søndag den 21. maj 2017

Rally i Årslev – og om at have det rigtige fokus

Jeg fik ikke taget fotos i Årslev, så her er et taget ret kort tid efter at jeg kom hjem!

I går gik turen til arealet ved Årslevhallen på Fyn, hvor jeg både skulle op i rally med Max og Lille Bjørn, og dømme begynder, junior og øvet klasse.

Først vil jeg rose DKK Kreds 3 for det flotte arrangement, og i rally sammenhæng Dennis og hans dygtige hjælpere, som både i forløbet op til arrangementet og ved afviklingen i går havde helt styr på det hele. Det er virkelig en fornøjelse at være dommer, når det administrative og praktiske omkring prøven bare fungerer. Tak for det!

Jeg startede med Lille Bjørn på en bane designet af Trine med fint flow, en temmelig perfekt bane for os. Desværre fik vi ikke godkendt bak på højre side, og vi mistede dobbeltspring ro, da han rev den anden forhindring. Da springet også indgik senere på banen i dobbeltspring, mistede vi også den øvelse. Der udover en håndfuld ommere. Men men men, han havde virkelig en god attitude, pustede noget fordi det måske var lidt lummert for ham, men havde godt fokus under prøven, selvom han under opvarmningen var meget optaget af det sammenrevne græs, der lå alle steder. Så selvom det blev til IB en meget fin præstation af Lille Bjørn, som virkelig arbejder godt og fokuseret.

Max gik fint efter en lidt tøvende start. Jeg synes i al ubeskedenhed, at jeg lavede et rigtigt flot stykke førerarbejde, og jeg har fået tilbagemeldinger om, at det tydeligt kunne ses at Max var på, på den rigtigt gode måde. I det fristende 8-tal opdagede jeg, da jeg var gået 3 ½ omgang, at der var noget galt, og tro mod mit fokus – at holde Max’ fokus og få et godt flow - fortsatte jeg uden at overveje at lave øvelsen om. 86 point med en selvvalgt 10'er og rigtig god kontakt med Max, det var et resultat som jeg er overordentlig tilfreds med!

Derefter dømte jeg begynder, junior og øvet med masser af superflotte præstationer - jeg havde en lille præmie med til den 6. begynder, som var min rallybedømmelse nr. 1.500 :-)

Mine baner ligger her.

Prøverne kvalificerer både til DM og Årets Hund, så her er de helt uofficielle lister.


Lille Bjørn ligger lunt i svinget til DM, Max er på 24. pladsen, og det er ikke helt godt nok …


Årets Hund, der ligger Max fint, Lille Bjørn kunne godt bruge en top 10 placering til.

De næste prøver er Esbjerg på torsdag (tæller til DM og Årets Hund), samt Vejen 11. juni (dobbeltprøve, tæller begge til Årets Hund).

Ingen kommentarer: