Så i år er stilen lagt helt om. Jeg træner meget mindre, men meget mere effektivt. Og jeg konkurrerer også meget mindre, og er slet ikke så fokuseret på resultater, som jeg var før. Ikke sådan at forstå at jeg er ligeglad, men ud fra en erkendelse af, at det ud fra min nuværende situation med både Megan og Lille Bjørn, er meget vigtigere at hundene får gode oplevelser til prøverne, end at jeg prøver at ”hente nogle flere point”.
Så som det ser ud lige nu skal Megan op til syv prøver i år, og Lille Bjørn til seks, muligvis kommer der 1-2 mere til, men det er også det maksimale.
Og selvom træningen selvfølgelig ikke sker helt vilkårligt i forhold til prøvetidspunkterne, så kan jeg mærke at jeg selv har det rigtigt godt med at betragte prøverne som statuspunkter frem for punkter, der kræver resultater.
Næste statuspunkt for Megan er 1. juni, hvor hun og jeg skal debutere i Eliteklassen. Jeg har stor respekt for Eliteklassen, og jeg véd at det er detaljer der skiller mellem høje point, point og ingen point. Mit udgangspunkt er selvfølgelig, at vi kan øvelserne til træning på et tilfredsstillende niveau; men omvendt ser jeg også prøven som en god mulighed for at konstatere, hvor langt vores ”tilfredsstillende” er fra noget som kan give point i Eliteklassen. Så selvom der er meget som vil være langt fra idealet til prøven, så er jeg indstillet på at tage det som en oplevelse.
Fokusområdet til træningen i dag i Jersie var generelt nedtrapning af belønninger i form af godbidder. Både ved at Megan får færre godbidder, når jeg bruger dem, og også helt at undlade godbidder mellem øvelser. Megan kigger underligt på mig når hun kan se, at hånden ikke ender i godbidslommen efter at hun er blevet rost, men så er vi klar til næste øvelse, og indtil videre har det fungeret fint med to øvelser og så belønning.
Jeg kan mærke at der er mange af øvelserne, hvor forkommando, starttempo og mange detaljer bare sidder på rygraden, og det giver en helt anden mulighed for at udstråle den ro, som Megan har brug for.
- Stå, sid, dæk kører nu til træning fint hver gang
- Fremsendingen fungerer fint de fleste gange, men engang imellem er det som om Megan står og tænker og først efter lidt tid begynder at reagere, og så løbe i en bue ud til feltet, men hun ender altid midt i det
- I indkald med stå og dæk er ståen temmelig sikker (håndtegn), mens dækken (verbal) er lidt mere haltende, men det er noget vi arbejde med.
- Fjernkontrollen er også blevet meget bedre. Hvis jeg husker mine indåndinger og ikke stresser i kommandoerne kommer der nogle rigtigt flotte skifter.
- Fri ved foden går også meget bedre, men jeg véd der er langt op til Elite-niveau endnu.
Så det var en rigtig god gang træning med Megan.
Jeg havde også Lille Bjørn med, og hvis jeg havde resultatforventninger til hans debut i LP2 den 20. juni kunne jeg godt blive lidt nervøs. For han ville stort set ingenting. Han ville snuse, han var ikke interesseret i godbidder og favorit frisbee’en kunne lige få ham op i omdrejninger til et enkelt LP1-indkald. Apporten luntede han ud til, samlede op, gik tre skridt tilbage og smed den ... Så jeg stoppede hurtigt træningen med ham.
Hjemme igen, efter en times tid, kiggede han sådan på mig, og jeg gik ud og hentede apporten, og pludselig ville han meget gerne arbejde: en super apportering og nogle flotte stillingsskift inden vi stoppede.
Så jeg må virkelig gå i tænkeboksen med hensyn til træning med Lille Bjørn i Jersie. Det er efterhånden flere gange, hvor det slet ikke har fungeret med ham der. Jeg tror jeg finder et andet sted i Solrød til lidt træning lørdag eller søndag, for at se om det ændrer på motivationen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar