghovedet. Og svaret kom direkte: Prøv fri ved fod med ekstern belønning. Uha, det var svært for Max med den madskål ved siden af, men efterhånden gik det nogenlunde, vi skal have arbejdet mere med at belønningssignalet (klik efterfulgt af ”Ja”) opfattes som at han må løbe til madskålen, men det så lovende ud.

Speedy, Jamie og Max (foto: Trine Rafn)

Indimellem træningspassene fik Max også flere gode løbeture på udendørsarealet, og ikke mindst en meget energifyldt leg med Trines Jamie og Lisas Speedy. Fantastisk at Trine fik dem alle tre på samme foto for der var godt nok fart over feltet!!!

Efter to intensive dage var føreren mindst lige så trætte som hundene. Udover konkrete punkter til egen træning var der også masser af læring i at iagttage de andre træning, og høre Niinas ideer til problemløsning og finpudsning af detaljer. Jeg har nogle træningsplaner som skal opdateres i løbet af weekenden, og en masse spændende træningstimer foran mig.

I forhold til Lille Bjørn er målet uændret at han skal prøves af i Eliteklassen, han har bestemt kapacitet til det, og jeg skal ”bare” have styr på de sidste detaljer, for at få et pænt LP3-forløb med ham.

I forhold til Max har jeg fået rig lejlighed til at huske mig selv på, at der INTET er jeg skal nå med ham inden for en bestemt tidshorisont. Selvfølgelig er målet at han skal i eliteklasse. Men hvis jeg havde tænkt mig bedre om, havde jeg ikke haft ham oppe i LP1 før jeg kunne gøre det uden at belønne med godbidder som jeg jo har gjort nu – for det giver jo ingen mening i forhold til målet. Så til årets sidste prøve med ham vil jeg eksperimentere – vi er tilmeldt i LP2 men rykker tilbage til LP1 - og jeg vil arbejde med at have hans fokus mellem øvelserne med begrænset brug af godbidder. Konklusionen af de to dage: Det er fantastisk inspirerende at gå på kursus på Niina, og der bare er så meget jeg skal prøve af med både Max og Lille Bjørn. Det er en bonus at være på kursus med et hold, som jeg synes var tæt på det ideelle. Der var god og hyggelig stemning hele vejen igennem, og jeg tror alle tog trætte og tilfredse hjem med masser af indtryk at bearbejde.

Og jeg er naturligvis i gang med at overbevise Niina om, at hun bare skal planlægge et besøg til Danmark næste år, så hun kan se alle vores fremskridt og give os input til vores videre træning!

Niina Svartberg: Belöningsträning för konkurrenslydighet

Niina Svartberg (Foto: Michael Varding-Hasse)

Jeg havde inviteret Niina Svartberg til Danmark onsdag til fredag denne uge – og det blev en fantastisk oplevelse! Onsdag aften var der et tretimers foredrag om Belöningsträning för konkurrenslydighet i Solrød, som havde trukket flotte 47 deltagere.

Mine noter er renskrevet nedenfor, jeg beklager at det ikke er så struktureret, men håber de kan være nyttige alligevel.

Foredraget handlede om, hvordan man får hunden til at performe til konkurrence ligesom den gør til træning. Hunden arbejder for at få belønning, og det er nyttigt at have et bredt udsnit af belønninger, og kunne præsentere de enkelte belønninger på en hensigtsmæssig måde, så man i en given situation får bedst udbytte af den, dvs. den er en fordel i forhold til træningen.

Før belønningen præsenteres skal hunden have et belønningssignal, som fortæller at der er en belønning på vej og arbejdet er slut. Fx fortalte Niina, at hun fx giver sit signal (Værsgo) når hun er i skjul i fællesøvelserne, og så må hunden forlade positionen – den var vi lige nogen der har vendt mere end et par gange oppe i hovedet :-)

Mens øvelserne udføres skal der være tavshed, for sådan er konkurrencesituationen – ikke kvitteringer undervejs (dygtig!), men tavshed. Tavshed fortæller hunden at den gør rigtigt. Hvis føreren siger noget er det et fejlsignal, og det må gerne være humoristisk. Det skal gerne bidrage til at hunden bliver stædig og vil arbejde endnu hårdere for at få belønningen. Timingen af fejlsignalet er vigtigt! Det skal komme mens der fejles.

Man skal være nærværende i belønningen, belønningens værdi skal smitte af på en selv som fører.
Belønningen kan anvendes til at udfordre hunden, når man er kommet godt i gang med momenterne, fx sit hvor godbidden ligger foran hunden, dæk hvor godbid holdes over hunden eller fri ved fod, hvor bolden holdes et stykke ud for hunden. Og naturligvis blev det understreget, at alle hunde er forskellige, så man skal iagttage sin hund, og se hvordan de enkelte belønninger og måder at præsentere dem på fungerer. Hunden er facit!

Hundens attitude er vigtigere end dens adfærd: Hvis den ikke vil, så er det lige meget hvad den kan. Hvilke følelser ønsker jeg at min hund skal have, når vi træner? Igen afhængig af hunden er det forskelligt hvordan man skal fokusere. Hvis hunden gerne vil gå tæt op ad føreren, så skal der arbejdes med at den gerne vil være væk fra føreren og vice versa. Hunden skal se føreren som en god coach!

De tre trin i indlæreingen: 1. Indlæring af adfærd (de enkelte dele af øvelserne). 2. Indlæring af færdige øvelser. 3. At præstere godt til konkurrencer. Sidstnævnte omfatter fx konkurrencesituationen, forkommandoer, forstyrrelser, flere øvelser i træk, belønninger i konkurrencesituationer.

Den konkurrencemæssige træning var fokus i sidste del af Niinas indlæg. Hunde er fantastisk til at diskriminere, så de véd hvornår det er konkurrence (hvor man ikke kan få belønninger) og træning (hvor man kan få belønninger). Så vi skal tilrettelægge træningen så vi får reduceret forskellen mellem træning og konkurrence.

Fx kan vi arbejde med at skabe nervøsitet i førerne. Videofilme og fortælle at alle skal kommentere filmen bagefter; træne med nogen man ikke bryder sig om osv. Man skal overtræne, så man under træning ikke altid højst træner til det konkurrencemæssige niveau: længere varighed, længere afstand, skæve kast af apporter osv., så det bliver nemmere til konkurrencer end til træning.

Til konkurrencer har man ét forsøg, så til træning skal vi stræbe efter at lykkes i første forsøg. Ikke ekstraforsøg, men vi skaber en ny første situation.

Herefter talte Niina om overgangen mellem øvelserne: øvelse --> belønning --> rutiner --> øvelse.

De konkurrencemæssige belønninger skal også trænes, den sociale kontakt, de belønnende ord, at lære hunden at næste øvelse er en belønning i sig selv osv.

Rutinerne før næste øvelse (forkommandoer) kan fx være:
  • Noget med aktivitetsniveau (animere hvis vi vil have tempo, dæmpe hvis vi skal have ro)
  • Give retning: pege, gå i den rigtige retning. Niina gav eksempel med at pege på en plet foran hunden før fællesdæk og at bakke ind i udgangsposition ved fjernkontrol (for at fortælle hunden at fokus skal være bagud)
  • Del af øvelsen (plante tanken i hunden), fx vise hunden håndtegn til det første moment i lynet (det som blev brugt ved indlæring), for at den skal tænke over at det er første position. Og rutinerne skal være korte, de skal altid fungere og der kan være meget kort tid mellem øvelserne.
Niina bruger ikke fejlmeldinger i konkurrencesituationer. Hun roser hunden, fordi hun har brug for den positive attitude til de næste øvelser.

Et fantastisk inspirerende foredrag, med masser af ideer som skal overvejes til træningen fremover.

LP-undervisningen torsdag og fredag bliver omtalt i næste blog, som kommer i aften :-)

søndag den 7. oktober 2012

Mission Impossible?

Inden for det sidste halve år har Lille Bjørn været oppe i LP3 7 gange, senest i dag Resultaterne er naturligvis samlet i træningsdagbogen (faneblad pr. klasse pr. prøvetype):

Fællessit
10
0
0
8,5
10
9,5
10
Fællesdæk
0
10
10
9,5
10
0
10
Fri ved fod
8
8
7
6
8
7
7,5
Stillingsskift
6,5
8
8
8,5
9,5
6
8
Dirigeret apport
7,5
7
0
7
0
8
0
Springapport
8
9
8,5
5
10
9
9,5
Stå, sid, dæk under gang
8
8,5
8
8,5
8
8,5
8
Indkald med stå
0
0
0
0
0
0
0
Fremsending
9,5
8,5
9
9
9,5
9
8,5
Næseprøve
8
9
7,5
8,5
8,5
9
9
Helhedsindtryk
9
9,5
8
9
8
8,5
8
I alt
191
186,5
157,5
200,5
202
191
193
Præmie
3
3
0
3
3
3
3

I dag måtte jeg virkelig øve mig at sige det samme, som jeg beder andre om: fokusér på det positive. Så derfor, ingen jammer over at det stadig kun er blevet til en tredjepræmie :-)
  • Fællessit: god stabilitet og flot i dag.
  • Fællesdæk: god stabilitet og flot i dag.
  • Fri ved fod: igen god stabilitet, men jeg arbejder på at få løftet os lidt, specielt i to-skridtsøvelser.
  • Stillingsskift: Han tager positionerne første gang, men i dag rykkede han næsten en længde frem.
  • Dirigeret apport: hmm igen i dag kunne han ikke se apporten, er desværre en 50:50 øvelse, en af to fokus øvelser.
  • Springapport: en af de sikre
  • Stå, sid, dæk under gang: Meget stabil, men han mistede dæk i dag og sit sidste gang
  • Indkald med stå: 0 hver gang, men i dag det flotteste stop hidtil til prøve. Næste gang er den der!
  • Fremsending: Favoritøvelsen :-)
  • Næseprøve: også en af de sikre
Hvis vi skal have 1. præmier skal indkald med stå bare fungere, og dirigeret apport skal stabiliseres. Det er fortsat de to øvelser vi skal have fokus på, og det er de to øvelser jeg skal have Niina Svartbergs syn på på torsdag.

Overskriften? Da jeg ringede hjem til Kirsten for at fortælle hvordan det var gået, spurgte hun – lidt for sjov – om Lille Bjørn ikke havde toppet ... Han er 5½ år, og har ikke nær toppet! Vi træner ufortrødent videre.

lørdag den 6. oktober 2012

Livet er ikke det værste man har

Kirsten bliver lige forbavset hver gang der er en hundefri dag i en weekend, men i dag var der igen en. Hundefri forstået som, at der ikke er noget organiseret træning eller prøve. For hundene er der jo.

Efter tirsdagens enetime er jeg blevet meget mere opmærksom på, hvad jeg laver med Max, og det giver nogle helt nye former for noter i træningsdagbogen.

Morgenmadstræningen med Max er nu selvkontrol (pt. dæk med fristelser). Morgengåturen er nu fast med Max løs nede på stranden, og jeg har bemærket at han fortsat løber meget, men ikke så langt væk, og han kommer hele tiden hen og tilbyder at gå fri ved fod eller at gå i plads. Og det bliver han belønnet for.

Hjemme i haven efter morgengåturen træner jeg lidt med ham, i dag spring og omkring et paradisæbletræ.

Og så Lille Bjørn i indkald med stå, som er vores kampagneøvelse.

Så gik turen til København, hvor vi var i Torvehallerne og startede hos Fougaz med vores efterhånden traditionelle dobbelt cortado med ”noget” til, i mit tilfælde deres fantastiske croissant.

Lidt shopping – vi fik lige lidt flere dvd’er til samlingen – inden vi købte ind til frokost og aftensmad i Torvehallerne.

Hjemme igen fik hundene okseører og vi frokost.


Jeg fik roserejer, Kirsten røget hellefisk.

Til eftermiddagsturen delte vi os i to. Kirsten gik en tur på stranden med Otto og Lille Bjørn mens jeg kørte til Karlstrup Kalkgrav med Megan og Max og gik en tur med dem. Derefter tog jeg til hallen i Havdrup, og lod de to løbe løs på stubmarken lige ved hallen. Igen var Max meget tættere på end for bare to dage siden, og vi fik trænet lidt apport indimellem. Han ville ikke tilbage i bilen, men med lidt lokning og massive belønninger, da han sprang op til Megan, endte det som det skulle.

Hjemme igen trænede jeg lidt med Lille Bjørn i haven. Jeg træner korte pas med ham, og forsøger at veksle mellem ”sikre” øvelser og dem, vi kæmper med. Den sikre i dag – springapport – fik jeg udfordret lidt for meget, da jeg stillede mig tre meter fra springet, og Lille Bjørn løb uden om. Ned på normal afstand og to fornuftige øvelser. Stå, sid, dæk under gang var noget værre rod. Bortset fra ståen virkede det meget lidt overbevisende, og jeg eksperimenterede med stemmeleje og tempo for at få mere sikre reaktioner. Det kan næsten kun gå bedre til prøven i morgen.

Endelig indkald med stå. To gange, og begge helt flotte stop. Vi er ikke oppe på prøveafstand, men nu begynder jeg at se at træningen faktisk virker.

Bilen er pakket til i morgen, herunder er teltet røget med. Der er 21 hunde i LP3, der er fællesøvelser kl. 9.30-10, Lille Bjørn er hund nr. 7, det bliver en lang dag. Det er Lille Bjørn syvende LP3-prøve i år, og mine forventninger er skruet noget ned efter ugens træning. Men hyggeligt skal det nu nok blive :-)

 
 
Aftensmaden stod på østers fra Bretagne og côte du boeuf. Man skulle tro vi fejrede noget, men det var vist mest at vi er glade for livet – og det er jo altid værd at fejre!

fredag den 5. oktober 2012

Return of Niina

Sidste år mødte jeg Niina Svartberg første gang i forbindelse med dels et foredrag, dels et to-dages lydighedskursus. Jeg kendte naturligvis hendes bøger, og at opleve hende live var en fantastisk oplevelse! Læs mine blogs fra dengang startende med denne.

Jeg har arbejdet ihærdigt for at få hende til Danmark igen. Det har ikke været nemt, ikke fordi hun ikke gerne vil, men fordi hun er meget efterspurgt. Men nu er det lige oppe over. Onsdag eftermiddag ankommer hun, og hvis alt går vel er vi på samme fly fra Arlanda – jeg er til møde hele dagen i Stockholm. Vi kører til Solrød, hvor Niina skal holde foredrag om ”Belöningsträning för konkurrenslydighet” for 40 deltagere … Og der er stadig mulighed for at tilmelde sig via dette link.

Torsdag og fredag står den på lydighedskursus, og jeg har som arrangør haft den skønne luksus at kunne tilmelde begge dage med hund: torsdag med Lille Bjørn og fredag med Max. Disse tre dage bliver måske kursusmæssigt kulminationen på et år som også har budt på tre dage med Ken Ramirez og to dage med Kathy Sdao. Det er en underdrivelse at sige at jeg glæder mig meget …

Søndagen står på LP i Ølstykke. Jeg deltager med Lille Bjørn i LP3 og trækker Max fra LP2. Jeg havde overvejet at tage Max med, bare for at have ham med, men er endt med at dette skal være en ren far-Bjørn dag. Der bliver en masse at se på, bl.a. en rally championklasse med 18 deltagere!

torsdag den 4. oktober 2012

En ny start

Jag startede tre LP-hold i mandags i Sydkystens Hundeskoles træningshal på Risbyholm. Og på alle hold mindede jeg om, at der var et nyt sted, med nye hunde og førere, så det var naturligt, hvis hundene skulle vænne sig til stedet. Og det var næsten et gennemgående træk, at hundene gik noget under det niveau de plejede at gå.

I går mærkede jeg det på egen krop. Jeg var ude i hallen fordi der skulle lægges gulvtæppe (det er blevet flot!) og da Anita også kiggede forbi, havde jeg aftalt, at hun skulle dirigere Lille Bjørn og mig i en dirigeret apport, positioner under gang og indkald med stop.

Den øvelse der gik bedst var dirigeret apport, hvor han rejste sig for tidligt, snuste før optaget og rejste sig da jeg bukkede mig efter apporten.

Stå, sid og dæk under gang gik helt i kage i første omgang. Han drejede i ståen og indtog ikke de to andre positioner. Han var virkelig ukoncentreret i forhold til øvelsen, og meget fokuseret på omgivelserne. Derefter gik det lidt bedre. Indkald med stop gik heller ikke 1. gang. Og de første stillingsskift gik også helt galt, han hoppede fx frem i dæk-sit.

Vi varmede heller ikke rigtigt op, og der er mange dårlige undskyldninger, men jeg stoppede også hurtigt.

I dag begyndte jeg på Max’ nye træningsplan. Den indebærer en masse løb, belønning for at komme tilbage, en masse aktiverende leg med mig, øvelser med selvkontrol og ganske lidt egentlig LP-træning.

På morgenturen fik han for første gang lov til at løbe løs, og han tog nogle gode løbeture, holdt helt sikkert øje med Megan, som jo også er løs, og bestemt også med mig.

Sidst på eftermiddagen skulle jeg ud til hallen til noget selvtræning. Det var Christinas idé at vi opslog nogle selvtræningshold, og de er blevet meget populære. For 50 kr. kan man være i hallen 1½-2 timer, der er en fra Sydkystens Hundeskole der lukker op og lukker ned, og så kan man ellers træne LP og rally efter behov.

Jeg havde taget Max og Lille Bjørn med.

Max var primært med for at han kunne brænde energi af, og det fik han bestemt. Han fik løbet rigtigt meget, men hele tiden i betryggende afstand, og han kommer når jeg kalder, så vi havde bl.a. et superflot LP1-indkald på mindst 100 meter … Han var ude før og efter træningen med Lille Bjørn i hallen, og til allersidst trænede jeg lidt stillingsskift og positioner under gang med ham ude på stubmarken. Superflot.

Lille Bjørn gik væsentligt bedre i dag. Gulvtæppet var lidt distraherende, men det er så nylagt, så det ikke dufter så meget af andre hunde, så det skal nok blive mere distraherende med tiden.

Vi fik arbejdet med en del af LP3-programmet. Fællesdæk, stillingsskift, springapport og fremsending gik meget fint.

I fællessit lagde han sig efter 20 sekunder, i stå sid og dæk under gang var han lidt usikker i første omgang. Og i den dirigerede apport kunne han ikke se de små apporter med halmen som baggrund. Jeg er nødt til at fortsætte med at bruge de mellemstore.

Vi fortsætter med selvtræning i morgen.

Og søndag skal Lille Bjørn op i LP3 i Ølstykke.

tirsdag den 2. oktober 2012

Fundamentet skal være i orden

Max og jeg havde bestilt en enetime hos Christina Ingerslev i dag – dvs. jeg havde bestilt den og Max var naturligvis med. For jeg havde simpelthen brug for ideer til, hvordan Max’ springture under både træning og konkurrencer skulle imødegås.

Jeg havde naturligvis store forventninger til udbyttet – det var derfor jeg havde valgt Christina :-)))) – og de blev overtruffet. Jeg har fået en masse ideer, som jeg skal arbejde med den kommende tid. Den korte udgave er:
  1. Max er som en spændt fjeder. Springturene kommer ikke af en bestemt ydre årsag, men fordi han har så meget indestængt energi, der skal ud. Så han skal først og fremmest have meget større mulighed for i det daglige at bruge den energi bl.a. ved at løbe løs. Min træning vil først kunne blive succesfuld, når fundamentet er på plads i form af en Max, der har fået dækket sine basale behov for at bruge sin store energi.
  2. Springturene er blevet et mønster, og det skal brydes nu. Det er meget forstærkende for ham at tage de springture. Det er tydeligt fra videooptagelserne at han er i koncentreret arbejdsmode når vi går i gang med øvelserne, og pludselig ser han muligheden for at løbe – dvs. han vælger det at arbejde med mig fra. Så der skal arbejdes intensivt med forstærkning, der involverer mig. Og rigtigt gerne noget hvor det er løbe indgår i forstærkningen.
  3. Jeg skal udvide belønningssortimentet, så det bliver mere uforudsigeligt (og dermed med øget forventning fra Max’ side) hvornår og hvad der belønnes med.
  4. Jeg skal arbejde meget mere med selvkontrol, altså belønne ham for at holde positioner med stadigt øgede distraktioner/fristelser. Igen for at han skal vælge omgivelserne fra og mig til.
  5. Vi skal ikke gå til konkurrencer før vi er kommet et godt stykke videre med ovenstående, så mønsteret ikke får lov til at udvikle sig.
  6. Jeg skal varme ham rigtigt godt op inden en prøve (eller træning for den sags skyld), gerne med mulighed for at han løber løs, så værdien af en springtur bliver reduceret betydeligt, når vi kommer i prøvesituation. Målet er, at hans fokus er 100 % på samarbejdet med mig, fordi hans basale behov ER dækket.
  7. Jeg skal have en helt klar strategi for hvad jeg vil gøre, hvis han vælger mig fra – fx afbryde og tilbage i bilen, så han mister muligheden for at arbejde for belønninger fra mig.
En ualmindeligt klar og præcis diagnose fra Christinas side. Efter en del eftertanke er jeg i fuld gang med at planlægge, hvordan ovenstående skal udmøntes i dagligdagen.

For, som Christina også bekræftede mig i, der er et kæmpepotentiale i Max, vi skal "bare" have løst ovenstående problem først.