En herlig tirsdag morgen
Der har været en masse hunderelateret, men næsten ikke træning med egne hunde :-(
Mandag havde jeg mine tre LP-hold, og de kom fuldtalligt! Herligt!
Onsdag fyldte Otto 14 år. Han er den ældste hund vi har haft, og stadig rask og rørig. Jeg blev lidt nostalgisk da jeg kiggede på fotos fra gamle og læste om nogle af hans flotte resultater.
Om aftenen startede Anita og jeg sammen nogle rallyhold i Sydkystens Hundeskole. Det var Anitas debut som instruktør og det gik da helt fantastisk godt! Det havde jeg bestemt også regnet med, og det er skønt når selv meget høje forventninger bliver indfriet!! Anita og jeg er gået i planlægningsmode med nogle hold i Osted.
Torsdag var der generalforsamling i Sydkystens Hundeskole. Der havde været varmet lidt op til dagen inden, da jeg skulle have de sidste underskrifter fra Charlotte og Camilla, som begge stoppede i bestyrelsen. Det var bestemt også vemodigt, for de har begge været med til at skabe grundlaget for Sydkystens Hundeskole, og Camilla har på flere punkter været afgørende for den positive udvikling.
Jeg er den eneste med mere end 2 måneders anciennitet i den nyvalgte bestyrelse, så der er virkelig tale om en ny start – men på en helt anden måde end den oprindelige start for 2½ år siden. For Sydkystens Hundeskole er nu veletableret, har fem igangværende instruktører og seks ansøgninger om at blive instruktører til behandling - der kommer til at ske en hel masse. Og så er der sammensat en meget slagkraftig bestyrelse, som jeg glæder mig rigtigt meget til at arbejde sammen med: Lonni Prirsching, Dil Bredholt, Nina Synnest, Merete Marx Stenaae og Christina Ulrich Pedersen.
I dag havde vi så ugens anden fødselsdag: Lille Bjørn blev 5 år. Jeg synes jeg har nået en masse med ham allerede, og så tænker jeg alligevel – at det er nu det virkeligt sjove skal til at begynde: ekspertklasse, championklasse, LP3 mv. Jeg var i hallen med alle tre hunde og trænede 20 minutter med hver. Træningen med alle gik godt, men med Lille Bjørn var jeg ekstra ovenud tilfreds. Selvom der naturligvis blev snust en del, var han totalt fokuseret i alle øvelserne: næseprøve (supersøg og tæt på perfekt aflevering), springapport (afleveringen bliver bedre og bedre), fremsending (jeg viste feltet, startede ham korrekt på 20 m, og han spurtede direkte ud), positioner under gang (sit skal vi have set på …), ”fælles”dæk (30 sek., 1 min og 1:50 i skjul) samt endelig 6 flotte stillingsskift, hvor han max rykkede 15 cm i alt. Jeg kørte MEGET tilfreds fra træningshallen.
Weekenden bliver med hundefri lørdag (to formiddags rallyhold blev aflyst), hvor vi har nogle Københavnsplaner, mens søndag bliver meget hundefokuseret. Jeg skal træne med Max og Lille Bjørn lørdag morgen i hallen, om eftermiddagen er der interviews med to trænerkandidater og eftermiddag og aften skal Megan og jeg på fri ved fod kursus hos Nette. En meget lovende weekend.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar