Jeg har derfor de sidste par uger forsøgt at køre et cirka ½ times program sidst på eftermiddagen, så alle hundene bliver trænet lidt; jeg forsøger at lægge en plan for hver hund, men har jeg ikke det improviserer vi. Det skal dog helst skemalægges, så jeg får dækket de forskellige øvelser på en hensigtsmæssig måde.
Otto på 10 år er også med, men det er kun for hyggens skyld :-)
Øvelserne er en blanding af LP (delmomenter), rallyøvelser og fri shaping, som jeg pt. bruger på alle hundene for at fremme kreativiteten.
Dagens program blev gennemført i haven med vådt græs, 5 grader og begyndende mørke.
Før jeg fortæller om dagens program må jeg dog lige undtagelsesvis fortælle om vores aftensmad:
Til forret fik vi en anretning med:
- Ristede græskarkerner med havsalt
- Løgismoses hjemmerøgede laks med Crème fraîche creme med basilikum og rosa peberkorn
- Kogte vagtelæg
- Dertil Freixenet Dulce
Til hovedret:
- Stegt andebryst marineret i brown ale og sød sherry.
- Sprødstegte kartoffelskiver med knasende krydderurter
- Stegte hokkaidostrimler
- Grønlangkål sauteret i fløde med æble eddike og honning
- Dertil Merlot 2004 fra Ella Valley Vineyard, Israel
Så kunne jeg ikke mere, men Kirsten kunne lige få plads til en chokolademousse fra Løgismose :-)
Og så noter fra dagens træning.
Først Lille Bjørn:
- Kirsten hjalp med næseprøven, hvor vi bortset fra at afstanden til næseprøvepindene kun var 5 meter gennemførte en fuld LP3. Det var bare en fornøjelse at se Lille Bjørn arbejde i denne øvelse: Han søgte fra venstre mod højre, tog nr. 1, 2, 3 og 4 i munden og smagte på dem, og vendte så tilbage til nr. 3 (den rigtige) og bragte den ind, og sad med den til han fik klik. Derefter prøvede vi LP1 med to genstande med pæn afstand, først den rigtige til venstre. Den tog Lille Bjørn bare og kom ind med den; da han ikke havde været ude ved den højre byttede vi lige om på dem. Og så måtte konstatere at Lille Bjørn ikke gad den øvelse mere: Han løb hen til den ene genstand (den uden fært) og begyndte så at løbe væk fra genstandene; på en ekstra ”find” kommando kom han dog tilbage og fandt den rigtige og kom ind med den. Men jeg burde naturligvis have tænkt på at han ikke gad de gentagelser …
- Så tog vi et LP2 frem- og tilbagespring. Jeg måtte lige tage mig i at prøve at få ham i plads i begyndelsen (det var KUN springet der skulle trænes), så fra stå fik han kommandoen ”spring” og sprang flot, og næsten samtidig med ”tilbagespring” var han på vej tilbage og endte i flot plads. Super!
- Så tog vi nogle rally øvelser: ”Sit foran, højre rundt og stop” samt ”Sit foran, venstre rundt og stop” – ingen problemer når man må bruge håndtegn og træde lidt tilbage for at få hunden i sit :-) Derefter skulle vi have ”Stop- gå rundt om hunden”; det var lidt sjovere, for da jeg kom cirka 120 grader rundt rejste Lille Bjørn sig. Så vi måtte lige arbejde med at klikke for at blive siddende, så jeg kunne arbejde mig gradvis rundt. Det svære punkt er lige efter 180 grader, så vi skal have trænet dette noget mere.
- Til sidst tog vi lige 3 minutter fri shaping, hvor jeg arbejder med at han tilbyder venstre drejning af hoved og efterhånden også krop. Nu holder han hovedet to minutter i ca. 110 graders vinkel før klik – det er en hjemmeopgave på klikkertræneruddannelsen.
Så blev det Megans tur:
- Først en LP2 apportering med metalapport (for at hun skulle vænne sig til den). Det blev en meget skæv plads …, hvornår lærer jeg at holde afslutningen adskilt fra resten af øvelsen når vi træner :-(
- Så en LPE apportering, og det gik super bortset fra en skæv plads – se foregående punkt.
- Så tog vi lige nogle rally øvelser. Jeg har tilmeldt Lille Bjørn en prøve 14. december, og så skulle Megan også lige meldes til, så vi skal lige genopfriske nogle øvelser. Vi tog lige ”STOP - Sit foran - Højre rundt til Plads”, ”STOP - Sit foran - Venstre rundt til Plads”, ”STOP - Dæk - gå rundt om” (2 gange) og ”STOP - Stå, gå rundt om” (2 gange) og det gik fint – Megan har ikke udført de øvelser i mange måneder, og hun var tydeligt opmærksom, og fik masser af belønninger. I sidste øvelse hvade vi nogle indledende forvirringer, fordi Megan dækkede på stå-kommandoen, så den måtte vi lige indøve forfra. Og så skal jeg virkelig passe på kropssproget, nu vi arbejder med fri shaping, for hver gang jeg bevæger mig fx for se på hende, tilbyder hun adfærd.
- Så vores 3 minutters shaping, hvor Megan er blevet super til at tilbyde mange flotte stillingsskift, og hvor jeg snart skal have sat nye kommandoer på primært stå-dæk, dæk-stå, sit-dæk og sit-stå.
- Til sidst legede vi med Megans Kong Wubba, som hun er helt pjattet med :-)
Til sidst Otto:
- Han er blevet glad for springet, så jeg stod nu ved siden af springet og forsøgte at få et frem- og tilbagespring uden håndtegn. Det gik fint nogle gange, men så gik han i stå ved tilbagespringet og peb, og tog så nogle sjove høje spring over springet: han sprang nærmest op på stedet og fløj over. Så prøvede jeg at stille mig foran springet som til LP2, og efterhånden fik jeg med hjælp med håndtegn et frem- og et tilbagespring.
- Shaping er lidt ensformig med Otto, fordi han i princippet kun tilbyder tre typer adfærd: at sitte, at bakke og at pibe. Så jeg arbejder nu med – ret ambitiøst! – at få ham til at dække. Det er ambitiøst fordi vi aldrig har kunnet få ham i dæk, end ikke med lokning. Så nu forsøger jeg ved at klikke for nedad bevægelser når han sidder, det blev til 12-15 klik på 3-4 minutter, så må vi se hvad det udvikler sig til.
Når jeg skriver dagbog efter træningen bliver jeg lidt imponeret over hvor meget man kan nå på en god halv time – herligt!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar