Lille Bjørn 3.v. i Ekspert, Max 1. v. i Ekspert med certifikat og Megan 3.v. i Champion
I dag gik turen til Holbæk, hvor jeg havde tilmeldt alle tre hunde til Rallyprøver i Holbæk Rottweiler Klub. Prøverne var lige ved at blive aflyst for et en uge siden, men intensiv markedsføring skaffede deltagere, så det endte med at blive en hyggelig lille prøve med cirka 20 deltagere.
For mig var det en meget vigtig prøve, præcis en uge inden DM og dermed sidste chance for at pudse formen af ved en officiel prøve med Megan og Lille Bjørn.
Max var med for hyggens skyld og fordi jeg havde brug for at opleve ham under roligere omstændigheder end de to foregående rallyprøver, hvor han jo har været meget ked af det, og jeg er stoppet efter nogle få skilte.
Lene Søndberg er ildsjælen bag arrangementet og havde sørget for flotte præmier. Anita havde lavet nogle glimrende baner, som passede alle mine hunde fint, selvom Megan og jeg var lidt uenige om de første 3-4 skilte.
Ekspertklassen var ganske lille, kun 5 deltagere, så jeg skulle op som nr. 1 og 4.
Max startede som nr. 1, der røg en lille smule kontakt i anden øvelse (dobbeltslalom), og ellers var han bare rigtigt dejligt på. Springvandet måtte vi lave om, og ellers gik det strygende. Det føltes ret godt. Ærespladsen, sit ved siden af, var der ingen problemer med, men den varede ret længe, fordi ekvipagen, der skulle gå banen, var meget længe om at gå i gang – det var rart at tænke på, at kun de første 2½ minut talte.
Netto 96 point, 1. vinder og 2. certifikat til Max.
Lille Bjørn var oppe som nr. 5. Han gik rigtigt pænt også, var tændt lige til det rette niveau. Springvandet lavede vi om uden at lykkes (minus 13), spring-ro-spring lavede vi om (han sprang direkte tilbage første gang, minus 3) og ellers blev der kun trukket 2. Ærespladsen var helt uproblematisk. Meget tilfreds fører også her.
Netto 82 point og 3. vinder.
Megan og fører i venstre spiral (foto: Majbrit Bengtson)
Endelig blev det Megans tur, hun skulle op som nr. 2 i Championklasse. 2. øvelse var slalom og 4. var venstre spiral og hold da op, hvor hun hang. Spiralen lavede jeg om, fordi jeg ingen kontakt havde og kom i tvivl, om jeg gik rigtigt. Der var også en anden ommer og nogle småting, men netto 85 point var ok i dag.
Fokus den kommende uge frem til DM er starter, starter og starter. For som sidste år er det dér ,vi kan vinde eller tabe prøven.
Stemningen omkring prøverne i dag var fantastisk. Jeg kendte de fleste af deltagerne og der blev hygget godt, der var ivrigt interesse, for det der foregik på banen, banegennemgangene var hyggelige og feedbacken præcis og anvendelig. Præmierne var i den rigtigt flotte ende, alle fik noget med hjem.
Vi er rigtigt mange der gerne kommer igen næste gange Lene arrangerer en prøve!
1 kommentar:
Jeg takker mange gange for rosen. Resultaterne er helt din egen fortjeneste, så stort tillykke med de tre placeringer :-)
Send en kommentar