Onsdag morgen på Solrød Strand
Hvad er sjovest: træning eller prøver?
Træning er en forudsætning for prøver (med mindre man er helt unik). Træning bruger vi normalt meget meget mere tid på end prøverne. Træning er noget løbende, daglig/ugentlig – noget vi formentlig og forhåbentlig synes er givende og udviklende samarbejde med vores hund.
En LP-prøve varer måske 10-30 minutter, en rallyprøve 2-6 minutter.
De fleste af os træner for at nå nogle mål og mange af målene har noget med resultater ved officielle prøver at gøre. Mange når deres mål, mange når dem ikke. Glæden eller ærgrelsen afhængig af resultater kan være stor og fylde meget, men med mindre man er meget rabiat. må man glæde sig over det man når, og justere målet hvis det ikke er realistisk at opnå de tidligere opstillede mål.
Min lydighedsquiz for 2014 indeholder indirekte nogle forventninger til mål, jeg vil nå:
- Certifikater til Max på udstilling og i rally og til Megan i rally
- 1. pr. til Max og Lille Bjørn i LP3
- DM kvalifikationer til alle hundene
Uanset resultater vil det ikke ændre min opfattelse af hundene, men sandsynligvis min opfattelse af mig selv som træner …
Men jeg har naturligvis ikke meldt til en masse konkurrencer, fordi jeg er helt ligeglad med resultaterne. For selv om træning er sjov, er det nu også sjovt at gå til prøve, og finde ud af hvordan niveauet rækker i en officiel konkurrence. Så nu hvor prøvesæsonen for alvor går i gang gør træningsindsatsen det også, så vi kan få samling på de mange momenter og øvelser, der indgår i en officiel prøve.
Den sidste uge har været den mentale start på prøvesæsonen for mit vedkommende:
- Årets debut på græs i Jersie i søndags sammen med Anita
- Selvtræning i mandags med Max inden mit LP-hold. 45 minutters intensiv træning, hvor specielt nogle meget flotte positioner under gang, en tæt på perfekt springapport og et superflot indkald med stop føltes godt. Og så var det dejligt at jeg huskede at variere træningen, så vi fik en masse rallymomenter og øvelser i imellem. Og NUL lyd fra Max
- Tirsdagens træning hos Susanne først med Max, hvor vi (Susanne, Max og jeg) specielt havde fokus på belønningsstrategi (ekstern belønning og placeringen af den) og træning af afslutning på næseprøve/apport (fastholde og bevægelse med fastholden uden at tygge).
- Lille Bjørn har jeg nogle udfordringer med. Stillingsskiftene, som virkelig har været meget skiftende, er nu lidt nede i en bølgedal, selv dæk-sit hopper han frem i. De skæve pladser og det at fastholde indtil jeg tager apport/næseprøve er et andet fokusområde. Til gengæld laver han fællesøvelser, indkald og positioner under gang, så det er til at få tårer i øjnene af.
- Onsdagen var ren undervisning med to rallytimer. Jeg ville ønske jeg kunne have Megan og Max med, for det var sjovt nok nogle forløb jeg ville elske at træne med dem. Men selvfølgelig gør undervisningen mig klogere på min egen træning.
- Torsdag stod den kun på lidt kaffesøg med Max.
- Fredag var helt træningsfri
I morgen har vi i Sydkystens >Hundeskole arrangeret kursus i færdighedsprøver med Johanna. Derefter går turen til Malmø for at se Sandra og >Christians nye lejlighed.
Søndag går turen til Benløse for at træne LP med Max, og eftermiddagen bliver i border terriernes tegn, hvor 20 hunde fra kennel Borderhouse mødes i hallen og får introduktion til træning af Merete og mig. Max er demohund og Kirsten går med på holdet med en ung hund fra kennel Borderhouse.
Den 22. marts skal både Max og Megan til LP-prøve, så næste uge er der indlagt flere træningsseancer med fokus på rally for de to.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar