- Mandag undervisning af 3 LP-hold
- Tirsdag samtale med en instruktørkandidat og lidt træning med Lille Bjørn
- Onsdag undervisning af 2 rallyhold sammen med Anita
- Torsdag træning på to LP-hold hos Johanna med Max og Lille Bjørn
- Fredag – ingenting planlagt, men da Christina skulle i hallen kl. 16 og ikke havde nogen nøgle, tog jeg ud med nøgle samt Megan og Lille Bjørn og trænede lidt
Men selvom der er mest fokus på Bjørnen er Max og Megan bestemt ikke glemt i træningsmæssig sammenhæng.
Det er interessant som nogen ting gentager sig, og det lige tager lidt tid at erkende det.
Og det er påfaldende at mange af de kommentarer jeg får til min egen træning til forveksling ligner de kommentarer jeg giver mine kursister!
Max har jeg haft en spændende uge med. Selvom jeg godt vidste at 9 måneder måske kunne være en kritisk alder, tænkte jeg ikke specielt over det før til træningen i går; dækken, hvor jeg havde valgt at holde os væk fra de andre deltagere – gik helt i fisk. Max kunne ligge et par sekunder, begyndte så at pibe; jeg afventede stilstand, og han rejste sig uden at have været stille et splitsekund. Jeg har fået nogle ideer til at arbejde med denne øvelse hjemme.
Nogle af vores hvalpefavoritøvelser fungerer fantastisk (Paul tænk lige over det!): Balje, moveon, pole, slalom. Spring er ok og indkald er nogenlunde. Men når der kræves fastholdelse af position sker der alt muligt indenfor kort tid. Hvilket naturligvis er træneren der ikke har tænkt sig om.
Og så er der det med alderen. Jeg kunne ikke lade være med at spekulere på hvordan Lille Bjørn havde været da han var 9 måneder, som Max lige er blevet. Jeg faldt lige over en note fra træning hos Karen Frost sidst i oktober 2007, da Lille Bjørn var 8 måneder: ”Træn ikke noget nyt med ham nu, kun det han allerede kan!! Han er 8 måneder og der sker alt muligt andet med ham lige nu.” Gad vide om det også gælder for border terriere?!
Da jeg kom hjem fra dagens træning i hallen trænede jeg lidt med Max, og hvad skete: fantastisk stå, hvor jeg kunne gå væk fra ham. Og dæk i 10 sekunder på 5 meters afstand uden at han sagde en lyd. Hmmmm.
Megan var efter søndagens fri ved fod kursus med for at træne … fri ved fod. Jeg havde stillet en masse kegler op, og ville gå sjov fri ved fod. Det lykkedes bestemt ikke. Indtil Christina kommenterede, at jeg virkede lidt kedelig (jeg mener jeg sagde det samme til et par kursister i går!) – og da der kom gang i føreren kom der sandelig også gang i Megan, som pludselig havde fuldt fokus på ham den interessante person ved siden af hende :-)
Og så Lille Bjørn. Han er bare så lækker – han er nytrimmet – og ser totalt nuttet ud. Men det skal man ikke lade sig narre af. Han er stadig 110 % terrier og klar til at fokusere på spændende trænere eller farlige border collie hanner. Og han har også fået trænet med en tæve, der netop var kommet i løbetid. Ja, jeg opsøger helt bevidst muligheder for at hæve kriterierne.
På andre områder er det basale detaljer vi arbejder med. Lille Bjørn er kommet rigtigt langt med apportering – nu er han glad for apporten, og vi arbejder med afslutningen: at holde fast når jeg bukker mig ned, og blive siddende når jeg tager apporten. Det har vi fået tips til at arbejde videre med – bliv-kommandoen er også anvendelig her :-) Noget à la: Bliv - bukke mig ned – bliv – tage apport – slip – klik – beløn – fri. Der kom resultater med det samme.
Og så havde jeg også brug for input til indkald med stop. Resultat blev at jeg dropper legetøjet og bruger kast af godbid, og Lille Bjørn stopper nu flot. Hvis jeg får timet mit klik bliver det fantastisk!
Det går rigtigt godt med LP-øvelserne i øvrigt:
- Fællessit – jeg havde hævet kriterier til 1:15 i går, og han lagde sig efter 1:10. Han blev sat op, og klikket efter 30 sekunder.
- Fællesdæk – vi fik arbejdet med skjul i går igen, og var oppe på 1 min. I dag lå han eksemplarisk ved siden af Tempo, og jeg var ude i 15 sekunder.
- Fri ved fod har vi stort set ikke arbejdet med
- Stillingsskift. Det går virkelig godt. Der har været nogle situationer hvor han hoppede frem i starten af øvelsen, men når jeg har hans fokus tager han skiftene første gang og de er knivskarpe. Det er ved at være en favoritøvelse :-)
- Dirigeret apportering. Vi har lavet to fulde øvelser, og han bliver mere og mere sikker i øvelsen.
- Springapport. Der har været et par knaldapporter, så jeg belønner for at blive i position igen, og ellers er det kun afslutning jf. ovenfor vi arbejder med.
- Positioner under gang har vi ikke arbejdet med
- Indkald – se ovenfor
- Fremsending. Jamen hvad skal jeg sige? Han kan øvelsen, men bliver let distraheret af duftene i gulvtæppet. Jeg regner med at vi får styr på dette når vi kommer udendørs
- Næseprøve – har vi ikke arbejdet med
Og jeg må altså prøve at gøre ligesom jeg siger til mine kursister at de skal gøre :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar