Jeg havde naturligvis store forventninger til udbyttet – det var derfor jeg havde valgt Christina :-)))) – og de blev overtruffet. Jeg har fået en masse ideer, som jeg skal arbejde med den kommende tid. Den korte udgave er:
- Max er som en spændt fjeder. Springturene kommer ikke af en bestemt ydre årsag, men fordi han har så meget indestængt energi, der skal ud. Så han skal først og fremmest have meget større mulighed for i det daglige at bruge den energi bl.a. ved at løbe løs. Min træning vil først kunne blive succesfuld, når fundamentet er på plads i form af en Max, der har fået dækket sine basale behov for at bruge sin store energi.
- Springturene er blevet et mønster, og det skal brydes nu. Det er meget forstærkende for ham at tage de springture. Det er tydeligt fra videooptagelserne at han er i koncentreret arbejdsmode når vi går i gang med øvelserne, og pludselig ser han muligheden for at løbe – dvs. han vælger det at arbejde med mig fra. Så der skal arbejdes intensivt med forstærkning, der involverer mig. Og rigtigt gerne noget hvor det er løbe indgår i forstærkningen.
- Jeg skal udvide belønningssortimentet, så det bliver mere uforudsigeligt (og dermed med øget forventning fra Max’ side) hvornår og hvad der belønnes med.
- Jeg skal arbejde meget mere med selvkontrol, altså belønne ham for at holde positioner med stadigt øgede distraktioner/fristelser. Igen for at han skal vælge omgivelserne fra og mig til.
- Vi skal ikke gå til konkurrencer før vi er kommet et godt stykke videre med ovenstående, så mønsteret ikke får lov til at udvikle sig.
- Jeg skal varme ham rigtigt godt op inden en prøve (eller træning for den sags skyld), gerne med mulighed for at han løber løs, så værdien af en springtur bliver reduceret betydeligt, når vi kommer i prøvesituation. Målet er, at hans fokus er 100 % på samarbejdet med mig, fordi hans basale behov ER dækket.
- Jeg skal have en helt klar strategi for hvad jeg vil gøre, hvis han vælger mig fra – fx afbryde og tilbage i bilen, så han mister muligheden for at arbejde for belønninger fra mig.
For, som Christina også bekræftede mig i, der er et kæmpepotentiale i Max, vi skal "bare" have løst ovenstående problem først.
1 kommentar:
Fedt fedt, dejligt at læse! :-) god arbejds lyst, glæder mig til at følge fremskridtene :-)
Send en kommentar