Viser opslag med etiketten Årets Hund 2024. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Årets Hund 2024. Vis alle opslag

lørdag den 28. september 2024

Møf & Max


Paul malet af Iris Bakker

For et stykke tid siden blev det klart, at Max og jeg ville kvalificere os til finalen i Årets Hund i Rally 28. september 2024 på Vilhelmsborg. 

Jeg bookede bord på Møf 27. september og overnatning på Hotel Atlantic – kriterier: man må have hund med, gåafstand fra Møf. 

Jeg skal spare læserne for alt det udenoms, her handler det om præcis det overskriften siger: Møf & Max. 

Møf har jeg besøgt syv gange inkl. i går, og hver eneste gang lover jeg mig selv at komme igen. Fordi maden er fremragende, der er et fantastisk udvalg af vine og betjeningen er personlig og ekstraordinær. 

I år fylder Møf 10 år, det bliver fejret i september med en menu med udvalgte retter fra de første 10 år.

Jeg fik:

Velkomstdrink og snacks

Rørt tatar med syltede bøgehatte, karljohan
mayonnaise, croutons og salat (2014)

Blæksprutte med spicy harissa, flæskesvær,
piment d’espelette og tomater (2023) 

Figenblad is med naboens blommer bagt i hibiscus,
sensommerbær og fennikelsmåkage (2018)

Man skal ikke gå ned på manglende vin!

Jeg var heldig at Makaya, som jeg mødte første gang 31. maj 2024  igen stod for vinen, og jeg fik smagt på en stribe skønne vine:
  • Weingut Klenk/ Cuve Kollektiv Pet Nat Riesling 2023
  • Champagne Piollot Come de Tallants
  • Spätburgunder 2021 (?)
  • Nada Langhe Nebbiolo 2022
  • Huber Verdereau Pommard 1er Cru 2012
  • Osthofen Steinmühle Riesling Trocken
  • Kaufmann Rheingau Riesling Kabinett 2022
  • Azimut Penedès Brisat Orange
Jeg kunne skrive en masse om maden og vinen, men ærligt talt synes jeg bare jeg vil skrive: 
  • mad tilberedt med kærlighed og omhu
  • velvalgte og utraditionelle vine
Det er en god kandidat til mit bedste måltid nogensinde.

Det var jo en fødselsdag, så jeg havde en gave med til Kristine og Michell, de to ejere, og jeg vidste på forhånd, at de også havde en gave med til gæsterne:

”Vi er selv kommet i gavehumør og derfor har vi inviteret den talentfulde Iris Bakker forbi restauranten til en kunstnerisk aften. Møf vil gerne forære jer gæster et unikt portræt kreeret midt i vores restaurant. Den 27. september kommer hun og maler alle de gæster der spiser i restauranten den aften. Hun maler portrætter med en speciel teknik hvor hun ikke kigger på papiret og kalder det blind maling.” 

Jeg blev helt blæst omkuld. På ganske få minutter havde Iris (hjemmeside) malet det fantastiske portræt, som I kan se ovenfor.

Jamen, det er helt vildt så dygtig hun er! Tusind tak for denne unikke gave! 

I dag stod den på finalen i Årets Hund.

   

 Tusind tak til Stine som filmende os. 

Der var virkeligt mange flotte momenter, bl.a. skift side foran - med ekstra tydeligt tegn pga. Max’ nedsatte syn – men der var også øvelser, hvor jeg ikke vandt kampen mod underlaget, som Max var meget tiltrukket af i dag.

 Jeg var lidt skuffet bagefter – det må man godt være – og coachede mig selv inspireret af min ”rigtige” coach: 

Q: Hvorfor er du skuffet? 
A: Jeg havde håbet på/regnet med bedre kontakt mellem mig og Max 
Q: Hvorfor havde du ikke den kontakt, du havde håbet på/regnet med? 
A: Max var meget tiltrukket af underlaget og jeg kunne åbenbart ikke konkurrere med det 
Q: Gjorde Max sit allerbedste? 
A: Helt bestemt! 
Q: Gjorde du dit bedste? 
A: Helt sikkert - jeg støttede uanset hvad der skete
Q: Så du er skuffet fordi …? Eller skarpere: Så du er skuffet fordi Max gjorde sit bedste og du gjorde dit bedste, og det ikke var tilstrækkeligt? 
A: Jamen … 

Tak til Christine, Pernille og Ivan for dette fantastiske foto!

Max 13 år 3½ måned og jeg gik finale i Årets Hund i rally, vi ydede vores bedste, og vi endte som Årets Hund nr. 8. 


Jeg er megastolt af Max og mit samarbejde gennem over 13 år og det flotte resultat ved vores sidste store prøve.


Jeg har til aftensmaden og mens jeg har skrevet dette indlæg. forkælet mig selv, det synes jeg at jeg fortjener :-), med den skønneste Champagne!



onsdag den 25. september 2024

Sommelieruddannelse – Mental træning – Max & Otto

Aftenens træning Uva Mira Shiraz 2018 (Stellenbosch) og
Eberle Steinbeck Vineyard Syrah 2020 (Californien)

Sommelieruddannelse 

Den 12. marts i år gik jeg i gang med sommelieruddannelsen på Vinakademiet. I går gennemførte jeg den tiende af de i alt 21 undervisningsgange, hvor den sidste er eksamen den 25. februar 2025. 

Vi får en omfattende, detaljeret og inspirerende gennemgang af alt muligt i relation til det, at være sommelier. Fokus er på vin i meget bred forstand:
  • fremstilling af vin generelt, herunder det botaniske, vindruens udviklingsfaser, sygdomme, opbinding, beskæring osv. osv.
  • vinfremstilling, vindistrikter, druer og vintyper i de klassiske lande og en række nye lande,
  • særskilte dage om Champagne og andre mousserende vine, søde vine, hedvine, øl, spirituosa
  • mad og vin, herunder tilberedningsmetoder og råvarers betydning for vinvalget
  • defekter i vin
  • dekantering af vin
  • og ikke mindst analyse af vin og bedømmelse af vin 
Alt sammen med de allerbedste undervisere, man kan tænke sig. 

Det har for mig været en drøm at komme i gang med uddannelsen, og mine forventninger er allerede indfriet i høj grad, og vi er kun halvvejs. Jeg havde ønsket at få et dyberegående kendskab til vin i bred forstand og ikke mindst lære at smage på vin og kunne sætte ord på, hvordan vinen smager og hvordan jeg vurderer den. 

Jeg har meget at lære endnu, men hele fundamentet er der, og i det videre forløb er det ”bare” at lytte og lære, og ikke mindst læse, repetere … og træne det at bedømme vin. 

Jeg anvender herhjemme Coravin, som muliggør at drikke vine glasvis uden at trække proppen op af flasken. Vinen der tappes erstattes med argon, så vinen i flasken kan gemmes uden at blive påvirket af ilt. Det er perfekt for mig, der gerne vil smage ét eller to glas forskellige vine, uden at skulle åbne en flaske hver gang. 

Rent praktisk betyder det at jeg i mit regneark med vinlager har en kolonne, hvor jeg noterer dato for tapning af første glas, og nu har mulighed for at smage den samme vin 5 gange (med et typisk glas på 15 cl.). 

Jeg bruger det strukturerede skema, som vi skal bruge i forbindelse med uddannelsen, og bliver i sagens natur bedre og bedre og hurtigere og hurtigere til at kunne gennemføre analysen:
  • Udseende: klarhed, farveintensitet, farvenuance
  • Duft: renhed, duftintensitet, aromaudvikling, aromakategorier og aromaeksempler
  • Smag: Sødmegrad, syre, tannin, krop, smagsintensitet, aromakategorier, aromaeksempler, alkohol, eftersmag
  • Konklusion: 
    • kvalitet
    • potentiale 
    • druesort
    • alder/årgang
    • oprindelse
    • serveringstemperatur
    • mad/råvarer 
Det lyder omfattende og det er omfattende, vi skal kunne gennemføre 4 analyser på 30 minutter, så det gør vi 😉 

Det er for mig en fantastisk gave at have lært at arbejde så systematisk med det at smage en vin. Jeg har smagt mange vine i mit liv, men jeg har aldrig prøvet på en så struktureret måde at været tvunget til at analysere en vin, kunne argumentere for analysen og omsætte analysen til en kvalitativ vurdering.

Kvalitetsvurderingen er baseret på en vurdering af vinens Balance, Længde, Intensitet og Kompleksitet, og munder ud i en bedømmelse på en 6-trins skala: Defekt, Dårlig, Acceptabel, God, Meget god, Fremragende. 

Bemærk at det ikke handler om, hvor vidt jeg kan lide vinen eller ej, det er om ikke en 100 % objektiv bedømmelse, så dog en bedømmelse, hvor det subjektive element er ret begrænset. Så det er ikke et spørgsmål – ikke i første omgang i det mindste 😊 – om vinen falder i min smag.

En flot og værdsat vingave

En uventet men kærkommen bieffekt af sommelieruddannelsen er, at jeg af omsorgsfulde gavegivere får vingaver, hvor der virkelig er tænkt over indholdet. Med få dages mellemrum fik jeg gaver, med flere flasker, hvor giverne havde talt med vinhandleren om hvem der skulle modtage den, og hvor det er tydeligt at der er tænkt over sammensætningen. Det sætter jeg kæmpestor pris på, og det giver et ekstra element af glæde, når jeg skal smage vinene.

Mentaltræning 

Jeg skrev i mit forrige blogblogindlæg Mig, Hunden, Opgaven om et spændende webinar med Rasmus Bagger. Jeg har i forlængelse af det søgt om at komme på Mental Trainer Practitioner™, og i går fik jeg at vide at jeg er optaget. 

Hvad omfatter uddannelsen? 

”Mental Trainer Practitioner™ er den perfekte grunduddannelse for dig, der er nysgerrig på det mentale univers' ubegrænsede muligheder. Dette certificeringsprogram er designet til at give dig både den teoretiske viden og de praktiske færdigheder, der er nødvendige for at arbejde professionelt som mentaltræner. Uanset om du arbejder med atleter, erhvervsfolk eller personlig udvikling, giver Mental Trainer Practitioner™ dig et solidt fundament i mentaltræningens kerneprincipper.”

Som flere har sagt til mig: Det er lige dig 😉 

Uddannelsen består af 4 moduler à 2 dage, som jeg regner med at gennemføre i perioden 7. november til 31. januar. 

Meget apropos publicerede jeg i søndags det seneste Podcast indlæg i Et hundeliv ❤️ Her fortæller Channie Elmestedt om Mentaltræning.

Hundetræning

Hvad nu med hundene? 

Bare rolig, de er ikke glemt! 

Max og jeg tager en sidste drengetur til Århus fredag-lørdag, for at deltage i finalen i Årets Hund i rally på lørdag på Vilhelmsborg. Vi har prøvet det en del gange før, og det en dejlig måde at slutte af på.

Jeg har trænet lidt med de langsomme, tydelige armbevægelser og håndtegn, og det ser ud til at fungere. Vi finpudser med lidt træning i morgen. 

Ellers bliver det er forhåbentlig superhyggelig tur med færge til Århus, middag på Møf, overnatning i centrum og stille og rolig start på dagen inden vi tager til Vilhelmsborg. 

Det er 10. år i træk Max er til finalen i Årets Hund. 

DM først på måneden, ÅH sidst på måneden. Det er en fornem afslutning på en meget lang karriere i mange forskellige discipliner, og det er dejligt at slutte i den disciplin, som ubetinget har fyldt mest. 

Flaget blev brug til rally i februar 2024 (foto: Liv)

Liv har opdateret Max’ mesterskabsflag, det kommer med i weekenden, så vi kan få taget nogle gode billeder 😊 

Træning hos Shandi, skønt fokus fra Otto (foto: Shandi)

Otto er kommet i centrum nu, både træningsmæssigt og konkurrencemæssigt. Vi er tilmeldt en del prøver i rally, vi har enetimer hos Karina og er i sidste uge startet på ugentlig holdtræning hos Shandi (Hund og Glæde Hundeskole), det er skønt at være i gang igen, og på et superhyggeligt hold med gode og alsidige træningsoplæg. 

Ulven Paul :-)

Desuden er jeg begyndt at træne Freestyle med Otto, som jeg nævnte i Nørderi. Det er hyggeligt at træne det ved siden af rallyen, og jeg glæder mig meget til at præsentere det i større sammenhæng. 

PS:

Jeg skal da også lige nævne til allersidst, at jeg i sidste uge var på mit allerkorteste besøg på Dermatologisk Afdeling på Roskilde Sygehus. Jeg er nu helt stoppet med medicinering efter mit sygdomsforløb, så for første gang i over et år tager jeg ikke piller! Jeg skal naturligvis være opmærksom på eventuelle tilbagefald, men hvis der intet uventet sker, bliver jeg pr. 14. januar 2025 erklæret symptomfri.