Facebook søndag morgen: Godmorgen! Vi ventede lige 5 minutter så en regnbyge kunne passere. Htm-træning fra morgenstunden, sandhedens time nærmer sig hastigt 😨
Debut, fr. début opr. jouer de but ‘indledende stød’, ‘kast’, af but ‘skive’, ‘mål’, en kunstners første fremtræden for offentligheden – men også om en etableret kunstners første forsøg i en ny genre, et nyt rollefag eller på en ny scene (
kilde).
Det var helt underligt at stå tidligt op og tænke på at jeg ikke skulle til en rallyprøve :-) For rallyen har fyldt ganske meget den sidste uges tid. Men i min bevidsthed har HTM-debuten den 5. juni fyldt nok så meget.
Til morgenens træning havde Anita og jeg lokket Johanna til at komme og se, hvor langt vi var nået, og give tips til det videre arbejde. Vi talte også om det at skulle debutere i en ny hundesportsdisciplin, Anita har skrevet om sine tanker i sin
blog i dag. Og jeg må indrømme at der også kom gang i tankerne hos mig.
Hvilke hundesports discipliner har jeg været oppe i? Ikke ret mange.
Der var dressurprøven i Spanielklubben i 2005. Jeg var hamrende nervøs.
Der var LP, hvor Megan og jeg debuterede i 2006. Jeg var overhovedet ikke nervøs, for jeg kom totalt blank og fik bl.a. 0 i spring: ”Hund springer ikke fordi fører bliver stående.” Jeg troede at hunden skulle springe før jeg måtte bevæge mig. Senere kom der mange flere nerver på til LP.
Megan og jeg debuterede i rally i 2007. Men den første periode, faktisk til vi fik det første certifikat i ekspertklasse (før det hed certifikat), var rally bare noget jeg deltog i og trænede som adspredelse til LP’en. Det var først da Megan blev pensioneret som LP-hund at rally blev en disciplin, som jeg beskæftigede mig rigtigt seriøst med.
Færdighedsprøverne i 2014 tæller næsten ikke med, selvom det naturligvis også var en debut indenfor forstadiet til HTM/FS. Men nerver var der ikke rigtigt nogen af.
Man kan også være at debutere med en ny hund i noget man har prøvet før med en anden hund, eller med en hund i en ny klasse. Jeg kan mindes mange meget nervøse oplevelser både dagene inden og i forbindelse med prøverne.
Men grundlæggende vil jeg nok opsummere min erfaring fra før i tiden til den ret simple formel: Jo bedre forberedt, jo bedre går det. Forberedelse er mange ting, ganske kort udtrykt: at træne hundens grundfærdigheder, at træne sammenhængende kæder af adfærd, at generalisere adfærden i bred forstand herunder også gå til prøver og betragte dem som træning.
En meget vigtig del af forberedelsen er også at udvikle sig selv som træner af sin hund. Samlet set betyder det, at jeg hver gang jeg går til prøve, ikke er helt den samme, som sidst jeg gik til prøve. For forhåbentlig er jeg blevet lidt klogere, hver gang.
Min blog beskriver mange situationer, hvor det er åbenlyst at jeg ikke opfører mig, som om jeg er blevet klogere, men det er en ganske anden sag …
Truende skyer søndag eftermiddag
Det var en lang indledning for at komme til det, jeg egentlig gerne ville skrive om: Hvordan føles det at skulle debutere i HTM?
Jeg har skrevet i flere blogs om mine overvejelser inden jeg gik i gang med HTM, bl.a.
her. Der kan man også se første skitse til tegningen over mit program.
Jeg har fundet en fantastisk melodi (Walking the Dog), jeg har (næsten) helt styr på de forskellige positioner, men der er ting der driller. Overgangene mellem positionerne især.
Næste kompleksitet opstår, når jeg skal gå programmet til musik (uden hund), for så skal timingen være præcis, så den passer med musikken – hvis et moment kommer for sent, så skal der rettes op – og det gør man ikke lige – slet ikke uden erfaring.
Sidste grad af kompleksitet troede jeg så var at gå programmet med Max, og det er godt nok heller ikke nemt. Fokus på hund, musik, positioner, overgange mv., det er MANGE ting på én gang. Og jeg har stadig ikke styr på kropssproget.
Men så dukkede der lige noget praktisk op som fx ringens størrelse, 14 m x 16 m krævede at jeg rettede en del vendinger til, og dommernes placering: de skal se alt det gode og man kan dække lidt over det mindre gode, hvis man går hensigtsmæssigt.
Jeg gik programmet to gange med Max for Johanna, og fik naturligvis en masse konstruktive tilbagemeldinger. Bl.a. skal jeg lade være med at snakke så meget, jeg skal gøre overgangene simplere (det giver ikke ekstra med en svær overgang, men koster hvis den mislykkes), belønne Max meget mere, starten skal forbedres, overgangen fra P9 til P1 i afslutningen skal ændres, afslutningen skal bare sidde i skabet – så vi slutter samtidig med musikken.
Godt der er 19 dage til debuten, for der er masser at arbejde med.
Der er stor interesse for debuten kan jeg mærke, der er mange der synes det er spændende at en lydighedsnørd kaster sig ud i en ny disciplin, og jeg synes da også det er lidt sejt at en 62-årig farfar pludselig skal danse med hund.
Selvfølgelig vil der komme nerver på, når vi kommer til dagen, værst scenarie er at jeg stresser og Max dermed slår fra. Jeg håber jeg er så rutineret, og efterhånden har fået så meget prøveerfaring med Max, at det ikke sker.
Selvom jeg har tilbagefald kan jeg mærke at min generelle attitude på banen er langt mere positiv end for bare 3-4 måneder siden.
Så jeg er sikker på, at vi nok skal få en hæderlig debut og jeg har allerede meldt til den næste HTM-prøve 26. september, for jeg er altså blevet lidt bidt af den disciplin.
Det klarede alligevel op!
